Otto Borchsenius
Otto Frederik Christian Willam Borchsenius (17.03.1844 i Ringsted - døbt 22.04.1844 i Sct. Bendts Kirke - 26.02.1925 i København)
Forfatter.
Søn af købmand Gabriel Esaias Borchsenius og hustru Frederikke Emilie f. Reistrup.
I skoletiden i Sorø vaktes den litterære interesse. Borchsenius belv student i 1863 og cand.phil. i 1864. Desuden studerede han nordisk sprog og litteratur, dog uden at tage embedseksamen. Han blev hurtig fanget af journalistikken. B. var litterær medarbejder ved Fædrelandet 1867–70, ved Nær og Fjern 1875–78, var 1879–84 medredaktør af F. Hendriksens Ude og Hjemme og 1884–85 af dets efterfølger Hjemme og Ude.
Borchsenius underviste samtidig i dansk på skolen i Maribo og optrådte i denne periode som talsmand for en sammenslutning af det litterære og det politiske venstre, men da bruddet mellem Berg og Hørup kom, fulgte han partiets "danske" fløj imod "europæerne". I 1885 blev han medredaktør af Morgenbladet, og fra 1887 var han hovedredaktør indtil bladet ophørte i 1892. Han redigerede derefter Dannebrog 1892–1910. Som bladleder var Borchsenius stillet på en vanskelig post.
Hans udprægede retfærdighedssans kom ham til gode da han var censor ved Det kongelige Teater fra 1905 til 1924.
Den væsentligste del af Borchsenius´ forfatterskab ligger før hans redaktørtid. Bortset fra en pjece om kolportagelitteraturen, En Samfundsopgave fra 1877, omfatter også essaysamlingerne Fra Fyrrerne (I–II. 1878–80), Literære Feuilletoner (1880), Hjemlige Interiører (1894). Hertil kommer en række danske klassikerudgaver og talrige oversættelser, først og fremmest svensk litteratur af Viktor Rydberg, Ernst Ahlgren, Strindberg. Borchsenius så det som sin opgave at orientere publikum i nyere svensk digtning.
B. var en typisk overgangsfigur, i flere henseender mægleren mellem guldalderens yngste generation og den nye tids mænd. Uden selv at være betydelig har han nydt betydelige mænds venskab og fået deres fortrolighed. Fra sin ungdom var han knyttet til F. L. Liebenbergs kreds, Hostrup ydede han en dyrkelse der ikke stod i noget rimeligt forhold til hans virkelige fortjenester. Han stod Kaalund og Goldschmidt nær. Også hans egne samtidige påskønnede hans trofasthed og tjenstvillighed, dette gælder bland andet Bjørnstjerne Bjørnson, Sophus Schandorph og især Holger Drachmann. En ærlig alvorsmand, men bestandig "paa det jævne" både som ånd og skribent.
Udnævnt til professor i 1900. Kongelige udnævnelser: R. 1897. DM. 1904. K.2 1924
