Mindesten for Ole Hansen

Fra Ringsted Wiki
Version fra 3. jun 2014, 17:08 af Søgaard (diskussion | bidrag) Søgaard (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med '== Ole Hansen,Den første bonde i Kongens råd. == Ole Hansen er født i Høm d. 17-12 1855 som søn af Sognefoged og gårdejer Hans Olsen og hustru Sidse Marie Olsen. ...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning

Ole Hansen,Den første bonde i Kongens råd.

Ole Hansen er født i Høm d. 17-12 1855 som søn af Sognefoged og gårdejer Hans Olsen og hustru Sidse Marie Olsen. Hans Olsen sad i Sognerådet og deltog ivrigt i egnens kommunale og politiske liv, men det var en stor ulempe for ham, at han kun kunne læse og aldrig havde lært at skrive. Fordi Ole hjalp faderen, blev han tidligt inddraget i det politiske liv.

Da Ole Hansen i 1879 giftede sig med Marie Magdalene Jacobsen valgte han at købe gården i Bringstrup, den var gammel og forfalden, og han besluttede at opføre en ny gård ude på marken, denne kaldte han Solbakkegården, (senere ”Ministergården” i folkemunde.)

Marie Magdalene døde i 1880 allerede 1 år efter deres bryllup tillige med deres lille pige Ingeborg og d. 9-9 1881 giftede Ole Hansen sig med Hanne Petronelle Hansen som var ud af Bransagerslægten, hun blev ham en trofast støtte, der spredte lys i hjemmet, Ole Hansen kunne i perioder godt være lidt tungsindig.

Ole Hansen blev valgt ind i sognerådet i 1883 og var formand for dette fra 1886-1891.

D. 22-4 1885 udsendte Kulturminister Scavenius sit ”mundkurvscirkulære” som forbød skolelærerne at agitere mod regeringen og deltage i riffelforeningerne, da man var bange for at dette kunne føre til oprør mod Regeringen. Det samlede sogneråd i Bringstrup-Sigersted med Ole Hansen i spidsen nægtede at videregive cirkulæret til lærerne, idet de mente det er grundlovsstridigt, og da de også nægtede at betale de tvangsbøder de så fik pålagt, bliver de afhentet og sat i Ringsted arrest. Opholdet på 17 dage, var selvfølgelig tænkt som en straf, men Ole Hansen fik hver dag besøg af byens borgere og naboer hjemme fra sognene, de gav ham god mad, kage osv.

Medens Ole Hansen sad i arresten, blev han genvalgt d. 4. dec. 1885 ved kommunalvalget og 4. jan. 1886 blev han valgt til sognerådsformand.

Hele denne affære gjorde Ole Hansen landskendt og da Lejrekredsen fik vrøvl med deres to kandidater til Folketinget, hentede de Ole Hansen, som fra sin hestevogn holder en tale til Lejres vælgere, hvorefter de to andre kandidater trak sig tilbage. Da man formodede at Chr. d. 9. ikke ville udnævne en bonde, skrev man kun Amtsrådsmedlem på ministerlisten. Ole Hansen blev valgt til Folketinget i 1890 for Venstre, nyheden om at en bonde var kommet i Kongens råd gik hele verden rundt, det var ganske uhørt og mange frygtede for hvordan ham ville opføre sig på de bonede gulve, men han viste en rolig og besindig optræden og have et praktisk greb om sagerne. Efter et møde i København hørte en af hans sønner en bemærkning fra en ung mand, der sagde: ”Han ligner da ikke en bonde”.

Hans kone Hanne passede gården og malkede de 23 køer, en fortælling siger at når Ole Hansen havde aflønnet folkene på gården, gik de ind til Hanne og fik resten af daglønnen, Ole fulgte vist ikke helt med tiden på det område. I sin første tale i Folketinget sagde Ole Hansen at han mente, at det ville være på sin plads at Sognerådsmedlemmer fik et vederlag for deres arbejde, den siddende minister svarede at det jo er en ærespost at sidde i Sognerådet, dertil svarer Ole: ”Efter min mening er en ministerpost da den højeste ærespost i landet, men den er der vel ingen der kræver vederlagsfrit.” Sognerådsmedlemmerne fik derefter et lille vederlag.

Han blev i 1901 Landbrugsminister og startede sin kamp for bondens økonomiske og politiske ligestilling, han fik også i 1903 gennemført reformen om tiendeafløsningen og indførelsen af kirkeskatten i stedet. På et tidspunkt, medens Ole Hansen var minister, indsatte man et hurtigtog mellem Korsør og København, dette fik selvfølgelig hurtigt navnet ”Ministertoget”. Mange troede at den fint velholdte Hildegård i Bringstrup, som man kunne se fra toget var ”Ministergården”.

Ved ministeriets rekonstruktion 1908 trådte han tilbage og udnævntes til landbrugskyndig direktør i Nationalbanken. 2 mdr. efter rammes han hårdt, da Alberti-katastrofen indtræder. Han havde betragtet Alberti som sin ven og bebrejdede sig selv at han ikke havde opdaget noget, men blindt stolet på ham. Ingen kunne bebrejde Ole Hansen noget, men mange undrede sig over hans manglende agtpågivenhed og han trådte øjeblikkeligt tilbage som Nationalbankdirektør og lod sig heller ikke i 1909 genopstille i Lejrekredsen. Nu fulgte nogle tunge år hjemme på gården, hvor han følte sig fuldstændig glemt, men i 1914 kom han i Landstinget og blev senere dets formand fra 1922 og til sin død i 1928. Ole Hansen var ikke den store taler, og tit tav han, for så til sidst at åbne munden og samle alle trådene i en kort klar konklusion.

Han blev Ridder af Dannebrog i 1902, Dannebrogsmand i 1903, kommandør af 2. grad i 1905 og af 1. grad i 1908. Ingen af Ole Hansens 5 børn ønskede at overtage gården og i 1922 solgte han gården og flyttede til København. I 1928 må han lade sig indlægge på Professor Lendorffs Klinik i København til en operation pga. tarmproblemer, men han har ikke kræfter til at overleve operationen og dør d. 26-6 1928. Da familien bagefter drøftede hvor han skulle begraves, sagde det ældste barnebarn som han var mest knyttet til, ”Bedstefar skal begraves i Bringstrup, det har han altid sagt.” Efter en højtidelighed i Frederiksberg kirke d. 2-7 1928, blev båren ført til Bringstrup, hvor han begravedes d. 3-7.

Der er d. 24-7 1930 i Klosterlunden i Ringsted rejst en mindesten af det Sjællandske Venstre, den er placeret i Sct. Bendtsgade, sådan at man derfra kan kigge ud mod Bringstrup, hvor Solbakkegården ligger. På årsdagen for systemskiftet i 1901, deltog 2-3000 mennesker i afsløringen af mindestenen, konseilspræsident I. C. Christensen var hovedtaler og Hans Chr. Jensens 8 mands orkester spillede. Tegningen til den og bronze reliefet er udført af Johs. Bjerg og C. Svenstrup har hugget stenen.

Kilder

Ringstedbogen 2007, art. af Tonni Smidt.

Bogen: Den første Bonde i Kongens råd af Red. J. V. Christensen.

Ringsted Folketidende 2-7 1928 og 25-7 1930, aviserne findes på Ringsted Arkiv.