Skulpturer på landet

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning
Bemalede egestammer ved Ørslevvester

I 1994 tog Niels Bøgede Andersen fra Jystrup, initiativ til projektet: Skulpturer på landet, der handlede om at lave kunst, sammen med beboerne ude i landsbyerne.

Ideen var at hver landsby ville få sit eget projekt, som derefter kunne blive et vartegn for området.

Meningen var at bruge naturens ressourcer, på stedet, frem for at kunstneren stod og lavede noget kunstigt på sit værksted, som bagefter placeredes et tilfældigt sted.

I 1995 tager de 6 kunstnere ud i landsbyerne og taler med beboerne. Pengemidlerne blev skaffet fra Børne og Kulturudvalget i Ringsted Kommune, Kulturfonden, Unibank Fonden, Vestsjællands Amt og Indenrigsministeriets landdistriktsgruppe.

Det blev i løbet af de næste 3-4 år til 6 skulpturer i landsbyerne og 2 i Ringsted.

I Ringsted blev de syge elmetræer i Lystanlægget pakket ind af Niels Bøgede Andersen og stod som kunst der, indtil Mogens Lehn, brugte dem til sin skulptur ved Ringsted Bibliotek.

Den bestod af 12 stykker træstamme, de blev skåret på forskellige måder og gravet ned i jorden, så de stod fast nok, til at man kunne klatre og sidde på dem. De fik af vind og vejr en flot lys grålig farve, som passede fint ind med bibliotekets arkitektur. Den 14.08.1999, kunne kunstneren overdrage skulpturen til byens borgere.

Ved Ørslevvester benyttede Mogens Lehn, de omhuggede Elmestammer fra Gyrstinge Præstegaard, de blev rejst som steler, blåmalede står de som krystaller mod himlen. Mogens Lehn var også mester for tilhugningen af de 6 stk. 12 meter høje udgåede elmetræer, som stod på deres rod i Gyrstinge Præstegårdshave. ”Naturens orgelpiber”.

I Jystrup lavede Lars Christensen en skulptur af flækkede elmestammer fra Filosofgangen ved Sorø Akademi og en stor kampesten. Det blev opført på en brakmark, tilhørende Skjoldenæsholm.

I Vigersted lavede Maria Nicolaisen en stenskulptur, af marksten fra de omkringliggende marker, på et offentligt areal overfor kirken. Skulpturen er inspireret af Japanske tempelhaver.

Helle Baark lavede en halmskulptur af bigballer i Sneslev, men den er væk nu og man regnede også med at Elmeskulpturerne kun ville holde i ca. 15 år.

Men Sigerstedvarden som Claus Jørgensen støbte står der fortsat ved gadekæret i Sigersted. Den er bygget af marksten fra byens marker og er skabt over legenden om Hagbard og Signe.

Kilder

Dagbladet 1-10 1994, 12-6 1995, 19-8 1999 og 18-9 1999 der findes på Ringsted Arkiv. Folder ”Skulpturer på landet” som findes på Ringsted arkiv.