Gamle Ringsted-Minder

Bogens forside

Jeg vil gøre mit yderste for at gengive bogen som den blev skrevet i tidernes morgen.

Finder du fejl så angiv venligst på fanen Diskussion under hvilken overskrift og hvis du kan også hvilken linie i afsnittet hvor fejlen findes.

Her kommer lidt praktiske oplysninger om bogen:

Bogen Gamle Ringsted-Minder, Tidsbilleder fra Forrige Aarhundrede - er skrevet af Musikdirektør Lauritz Hansen og udkom i 1940.

Tryk: Folketidendes Bogtrykkeri, Ringsted

I kommission hos: Ahrent Flensborgs Boghandel, Ringsted

Udgivet med støtte af: Ringsted By, Banken for Ringsted og Omegn, Industriforeningen for Ringsted og Omegn, Sparekassen for Ringsted og Omegn, Den sjællandske Bondestands Sparekasse.

En stor del af det i Bogen anvendte Billedstof er efter Fotografier fra Bocks Fotografiske Ateliér samt fra Fotograferne Rasmus Nielsen & Søn. Billedet, der danner Indledningen til Bogen og som stammer fra 1700-Aarene, samt Billedet af Ringsted første Jernbanestation, har velvilligst været overladt mig af henholdsvis Ringsted Bibliotek og Nationalmuseet til Reproduktion.

Billederne af Malerne Jørgen Roed og Johan Frederik Nikolai Vermehren samt af Forfatteren Sophus Schandorph er efter Malerier, der findes paa det national-historiske Museum paa Frederiksborg Slot (Sophus Bengtsson phot.). Reproduktionsretten til disse billeder ejes af Museet.

FORORD

Kære Musiker Laur. Hansen!

Det har paa denne mørke Novembedag været mig en Glæde at læse Deres "Gamle Ringsted-Minder". Jeg vil gerne sige Dem Tak derfor med dette brev. Om De kan bruge det som et Slags Forord til Bogen, naar den nu til Jul skal udgives, maa De selv afgøre.

For mange Aar siden traf jeg i Albanerbjergene udenfor Rom oven Byen Frascati en Mand af Deres Profession, som kunde andet end spille paa Violin. Han var paa Jagt og i straalende Humør. Han viste mig et Telegram, han lige havde faaet fra den italienske Statsminister, hvori der stod, at han som Dirigent for La Banda municipale di Frascati, altsaa som en af de Standsmusikanter, De tit har fortalt om, var blevet udnævnt til Ridder af den italienske Krone. Vi fulgtes ad ned til Byen, og der vilde han vise mig, hvad ingen Turister fik ar se; det Sted, hvor den rede Frascati Drue - il vero vino de Frascati - var at faa. Der var ikke nær saa hyggeligt som paa [[[Carl Nielsen Hjørne]], der saa snavset ud, og der lugtede ikke godt. Men op af Kælderen hentedes den guldgule Vin, og jeg tog tilbage til Rom med en halv Rus paa Panden.

En lige saa ærlig Rus har De nu skaffet mig i Dag. Jeg husker jo alle de gamle Huse og de mennesker, som nu er døde. Eller rettere, nu ser jeg dem igen, som de dukker op af Mindets gyldne Taage, det er saa længe, vel 70 Aar, siden jeg var fuldblods Ringsteder. Skarpest stod for mine Drengeøjne Originalerne, De fortæller om. Især takker jeg Dem for Isak. Ham havde jeg glemt. Men nu, ved Hjælp af Billedet og Teksten på side 139, har jeg ham igen. Han lugtede ikke godt, som han stod der paa Strømpesokkerne i min Fars Studererværelse - saaledes, hed den Gang Præstens Kontor - men der var i hans forstyrrede Øjne noget, som Præsten (maaske også Drengen) bøjede sig for. Han, min Far, lignede ellers af ydre Hans Peter fra Balstrup, hvad De kan overbevise Dem om, ved, trods det forskellige Udstyr, at sammenligne Billedet lige over for Isaks med det af Hans Højærværdighed paa Side 82.

En tredje af de Originaler, De omtaler, den kæmpehøje H. P. Nohr, kan jeg ikke blot se og lugte, men føle. En Dag, da han, der paa sine Gamle Dage mentes at være lidt smaatosset, efter Sædvane forfulgtes af Drengenes Kor: H. - P. - Høje Nord! langede han saa eftertrykkeligt ud efter Provstens Vilhelm som den formentlige Ophavsmand til Utuskestregerne, at jeg for første og hidtil eneste Gang faldt i Svime og maatte bringes i Salveten paa vor Hovedkvarter i B. J. Bangs Købmandsgaard. Der kom jeg ind i Stuen, og fik, da det just var Middagstid, Chokoladesuppe, som jeg endnu kan smage. Den Stue, den Gaard og dens Herre har jeg aldrig glemt. Jeg havde gerne set et Billed af B. J. Bang i Deres Bog. Han var den stovste Borger i Ringsted i min Tid. Han og flere af hans Børn, ikke mindst de to ældste, der døde unge: Jørgen med de store rene Træk og den skønne, frodige Anna saa saaledes ud, at man troede paa Familiesagnet om Præsteslægten Bangs, Grundvigs Mødreneæts Nedstamning fra Absalons Slægt.

Det er jævne Folk, De fortæller om, og som også jeg ligesom mine Klassekammerater, Axel Wengel og Julius Klint, har kendt og holdt af. Luften var krydret i det gamle Ringsted, der lugtede som paa "Smed Bruuns Gang" (en Genvej fra Pileborg til bagvejen) af Jasminer og Gødning paa en Gang. Den Lugt er bleven siddende i Schandorphs store bløde Næse - den lignede Krigsraadens, den gamle Distriktslæge Krebses, hvem jeg, hvis man eller vil tro mig, kan huske fra mit andet Aar, da jeg blev vaccineret. Men den samme Schandorph, der var Ringsteds sande Digter med samme Ret, som Ingemann er sorøs, havde ogsaa Øje for det krydrede i de gamle Købstad-Sjællænderes Ansigter. En Blanding af det melankolske og det svinepolitiske kalder han det i Fortællingen: "Et Levnedsløb, fortalt paa Kirkegaarden", som jeg flere Gange har fremdraget for mine Bysbørn. Den indeholder den rene Ringsted-Drue. Den ender med en Moral, som kan bkive god en Gang endnu: At det her i Livet ikke bare er Lykken, det gælder, men at man gør sin Skyldighed mod dem, man er bleven sat til at leve sammen med.

Fredensborg 25/11 1940

Venlig Hilsen fra Vilhelm Andersen

INDLEDNING

Jeg mindes et gammelt Ord, der siger: - Hukommelsen er som et fiskenet, noget beholdes, og andet gaar igennem. Saaledes gaar det vel ogsaa med Minderne. Maaske er det saadan, at Erindringerne fra Barne- og Ungdomsaarene staar klarere, efterhaanden som Aarene gaar. Vil man her lytte til de Gamle, naar de lukker op for deres skattekammer af Minder, da lytter man ej forgæves. Deres Beretninger danner ofte virkelige Kulturbilleder, som vi bør værne om.

Paa Grundlag af Samtaler med gamle Ringstedere, støttet af historiske Beretninger, ved Studier i Rigs- og Landsarkivet, Ringsted Folketidendes Arkiv, Ringsted Bibliotek, dertil arkivet med de gamle Brandprotokoller hos Landsretssagfører Ladefoged, har jeg søgt at drage lidt af dette frem, i Livet som det levedes i Ringsted i forrige aarhundrede.

Jeg skylder mine gamle, fortræffelige Meddelere en varm Tak for deres interessante Bidrag, og ikke mindst er jeg dem taknemmelig for de mange hyggelige timer, jeg har tilbragt i deres Selskab.

Jeg vil her ikke undlade særlig at nævne afdøde Urmager H. J. Klint, der var en af mine allebedste Meddelere. Endvidere bør nævnes Apoteker Axel Wengel. Disse to Mænd, hvis Navne tilhører gamle, ansete Ringsted-Slægter, og som ved deres store Interesse for alt, hvad der hørte og hører det gamle Ringsted til, har i høj Grad bidraget til denne Bogs Fremkomst. Ogsaa den snart 91-aarige forhv. Sygehusøkonom Vald. Hansen, der ligeledes er af gammel Ringsted-Slægt, har været mig en god Meddeler og fortjener en særlig Tak. Dertil skylder jeg at takke for, hvad der er blevet mig genfortalt af afdøde Fru Boghandler N. P. Hansen. Dette har ikke mindst været af Interesse.

Iøvrigt vil Læserne, efterhaanden som Bogen skrider frem, finde flere af mine Meddeleres Navne. Andre af Byens Borgere har ved at stille Billedmateriale til min Raadighed paa en smuk Maade ydet en god Indsats. En hjertelig Tak til Professor Vilhelm Andersen for det morsomme og interessante Brev, jeg har modtaget, og som i overensstemmelse med Professoren danner Forord til Bogen. Dette Brev indeholder et helt lille Stykke Ringsted-Historie, der med mesterlig Haand er samlet i en Nøddeskal. Ogsaa Tak til "Ringsted Folketidende" for den Elskværdighed, hvormed Bladet har stillet en stor Del af Clichématerialet til Raadighed. Sidst, og ikke mindst, takker jeg de andet Steds nævnte Institutioner, der paa en smuk Maade har ydet mig økonomisk Støtte. Uden denne vilde det næppe have været mig muligt at faa Bogen frem. Her føler jeg, at Provst Becks smukke og varmhjertede Udtalelser om mit arbejde, og som fik Tilslutning fra saa mange Sider, har bæret at stor Betydning for den økonomiske Løsning af Sagen.

Egentlig burde det maaske have været en indfødt Ringsteder, der skulde have skrevet en saadan Ringsted-Bog, men da jeg gennem 40 Aar har haft Hjemsted i Ringsted og omtrent føler mig som Indfødt, har jeg ment at turde vove Forsøget paa at løfte denne opgave.

I Kærlighed til Emnet og til vor gamle By lader jeg disse mine Ringsted-Skildringer fra svundne Dage gaa ud i Livet, i Haab om, at mine ærede Læsere vil tage vel imod dem.

Et nyt Ringsted er nu traadt i Stedet, hvis historie det maa blive de kommende Slægters Opgave at skrive og værne om.

Ringsted, i November 1940

Laurits Hansen

Blade af Ringsted ældste Raadstues Historie

Nu da Ringsted, efter mere end 100 Aars Forløb, atter har faaet et nyt og moderne Raadhus, kan der maaske være Grund til for dem, der har fulgt de senere Aars Udvikling i Ringsted, Kirkens Frilæggelse, dens Frigørelse for de mange forskelligartede Bygninger, der gennem flere Aarhundreder har skæmmet dette prægtige Bygningsværk, at kaste et Blik tilbage i Tiden og se, hvorledes Forholdene var i gamle Dage paa dette Omraade.

Den kendte Ringsteder, Arkivar ved Rigsarkivet, Arthur G. Hassø, nævner i sin Bog: "Ringsted Købstads Historie", der omhandler Tiden op til 1600-Aarene, at man omkring Aar 1433 finder de første Efterretninger om et Raadhus i Ringsted, og omtaler, at disse forekommer i Næstved Klosters Gavebog, hvori der findes følgende Notits, som jeg tillader mig at ændre til vor Tids Sprog: - Jens Perssen i Næstved gav og skødede Klosteret en Gaard i Ringsted, liggende Øst for Raadhuset, på samme Side, og mod Vest næst op til Byens Rende. -

Det er dog ikke alene den nævnte Notits i Næstved Klosters Gavebog, der bestyrker Formodningerne om Stedet for Byens ældste Raadhus. Ogsaa de Gamles Beretninger støtter denne Anskuelse. Disse fortæller nemlig, hvorledes der hvorledes der endnu i forrige Aarhundrede løb en bred Rende eller, om man vil, en dyb Rendesten fra Sct. Hansgade mod Torvet, og som samlede sig ned mod Søgade, dækket af et bredt Rendestensbrædt. Desuden var der en stor Sluse udfor senere Boghandler N. P. Hansens Ejendom. (Folkevittigheden var her paa Spil, idet en af Ejendommens Beboere ved navn Møller, der havde en lille Hørkramforretning, aldrig blev kaldt andet end "Sluse-Møller".)

Hjørnebillede af Ringsted Torv, mod Sct. Hansgade, kaldet ”Det skarpe Hjørne”, nuværende Klints Hjørne. Man ser her den omtalte Kloakrende mod Søgade. (Billedet er fra ca. 1870.)

Under stærke Regnskyl skyllede Vandet som en rivende Strøm ned mod Søgade og forsvandt bag i den daværende Klosterhave. Denne Kloakrende var en Skamplet for Byen, og der kom senere til at staa en stor Strid om den, idet daværende Læge Christophersen (Fader til C. F. Christophersen) rejste en voldsom Kritik imod den modbydelige Kloakrende, hvorefter den blev fyldt op og erstattet med Rør.

Tager man derefter til Sammenligning det ældste kort, der findes over Ringsted, Resens "Danske Atlas", hvor Byens Raadhus ligeledes angives at ligge paa dette Sted, vil man heraf med nogenlunde Sikkerhed kunne paavise, at Raadhuset i Ringsted, i hvert Fald fra 1433 og helt op til det nittende Aarhundredes Begyndelse, gennem 400 Aar, har haft sin Plads paa Hjørnet af det nuværende Torv og Søgade, indtil Byen i Aaret 1826 erhvervede den af Postmester Heinrichsen, efter Branden 1806, nyopførte Postgaard til Raadhus, og som vi senere vil høre om.

Resens Kort giver os iøvrigt et interessant Billede af Ringsted, som Byen saa ud for ca. 300 Aar siden, og ved at drage Sammenligning med de faa bevarede Optegnelser fra endnu længere tilbage i Tiden kan man ud af dette danne sig et nogenlunde Billede af Fortidens Ringsted. det fremgaar heraf, at f. Eks. Torvet i gamle Dage fandtes omkring Pladsen, hvorpaa det nuværende Raadhus er bygget, og Pladsen omkring Tingstenene; altsaa ett betydeligt mindre Torv. Sct. Bendtsgade benævnedes som Klosterstræde, hvorimod Nørregade har sit nuværende navn. En forlængelse af Nørregade, bebygget til begge Sider, Fortsatte videre langs den nuværende Torv ned til Sct. Hansgade som nævnes Torvegden. En Del af den nu aabne Plads foran Kirken mod Torvet var Kirkegaard, hvad man konstaterede, da der ved Nedrivningen af Bygningerne foran Kirken, ved dennes Frilæggelse og ved Reguleringen af denne Plads 1936, fandtes flere Skeletter.

Sct. Hansgade, dengang kaldet Algaden, foretog fra Lilletorv en skarpere drejning forbi Byens daværende Sognekirke, Sct. Hans Kirke, og Kirkegaard, for atter at munde ud ved Byens Søndre Port (Indgangen til Byen fra Syd). Søgade (Søegaden) ses i gamle dage at have strakt sig bag om Byen, men var paa denne Strækning meget svagt bebygget.

Anno 1801, i en af de ældste Brandprotokoller for Ringsted Købstad beskrives Byens Raadhus i al sin Enkelthed saaledes: Et 10 Fag Egebindingsværk med Tegltag, indrettet til Sprøjtehus, Tingstue og Arrestkamre,med en jernbilægger-Kakkelovn. Opført i Brandassurance for 350 Rdl., indbefattet 20 Rdl. for Kakkelovnen og 10 Rdl. for Raadhusets Tingklokke.

De Ringsted-Borgere skulde ikke forfalde til Storhed over deres Raadhus! - En lille fattigt udseende Bygning , fattig inde som ude; dette iøvrigt tilfælles med store Dele af Byen dengang - vel ikke underligt, naar man tager i Betragtning de mange Ildebrande, der gennem Tiderne hærgede Byen, ikke mindst de to store Brande i 1747 og 1806. (Se J.V. Christensen: "Ringsted fra Saga til Samtid".)

I Loftetagen i det tidligere Raadhus fandtes endnu, indtil Nedrivningen 183 en tung Egetræsdør med en Lem, et Minde fra den Tid, da det endnu vat Byens Ting- og arresthus.

Man fortæller, at en Fange engang fik løftet Lemmen, hvorigennem man bragte ham Maden, og stak Hovedet ud, hvorved den tunge Lem faldt ned og kvalte Manden, og at man fandt ham død i denne frygtelige Stilling.

Det gamle Hus paa Hjørnet af Torvet og Søgade, der engang var Byens Raadhus. (Bygningen var dog i sin oprindelige Skikkelse 2 Fag længere.)

Til denne uhyggelige Tildragelse knytter der sig, ifølge en mundtlig Overlevering, et Jalousi-Drama. Den førnævnte fange, der gik under Navnet "Den grønne Slagter", fortælles at have myrdet en ung Pige, da hun an Dag kom for at hente Vand ved en af Torvets Brønde (udfor nuv. Klints Ejendom). Han havde staaet i Ejendommens Port overfor og havde nedskudt den unge Pige med sin Bøsse. (Fortalt af den 90-aarige Vald. Hansen, Borgerstiftelsen; genfortalt ham af et Øjenvidne.)

Her i det gamle Raadhus' Tingstue samledes forhen Borgmestre og Raad til Drøftelse af Byens Sager, til Raadstueret, eller naar Byfogeden kaldte til Byting. Herfra har den gamle Tingklokke lydt ud over Byen. Herfra drog i gamle dage hver Aften Byens Vægtere ud for at forkynde den sovende By, hvad Klokken var slaaet.

Dette beskedne Raadhus har gennem flere Slægtled været Stedet for Varetagelse af Lov og Ret indenfor den lille Bys Samfund.

Aar 1828, efter at det gamle Hus havde ophørt med at være Byens Raadhus, blev det af Byens Raad solgt ved offentlig Auktion til Arbejdsmand Johan Jocumsen for 216 Rigsbankdaler-Sedler. Dette meget højtideligt affattede Auktionsdokument bærer daværende Byfoged Harhoffs Navn og Segl og er endnu opbevaret.

Et afsnit af nævnte Dokument giver os en Oplysning om en Ændring af Søgades oprindelige Beliggenhed, set fra Torvet. Det hedder heri, angaaende overnævnte Salg af Btens gamle Raadstue, at Køberen maatte forpligte sig til inde April Maaneds Udgang 1829 at nedtage de tvende Fag fra Bygningens vestre Ende imod Søgaden. Den Grund, hvorpaa de nævnte to Fag Hus har staaet, forbeholdes til offentlig Brug og skal under en daglig Mulkt af 1 Rigabankdaler Sølv være udlagt til førnævnte Tid. (Man vil her bemærke de strenge Betingelser i Forhold til hele Ejendommens Værdi.) En senere Forskydning paa det modsatte Hjørne ved Opførelsen af Børsen forandrer yderligere de to tidligere Hjørnebilleder: Byens gamle Raadstue paa den ene Side og den gamle Gaard, der, før Børsen blev opført, laa paa den anden Side. Gaarden nævnes i Begyndelsen af 1800-Aarenesom Byfoged Siersteds Skriverbolig. (Den senere velkendte Gæstgivergaard "Carl Nielsens Hjørne".)

Da Ringsted fik sit nye Raadhus

Ringsted Raadhus omkring 1870

Konferensraad Harhoff

Konferensraadinde Harhoff

Foto fra Ringsted Kirkegård (2012)

Allerede i det 16. Aarhundrede sporedes der hos Borgerstanden en Tilbøjelighed til at optræde mere storladent. En enlig Raadstue samt en Plads under aaben Himmel til Tingsted var nu ikke længere nok, man krævede en anselig Bygning.

Troels Lund fortæller i "Dagligt Liv i Norden", at der alene paa Sjælland i Aarene 1552-81 byggedes nye Raadhuse i følgende Byer: Skelskør, Køge, Næstved, Kalundborg, Holbæk og Korsør. Ofte kneb det for Borgerne med at skaffe Midler til at faa dem færdige, og Kongen maatte stadig yde Hjælp.

Disse Raadhuse virkede med deres røde Mure og takkede Gavle storladent indenfor en Bys Rammer. Foruden at Byens vise Fædre her havde deres Raadslagningssal, fandtes ogsaa Borgernes Festsal, der ofte var smukt udstyret med Paneler, Dekorationer og rigt smykkede Vægge, en Festsal, der spændte over hele huset. Her afholdt Borgerskabet store Bryllupsfester o. m. a.

Ringsted, der paa dette som paa flere andre Omraader stod tilbage for sine Nabokøbstæder, naaede først omkring Begyndelsen af forrige Aarhundrede af faa et for Byen værdigt Raadhus, nemlig det Raadhus, som det nulevende Slægled har kendt, og som nu ogsaa er faldet for Tidens Krav.

Det er lidt af denne Bygnings Historie, vi nu i korte Træk vil følge, væsentlig hvad der har haft Forbindelse og Tilknytning til Byens Forlystelsesliv, hvor Raadhuset gennem mere end to Menneskealdre indtog en fremragende Plads i Byens Historie.

Raadhuset var et Centralpunkt for Byen. Her residerede for 100 Aar siden Byens mægtigste Mand, den enevældige førnævnte Byfoged og Borgmester, Konferensraad Harhoff fra 1844-1869. Han Strakte sig saa vidt, at ingen af de vise Fædre indenfor Byens Raad turde vove at have en anden mening end Konferensraaden. - "Vi er i denne Sag som i alle andre Sager ganske og aldeles af Konferensraadens Mening!"

Under et af Raadets Møder skete der det for Konferensraaden aldeles utænkelige, at et af Medlemmerne tillod sig at have en anden Mening end den højtærede Borgmester. Dette var dog Harhoff for galt. Fast og myndigt smækkede han Forhandlingsprotokollen i, hævede Mødet og gik straks hjem til Konferensraadinden!

- Tænk dig, Georgine! Nu er de minsandten også begyndt at ville snakke med! --

Paa Raadhuset havde Sparekassen for Ringsted og Omegn sit første Kontor. Ogsaa indenfor denne var Harhoff den mægtige Enehersker. Her paa Raadhuset blev Byens celebre Fester holdt. De store Maskerader, der hørte til Aarets største Begivenheder, Dilettantforestillinger, de engang saa omtalte Vaabenbrødrefester og mange flere. Byens ældre Damer omtaler endnu disse Fester i den smukke Raadhussal (den senere Byraadssal) med en vis Ærbødighed, naar de mindes den gang, de som unge piger svang sig i Dansen til Tonerne af den fine Chr. Jacobsens Orkester. Senere var det Musikdirektør Pedersen, der leverede Musiken - elle Melhandleren, som han i daglig Tale blev kaldt. Skulde det være rigtig fint, engagerede man Næstved Dragonregiments Musikkorps. Allerede i Halvtredserne fortæller Sjællandsposten om udsøgte koncerter, som dette Musikkorps afholdt paa Ringsted Raadhus.

Man mindes Konferensraadsindens Juleballer til fordel for Ringsted Fribolig, hvor det gik saa hyggeligt og stilfuldt til. Ved de smukt dækkede Borde saa man Konferensraadinde Harhoff præsidere som Værtinde i Forbindelse med med andre af Byens Damer. Ringsted Fribolig var Konferensraadsindens Kælebarn. Den blev som bekendt oprettet 1854 paa hendes Initiativ, og hun udrettede igennem mange Aar et stort og smukt Velgørenhedsarbejde. Fru Harhoff var en overmaade godgørende Dame og mindes endnu med Taknemlighed. Hun var 32 Aar yngre end sin Mand og var Midtpunktet i Byens Selskabsliv. Hun døde 1904, 87 Aar gammel, og ligger begravet sammen med sin mand i Familiegravstedet paa Ringsted Kirkegaard. Harhoff levede fra 1875 til 1871. Som et synligt Minde om disse to fine Mennesker der hver især har betydet saa overordentlig meget for Ringsted By i forrige Hundredaar, vil man paa Slægtens Familiegravsted på Ringsted Kirkegaard kunne læse følgende: Conrad Johan Harhoff - Konferensraad - By og Herredsfoged - i Ringsted - fra 1814 til 1869 - Født 29. September - 1755 - Død 25. Marts - 1871 | Georgine Frederikke Harhoff - Født von Krogh - 17. Januar - 1817 - paa Leeren - ved Throndhjem - Viet 31. October 1841 - Død 11. Maj - 1904 (SE IØVRIGT NYERE FOTO AF DERES GRAVSTEN HER TIL HØJRE - KLIK PÅ FOTOET FOR FORSTØRELSE).

Fra Forlystelseslivet paa Raadhuset

Foreningsliv var der ikke meget af i gamle Dage.

I aaret 1854 nævnes den første Musikforening i Ringsted, men Foreningen sygnede atter hen efter nogle Aars Forløb. Den var dog i en Aarrække en virksom Forening, der indbød til mange Koncerter. En Mand, hvis Navn endnu vil huskes af gamle Ringstedere, fortjener at nævnes i denne Forbindelse, nemlig daværende Urmager Guldager, der var Musikforeningens Formand og en aktiv Deltager indenfor Byens Musikliv. Guldager var en meget musikinteresseret Mand. Han havde tidligere været Musiker og havde været ansat i det Kgl. Kapel. Som Akkompagnatør ved Dilettantforestillinger og Koncerter var han meget benyttet og var desuden en anset Musiklærer. Til Guldagers Hjem knytter sig et af vort Lands mest fremragende Kunsternavne, kgl. Kammersanger Niels Juel Simonsen, der blev opdraget i dette Hjem, fra han var 3 Aar gammel. Simonsens Slægt tilhørte en gammel Stadsmusikanterslægt i Svendborg. Hans Far var daværende kgl. Kapelmusikus Hans Sophus Simonsen og havde virket i Kapellet sammen med Guldager. Da hans Mor, den i sin Tid berømte kgl. Kammersangerinde Elisabeth Catharina Simonsen, født Ryslander, i Aaret 1849 døde, kom den lille Niels Juel Simonsen i Huset hos Guldager.

Hos disse to fine og stilfærdige Mennesker i det gamle, beskedne Købstadhjem i Nørregade (afdøde Bagermester Viggo Petersens Ejendom) fik han sit fremtidige Hjem.

Ringsted Sangforenings Kor, Forreste Række fra Venstre: Fhv. Sygehusøkonom Vald. Hansen, Købm. Henrik Jensen, Faktor Christensen, Overlærer Fr. Mortensen, Købm. Birch, Urmager Schiøtte. Bagerste Række fra Venstre: Skorstensfejerm. Hørberg, Hotelvært de Lony, Kommis Amdrup-Nielsen, Fuldmægtig Hansen, postekspedient Chr. Hansen, Købmand Berth, Stadsingniør Ishøj samt forfatteren, Fotograf Orla Bock

Niels Chr. Guldager nævnes i Ringsted Kirkebog som Musiklærer og Forligsmægler. han døde den 4. September 1880, 67 Aar gl.

Det første Sangkor, man hører om i Ringsted, blev oprettet 1874 med Guldager som Dirigent og havde til huse i Amtstuegaarden hos den daværende Ejer, Vejbetjent Julius Nielsen, der var Sangkorets Formand og en meget musikinteresseret Mand. (Den 90-aarige Vald. Hansen er eneste nulevende Medlem af dette Sanfkor.) Nævnte Sangkor efterfulgtes af Sangforeningen "Brage". (Her nævnes Overbanemester Hansen som Dirigent.) Af nulevende gamle Ringstedere, der har været tilknyttet "Brage", kan, foruden Vald. Hansen, også nævnes Malermester Edv. Wendell. Denne Sangforening efterfulgtes atter af Ringsted Sangforening, hvis Dirigent som bekendt var fhv. Overlærer Fr. Mortensen, som gennem mange Aar har udført en smuk og rig Gerning indenfor Byens Musikliv. Byens eneste nuværende Sangkor, "Skjald", her gennem 35 Aar paa en smuk Maade formaaet at løfte Arven efter sine Forgængere.

Den førnævnte Vejbetjent Nielsen indtog en Aarrække en fremtrædende Plads indenfor Byens finere Forlystelsesliv. Han Arrangerede Fester, Dilettantforestillinger og lign. i velgørende Øjemed. Der fortælles et lille Træk fra denne Periode:

Nielsen, der tillige var Formand for det daværende "Ringsted Skyttekorps", havde indenfor Sangkoret og Skyttekorpset arrangeret en Dilettantforestilling. Der spilledes "En Spurv i Tranedans". Blandt de medvirkende var ogsaa daværende Snedkermester Egede, der dengang var 72 Aar, men trods sin høje Alderspillede han Student Hutters Rolle. Udførelsen af denne ungdommelige Rolle svarede dog ikke helt til den Ungdoms Charme, han selv mente sig i Besiddelse af, og Publikum morede sig derfor lidt ekstra paa hans Bekostning.

Overskuddet af Forestillingen skulde gaa til "de Fattige". Der spilledes 3-4 Aftener i Træk for stuvende fuldt Hus. Desværre udeblev Overskuddet, i Stedet for blev der et dundrende Underskud. Ved Prøverne havde Vejbetjenten udfoldet en saa storslaaet gæstfrihed, at hele Spilleindtægten blev opslugt. Folk var naturligvis utilfredse med dette kummerlige Resultat.

- Han burde egentlig udnævnes til Forlystelsesraad, udtalte Konferensraad Harhoff engang om Vejbetjenten.

En Valgdag foran Raadguset i Ringsted 1895. Det første Valg, hvor C. Th. Zahle blev valgt til Kredsens Folketingsmand

Et andet lille Træk fortælles fra en Dilettantforestilling paa Raadhuset. En af Byens Damer skulde optræde og spillede aldeles glimrende Komedie, men sang til Gengæld ualmindelig slet. Man udfandt da den snedige Plan at lade lille Niels Juel Simonsen, der allerede dengang var en feteret Sanger, staa bag Kulisserne og synge hendes Sange. Opgaven blev løst paa bedste Maade, og Situationen var reddet. --

Vi vil nu vende os mod den ydre Side af Raadhuset. Ogsaa den havde sin Charme. I Raadhusgaarden kunde man ligeledes forlyste sig. Sjællandsposten melder fra 50'erne om et rejsende Cirkusselskab, der gav stor Forestilling i Raadhusgaarden. Her holdt man Auktioner, forkyndt ved Hjælp af den gamle Bytromme. Her laa det gamle Sprøjtehus, hvor man maatte møde til Tordenvagt, naar der var Tordenvejr i Anmarsch.

Ved Vandposten i Raadhusgaarden hentede Byens Folk Drikkevand, og man fik sig her en Passiar og spurgte "Nyt". Der fandtes 5 à 6 offentlige Brønde i Byen, og disse var undertiden udtørrede. Efterspørgslen efter Vand var saa stor, at man saa sig nødsaget til at lukke Raadhusporten, og kun give Adgang til Brønden at Par Timer daglig. Ofte maatte man hos dem, der var mere heldige med Vandfordyningen, betale for en Spand Vand.

Under saadanne Perioder matte mange af Borgerne hente Vand nede fra Aaen, og man kørte daglig med Vandtønderne. Det var just ikke videre hygiejnisk Vand, især til Husholdningsbrug, og det vakte efterhaanden Misfornøjelse hos Borgerne. Man fortæller fra den Tid, hvorledes tidligere omtalte Læge Christophersen engfang havde fyldt en Flaske med Vand fra Aaen, hvorefter han gik rundt til Borgerne og fremviste denne, idet han sagde: - Se, saadant Vand byder man os Borgere i Ringsted. - Saadant Vand maa vi drikke!

Endelig Aar 1885 naaede Byen at faa sit Vandværk. En Del af Æren herfor blev tilskrevet Læge Christophersen.

Vi kan ikke forlade det gamle Raadhus og dets festlige Rammer uden at dvæle ved den mørke Side af dette Hus. Tidligere, og indtil det nu nedrevne Arresthus blev bygget i Begyndelsen af Halvfjerdserne, var Arresterne i Raadhusets Bygning. Der var saaledes ikke lang Vej mellem dem, der indenfor de samme Mure nød Festens Glæder, og dem, der hørte til Samfundets sorte Faar.

I Øverste Etage var det saakaldte Gældsfængsel, der ved festlige Lejligheder blev benyttet som Garderobe. Byens ældre Damer fortæller, at naar de i deres unge Dage var til Bal paa Raadhuset, følte de en vis Uhygge ved at benytte denne Cellesom Garderobe. De var angst for, at den tunge Fangedør skulde smække i for dem. Som man kan forstaa, var Forholdene yderst primitive. --

Arrestforholdene var forhen yderst slette og undertiden latterlige. Fangerne brød ofte ud og løb deres Vej, uden at nogen forsøgte at hindre det.

Det kunde hænde, at en Vægter (disse skulde jo være Ordenshaadhævere, naar Natten stundede til), naar han sad paa sin vante Plads paa en Trappe overfor Raadhuset eller paa en af Tingstenene, meget vel observerede en saadan Flugt, men uden at reagere. Han nøjedes med at udbryde: - Saa, der løb han!

Det var heller ikke altid, at han havde det fornødne Mod til at tage en Kamp op med saadan en Fange. Der var i sin Tid - fortæller man - en berygtet Tyvebande, man kaldte fir "Prinserne", og en ikke mindre berygtet, der bar Navnet "Skaderne", og som boede i Ortved. Navnet havde de erhvervet sig, fordi der uden for deres Hus stod et stort Træ, hvori der var en Skaderede, og hvori de undertiden gemte Tyvekosterne. navnet svarede saaledes nøje til deres Haadtering. Nævnte Tyvebander hørte jævnligt til Raadhusets ufrivillige Gæster.

En af disse "Skader" havde engang den dristighed efter at være flygtet fra Arresten og efter at have gemt sig i den gamle Brønd, den der den Gang var i Raadhusgaarden, indtil han ubemærket kunde forsvinde, forinden da at banke paa Ruden hos Konferensraad Harhoff, idet han meldte: - Nu flyver Skaden, Hr. Konferensraad!

En saadan Flugt foregik undertiden i al fredsommelighed, mens den vagthavende Politimand sad paa en Stol i Arrestforvarens Køkken og snorksov.

Konferensraaden svarede ofte, naar man meldte, at en Tyveknægt var løbet sin Vej: - Lad ham bare løbe, han kommer nok igen! -

Undertiden kunde Hafhoff reagere, naar man bebyrdede ham og Raadhuset med saadanne Gæster: - Hvad skal vi med ham! Jag ham ud af Byen! Lad os blive fri for alt det Skriveri!

Det gamle Raadhus faldt for Aldersgrænsen i 1934 efter en saare omskiftelig Tilværelse, men er forlængst indskrevet i Byens og Egnen Historie. der vil for den ældre Slægts Vedkommende altid vise en sæelif Glans over Minderne fra denne Bygning, der gennem ca. 125 Aar har huset saa mange Afskygninger af Menneskelivets Tilværelse.

Erindringer om de gamle Vægtere

Vægtertype fra 1832. Efter Tegning ad Forfatteren. (Kopi efter en gammel Illustration)

Om I vil Tiden vide,

Husbond, Pige eller Dreng,

Da er det paa Tide,

Man føje sig til Seng.

Befaler Eder Herren fri,

Vær klog og snild,

Vogter Lys og Ild,

Vor Klokke er slagen Ti.

Saaledes lød de gamle Vægters Sang hver Aften kl. 10 gennem Byens Gader indtil omkring Midten af forrige Aarhundrede. Saaledes havde den lydt for Slægtled efter Slægtled. Hvor gammel Vægter-Institutionen egentlig er, vides ikke bestemt. Den stammer antagelig fra Middelalderen, hvilket fremgaar af Københavns ældste Stadsretter, idet der i 1294 nævnes at have været Nattevægtere i København.

Der var dengang meget strenge Straffe for Overtrædelse af Ro og Orden, saa strenge endda, at det kunde koste indtil at miste sin Hals for at slaa paa en Vægter.

I en Stadsret fra 1443 hedder det angaaende Vægterne: Naar en Vægter, efter at Klokken er slagen ni, nogen antræffer paa Gaden, da skal han ham lede til sit Herberg, men har han ikke Herberg, da skal han stille Borgen eller sættes i Stadens Gjemme indtil om Morgenen, og skal han da gjøre Regnskab for sig, hvorfor han gik saa sildig paa Gaden.

Vægter-Institutionen er gennem Tiderne undergaaet forskellige Forandringer. I en Forordning af 1670 hedder det, at ingen efter Mikkelsdag matte lade sig finde paa Gaderne uden tændt Fakkel eller Lys.

Gadebeysning var en Luksus, man ikke kendte i den Tid. Først omkring Slutningen af det 17. Aarhundrede hører man om Gadebelysning. Det blev, efter at denne var indført, Vægternes Arbejde at tænde og slukke Gadens Lygter til de behørige Tider. Vægteren skulde selv være forsynet med en Haadlygte og desuden altid være i Besiddelse af en Stige til Brug, naar Lygterne skulde sættes i og ud af Funktion.

Ringsted var ikke nogen Foregangsby paa Gadebelysningens Omraade i gamle Dage. Byen ejede i 1815 kun een Gadelygte, paa en Pæl paa Torvet, foruden en anden lygte, der dog vist ikke var i Funktion, men kun indlemmet i Byens Aktiver, hvilket fremgaar af en Specifikaton over Ringsted Købstads Ejendele, affattet af daværende Borgmester Harhoff, og som spænder lige fra Byens Raadhus til to Kæmmekamme.

Ringsteds Vægtere har saaledes ikke paa daværende Tidspunkt været overbebyrdet med Hensyn til Pasning af Gadens Lygter. Det har næppe været noget stort Lyshav, der udstrømmede fra disse Datidens primitive Tranlygter. dette havde naturligt til Følge, at Spasmagere og Urostiftere bedre kunde drive deres Løjer og Drillerier mod Vægterne. Disse var ofte udsat for Plagerier og Drillerier af disse kaade og lystige, unge Mennesker, undertiden af grov Art. Dog var man i almindelighed glad for Vægterne.

Var der en Urostifter, der stillede sig for meget paa Bagbenene, hændte det, at et Pat af de værdige Ordenshaandhævere slog en Klo i Nakken paa Stymperen, og efterfulgt Byens Læredrenge og andre Spilopmagere førte de ham med stram og værdig Mine til den dertil indrettede Salon paa Raadstuen.

Naar en eller anden mere adstadig Borger ved Nattetid og efter et Sold havde Vanskelighed ved at finde hjem eller at finde Nøglehullet i Porten, da var Vægteren en god Hjælp. En Drikkeskilling stukket ud paa rette Sted kunde gøre Underværker. Det betalste sig som Regel at være gode Venner med Vægteren; det kom altid tilgode, naar en vanskelig Situation Forelaa. Havde en Person kigget saa dybt i Bægeret, at han ikke mægtede at staa paa Benene, da var Vægteren ogsaa den frelsende Engel, selv om dette just ikke skete paa den blideste Maade. Man slængte ham paa Stigen, der som før nævnt altid var ved Haanden, spændte ham fast til denne ved Hjælp af Vægterens Bælte, der netop var indrettet til det samme, og derefter gik det under tunge Støvlers Drøn mod Raadstuen, der nød den Ære at komme under Vægterens beskyttende Vinger.

Til Vægterens Udrustning hørte foruden Lygte ogsaa en Vægterpibe, hvormed de kunde tilkalde Hjælp hos de andre Vægtere eller alarmere Hjælp i Tilfælde af Ildebrand. Som Dragt bar de en svær Kappe, et Læderbælte om Livet, et par lange Støvler samt som hovedbeklædning en Kabuds. Desuden var de bevæbnet med en Vægterstav, der var forsynet med en Jernpig, som blev brugt til at purre op i Tranlamperne med, naar disse blev for søvnige. Denne Stav var ogsaa en god Støtte for Vægteren i glat Føre. Ikke mindst var den et godt, men frygtet Vaaben i Vægterens Haand, og det var ikke rart for dem, der var saa uheldige at føle Vægterens Stav danse paa Rygstykkerne, hvilket ofte hændte, naar Brændevinen var gaaet for meget til Hovedet paa Urostifterne, eller naar Krigerblodet kom for stærkt i Kog. Dog, Vægterne vilde helst have Fred og undgik saa vidt muligt Arrestationer, da disse voldte alt for megen Ulejlighed. Man søgte derfor helst at afgøre Sagen paa Pladsen.

Vægterne samledes som regel paa Byens Raadhus hver aften umiddelbart før den Tid, de skulde paabegynde deres Turegennem Gaderne.

Vægterne i Ringsted, hvoraf der senest var fire (fra den tidligste Tid kun to), gik hver Aften ud fra Torvet, om Vintreren Kl. 9, om Sommeren Kl. 10, hvorfra de skiftevis for en uge ad Gangen hver Time gik deres vante Tur, og indtil Morgenen brød frem, sang de gamle Vægtervers eller i Mangel deraf ved Raab markerede Nattens Timer. Endvidere skulde Vægterne ogsaa i gamle Dage raabe, fra hvilket Hjørne Vinden blæste.

Vægterhuset paa ”Lille Torv”. Billedet er fra ca. 1876

Naar de var færdige med en Tur, og indtil de atter den næste Time skulde paa Vandring, satte de sig som Regel fredeligt til Rette i deres lille Vægterhus for dèr at blunde lidt eller tog Plads paa en af Byens Trapper.

Af saadanne Vægterhuse var der et paa Torvet, et i Nørregade, et paa Lille Torv og senere et paa Næstvedvej. Disse Vægterhuse var almindeligvis fastgjort paa en Jernstag, der gik op i Sædet, og kunde drejes rundt efter Vinden. Der var lige netop Plads til Vægteren. Med disse Skilderhuse drev Byens Læredrenge og andre Spøgefugle deres Løjer. Det var særlig skomagerdrengene, der var paa Spil. De repræsenterede jo ved deres store Antal en vis Styrke. Byen havde omkring Midten af forrige Aarhundrede ca. 40 Skomagere. man vil da forstaa, at Skomagerdrengenes Antal maa have været stort. Det var en meget yndet Fornøjelse for disse Gavtyve at liste sig hen til Vægterhuset, naar dets Beboer fredeligt sad og blundede, og dreje dette rundt i fuld Fart. Naar Drengene endelig slap deres Tag, varede det ofte endnu en Stund, før Huset standsede, og den mere eller mindre søsyge Mand kunde komme ud. Kunde yderligere disse opfindsomme Knægte faa fastgjort en af deres Læstekroge paa kanten af Huset, da var der særlig Fart i Karrusellen. Det hændte naturligvis ogsaa, at der vankede over Fingrene af Vægterens Stok.

Af de sidste Vægtere i Ringsted fra den gamle Tid vil endbu kunne huskes: Christen Vægter, Niels Vægter, gamle Jørgen Vægter og Ole Vægter, Ole Mand, som han altid blev benævnt, og hvem Drengene ofrede særlig Interesse. Dette morsomme Tilnavn havde Konferensraadinde Harhoff Æren af. Ole havde tidligere været Kusk hos Konferensraaden. Samtidig tjente der en yngre Karl af samme navn. Konferensraadinden fandt da paa at kalde førstnævnte Ole for Ole Mand, og dette Navn lød han til sin Dødsdag. Samme Ole Vægter var ikke af de modigste, og dette vidste Drengene. En Aften, da han gik sin Tur fra Torvet ned gennem Søgade, saa han pludselig et hvidt Spøgelse komme hen imod sig. Ole Standsede rædselslagen, bredte højtidelugt Armene ud og raabte med rystende Stemme: "Er du en Aand, saa vig fra mig, men er du et Menneske, saa sig det!"

Nævnte Aand, der repræsenteredes af en Skomagerdreng med et Lagen over sig, kunde ikke opretholde Situationens Alvor og gav sig til at le højt. Da Ole Vægter opdagede, at han havde været til Nar, fik han pludselig et Overmaal af Mod og forsøgte at forfølge omtalte Søgelse.

- Din store Laban! - Og saa fulgte et af Oles kendte Kraftudtryk, af hvilke han ejede en Rigdom. - Nu skal du komme op i Struwes Schack! - (En Benævnelse for Kachotten i Forbindelse med, at Arrestforvareren hed Struwe, afdøde Sadelmagermester Struwes Far.)

Som sædvanlig kom Ole Vægter tilkort. Hans store Kappe og tunge Støvler hindrede han yderligere i at faa fat paa sit Offer, der jo var langt lettere til Bens.

Det var ogsaa meget almindeligt, naar en Vægter skulde begive sig paa sin vante Tur, at han blev efterfulgt af en Flok Drenge, der efterlignede hans Sang elle Raab eller undertiden helt forhindrede ham i at faa begyndt. - Hold Kæft, Drenge! lød det da fra Ole Mand. Jeg er ude med Raavet! (Raabet.)

Ogsaa et andet lille Træk giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En nat var nogle af Byens Spillemænd paa vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Idé, et Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens Nødtørftshus, populært kaldet "Vandtårnet", der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et Øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spillemænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.

Et strengt og ensformigt Liv vat det at være Vægter i gamle Dage. De maatte ofte døje megen Kulde og andet ondt. Intet Under, at de paa Runde af og til kiggede indenfor i Bagbutikkerne i de gamle Købmandsgaarde og fik lidt paa Flaskeren til at modstå Kulden med (de store Opslag paa Ærmerne af Kappen var som skabt til Gemmested for saadanne smaa Lærker).

Der var noget stout over Vægterne, især naar de ved særlig højtidelighede Lejligheder mødte frem i fuld Galla med Morgenstjerne og hvad der ellers hørte til. Morgenstjernen var et vaaben, der oprindelig stammede fra Middelalderen, men blev i de senere Aar kun benyttet, naar Vægterne optrådte i Galla, f.Eks. naar de ved Nytaarstid gik rundt og frembar deres Nytaarshilsen for Borgerne for derved at erholde et Tilskud til deres ringe Løn, der for en stor Del bestod af Sportler. - Ifølge et gammel Købstadsregnskab fremgaar det, at Vægterens Løn blev betalt gennem en Vægterskat, der blev opkrævet hos Borgerne hver uge. Dertil et mindre Tilskud til Sko og Strømper og endvidere et Beløb til Tran og Bomuld til Vægternes Lygter.

Mange forskellige Hverv blev mellem Aar og Dag betroet Vægteren, der gerne ydede sin Tjeneste, naar man bad ham derom, og var glad og taknemlig, naar han til Gengæld blev vist en lille Opmærksomhed.

Skulde nogen purres ud af Søvnens Arme i en af Morgenstundens tidligste Timer, f. Eks. Bagerne, kunde man trygt overlade dette Hverv til Vægteren. Eller naar Pigerne i de gamle Borgerhjem skulde kaldes op til Storvask. Som Tak derfor fik Vægteren sig en ekstra Kop Kaffe og en lille Passiar, indtil næste Time atter kaldte ham frem.

Efterhaanden bortfaldt dog en Del af de Pligter, der tidligere havde paahvilet Vægterne, saaledes at disse i det væsentligste kun havde at varetage de almindelige Ordenspligter, indtil Vægter-Institutionen ophævedes.

Den egentlige Vægter-Ordning blev ophævet i sidste Halvdel af forrige Hundredaar.

Der var trods alt noget hyggeligt og fredeligt over de gamle Vægtere, naar de gemmen Nattens Timer sang de vemodige og smukke Vægtervers, indtil de til slut lod Morgentimens Sang lyde for atter at kalde den sovende By til Live:

Nu skrider Natten sorte,

Og Dagen stunder til,

Gud lad dem blive borte,

Som os bedrøve vil!

Vor Klokke er slagen Tre.

O, Fader from!

Til Hjælp os kom,

Din Naade os betee!

Ingen kan med Bestemthed sige, hvem Forfatteren til Vægtersangen er. Det nævnes at være vor store Salmedigter Thomas Kingo. En af mine ældste Meddelere har fortalt mig, at det var en Fange, der i sit Fængsel har skrevet de smukke Vægtervers og som Tak derfor blev givet fri. Det lyder Smukt, men er dog sikkert kun et Sagn.

Mange af vore store Digtere har gennem Tiderne besunget de gamle Vægtere. Et vist poetisk Skær hviler over disse karakteristiske Skikkelser, der saa fast var knyttet til Folkelivet i gamle Dage.

Naar Byens Tamburmajor lod den gamle Bytromme røre

Johs. Scheuermann, Ringsteds sidste kommunale Trommeslager.

Naar Bytrommen i gamle Dage lød gennem Byens Gader og kaldte Folk til Vinduer og Døre - hvad kunde der da være paa Færde? Var det gode, eller var det onde Tidender, der blev publiceret?-

Ja, saaledes tænkte vel Byens Borgere, naar de hørte Trommen. Thi naar denne lød, kunde det betyde saavel glædelige som sørgelige Tidender, Trommen lød, naar der vat Ildebrand, eller naar anden Fare truede Byen. Den lød, naar Byens Borgervæbning skulde kaldes til Vaaben. Den kaldte Borgerne til, naar disse skulde møde til Sprøjtemønstring. Den lød, naar der kom en Vogn med Fisk til Byen. auktioner blev bekendtgjort ved Hjælp af trommen. Bekendgørelser fra Politiet blev Udraabt paa Gaden under Ledsagelse af trommehvirvler o. m. a.

Byens Tamburmajor, eller den kommunale Trommeslager, som han senere blev benævnt, var saaledes en overmaade vigtig Person. Dog er det særlig fra Sprøjtemøstringernes Tid, der hørte til at Par af Aarets vigtigste Begivenheder, at den gamle Bytromme bedst vil huskes. Der fortælles, hvorledes man for 100 Aar tilbage, i Konferensraad Harhoffs Tid, naar der var Sprøjtemønstring i Byen, hver Gang en Sprøjte skulde træde i Funktion, ogsaa her lod Trommen lyde som en festlig Optakt til denne betydningsfulde Handling. Konferensraaden inspicerede selv Tropperne ved disse Lejligheder. Som Regel kom Sprøjten for sent, naar en Ildebrand indtraf. Hvad Tamburmajoren angik, var ofte alt nedbrændt, længe før denne naaede igennem Byens Gader. Det var heller ikke ualmindeligt, naar endelig Sprøjten og Mandskabet efter stort Besvær var mødt paa Brandstedet, at Spøjten da ikke var i orden.

Man har fortalt mig om en saadan Ildebrand, at da Sprøjten endelig naaede frem til Brandstedet og skulde til ar sprøjte, havde man glemt at fylde vand paa. Efter store Anstrengelser naaede man dette og begyndte at sprøjte. Pumpeværket hvinnede og skreg af Tørhed og maatte smøres. Man kilede paa igen, men saa indtraf det nederdrægtige, at Slangen var revnet paa flere Steder, og Vandet sprøjtede ud til alle Sider, undtagen der, hvor der skulde sprøjtes.

Der er ogsaa fortalt mig et andet lille Træk fra Ringsted, som giver er Billede af den Tids Sagtmodighed, ligeledes passeret i Konferensraad Harhoffs Tid.

Den daværende Ringer ved Sct. Bendts Kirke tog sig jævnlig nogle store Snapse. En Dag var der udbrudt Ildebrand i Byen. Ringeren, der jo havde den Opgave at skulde ringe med Kirkeklokkerne, hvilket var Skik og Brug dengang ved Ildebrandstilfælde, kom med stor Sindsro og spurgte Konferensraaden: Skal der klemtes, Hr. Konferensraad? Ja, gu' skal der klemtes! - for det brøsigt ud af Konferensraaden..

Saavidtr vides, var samme Ildebrand overstaaet, inden Ringeren naaede at faa Klokkerne i Gang. Samme Ringer tog ogsaa Fejl en Dag og ringede til Middag Kl. 11 i Stedet for Kl. 12, hvad der skaffede han en kraftig Røffel fra Konferensraaden, der havde sit Kontorover for Kirken og forbavset havde iagttaget denne Tidens kunstige Fremrykning.

Den sidste kommunale Trommeslager i Ringsted, som endnu huskes, var afdøde mmusikdirektør Johs. Scheuermann, der sikkert var Kongen over dem alle. Ingen kunde som han sende Trommehvirvler ud over den ganske By. Flot var han at skue, naar han kom marcherende gennem Byens Gader, smilende og hilsende til alle Sider, ikke mindst til damerne, og ligefrem ødslede med sine Trommehvirvler.

Enkelte af den ældre Slægt vil dog kunne huske Murermester Laur. Mahler, der i en Aarrække var Byens Trommeslager. Han havde overtaget Stillingen efter sin Far, Skomagermester, Tamburmajor L. L. Mahler. Sidstnævnte har bygget det gamle, gule Hus ved Kirken.

Den gamle Bytromme er forlængst lagt hen, er nu kun en Museumsgenstand, og Tamburmajoren et en "Saga Blott". De vil dog stedse bevare deres Plads i Historien som et Minde om gamle Dages Sæder og Skikke.

Minder fra Borgerbevæbningens Dage

I Aaret 1855, i September Maaned, indtraf en stor Begivenhed i Ringsted, idet Kong Frederik d. 7. var Byens Gæst i 4 Dage, hvor han personlig ledede Undersøgelserne ved Aabningen af Kongegravene i Sct. Bendts Kirke. Kongen, der ledsagedes af et stort Følge, boede selv i nævnte Dage hos Provst Steenberg i den gamle Provstegaard, der dengang laa paa Torvet.

De Gamle fortæller om dette Kongebesøg, at Konferensraadinde Harhoff følte sig meget skuffet over, at det ikke blev Konferensraadens Hjem, der kom til at nyde den Ære at huse den kongelige Gæst.

Det var store Festdage for Ringsted. Byen var illumineret. Der var Tappenstreg gennem Gaderne og Koncert paa Torvet af en Afdeling af H. C. Lumbyes Orkester, der ved denne Lejlighed ledsagede Kongen. Ogsaa for Byens Borgerbevæbning var det store Dage. Denne mødte op til Ære for Kongen i fuld Galla, der bestod af hvide Benklæder, lange sorte Frakker, høj Hat (Chakot). Gevær og Sabel.

Disse vældige Krigere maatte stille hver Dag paa Torvet, saa længe Majestæten opholdt sig i Byen.

En lille pudsig Episode indtraf i de Dage indenfor Borgerbevvæbningen. - Skomager Peder Hansen Nohr, kaldet "Høje Nohr", hørte ogsaa til disse gæve Krigere.

Kongen ønskede den første Dag at hilse paa hver enkelt af dem. Da Turen kom til "Høje Nohr", og denne skulde gøre Honnør for Kongen, slap han Geværet med den ene Haad, tog den høje Hat af og bukkede, hvorved Geværet faldt fra ham. Kongen lo højt og udbrød: - Hør, min gode Mand! Naar man gør Honnør, beholder man Hatten paa og Hænderne paa Geværet. -

Der hvilede et Skær af Komik over Datidens Borgervæbning. Denne bestod hovedsagelig af Haandværkere og Smaahandlende, hvoraf flere med fremstaaende Mave tog sig uhyre komiske ud i Uniform. De hvide Bukser var ofte krympet ind og adskillige Tommer for korte. Nogle af de gæve Krigere førte sig med en Værdighed, der ligeledes virkede komisk, andre med en Ligegyldighed og Skødesløshed, der ikke mindre fremhævede Latterligheden. Dertil kom, at dette komiske Skær yderligere forøgedes ved det paatagne brøsige, militæriske Væsen hos Borgervæbningens Befalingsmænd. man maatte uvilkaarligt tænke paa, at en saadan krigerisk Borgerkaptajn med Sabel i Haand var den samme Mand, som man i Gaar saa bag Disken i Kramboden.

Yderligere skal bemærkes, at den Kommanderende ofte var den Meniges Ligemand i borgerlig Henseende, hvilket gjorde det endnu vanskeligere at oprethilde Discioplinen.

Ringsted Bys Borgervæbning havde sin Øvelsesplads ved den daværende Markedsplads ved Møllegaarden, og hvor Borgerne, der var tilknyttet Borgervæbningen, var pligtige til at give Møde til Øvelse.Da var det en yndet Fornøjelse at være Tilskuer ved disse Øvelser - ikke mindst for Byens Drenge.

Et lille pudsigt Træk fortælles endnu fra en saadan Øvelse: Mandskabet var mødt - Borgerløjtnant, Sadelmagermester Kragerup ligesaa. Man ventede kun paa Kaptajnen, Snedkermester Malling, idet Øvelserne ikke maatte paabegyndes, før Kaptajnen var mødt. Imidlertid fandt Løjtnanten Ventetiden for lang, og man hørte ham pludselig raabe til Mandskabet: - Nu skal jeg sige jer noget, allesaammen! Nu gaar vi F..... gale mig ud tl Kærehave og spiller Kegler! Hvorefter han kommanderede: Til højre ret! - Omkring! - Marsch!

Man saa derefter de gæve Krigere sætte Kursen mod Kærehave og lod Kaptajn være Kaptajn.

FORTSÆTTES SNAREST MULIGT