Riddervoldene

Fra Ringsted Wiki
(Omdirigeret fra Ridebanen)
Spring til navigation Spring til søgning

På en smuk plet ved Haraldsted søs nordlige side ligger nogle mystiske jordvolde. Lokalbefolkningen har døbt dem Ridebanen eller Riddervoldene efter et gammelt sagn om, at pladsen brugtes som træningsbane af spøgelsesriddere på heste, der spyede ild ud af næseborene. I virkeligheden er der nok tale om en mindre borg, sandsynligvis fra jernalderen.

Formål

Jordvoldene er anlagt i en kreds, der sagtens kan føre tankerne hen på en ridebane, men anlægget er af arkæologer dateret til at være ældre end middelalderen – den tid, hvor man må regne med, at man først fik behov for ridebaner til træning af heste til turneringer. Forskere har tidligere gættet på, at anlægget enten var en folkeborg til beskyttelse af lokalbefolkningen i urolige tider, eller at det havde et religiøst formål i forbindelse med ofringer. Det antydes bl.a. ved anlæggets form og søens tidligere navn: Valsø, som betyder Ligenes sø.

Nyere forskning

Nyere tids forskning har dog foreslået en anden forklaring. Den sidste istid havde efterladt en tunneldal med vådområder, strækkende sig helt fra Køge over Kværkeby Mose til Vigersdal. Søerne, bl.a. Haraldsted sø og Gyrstinge Sø, er vådområdets dybeste steder, men der har været mose og sump i områderne mellem søerne. Dette har gjort det muligt at sejle rundt mellem byerne på Sjælland, men gjorde samtidig færdslen på land besværlig. Man måtte derfor ty til de nogenlunde tørre overgangssteder, der fandtes.

Ved Værkevad (eller Virkevad, som det også er set skrevet) øst for Haraldsted sø fandtes et sådant overgangssted. Søen strakte sig dengang længere mod øst. Fra Ridebanen har man haft fint overblik over søen og det datidige overgangssted, og man har dermed kunnet kontrollere trafikken, både til lands og til vands. Også navnet antyder et militært anlæg, da Virke betyder befæstningsanlæg. Voldstedet har sandsynligvis givet navn til overgangen.

Inden for voldene fandtes et ellipseformet rum på ca. 50 m på den korte led og 80 m på den lange diameter. Selvom det giver 3.000 m2 var det næppe stort nok til, at en hel befolkning kunne søge beskyttelse her gennem længere tid. Derimod ville der være plads nok til en gruppe soldater på vagt. Nyere forskning antyder derfor, at voldene har fungeret som et sted, hvor man kunne holde øje med rejsende og afvæbne et evt. angreb.

Topografi

Voldene har i hvert fald været 4,5 m højere end den udvendige jordoverflade, og da Nationalmuseet undersøgte stedet i begyndelsen af 1900-tallet, så det ud til, at toppen af jordvolden var anlagt til at bære et brystværn. Senere udgravninger har vist, at vandet har stået helt op til volden på søsiden.

Adgangen ind bag voldene foregik ad en hulvej, som sikkert har været forstærket af kampesten og skjult for omverdenen af tæt skov. Også fra søsiden har man kunnet komme ind bag voldene, sikkert igennem et palisadeværn.

Eksterne Links

Fund og Fortidsminder

Helle Halding fortæller om Ridebanen og Valsøgård ved Haraldsted Sø

Kilder

Årbog for Historisk Samfund Sorø Amt, nr. 46: A. Strange Nielsen: Riddervoldene og Valsøgaard.

Årbog for Historisk Samfund Sorø Amt, nr. 62: Axel Herløv Jensen: Voldanlægget ved Haraldsted Sø.

Årbog for Historisk Samfund Sorø Amt, nr. 90: Bodil Heiede Jensen: Vandveje og voldsteder på Ringstedegnen.