Forskel mellem versioner af "Gamle Ringsted-Minder"

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning
 
(36 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke)
Linje 1: Linje 1:
[[File:Forside.jpg|300px|thumb|right|Bogens forside]]Jeg vil gøre mit yderste for at gengive bogen som den blev skrevet i tidernes morgen.
+
[[File:Forside.jpg|300px|thumb|right|Bogens forside]]
  
Finder du fejl så angiv venligst på '''fanen Diskussion''' under hvilken overskrift og hvis du kan også hvilken linie i afsnittet hvor fejlen findes.
+
Bogen Gamle Ringsted-Minder, Tidsbilleder fra Forrige Aarhundrede -  er skrevet af Musikdirektør [[Lauritz Hansen ]] og udkom i 1940.
  
Her kommer lidt praktiske oplysninger om bogen:
+
Biogen er her skrevet med rettelser og tilføjelser.
 
 
Bogen Gamle Ringsted-Minder, Tidsbilleder fra Forrige Aarhundrede -  er skrevet af Musikdirektør [[Lauritz Hansen ]] og udkom i 1940.
 
  
 
Tryk: Folketidendes Bogtrykkeri, Ringsted
 
Tryk: Folketidendes Bogtrykkeri, Ringsted
Linje 13: Linje 11:
 
Udgivet med støtte af: Ringsted By, Banken for Ringsted og Omegn, Industriforeningen for Ringsted og Omegn, Sparekassen for Ringsted og Omegn, Den sjællandske Bondestands Sparekasse.
 
Udgivet med støtte af: Ringsted By, Banken for Ringsted og Omegn, Industriforeningen for Ringsted og Omegn, Sparekassen for Ringsted og Omegn, Den sjællandske Bondestands Sparekasse.
  
En stor del af det i Bogen anvendte Billedstof er efter Fotografier fra ''Bocks'' Fotografiske Ateliér samt fra Fotograferne ''Rasmus Nielsen & Søn''. Billedet, der danner Indledningen til Bogen og som stammer fra 1700-Aarene, samt
+
En stor del af det i Bogen anvendte billedstof er efter Fotografier fra ''Bocks'' Fotografiske Ateliér samt fra fotograferne ''Rasmus Nielsen & Søn''. Billedet, der danner indledningen til bogen og som stammer fra 1700-årene, samt
Billedet af Ringsted første Jernbanestation, har velvilligst været overladt mig af henholdsvis Ringsted Bibliotek og Nationalmuseet til Reproduktion.
+
billedet af Ringsted første jernbanestation, har velvilligst været overladt mig af henholdsvis Ringsted Bibliotek og Nationalmuseet til reproduktion.
 
 
Billederne af Malerne [[Jørgen Roed]] og [[Johan Frederik Nicolai Vermehren]] samt af Forfatteren [[Sophus Schandorph]] er efter Malerier, der findes paa det national-historiske Museum paa Frederiksborg Slot (Sophus Bengtsson phot.). Reproduktionsretten til disse billeder ejes af Museet.
 
  
 +
Billederne af malerne [[Jørgen Roed]] og [[Johan Frederik Nicolai Vermehren]] samt af forfatteren [[Sophus Schandorph]] er efter malerier, der findes på det national-historiske museum på Frederiksborg Slot (Sophus Bengtsson phot.). Reproduktionsretten til disse billeder ejes af museet.
  
 
== FORORD ==
 
== FORORD ==
Kære Musiker Laur. Hansen!
+
Kære musiker Laur. Hansen!
  
Det har paa denne mørke Novembedag været mig en Glæde at læse Deres "Gamle Ringsted-Minder". Jeg vil gerne sige Dem Tak derfor med dette brev. Om De kan bruge det som et Slags Forord til Bogen, naar den nu til Jul skal udgives, maa De selv afgøre.
+
Det har denne mørke novemberdag været mig en glæde at læse Deres "Gamle Ringsted-Minder". Jeg vil gerne sige Dem tak derfor med dette brev. Om De kan bruge det som et slags forord til bogen, når den nu til jul skal udgives, De selv afgøre.
  
For mange Aar siden traf jeg i Albanerbjergene udenfor Rom oven Byen Frascati en Mand af Deres Profession, som kunde andet end spille paa Violin. Han var paa Jagt og i straalende Humør. Han viste mig et Telegram, han lige havde faaet fra den italienske Statsminister, hvori der stod, at han som Dirigent for La Banda municipale di Frascati, altsaa som en af de Standsmusikanter, De tit har fortalt om, var blevet udnævnt til Ridder af den italienske Krone.
+
For mange år siden traf jeg i Albanerbjergene udenfor Rom oven byen Frascati en mand af Deres profession, som kunne andet end spille på violin. Han var på jagt og i strålende humør. Han viste mig et telegram, han lige havde fået fra den italienske statsminister, hvori der stod, at han som dirigent for La Banda municipale di Frascati, altså som en af de standsmusikanter, De tit har fortalt om, var blevet udnævnt til Ridder af den italienske Krone.
Vi fulgtes ad ned til Byen, og der vilde han vise mig, hvad ingen Turister fik ar se; det Sted, hvor den rede Frascati Drue - il vero vino de Frascati - var at faa. Der var ikke nær saa hyggeligt som paa [[Carl Nielsens Hjørne]], der saa snavset ud, og der lugtede ikke godt. Men op af Kælderen hentedes den guldgule Vin, og jeg tog tilbage til Rom med en halv Rus paa Panden.
+
Vi fulgtes ad ned til byen, og der ville han vise mig, hvad ingen turister fik at se; det sted, hvor den rede Frascati Drue - il vero vino de Frascati - var at . Der var ikke nær hyggeligt som [[Carl Nielsens Hjørne]], der snavset ud, og der lugtede ikke godt. Men op af kælderen hentedes den guldgule vin, og jeg tog tilbage til Rom med en halv rus på panden.
  
En lige saa ærlig Rus har De nu skaffet mig i Dag. Jeg husker jo alle de gamle Huse og de mennesker, som nu er døde. Eller rettere, nu ser jeg dem igen, som de dukker op af Mindets gyldne Taage, det er saa længe, vel 70 Aar, siden jeg var fuldblods Ringsteder. Skarpest stod for mine Drengeøjne Originalerne, De fortæller om. Især takker jeg Dem for ''Isak''. Ham havde jeg glemt. Men nu, ved Hjælp af Billedet og Teksten på side 139, har jeg ham igen. Han lugtede ikke godt, som han stod der paa Strømpesokkerne i min Fars Studererværelse - saaledes, hed den Gang Præstens Kontor - men der var i hans forstyrrede Øjne noget, som Præsten (maaske også Drengen) bøjede sig for. Han, min Far, lignede ellers af ydre ''Hans Peter fra Balstrup'', hvad De kan overbevise Dem om, ved, trods det forskellige Udstyr, at sammenligne Billedet lige over for Isaks med det af Hans Højærværdighed paa Side 82.
+
En lige ærlig rus har De nu skaffet mig i dag. Jeg husker jo alle de gamle huse og de mennesker, som nu er døde. Eller rettere, nu ser jeg dem igen, som de dukker op af mindets gyldne tåge, det er længe, vel 70 år, siden jeg var fuldblods Ringsteder. Skarpest stod for mine drengeøjne originalerne, De fortæller om. Især takker jeg Dem for ''Isak''. Ham havde jeg glemt. Men nu, ved hjælp af billedet og teksten på side 139, har jeg ham igen. Han lugtede ikke godt, som han stod der på strømpesokkerne i min fars studererværelse - således, hed den gang præstens kontor - men der var i hans forstyrrede øjne noget, som præsten (måske også drengen) bøjede sig for. Han, min far, lignede ellers af ydre ''Hans Peter fra Balstrup'', hvad De kan overbevise Dem om, ved, trods det forskellige Udstyr, at sammenligne billedet lige over for Isaks med det af hans højærværdighed på side 82.
  
En tredje af de Originaler, De omtaler, den kæmpehøje ''H. P. Nohr'', kan jeg ikke blot se og lugte, men føle. En Dag, da han, der paa sine Gamle Dage mentes at være lidt smaatosset, efter Sædvane forfulgtes af Drengenes Kor: H. - P. - Høje Nord! langede han saa eftertrykkeligt ud efter Provstens Vilhelm som den formentlige Ophavsmand til Utuskestregerne, at jeg for første og hidtil eneste Gang faldt i Svime og maatte bringes i Salveten paa vor Hovedkvarter i B. J. Bangs Købmandsgaard. Der kom jeg ind i Stuen, og fik, da det just var Middagstid, Chokoladesuppe, som jeg endnu kan smage. Den Stue, den Gaard og dens Herre har jeg aldrig glemt. Jeg havde gerne set et Billed af B. J. Bang i Deres Bog. Han var den stovste Borger i Ringsted i min Tid. Han og flere af hans Børn, ikke mindst de to ældste, der døde unge: Jørgen med de store rene Træk og den skønne, frodige Anna saa saaledes ud, at man troede paa Familiesagnet om Præsteslægten Bangs, Grundvigs Mødreneæts Nedstamning fra Absalons Slægt.
+
En tredje af de originaler, De omtaler, den kæmpehøje ''H. P. Nohr'', kan jeg ikke blot se og lugte, men føle. En dag, da han, der sine gamle dage mentes at være lidt småtosset, efter sædvane forfulgtes af drengenes Kor: H. - P. - Høje Nord! langede han eftertrykkeligt ud efter provstens Vilhelm som den formentlige ophavsmand til utuskestregerne, at jeg for første og hidtil eneste gang faldt i svime og måtte bringes i salveten på vort hovedkvarter i Birger Julius Bangs Købmandsgaard. Der kom jeg ind i stuen, og fik, da det just var middagstid, chokoladesuppe, som jeg endnu kan smage. Den stue, den gård og dens herre har jeg aldrig glemt. Jeg havde gerne set et billed af Birger Julius Bang i Deres bog. Han var den stovste borger i Ringsted i min Tid. Han og flere af hans børn, ikke mindst de to ældste, der døde unge: Jørgen med de store rene træk og den skønne, frodige Anna så således ud, at man troede på familiesagnet om præsteslægten Bangs, Grundvigs mødrene æts nedstamning fra Absalons slægt.
  
Det er jævne Folk, De fortæller om, og som også jeg ligesom mine Klassekammerater, [[Axel Wengel]] og ''Julius Klint'', har kendt og holdt af. Luften var krydret i det gamle Ringsted, der lugtede som paa "Smed Bruuns Gang" (en Genvej fra Pileborg til bagvejen) af Jasminer og Gødning paa en Gang. Den Lugt er bleven siddende i Schandorphs store bløde Næse - den lignede Krigsraadens, den gamle Distriktslæge Krebses, hvem jeg, hvis man eller vil tro mig, kan huske fra mit andet Aar, da jeg blev vaccineret. Men den samme Schandorph, der var Ringsteds sande Digter med samme Ret, som Ingemann er Sorøs, havde ogsaa Øje for det krydrede i de gamle Købstad-Sjællænderes Ansigter. En Blanding af det melankolske og det svinepolitiske kalder han det i Fortællingen: "Et Levnedsløb, fortalt paa Kirkegaarden", som jeg flere Gange har fremdraget for mine Bysbørn. Den indeholder den rene Ringsted-Drue. Den ender med en Moral, som kan blive god en Gang endnu: At det her i Livet ikke bare er Lykken, det gælder, men at man gør sin Skyldighed mod dem, man er bleven sat til at leve sammen med.
+
Det er jævne Folk, De fortæller om, og som også jeg ligesom mine klassekammerater, [[Axel Wengel]] og ''Julius Klint'', har kendt og holdt af. Luften var krydret i det gamle Ringsted, der lugtede som "Smed Bruuns Gang" (en Genvej fra Pileborg til bagvejen) af jasminer og gødning på en gang. Den lugt er bleven siddende i Schandorphs store bløde Næse - den lignede krigsrådens, den gamle distriktslæge Krebses, hvem jeg, hvis man eller vil tro mig, kan huske fra mit andet år, da jeg blev vaccineret. Men den samme Schandorph, der var Ringsteds sande digter med samme ret, som Ingemann er Sorøs, havde også øje for det krydrede i de gamle købstad-sjællænderes ansigter. En blanding af det melankolske og det svinepolitiske kalder han det i fortællingen: "Et Levnedsløb, fortalt paa Kirkegaarden", som jeg flere gange har fremdraget for mine bysbørn. Den indeholder den rene Ringsted-drue. Den ender med en moral, som kan blive god en gang endnu: At det her i livet ikke bare er lykken, det gælder, men at man gør sin skyldighed mod dem, man er bleven sat til at leve sammen med.
  
 
Fredensborg 25/11 1940
 
Fredensborg 25/11 1940
Linje 39: Linje 36:
  
 
== INDLEDNING ==
 
== INDLEDNING ==
Jeg mindes et gammelt Ord, der siger: - Hukommelsen er som et fiskenet, noget beholdes, og andet gaar igennem. Saaledes gaar det vel ogsaa med Minderne. Maaske er det saadan, at Erindringerne fra Barne- og Ungdomsaarene staar klarere, efterhaanden som Aarene gaar. Vil man her lytte til de Gamle, naar de lukker op for deres skattekammer af Minder, da lytter man ej forgæves. Deres Beretninger danner ofte virkelige Kulturbilleder, som vi bør værne om.
+
Jeg mindes et gammelt ord, der siger: - Hukommelsen er som et fiskenet, noget beholdes, og andet går igennem. Således går det vel også med minderne. Måske er det sådan, at erindringerne fra barne- og ungdomsårene står klarere, efterhånden som årene går. Vil man her lytte til de gamle, når de lukker op for deres skattekammer af minder, da lytter man ej forgæves. Deres beretninger danner ofte virkelige kulturbilleder, som vi bør værne om.
  
Paa Grundlag af Samtaler med gamle Ringstedere, støttet af historiske Beretninger, ved Studier i Rigs- og Landsarkivet, Ringsted Folketidendes Arkiv, Ringsted Bibliotek, dertil arkivet med de gamle Brandprotokoller hos Landsretssagfører ''Ladefoged'', har jeg søgt at drage lidt af dette frem, i Livet som det levedes i Ringsted i forrige aarhundrede.
+
På grundlag af samtaler med gamle ringstedere, støttet af historiske beretninger, ved studier i Rigs- og Landsarkivet, Ringsted Folketidendes Arkiv, [[Ringsted Bibliotek]], dertil arkivet med de gamle brandprotokoller hos landsretssagfører ''Ladefoged'', har jeg søgt at drage lidt af dette frem, i livet som det levedes i Ringsted i forrige århundrede.
  
Jeg skylder mine gamle, fortræffelige Meddelere en varm Tak for deres interessante Bidrag, og ikke mindst er jeg dem taknemmelig for de mange hyggelige timer, jeg har tilbragt i deres Selskab.
+
Jeg skylder mine gamle, fortræffelige meddelere en varm tak for deres interessante bidrag, og ikke mindst er jeg dem taknemmelig for de mange hyggelige timer, jeg har tilbragt i deres selskab.
  
Jeg vil her ikke undlade særlig at nævne afdøde Urmager ''H. J. Klint'', der var en af mine allebedste Meddelere. Endvidere bør nævnes Apoteker [[Axel Wengel]]. Disse to Mænd, hvis Navne tilhører gamle, ansete Ringsted-Slægter, og som ved deres store Interesse for alt, hvad der hørte og hører det gamle Ringsted til, har i høj Grad bidraget til denne Bogs Fremkomst. Ogsaa den snart 91-aarige forhv. Sygehusøkonom ''Vald. Hansen'', der ligeledes er af gammel Ringsted-Slægt, har været mig en god Meddeler og fortjener en særlig Tak. Dertil skylder jeg at takke for, hvad der er blevet mig genfortalt af afdøde Fru Boghandler ''N. P. Hansen''. Dette har ikke mindst været af Interesse.
+
Jeg vil her ikke undlade særlig at nævne afdøde urmager ''H.J. Klint'', der var en af mine allebedste meddelere. Endvidere bør nævnes apoteker [[Axel Wengel]]. Disse to mænd, hvis navne tilhører gamle, ansete Ringsted-slægter, og som ved deres store interesse for alt, hvad der hørte og hører det gamle Ringsted til, har i høj grad bidraget til denne bogs fremkomst. Også den snart 91-årige forhenværende sygehusøkonom ''Valdemar Hansen'', der ligeledes er af gammel Ringsted-slægt, har været mig en god meddeler og fortjener en særlig tak. Dertil skylder jeg at takke for, hvad der er blevet mig genfortalt af afdøde Fru boghandler ''N.P. Hansen''. Dette har ikke mindst været af interesse.
  
Iøvrigt vil Læserne, efterhaanden som Bogen skrider frem, finde flere af mine Meddeleres Navne. Andre  af Byens Borgere har ved at stille Billedmateriale til min Raadighed paa en smuk Maade ydet en god Indsats. En hjertelig Tak til Professor [[Vilhelm Andersen]] for det morsomme og interessante Brev, jeg har modtaget, og som i overensstemmelse med Professoren danner Forord til Bogen. Dette Brev indeholder et helt lille Stykke Ringsted-Historie, der med mesterlig Haand er samlet i en Nøddeskal. Ogsaa Tak til "Ringsted Folketidende" for den Elskværdighed, hvormed Bladet har stillet en stor Del af Clichématerialet til Raadighed. Sidst, og ikke mindst, takker jeg de andet Steds nævnte Institutioner, der paa en smuk Maade har ydet mig økonomisk Støtte. Uden denne vilde det næppe have været mig muligt at faa Bogen frem. Her føler jeg, at Provst ''Becks'' smukke og varmhjertede Udtalelser om mit arbejde, og som fik Tilslutning fra saa mange Sider, har bæret at stor Betydning for den økonomiske Løsning af Sagen.
+
Iøvrigt vil læserne, efterhånden som bogen skrider frem, finde flere af mine meddelers navne. Andre  af byens borgere har ved at stille billedmateriale til min rådighed på en smuk måde ydet en god indsats. En hjertelig tak til professor [[Vilhelm Andersen]] for det morsomme og interessante brev, jeg har modtaget, og som i overensstemmelse med professoren danner forord til bogen. Dette brev indeholder et helt lille stykke Ringsted-historie, der med mesterlig hånd er samlet i en nøddeskal. Også tak til "Ringsted Folketidende" for den elskværdighed, hvormed bladet har stillet en stor del af clichématerialet til rådighed. Sidst, og ikke mindst, takker jeg de andet steds nævnte institutioner, der en smuk måde har ydet mig økonomisk støtte. Uden denne ville det næppe have været mig muligt at få bogen frem. Her føler jeg, at provst ''Becks'' smukke og varmhjertede udtalelser om mit arbejde, og som fik tilslutning fra mange sider, har været at stor betydning for den økonomiske løsning af sagen.
  
Egentlig burde det maaske have været en indfødt Ringsteder, der skulde have skrevet en saadan Ringsted-Bog, men da jeg gennem 40 Aar har haft Hjemsted i Ringsted og omtrent føler mig som Indfødt, har jeg ment at turde vove Forsøget paa at løfte denne opgave.
+
Egentlig burde det måske have været en indfødt ringsteder, der skulde have skrevet en sådan Ringsted-Bog, men da jeg gennem 40 år har haft hjemsted i Ringsted og omtrent føler mig som indfødt, har jeg ment at turde vove forsøget på at løfte denne opgave.
  
I Kærlighed til Emnet og til vor gamle By lader jeg disse mine Ringsted-Skildringer fra svundne Dage gaa ud i Livet, i Haab om, at mine ærede Læsere vil tage vel imod dem.
+
I kærlighed til emnet og til vor gamle by lader jeg disse mine Ringsted-skildringer fra svundne dage gå ud i livet, i håb om, at mine ærede læsere vil tage vel imod dem.
  
Et nyt Ringsted er nu traadt i Stedet, hvis historie det maa blive de kommende Slægters Opgave at skrive og værne om.
+
Et nyt Ringsted er nu trådt i stedet, hvis historie det blive de kommende slægters opgave at skrive og værne om.
  
Ringsted, i November 1940
+
Ringsted, i november 1940
  
 
Laurits Hansen
 
Laurits Hansen
Linje 66: Linje 63:
 
Det er dog ikke alene den nævnte Notits i Næstved Klosters Gavebog, der bestyrker Formodningerne om Stedet for Byens ældste Raadhus. Ogsaa de Gamles Beretninger støtter denne Anskuelse. Disse fortæller nemlig, hvorledes der hvorledes der endnu i forrige Aarhundrede løb en bred Rende eller, om man vil, en dyb Rendesten fra [[Sct. Hansgade]] mod Torvet, og som samlede sig ned mod [[Søgade]], dækket af et bredt Rendestensbrædt. Desuden var der en stor Sluse udfor senere Boghandler ''N. P. Hansen''s Ejendom. (Folkevittigheden var her paa Spil, idet en af Ejendommens Beboere ved navn ''Møller'', der havde en lille Hørkramforretning, aldrig blev kaldt andet end "''Sluse-Møller''".)[[File:Side12.jpg|200px|thumb|right|Hjørnebillede af Ringsted Torv, mod Sct. Hansgade, kaldet ”Det skarpe Hjørne”, nuværende Klints Hjørne. Man ser her den omtalte Kloakrende mod Søgade. (Billedet er fra ca. 1870.)]]
 
Det er dog ikke alene den nævnte Notits i Næstved Klosters Gavebog, der bestyrker Formodningerne om Stedet for Byens ældste Raadhus. Ogsaa de Gamles Beretninger støtter denne Anskuelse. Disse fortæller nemlig, hvorledes der hvorledes der endnu i forrige Aarhundrede løb en bred Rende eller, om man vil, en dyb Rendesten fra [[Sct. Hansgade]] mod Torvet, og som samlede sig ned mod [[Søgade]], dækket af et bredt Rendestensbrædt. Desuden var der en stor Sluse udfor senere Boghandler ''N. P. Hansen''s Ejendom. (Folkevittigheden var her paa Spil, idet en af Ejendommens Beboere ved navn ''Møller'', der havde en lille Hørkramforretning, aldrig blev kaldt andet end "''Sluse-Møller''".)[[File:Side12.jpg|200px|thumb|right|Hjørnebillede af Ringsted Torv, mod Sct. Hansgade, kaldet ”Det skarpe Hjørne”, nuværende Klints Hjørne. Man ser her den omtalte Kloakrende mod Søgade. (Billedet er fra ca. 1870.)]]
  
Under stærke Regnskyl skyllede Vandet som en rivende Strøm ned mod [[Søgade]] og forsvandt bag i den daværende Klosterhave. Denne Kloakrende var en Skamplet for Byen, og der kom senere til at staa en stor Strid om den, idet daværende Læge ''Christophersen'' (Fader til ''C. F. Christophersen'') rejste en voldsom Kritik imod den modbydelige Kloakrende, hvorefter den blev fyldt op og erstattet med Rør.
+
Under stærke Regnskyl skyllede Vandet som en rivende Strøm ned mod [[Søgade]] og forsvandt bag i den daværende Klosterhave. Denne Kloakrende var en Skamplet for Byen, og der kom senere til at staa en stor Strid om den, idet daværende Læge ''Niels Christophersen'' (Fader til ''Christopher Franciscus Christophersen'') rejste en voldsom Kritik imod den modbydelige Kloakrende, hvorefter den blev fyldt op og erstattet med Rør.
  
 
Tager man derefter til Sammenligning det ældste kort, der findes over Ringsted, Resens "Danske Atlas", hvor Byens Raadhus ligeledes angives at ligge paa dette Sted, vil man heraf med nogenlunde Sikkerhed kunne paavise, at Raadhuset i Ringsted, i hvert Fald fra 1433 og helt op til det nittende Aarhundredes Begyndelse, gennem 400 Aar, har haft sin Plads paa Hjørnet af det nuværende Torv og [[Søgade]], indtil Byen i Aaret 1826 erhvervede den af Postmester ''Heinrichsen'', efter Branden 1806, nyopførte Postgaard til Raadhus, og som vi senere vil høre om.
 
Tager man derefter til Sammenligning det ældste kort, der findes over Ringsted, Resens "Danske Atlas", hvor Byens Raadhus ligeledes angives at ligge paa dette Sted, vil man heraf med nogenlunde Sikkerhed kunne paavise, at Raadhuset i Ringsted, i hvert Fald fra 1433 og helt op til det nittende Aarhundredes Begyndelse, gennem 400 Aar, har haft sin Plads paa Hjørnet af det nuværende Torv og [[Søgade]], indtil Byen i Aaret 1826 erhvervede den af Postmester ''Heinrichsen'', efter Branden 1806, nyopførte Postgaard til Raadhus, og som vi senere vil høre om.
Linje 78: Linje 75:
 
De Ringsted-Borgere skulde ikke forfalde til Storhed over deres Raadhus! - En lille fattigt udseende Bygning , fattig inde som ude; dette iøvrigt tilfælles med store Dele af Byen dengang - vel ikke underligt, naar man tager i Betragtning de mange Ildebrande, der gennem Tiderne hærgede Byen, ikke mindst de to store Brande i 1747 og 1806. (Se [[J.V. Christensen]]: "Ringsted fra Saga til Samtid".)
 
De Ringsted-Borgere skulde ikke forfalde til Storhed over deres Raadhus! - En lille fattigt udseende Bygning , fattig inde som ude; dette iøvrigt tilfælles med store Dele af Byen dengang - vel ikke underligt, naar man tager i Betragtning de mange Ildebrande, der gennem Tiderne hærgede Byen, ikke mindst de to store Brande i 1747 og 1806. (Se [[J.V. Christensen]]: "Ringsted fra Saga til Samtid".)
  
I Loftetagen i det tidligere Raadhus fandtes endnu, indtil Nedrivningen 183 en tung Egetræsdør med en Lem, et Minde fra den Tid, da det endnu vat Byens Ting- og arresthus.
+
I Loftetagen i det tidligere Raadhus fandtes endnu, indtil Nedrivningen 1893 en tung Egetræsdør med en Lem, et Minde fra den Tid, da det endnu vat Byens Ting- og arresthus.
  
 
Man fortæller, at en Fange engang fik løftet Lemmen, hvorigennem man bragte ham Maden, og stak Hovedet ud, hvorved den tunge Lem faldt ned og kvalte Manden, og at man fandt ham død i denne frygtelige Stilling.[[File:Side14.jpg|200px|thumb|right|Det gamle Hus paa Hjørnet af Torvet og Søgade, der engang var Byens Raadhus. (Bygningen var dog i sin oprindelige Skikkelse 2 Fag længere.)]]
 
Man fortæller, at en Fange engang fik løftet Lemmen, hvorigennem man bragte ham Maden, og stak Hovedet ud, hvorved den tunge Lem faldt ned og kvalte Manden, og at man fandt ham død i denne frygtelige Stilling.[[File:Side14.jpg|200px|thumb|right|Det gamle Hus paa Hjørnet af Torvet og Søgade, der engang var Byens Raadhus. (Bygningen var dog i sin oprindelige Skikkelse 2 Fag længere.)]]
Linje 129: Linje 126:
 
Den førnævnte Vejbetjent Nielsen indtog en Aarrække en fremtrædende Plads indenfor Byens finere Forlystelsesliv. Han Arrangerede Fester, Dilettantforestillinger og lign. i velgørende Øjemed. Der fortælles et lille Træk fra denne Periode:
 
Den førnævnte Vejbetjent Nielsen indtog en Aarrække en fremtrædende Plads indenfor Byens finere Forlystelsesliv. Han Arrangerede Fester, Dilettantforestillinger og lign. i velgørende Øjemed. Der fortælles et lille Træk fra denne Periode:
  
Nielsen, der tillige var Formand for det daværende "Ringsted Skyttekorps", havde indenfor Sangkoret og Skyttekorpset arrangeret en Dilettantforestilling. Der spilledes "En Spurv i Tranedans". Blandt de medvirkende var ogsaa daværende Snedkermester ''Egede'', der dengang var 72 Aar, men trods sin høje Alderspillede han Student Hutters Rolle. Udførelsen af denne ungdommelige Rolle svarede dog ikke helt til den Ungdoms Charme, han selv mente sig i Besiddelse af, og Publikum morede sig derfor lidt ekstra paa hans Bekostning.
+
Nielsen, der tillige var Formand for det daværende "Ringsted Skyttekorps", havde indenfor Sangkoret og Skyttekorpset arrangeret en Dilettantforestilling. Der spilledes "En Spurv i Tranedans". Blandt de medvirkende var også daværende Snedkermester ''Egede'', der dengang var 72 år, men trods sin høje alder spillede han Student Hutters Rolle. Udførelsen af denne ungdommelige rolle svarede dog ikke helt til den ungdoms charme, han selv mente sig i besiddelse af, og publikum morede sig derfor lidt ekstra hans bekostning.
  
Overskuddet af Forestillingen skulde gaa til "de Fattige". Der spilledes 3-4 Aftener i Træk for stuvende fuldt Hus. Desværre udeblev Overskuddet, i Stedet for blev der et dundrende Underskud. Ved Prøverne havde Vejbetjenten udfoldet en saa storslaaet gæstfrihed, at hele Spilleindtægten blev opslugt. Folk var naturligvis utilfredse med dette kummerlige Resultat.
+
Overskuddet af Forestillingen skulde til "de Fattige". Der spilledes 3-4 Aftener i træk for stuvende fuldt hus. Desværre udeblev overskuddet, i stedet for blev der et dundrende underskud. Ved prøverne havde vejbetjenten udfoldet en så storslået gæstfrihed, at hele spilleindtægten blev opslugt. Folk var naturligvis utilfredse med dette kummerlige Resultat.
  
- Han burde egentlig udnævnes til Forlystelsesraad, udtalte Konferensraad Harhoff engang om Vejbetjenten.
+
- Han burde egentlig udnævnes til forlystelsesråd, udtalte konferensråd Harhoff engang om Vejbetjenten.
  
[[File:Side23.jpg|200px|thumb|right|En Valgdag foran Raadguset i Ringsted 1895. Det første Valg, hvor C. Th. Zahle blev valgt til Kredsens Folketingsmand]]
+
[[File:Side23.jpg|200px|thumb|right|En Valgdag foran rådhuset i Ringsted 1895. Det første Valg, hvor C. Th. Zahle blev valgt til Kredsens Folketingsmand]]
  
Et andet lille Træk fortælles fra en Dilettantforestilling paa Raadhuset. En af Byens Damer skulde optræde og spillede aldeles glimrende Komedie, men sang til Gengæld ualmindelig slet. Man udfandt da den snedige Plan at lade lille [[Niels Juel Simonsen]], der allerede dengang var en feteret Sanger, staa bag Kulisserne og synge hendes Sange. Opgaven blev løst paa bedste Maade, og Situationen var reddet. --
+
Et andet lille Træk fortælles fra en Dilettantforestilling på rådhuset. En af Byens Damer skulde optræde og spillede aldeles glimrende Komedie, men sang til Gengæld ualmindelig slet. Man udfandt da den snedige Plan at lade lille [[Niels Juel Simonsen]], der allerede dengang var en feteret Sanger, stå bag Kulisserne og synge hendes Sange. Opgaven blev løst bedste måde, og Situationen var reddet. --
  
Vi vil nu vende os mod den ydre Side af Raadhuset. Ogsaa den havde sin Charme. I Raadhusgaarden kunde man ligeledes forlyste sig. [[Sjællandsposten]] melder fra 50'erne om et rejsende Cirkusselskab, der gav stor Forestilling i Raadhusgaarden. Her holdt man Auktioner, forkyndt ved Hjælp af den gamle Bytromme. Her laa det gamle Sprøjtehus, hvor man maatte møde til Tordenvagt, naar der var Tordenvejr i Anmarsch.
+
Vi vil nu vende os mod den ydre Side af rådhuset. Ogsaa den havde sin Charme. I rådhusgården kunde man ligeledes forlyste sig. [[Sjællandsposten]] melder fra 50'erne om et rejsende Cirkusselskab, der gav stor Forestilling i rådhusgården. Her holdt man Auktioner, forkyndt ved Hjælp af den gamle bytromme. Her det gamle Sprøjtehus, hvor man måtte møde til Tordenvagt, naar der var Tordenvejr i anmarsch.
  
Ved Vandposten i Raadhusgaarden hentede Byens Folk Drikkevand, og man fik sig her en Passiar og spurgte "Nyt". Der fandtes 5 à 6 offentlige Brønde i Byen, og disse var undertiden udtørrede. Efterspørgslen efter Vand var saa stor, at man saa sig nødsaget til at lukke Raadhusporten, og kun give Adgang til Brønden at Par Timer daglig. Ofte maatte man hos dem, der var mere heldige med Vandfordyningen, betale for en Spand Vand.
+
Ved Vandposten i rådhusgården hentede Byens Folk Drikkevand, og man fik sig her en Passiar og spurgte "Nyt". Der fandtes 5 à 6 offentlige Brønde i Byen, og disse var undertiden udtørrede. Efterspørgslen efter Vand var saa stor, at man sig nødsaget til at lukke rådhusporten, og kun give Adgang til Brønden at Par Timer daglig. Ofte måtte man hos dem, der var mere heldige med Vandfordyningen, betale for en Spand Vand.
  
Under saadanne Perioder matte mange af Borgerne hente Vand nede fra Aaen, og man kørte daglig med Vandtønderne. Det var just ikke videre hygiejnisk Vand, især til Husholdningsbrug, og det vakte efterhaanden Misfornøjelse hos Borgerne. Man fortæller fra den Tid, hvorledes tidligere omtalte Læge ''Christophersen'' engang havde fyldt en Flaske med Vand fra Aaen, hvorefter han gik rundt til Borgerne og fremviste denne, idet han sagde: - Se, saadant Vand byder man os Borgere i Ringsted. - Saadant Vand maa vi drikke!
+
Under sådanne Perioder matte mange af Borgerne hente Vand nede fra Aaen, og man kørte daglig med Vandtønderne. Det var just ikke videre hygiejnisk Vand, især til husholdningsbrug, og det vakte efterhånden Misfornøjelse hos Borgerne. Man fortæller fra den Tid, hvorledes tidligere omtalte læge ''Niels Christophersen'' engang havde fyldt en Flaske med Vand fra Aaen, hvorefter han gik rundt til Borgerne og fremviste denne, idet han sagde: - Se, sådant Vand byder man os Borgere i Ringsted. - Sådant Vand vi drikke!
  
Endelig Aar 1885 naaede Byen at faa sit Vandværk. En Del af Æren herfor blev tilskrevet Læge ''Christophersen''.
+
Endelig i år 1885 nåede byen at sit vandværk. En del af øren herfor blev tilskrevet læge ''Niels Christophersen''.
  
Vi kan ikke forlade det gamle Raadhus og dets festlige Rammer uden at dvæle ved den mørke Side af dette Hus. Tidligere, og indtil det nu nedrevne Arresthus blev bygget i Begyndelsen af Halvfjerdserne, var Arresterne i Raadhusets Bygning. Der var saaledes ikke lang Vej mellem dem, der indenfor de samme Mure nød Festens Glæder, og dem, der hørte til Samfundets sorte Faar.
+
Vi kan ikke forlade det gamle rådhus og dets festlige Rammer uden at dvæle ved den mørke Side af dette Hus. Tidligere, og indtil det nu nedrevne Arresthus blev bygget i Begyndelsen af Halvfjerdserne, var Arresterne i Raadhusets Bygning. Der var således ikke lang Vej mellem dem, der indenfor de samme Mure nød Festens Glæder, og dem, der hørte til Samfundets sorte Faar.
  
I Øverste Etage var det saakaldte Gældsfængsel, der ved festlige Lejligheder blev benyttet som Garderobe. Byens ældre Damer fortæller, at naar de i deres unge Dage var til Bal paa Raadhuset, følte de en vis Uhygge ved at benytte denne Cellesom Garderobe. De var angst for, at den tunge Fangedør skulde smække i for dem. Som man kan forstaa, var Forholdene yderst primitive. --
+
I Øverste Etage var det såkaldte Gældsfængsel, der ved festlige Lejligheder blev benyttet som Garderobe. Byens ældre Damer fortæller, at naar de i deres unge Dage var til Bal paa Raadhuset, følte de en vis Uhygge ved at benytte denne Cellesom Garderobe. De var angst for, at den tunge Fangedør skulde smække i for dem. Som man kan forstå, var Forholdene yderst primitive. --
  
 
Arrestforholdene var forhen yderst slette og undertiden latterlige. Fangerne brød ofte ud og løb deres Vej, uden at nogen forsøgte at hindre det.
 
Arrestforholdene var forhen yderst slette og undertiden latterlige. Fangerne brød ofte ud og løb deres Vej, uden at nogen forsøgte at hindre det.
Linje 213: Linje 210:
 
Naar de var færdige med en Tur, og indtil de atter den næste Time skulde paa Vandring, satte de sig som Regel fredeligt til Rette i deres lille Vægterhus for dèr at blunde lidt eller tog Plads paa en af Byens Trapper.
 
Naar de var færdige med en Tur, og indtil de atter den næste Time skulde paa Vandring, satte de sig som Regel fredeligt til Rette i deres lille Vægterhus for dèr at blunde lidt eller tog Plads paa en af Byens Trapper.
  
Af saadanne Vægterhuse var der et paa Torvet, et i [[Nørregade]], et paa Lille Torv og senere et paa [[Næstvedvej]]. Disse Vægterhuse var almindeligvis fastgjort paa en Jernstag, der gik op i Sædet, og kunde drejes rundt efter Vinden. Der var lige netop Plads til Vægteren. Med disse Skilderhuse drev Byens Læredrenge og andre Spøgefugle deres Løjer. Det var særlig skomagerdrengene, der var paa Spil. De repræsenterede jo ved deres store Antal en vis Styrke. Byen havde omkring Midten af forrige Aarhundrede ca. 40 Skomagere. man vil da forstaa, at Skomagerdrengenes Antal maa have været stort. Det var en meget yndet Fornøjelse for disse Gavtyve at liste sig hen til Vægterhuset, naar dets Beboer fredeligt sad og blundede, og dreje dette rundt i fuld Fart. Naar Drengene endelig slap deres Tag, varede det ofte endnu en Stund, før Huset standsede, og den mere eller mindre søsyge Mand kunde komme ud. Kunde yderligere disse opfindsomme Knægte faa fastgjort en af deres Læstekroge paa kanten af Huset, da var der særlig Fart i Karrusellen. Det hændte naturligvis ogsaa, at der vankede over Fingrene af Vægterens Stok.
+
Af sådanne vægterhuse var der et på torvet, et i [[Nørregade]], et Lille Torv og senere et [[Næstvedvej]]. Disse vægterhuse var almindeligvis fastgjort en jernstag, der gik op i sædet, og kunne drejes rundt efter vinden. Der var lige netop plads til vægteren. Med disse skilderhuse drev byens læredrenge og andre spøgefugle deres løjer. Det var særlig skomagerdrengene, der var på spil. De repræsenterede jo ved deres store antal en vis styrke. Byen havde omkring midten af forrige århundrede ca. 40 skomagere. man vil da forstå, at skomagerdrengenes antal må have været stort. Det var en meget yndet fornøjelse for disse gavtyve at liste sig hen til vægterhuset, når dets beboer fredeligt sad og blundede, og dreje dette rundt i fuld fart. Når drengene endelig slap deres tag, varede det ofte endnu en stund, før huset standsede, og den mere eller mindre søsyge mand kunne komme ud. Kunne yderligere disse opfindsomme knægte få fastgjort en af deres læstekroge på kanten af huset, da var der særlig fart i karrusellen. Det hændte naturligvis også, at der vankede nogen over fingrene af vægterens stok.
  
Af de sidste Vægtere i Ringsted fra den gamle Tid vil endbu kunne huskes: ''Christen Vægter'', ''Niels Vægter'', gamle ''Jørgen Vægter'' og ''Ole Vægter'', ''Ole Mand'', som han altid blev benævnt, og hvem Drengene ofrede særlig Interesse. Dette morsomme Tilnavn havde Konferensraadinde ''Harhoff'' Æren af. Ole havde tidligere været Kusk hos Konferensraaden. Samtidig tjente der en yngre Karl af samme navn. Konferensraadinden fandt da paa at kalde førstnævnte Ole for ''Ole Mand'', og dette Navn lød han til sin Dødsdag. Samme ''Ole Vægter'' var ikke af de modigste, og dette vidste Drengene. En Aften, da han gik sin Tur fra Torvet ned gennem [[Søgade]], saa han pludselig et hvidt Spøgelse komme hen imod sig. Ole Standsede rædselslagen, bredte højtidelugt Armene ud og raabte med rystende Stemme: "Er du en Aand, saa vig fra mig, men er du et Menneske, saa sig det!"
+
Af de sidste vægtere i Ringsted fra den gamle tid vil endnu kunne huskes: ''Christen Vægter'', ''Niels Vægter'', gamle ''Jørgen Vægter'' og ''Ole Vægter'', ''Ole Mand'', som han altid blev benævnt, og hvem drengene ofrede særlig interesse. Dette morsomme tilnavn havde konferensrådsinde ''Harhoff'' æren af. Ole havde tidligere været kusk hos konferensråden. Samtidig tjente der en yngre karl af samme navn. Konferensrådsinden fandt da at kalde førstnævnte Ole for ''Ole Mand'', og dette navn lød han til sin dødsdag. Samme ''Ole Vægter'' var ikke af de modigste, og dette vidste drengene. En aften, da han gik sin tur fra torvet ned gennem [[Søgade]], han pludselig et hvidt spøgelse komme hen imod sig. Ole Standsede rædselsslagen, bredte højtidelugt armene ud og råbte med rystende stemme: "Er du en ånd, vig fra mig, men er du et menneske, sig det!"
  
Nævnte Aand, der repræsenteredes af en Skomagerdreng med et Lagen over sig, kunde ikke opretholde Situationens Alvor og gav sig til at le højt. Da ''Ole Vægter'' opdagede, at han havde været til Nar, fik han pludselig et  Overmaal af Mod og forsøgte at forfølge omtalte Søgelse.
+
Nævnte ånd, der repræsenteredes af en skomagerdreng med et lagen over sig, kunne ikke opretholde situationens alvor og gav sig til at le højt. Da ''Ole Vægter'' opdagede, at han havde været til nar, fik han pludselig et  overmål af md og forsøgte at forfølge omtalte spøgelse.
  
- Din store Laban! - Og saa fulgte et af Oles kendte Kraftudtryk, af hvilke han ejede en Rigdom. - Nu skal du komme op i Struwes Schack! - (En Benævnelse for Kachotten i Forbindelse med, at Arrestforvareren hed ''Struwe'', afdøde Sadelmagermester Struwes Far.)
+
- Din store laban! - Og fulgte et af Oles kendte kraftudtryk, af hvilke han ejede en rigdom. - Nu skal du komme op i Struwes Schack! - (En benævnelse for kachotten i forbindelse med, at arrestforvareren hed ''Georg Rudolph Christian Struwe'', afdøde sadelmagermester Struwes far.)
  
Som sædvanlig kom ''Ole Vægter'' tilkort. Hans store Kappe og tunge Støvler hindrede han yderligere i at faa fat paa sit Offer, der jo var langt lettere til Bens.
+
Som sædvanlig kom ''Ole Vægter'' til kort. Hans store kappe og tunge støvler hindrede han yderligere i at fat sit offer, der jo var langt lettere til bens.
  
Det var ogsaa meget almindeligt, naar en Vægter skulde begive sig paa sin vante Tur, at han blev efterfulgt af en Flok Drenge, der efterlignede hans Sang elle Raab eller undertiden helt forhindrede ham i at faa begyndt. - Hold Kæft, Drenge! lød det da fra ''Ole Mand''. Jeg er ude med Raavet! (Raabet.)
+
Det var også meget almindeligt, når en vægter skulle begive sig sin vante tur, at han blev efterfulgt af en flok drenge, der efterlignede hans sang eller råb eller undertiden helt forhindrede ham i at begyndt. - Hold kæft, drenge! lød det da fra ''Ole Mand''. Jeg er ude med råvet! (råbet.)
  
 
Ogsaa et andet lille Træk giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En nat var nogle af Byens Spillemænd paa vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Idé, et Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens Nødtørftshus, populært kaldet "Vandtårnet", der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et Øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spillemænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.
 
Ogsaa et andet lille Træk giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En nat var nogle af Byens Spillemænd paa vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Idé, et Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens Nødtørftshus, populært kaldet "Vandtårnet", der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et Øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spillemænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.
Linje 261: Linje 258:
 
Mange af vore store Digtere har gennem Tiderne besunget de gamle Vægtere. Et vist poetisk Skær hviler over disse karakteristiske Skikkelser, der saa fast var knyttet til Folkelivet i gamle Dage.
 
Mange af vore store Digtere har gennem Tiderne besunget de gamle Vægtere. Et vist poetisk Skær hviler over disse karakteristiske Skikkelser, der saa fast var knyttet til Folkelivet i gamle Dage.
  
==Naar Byens Tamburmajor lod den gamle Bytromme røre==
+
==Når Byens Tamburmajor lod den gamle Bytromme røre==
 
[[File:Side33.jpg|100px|thumb|right|Johs. Scheuermann, Ringsteds sidste kommunale Trommeslager.]]
 
[[File:Side33.jpg|100px|thumb|right|Johs. Scheuermann, Ringsteds sidste kommunale Trommeslager.]]
  
Naar Bytrommen i gamle Dage lød gennem Byens Gader og kaldte Folk til Vinduer og Døre - hvad kunde der da være paa Færde? Var det gode, eller var det onde Tidender, der blev publiceret? -
+
Når Bytrommen i gamle dage lød gennem byens gader og kaldte folk til vinduer og døre - hvad kunne der da være på færde? Var det gode, eller var det onde tidender, der blev publiceret? -
  
Ja, saaledes tænkte vel Byens Borgere, naar de hørte Trommen. Thi naar denne lød, kunde det betyde saavel glædelige som sørgelige Tidender, Trommen lød, naar der vat Ildebrand, eller naar anden Fare truede Byen. Den lød, naar Byens Borgervæbning skulde kaldes til Vaaben. Den kaldte Borgerne til, naar disse skulde møde til Sprøjtemønstring. Den lød, naar der kom en Vogn med Fisk til Byen. auktioner blev bekendtgjort ved Hjælp af trommen. Bekendgørelser fra Politiet blev Udraabt paa Gaden under Ledsagelse af trommehvirvler o. m. a.
+
Ja, således tænkte vel byens borgere, når de hørte trommen. Thi når denne lød, kunne det betyde såvel glædelige som sørgelige tidender, trommen lød, når der var ildebrand, eller når anden fare truede byen. Den lød, når byens borgervæbning skulle kaldes til våben. Den kaldte borgerne til, når disse skulle møde til sprøjtemønstring. Den lød, når der kom en vogn med fisk til byen. Auktioner blev bekendtgjort ved hjælp af trommen. Bekendtgørelser fra politiet blev 'udråbt på gaden under ledsagelse af trommehvirvler o. m. a.
  
Byens Tamburmajor, eller den kommunale Trommeslager, som han senere blev benævnt, var saaledes en overmaade vigtig Person. Dog er det særlig fra Sprøjtemøstringernes Tid, der hørte til at Par af Aarets vigtigste Begivenheder, at den gamle Bytromme bedst vil huskes. Der fortælles, hvorledes man for 100 Aar tilbage, i Konferensraad ''Harhoff''s Tid, naar der var Sprøjtemønstring i Byen, hver Gang en Sprøjte skulde træde i Funktion, ogsaa her lod Trommen lyde som en festlig Optakt til denne betydningsfulde Handling. Konferensraaden inspicerede selv Tropperne ved disse Lejligheder. Som Regel kom Sprøjten for sent, naar en Ildebrand indtraf. Hvad Tamburmajoren angik, var ofte alt nedbrændt, længe før denne naaede igennem Byens Gader. Det var heller ikke ualmindeligt, naar endelig Sprøjten og Mandskabet efter stort Besvær var mødt paa Brandstedet, at Spøjten da ikke var i orden.
+
Byens tamburmajor, eller den kommunale trommeslager, som han senere blev benævnt, var således en overmåde vigtig person. Dog er det særlig fra sprøjtemøstringernes tid, der hørte til at par af årets vigtigste begivenheder, at den gamle bytromme bedst vil huskes. Der fortælles, hvorledes man for 100 år tilbage, i konferensråd ''Harhoff''s tid, når der var sprøjtemønstring i byen, hver gang en sprøjte skulle træde i funktion, også her lod trommen lyde som en festlig optakt til denne betydningsfulde handling. Konferensråden inspicerede selv tropperne ved disse Lejligheder. Som Regel kom sprøjten for sent, når en ildebrand indtraf. Hvad tamburmajoren angik, var ofte alt nedbrændt, længe før denne nåede igennem byens gader. Det var heller ikke ualmindeligt, når endelig sprøjten og mandskabet efter stort besvær var mødt på brandstedet, at sprøjten da ikke var i orden.
  
Man har fortalt mig om en saadan Ildebrand, at da Sprøjten endelig naaede frem til Brandstedet og skulde til ar sprøjte, havde man glemt at fylde vand paa. Efter store Anstrengelser naaede man dette og begyndte at sprøjte. Pumpeværket hvinnede og skreg af Tørhed og maatte smøres. Man kilede paa igen, men saa indtraf det nederdrægtige, at Slangen var revnet paa flere Steder, og Vandet sprøjtede ud til alle Sider, undtagen der, hvor der skulde sprøjtes.
+
Man har fortalt mig om en sådan ildebrand, at da sprøjten endelig nåede frem til brandstedet og skulle til at sprøjte, havde man glemt at fylde vand . Efter store anstrengelser nåede man dette og begyndte at sprøjte. Pumpeværket hvinede og skreg af tørhed og måtte smøres. Man kilede igen, men indtraf det nederdrægtige, at slangen var revnet flere steder, og vandet sprøjtede ud til alle sider, undtagen der, hvor der skulle sprøjtes.
  
Der er ogsaa fortalt mig et andet lille Træk fra Ringsted, som giver er Billede af den Tids Sagtmodighed, ligeledes passeret i Konferensraad ''Harhoff''s Tid.
+
Der er også fortalt mig et andet lille træk fra Ringsted, som giver et billede af den tids sagtmodighed, ligeledes passeret i konferensråd ''Harhoff''s Tid.
  
Den daværende Ringer ved Sct. Bendts Kirke tog sig jævnlig nogle store Snapse. En Dag var der udbrudt Ildebrand i Byen. Ringeren, der jo havde den Opgave at skulde ringe med Kirkeklokkerne, hvilket var Skik og Brug dengang ved Ildebrandstilfælde, kom med stor Sindsro og spurgte Konferensraaden: Skal der klemtes, Hr. Konferensraad? Ja, gu' skal der klemtes! - for det brøsigt ud af Konferensraaden..
+
Den daværende ringer ved Sct. Bendts Kirke tog sig jævnlig nogle store snapse. En dag var der udbrudt ildebrand i byen. Ringeren, der jo havde den opgave at skulle ringe med kirkeklokkerne, hvilket var skik og brug dengang ved ildebrandstilfælde, kom med stor sindsro og spurgte konferensråden: Skal der klemtes, Hr. konferensråd? Ja, gu' skal der klemtes! - for det brøsigt ud af konferensråden.
  
Saavidtr vides, var samme Ildebrand overstaaet, inden Ringeren naaede at faa Klokkerne i Gang. Samme Ringer tog ogsaa Fejl en Dag og ringede til Middag Kl. 11 i Stedet for Kl. 12, hvad der skaffede han en kraftig Røffel fra Konferensraaden, der havde sit Kontorover for Kirken og forbavset havde iagttaget denne Tidens kunstige Fremrykning.
+
Så vidt vides, var samme ildebrand overstået, inden ringeren nåede at få klokkerne i gang. Samme ringer tog også fejl en dag og ringede til middag klokken 11 i stedet for klokken 12, hvad der skaffede han en kraftig røffel fra konferensråden, der havde sit kontor over for kirken og forbavset havde iagttaget denne tidens kunstige fremrykning.
  
Den sidste kommunale Trommeslager i Ringsted, som endnu huskes, var afdøde mmusikdirektør ''Johs. Scheuermann'', der sikkert var Kongen over dem alle. Ingen kunde som han sende Trommehvirvler ud over den ganske By. Flot var han at skue, naar han kom marcherende gennem Byens Gader, smilende og hilsende til alle Sider, ikke mindst til damerne, og ligefrem ødslede med sine Trommehvirvler.
+
Den sidste kommunale trommeslager i Ringsted, som endnu huskes, var afdøde musikdirektør ''Johannes Clemens Emil Scheuermann'' (f. 07.08.1857 i Slagelse - d. 30.06.1925 på Ringsted Sygehus), der sikkert var kongen over dem alle. Ingen kunde som han sende trommehvirvler ud over den ganske By. Flot var han at skue, når han kom marcherende gennem byens gader, smilende og hilsende til alle Sider, ikke mindst til damerne, og ligefrem ødslede med sine trommehvirvler.
  
Enkelte af den ældre Slægt vil dog kunne huske Murermester ''Laur. Mahler'', der i en Aarrække var Byens Trommeslager. Han havde overtaget Stillingen efter sin Far, Skomagermester, Tamburmajor ''L. L. Mahler''. Sidstnævnte har bygget det gamle, gule Hus ved Kirken.
+
Enkelte af den ældre slægt vil dog kunne huske murermester ''Laurits Høgh Neergaard Mahler'', (f. 01-04-1834 i Fjenneslevmagle - d. 14-04-1923 i Ringsted - begravet på Ringsted Kirkegård) der i en årrække var byens trommeslager. Han havde overtaget stillingen efter sin far, skomagermester, tamburmajor ''L. L. Mahler''. Sidstnævnte har bygget det gamle, gule Hus ved kirken.
  
Den gamle Bytromme er forlængst lagt hen, er nu kun en Museumsgenstand, og Tamburmajoren et en "Saga Blott". De vil dog stedse bevare deres Plads i Historien som et Minde om gamle Dages Sæder og Skikke.
+
Den gamle bytromme er for længst lagt hen, er nu kun en museumsgenstand, og tamburmajoren et en "saga blot". De vil dog stedse bevare deres plads i historien som et minde om gamle dages sæder og skikke.
  
 
==Minder fra Borgerbevæbningens Dage==
 
==Minder fra Borgerbevæbningens Dage==
Linje 361: Linje 358:
  
  
[[File:Side45.jpg|200px|thumb|right|Ringsted Torv under Reguleringen 1886. Paa Billedet ser man i Forgrunden Byraadsmedlemmerne. Fra venstre til højre: Dampmøller ''J. C. Frandsen'', Drejerm. ''LarsenV'', Graver ''C. F. Larsen'', Gæstgiver ''Carl Nielsen'', Justitsraad ''Holst'', Købmand ''Rørbye'', Borgmester ''Thalbitzer'', T'obaksfabrikant ''H. E. Jensen''; endvidere ser man: Kæmner ''Carstensen'', Politibetjent ''Jacobsen'' samt Herredsfuldmægtig ''Kisbye''. Til venstre ser man Købmand ''Peetz''’ store Købmandsgaard, der hvor ogsaa den senere ”Central” i 40 Aar havde sin Plads. Øverst til højre ses Postgaarden.]]
+
[[File:Side45.jpg|200px|thumb|right|Ringsted Torv under Reguleringen 1886. Paa Billedet ser man i Forgrunden Byraadsmedlemmerne. Fra venstre til højre: Dampmøller ''J. C. Frandsen'', Drejerm. ''LarsenV'', Graver ''C. F. Larsen'', Gæstgiver ''Carl Nielsen'', Justitsraad ''Holst'', Købmand ''Rørbye'', Borgmester ''Thalbitzer'', T'obaksfabrikant ''H. E. Jensen''; endvidere ser man: Kæmner ''Carstensen'', Politibetjent ''Jacobsen'' samt Herredsfuldmægtig ''Kisbye''. Til venstre ser man købmand ''Peetz''’ store Købmandsgård, der hvor også den senere ”Central” i 40 år havde sin plads. Øverst til højre ses Postgården.]]
  
Man fortæller at lille morsomt Træk, hvorledes det engang gik nogle Ænder, der havde nydt Drank. Ændernes Ejer havde lige serveret denne Lækkerbidsken for dem. Lidt efter saa han dem alle ligge livløse og troede naturligvis, at de var døde. Imidlertid, efter en Stunds Forløb livede de atter op. Det viste sig kun at have været en Brændevinskæfert, og da den var udsovet, var Ænderne atter de samme.
+
Man fortæller at lille morsomt træk, hvorledes det engang gik nogle ænder, der havde nydt en drink. Ændernes ejer havde lige serveret denne lækkerbisken for dem. Lidt efter han dem alle ligge livløse og troede naturligvis, at de var døde. Imidlertid, efter en stunds forløb livede de atter op. Det viste sig kun at have været en brændevinskæfert, og da den var udsovet, var ænderne atter de samme.
  
En Del af efterfølgende Optegnelser har jeg fra afdøde Lærerinde Frk. ''Thea Jacobsen'' at takke for. Den gamle Dame var i Besiddelse af en glimrende Hukommelse. Hendes Barndomshjem var paa [[Postgaarden]], hvortil hendes Far, Rastauratør ''Jørgen Jacobsen'', gennem ca. 40 Aar var knyttet, først som Vært i Gæstgiveriet i Kælderen (et dengang meget søgt Gæstgiveri, hvor særlig Landboerne holdt til) og siden som vært paa Hotellet samt paa Raadhuset. Samtidig var der ogsaa et andet, men mindre Gæstgiveri i Kælderen, i den modsatte Ende af Postgaarden, beregnet for Landevejens farende Svende.
+
En Del af efterfølgende Optegnelser har jeg fra afdøde Lærerinde Frk. ''Thea Jacobsen'' at takke for. Den gamle Dame var i Besiddelse af en glimrende Hukommelse. Hendes Barndomshjem var paa [[Postgården]], hvortil hendes Far, Rastauratør ''Jørgen Jacobsen'', gennem ca. 40 Aar var knyttet, først som Vært i Gæstgiveriet i Kælderen (et dengang meget søgt Gæstgiveri, hvor særlig Landboerne holdt til) og siden som vært paa Hotellet samt paa Raadhuset. Samtidig var der ogsaa et andet, men mindre Gæstgiveri i Kælderen, i den modsatte Ende af Postgaarden, beregnet for Landevejens farende Svende.
  
 
Naar man træder ind i det daglige Restaurationslokale paa Hotel [[Postgaarden]], møder man stadig en egen gammeldags Hygge, og man vil i hvert Fald for gamle Ringstederes Vedkommende ikke kunne undgaa at mødes med Minderne fra de gode, gamle Dage, da Livet i den lille Købstad ikke pulserede saa stærkt som nu.
 
Naar man træder ind i det daglige Restaurationslokale paa Hotel [[Postgaarden]], møder man stadig en egen gammeldags Hygge, og man vil i hvert Fald for gamle Ringstederes Vedkommende ikke kunne undgaa at mødes med Minderne fra de gode, gamle Dage, da Livet i den lille Købstad ikke pulserede saa stærkt som nu.
Linje 371: Linje 368:
 
Her mødtes Byens mest ansete Borgere samt de højerestaaende Embedsmænd om Aftenen ved Spillebordene eller drøftede Dagens Begivenheder ved en Toddy og en Pibe Tobak. Byens Ældste vil endnu kunne mindes flere af de gamle henfarne Ringsted-Borgere, der i fordums Tider hørte til "Klubben"s Gæster. "Klubben", der havde sine Lokaler paa første Sal (de nuværende Selskabslokaler), nævnes langt tilbage i Tiden, i første Halvdel af forrige Hudredraar under navnet "Ringsted-Klubben", og omtales i Forbindelse med den daværende Musikforening. De havde imidlertid begge Vanskeligheder ved at hævde sig, hvorfor Direktionen for begge Foreninger indkaldte sine Medlemmer til ekstraordinær Generalforsamling med Forslag om Musikforeningens og Ringsted-Klubbens Sammensmeltning til en samlet Forening. Dette skete Aar 1960, hvorefter de sammensmeltede Foreninger fik Navnet "Den nye Forening".
 
Her mødtes Byens mest ansete Borgere samt de højerestaaende Embedsmænd om Aftenen ved Spillebordene eller drøftede Dagens Begivenheder ved en Toddy og en Pibe Tobak. Byens Ældste vil endnu kunne mindes flere af de gamle henfarne Ringsted-Borgere, der i fordums Tider hørte til "Klubben"s Gæster. "Klubben", der havde sine Lokaler paa første Sal (de nuværende Selskabslokaler), nævnes langt tilbage i Tiden, i første Halvdel af forrige Hudredraar under navnet "Ringsted-Klubben", og omtales i Forbindelse med den daværende Musikforening. De havde imidlertid begge Vanskeligheder ved at hævde sig, hvorfor Direktionen for begge Foreninger indkaldte sine Medlemmer til ekstraordinær Generalforsamling med Forslag om Musikforeningens og Ringsted-Klubbens Sammensmeltning til en samlet Forening. Dette skete Aar 1960, hvorefter de sammensmeltede Foreninger fik Navnet "Den nye Forening".
  
"Klubben" levede dog fremdeles videre som Spilleklub. Her mødtes Borgerne Vinteren igennem til de traditionelle Spilleaftener, der formede sig hjemligt og hyggeligt. Mange gamle, kendte Ringsted-Navne møder man indenfor "Klubben"s Historie: Kancelliraad ''Dahlstrøm'', Amtstuefuldmægtig ''Hammerich'', Redaktør ''J. M. Hansen'', Doktor ''Werner'', Kordegn ''Ishøj'', Byens mest kendte Købmænd: ''C. A. Meyer'', ''B. J. Bang'', ''J. Peetz'' m. fl. Ikke at forglemme Distriktskirurg, Krigsraad ''Krebs'' (Apotheker [[Axel Wengel]]s Morfar), Der altid, saa vidt muligt hans Embedsgerning tillod det, var en sikker Gæst ved de ugentlige Klubaftener paa [[Postgaarden]].
+
"Klubben" levede dog fremdeles videre som Spilleklub. Her mødtes Borgerne Vinteren igennem til de traditionelle Spilleaftener, der formede sig hjemligt og hyggeligt. Mange gamle, kendte Ringsted-Navne møder man indenfor "Klubben"s Historie: Kancelliraad ''Dahlstrøm'', Amtstuefuldmægtig ''Hammerich'', Redaktør ''J. M. Hansen'', Doktor ''Werner'', Kordegn ''Ishøj'', Byens mest kendte Købmænd: ''C. A. Meyer'', ''Birger Julius Bang'', ''J. Peetz'' m. fl. Ikke at forglemme Distriktskirurg, Krigsraad ''Krebs'' (Apotheker [[Axel Wengel]]s Morfar), Der altid, saa vidt muligt hans Embedsgerning tillod det, var en sikker Gæst ved de ugentlige Klubaftener paa [[Postgården]].
  
 
Krigsraad ''Krebs'', senere også Justitsraad, var en af Datidens karakteristiske og særprægede Lægetyper. Han formaaede altid ved sin Nærværelse at skabe en egen Charme og Hygge om sig, var altid rig paa Oplevelser. Distriktskirurg ''J. H. K. Krebs'', eller Distriktslæge, som det senere hed, var Distriktslæge i Ringsted fra 1837-1881  og var i Kraft af sin indflydelsesrige Stilling en Mand, alle saa op til. Hans Navn er forlængst med Ære indflettet i Byens Historie. Han var en fremragende Læge, afholdt, men meget myndig, og fordrede ubetinget Lydighed af sine Patienter.
 
Krigsraad ''Krebs'', senere også Justitsraad, var en af Datidens karakteristiske og særprægede Lægetyper. Han formaaede altid ved sin Nærværelse at skabe en egen Charme og Hygge om sig, var altid rig paa Oplevelser. Distriktskirurg ''J. H. K. Krebs'', eller Distriktslæge, som det senere hed, var Distriktslæge i Ringsted fra 1837-1881  og var i Kraft af sin indflydelsesrige Stilling en Mand, alle saa op til. Hans Navn er forlængst med Ære indflettet i Byens Historie. Han var en fremragende Læge, afholdt, men meget myndig, og fordrede ubetinget Lydighed af sine Patienter.
Linje 404: Linje 401:
 
Fra et saadant kongeligt Besøg lever endnu en lille anekdote. Prins ''Christian'', den senere ''Christian VIII'', og Gemalinde, Prinsesse ''Caroline Amalie'', havde indbudt nogle af Byens og Omegnenes Honoratiores. Blandt disse var også en af Egnens velkendte Præster. Prinsessen underholdt sig bl. a. med bemeldte Præstemand, om hvem man fortæller, at han altid gerne forsøgte at gøre sig bemærket, ofte lidt naivt.
 
Fra et saadant kongeligt Besøg lever endnu en lille anekdote. Prins ''Christian'', den senere ''Christian VIII'', og Gemalinde, Prinsesse ''Caroline Amalie'', havde indbudt nogle af Byens og Omegnenes Honoratiores. Blandt disse var også en af Egnens velkendte Præster. Prinsessen underholdt sig bl. a. med bemeldte Præstemand, om hvem man fortæller, at han altid gerne forsøgte at gøre sig bemærket, ofte lidt naivt.
  
- Jeg hører, at De er særdeles velkendt paa Egnen omkring [[Sigersted]]! ytrede Prinsessen. Saa maa De kunne fortælle os noget om Hagbart og Signe?
+
- Jeg hører, at De er særdeles velkendt paa Egnen omkring [[Sigersted]]! ytrede Prinsessen. Saa maa De kunne fortælle os noget om [[Hagbard og Signe]]?
  
 
- Ork nej, Deres kongelige højhed, lød Svaret, det var længe før min Tid! -
 
- Ork nej, Deres kongelige højhed, lød Svaret, det var længe før min Tid! -
Linje 715: Linje 712:
  
 
[[File: Side82.jpg|100px|thumb|right|Provst Andersen]]
 
[[File: Side82.jpg|100px|thumb|right|Provst Andersen]]
 
[[File:Provst-andersen.jpg|100px|thumb|right|Provst F.V. Andersens gravsted på Nordrup Kirkegård]]
 
  
 
Datiden udprægede Standsforskel spillede ofte en fremtrædende Rolle, ogsaa indenfor Skolens Omraade, og blev hyppigt anvendt overfor Børnene af saavel Lærere som Præster. Fra Hjemmenes Side (i første Række de mere velhavende Hjem) undslog man sig ikke ved at forsøge at købe Gunst til hos en Lærer eller Præst, f. Eks. ved at stikke en And eller Gaas eller lig. til disse. Overfor dette ufviste Provst Steenberg en udpræget Retfærdighedsfølelse. - Provsten havde negang vist tre Drenge bort fra Konfirmationsforberedelse, en Gaardmandssøn fra [[Haugbyrd]] samt to fattige Drenge fra [[Benløse]]. En Søster til førstnævnte Dreng kom derefter op til Provsten og bad om naade for sin Bror og havde i den Anledning medbragt to fede Ænder, som hun stiltiende havde lagt paa Bordet i Provstegaardens Køkken.
 
Datiden udprægede Standsforskel spillede ofte en fremtrædende Rolle, ogsaa indenfor Skolens Omraade, og blev hyppigt anvendt overfor Børnene af saavel Lærere som Præster. Fra Hjemmenes Side (i første Række de mere velhavende Hjem) undslog man sig ikke ved at forsøge at købe Gunst til hos en Lærer eller Præst, f. Eks. ved at stikke en And eller Gaas eller lig. til disse. Overfor dette ufviste Provst Steenberg en udpræget Retfærdighedsfølelse. - Provsten havde negang vist tre Drenge bort fra Konfirmationsforberedelse, en Gaardmandssøn fra [[Haugbyrd]] samt to fattige Drenge fra [[Benløse]]. En Søster til førstnævnte Dreng kom derefter op til Provsten og bad om naade for sin Bror og havde i den Anledning medbragt to fede Ænder, som hun stiltiende havde lagt paa Bordet i Provstegaardens Køkken.
Linje 991: Linje 986:
 
Ifølge samme Skødeprotokol sælger Hans Knudsen Sølling til ''Hans Caspar Pettersen'' til Klarskov sin "nye opbygte Gaard, Søllingsgaard kaldet". Skødet er her dateret den 8. April 1729, og ifølge dette er Gaarden bugget paa overnævnte Stykke Jord og altsaa i Aarene 1726-29. Man vil derefter kunne følge Amtstuyrgaardens Historie indtil vore Dage.
 
Ifølge samme Skødeprotokol sælger Hans Knudsen Sølling til ''Hans Caspar Pettersen'' til Klarskov sin "nye opbygte Gaard, Søllingsgaard kaldet". Skødet er her dateret den 8. April 1729, og ifølge dette er Gaarden bugget paa overnævnte Stykke Jord og altsaa i Aarene 1726-29. Man vil derefter kunne følge Amtstuyrgaardens Historie indtil vore Dage.
  
Anno 1737 oplyses det, at Landstingshører Hans Knudsen Sølling laaner 850 Rdl. Courant af ''Christen Daldorf'', Kasserer ved Dansk Asiatisk Kompagni i København. Til Sikkerhed herfor faar Laangiveren 1. Prioritet i Søllings "uden for Ringsted nye opførte Gaard". Utvivlsomt har Sølling selv beboet Gaarden, men hvorledes der er erhvervet tilbage til Hans Casper Pettersen synes ikke at fremgå af Landstingets Skødebøger.
+
Anno 1737 oplyses det, at Landstingshører [[Hans Knudsen Sølling]] laaner 850 Rdl. Courant af ''Christen Daldorf'', Kasserer ved Dansk Asiatisk Kompagni i København. Til Sikkerhed herfor faar Laangiveren 1. Prioritet i Søllings "uden for Ringsted nye opførte Gaard". Utvivlsomt har Sølling selv beboet Gaarden, men hvorledes der er erhvervet tilbage til Hans Casper Pettersen synes ikke at fremgå af Landstingets Skødebøger.
  
 
Efter Hans Knudsen Søllings Død 1759 overtages Søllingsgaard af Sønnen ''Søren Sølling'', dog først efter at der, i Henhold til en mellem Far og Søn indgaaet Forening, var afholdt auktion over Gaarden. Søren Sølling overdrager derefter i Aaret 1760 Amtstueraarden til ''Niels de Hofmann'', Landsdommer, Kancelliassesor og Amtsforvalter over Ringsted og Sorø Amter. Gaarden bliver nu Hjemsted for de efterfølgende Amtsforvaltere.
 
Efter Hans Knudsen Søllings Død 1759 overtages Søllingsgaard af Sønnen ''Søren Sølling'', dog først efter at der, i Henhold til en mellem Far og Søn indgaaet Forening, var afholdt auktion over Gaarden. Søren Sølling overdrager derefter i Aaret 1760 Amtstueraarden til ''Niels de Hofmann'', Landsdommer, Kancelliassesor og Amtsforvalter over Ringsted og Sorø Amter. Gaarden bliver nu Hjemsted for de efterfølgende Amtsforvaltere.
Linje 1.265: Linje 1.260:
  
 
Ringer ''L. P. Madsen'' hørte [[Sct. Bendts Kirke]] til gennem omtrent et halvt Aarhundrede. Dag efter Dag lod han de gamle Klokker  lyde ud over Byen. Der er engang skrevet om ham, at han havde taget godt 2 Millioner Trin op ad  Sct. Bendts Kirkes Taarntrappe. Det vil ogsaa erindres, da Kong ''Christian X'' ved et Besøg i Ringsted dekorerede ham med Dannebrogskorset, og hvor Madsen fremkom med følgende Udbrud: - Nej, nu stiger den! - Ringer Madsen havde været Hyrdedreng hos Apoteker [[Hans Jørgen Wengel]], der havde Jord, hvor nu Lystanlæget er. Han har også trukket Folketidendes første Trykkemaskine. - "Det tunge Bæst!" - som han udtrykte sig.
 
Ringer ''L. P. Madsen'' hørte [[Sct. Bendts Kirke]] til gennem omtrent et halvt Aarhundrede. Dag efter Dag lod han de gamle Klokker  lyde ud over Byen. Der er engang skrevet om ham, at han havde taget godt 2 Millioner Trin op ad  Sct. Bendts Kirkes Taarntrappe. Det vil ogsaa erindres, da Kong ''Christian X'' ved et Besøg i Ringsted dekorerede ham med Dannebrogskorset, og hvor Madsen fremkom med følgende Udbrud: - Nej, nu stiger den! - Ringer Madsen havde været Hyrdedreng hos Apoteker [[Hans Jørgen Wengel]], der havde Jord, hvor nu Lystanlæget er. Han har også trukket Folketidendes første Trykkemaskine. - "Det tunge Bæst!" - som han udtrykte sig.
 +
 +
L. P. Madsen døde 1925, 88 Aar gammel.
  
 
Naar man ser den gamle Ringer her paa Billedet, mindes man den smukker , stemningsfulde indledning til ''Nøddebo Præstegaard'' , hvor den gamle Ringer i Nøddebo Kirke ringer Julen ind.
 
Naar man ser den gamle Ringer her paa Billedet, mindes man den smukker , stemningsfulde indledning til ''Nøddebo Præstegaard'' , hvor den gamle Ringer i Nøddebo Kirke ringer Julen ind.
Linje 1.273: Linje 1.270:
 
"gamle Jørgen Vægter" - vil endnu kunne huskes af den ældre Slægt. Han hørte til de sidste af de gamle Vægtere,inden man gik over til Ordningen med Natbetjente. Han var Vægter i Ringsted i 42 Aar, hvor hans stoute Skikkelse var med til at præge Byens Gadeliv i forrige Hundredaar. Jørgen Vægter vil ogsaa huskes fra den gamle "Bang'ske" Købmandsgaard i [[Sct. Hansgade]] (Nuv. "Alliance"), hvor han i mange Aar virkede ved Gaardens Landbrug, foruden at han hver Nat pligtopfyldende passede sin Vægtergerning. - Død 1918, 83 Aar gammel.
 
"gamle Jørgen Vægter" - vil endnu kunne huskes af den ældre Slægt. Han hørte til de sidste af de gamle Vægtere,inden man gik over til Ordningen med Natbetjente. Han var Vægter i Ringsted i 42 Aar, hvor hans stoute Skikkelse var med til at præge Byens Gadeliv i forrige Hundredaar. Jørgen Vægter vil ogsaa huskes fra den gamle "Bang'ske" Købmandsgaard i [[Sct. Hansgade]] (Nuv. "Alliance"), hvor han i mange Aar virkede ved Gaardens Landbrug, foruden at han hver Nat pligtopfyldende passede sin Vægtergerning. - Død 1918, 83 Aar gammel.
  
=== ''Hans Pedersen'' ===
+
=== ''Hans Petersen'' ===
 +
[[File:Side137-2.jpg|200px|thumb|right|Murerarbejdsmand Hans Petersen]]
 +
 
 +
''Den lille Hans med Trofast'', som man morsomt benævnede ham og hans Vogn. Disse to var uadskillige og dannede i mange Aar et typisk Gadebillede i Ringsted Hans (Hans Petersen) var Murerarbejdsmand hos afdøde Murermester ''Duderstadt''.
 +
 
 +
=== ''Hans Peter Hansen'' ===
 +
[[File:Side138-1.jpg|100px|thumb|right|Storbonden Hans Peter Hansen]]
 +
 
 +
Hans Peter fra Balstrup (H. P. Hansen) var en af Aarhundredets mest kendte Ringsted-Skikkelser. Han var altid en sikker Gæst ved Spillebordene paa Postgaarden sammen med flere af Byens finere Borgere: Borgmester [[Henrik Gerhard Thalbitzer]] o. a. Hans Peter var Typen paa en ægte sjællandsk Storbonde fra de gode, gamle Dage og kunde som saadan tillade sig noget mere, uden at de langt mere fintfølende Stamgæster lod sig rive ud af Ligevægt. Hans Peter havde sine egne Manerer og sit eget Frisprog, uden at det vakte anstød, og gjorde i saa Henseende ikke Forskel paa Folk.
 +
 
 +
=== ''Edvard Henriksen'' ===
 +
[[File:Side138-2.jpg|100px|thumb|right|Smed Edvard Henriksen]]
 +
 
 +
En gammel Ringsted-Haadværkssvend. -  Den, som dagligt færdes i Ringsted, vilde ikke, indtil for ca. et Aar siden, kunne undgaa at møde en gammel hvidhaaret Mand, der, lidt foroverbøjet støttende sig til sin Stok, regelmæssig hver Formiddag og Eftermiddag gik sin Tur gennem Byen, uanset om det regnede eller sneede, ofte uden Overfrakke, altid uden Halstørklæde, selv midt om Vinteren. Denne gamle Kæmpe er den snart 93-aarige Smed ''Edvard Henriksen'', Byens ældste indfødte Ringsteder, hvem jeg skylder Tak for mange gode Oplysninger om det gamle Ringsted. Han er af god, gammel Ringstedslægt. Faderen var Smedemester og Medlem af Byens Raad.
 +
 
 +
Henriksen opholder sig nu paa Ringsted Sygehus. Han er omtrent blind og er saaledes nu paa en Maade gledet bort, hvorfor jeg har ment at kunne give ham, der i maade henseender var en særpræget Type, en Plads i Rækken blandt Byens nu forsvundne Skikkelser.
 +
 
 +
== Et Par Originaler ==
 +
=== ''Isak'' ===
 +
[[File:Side139.jpg|100px|thumb|right|Isak]]
 +
 
 +
Isak. - Hvem  husker ikke gamle Isak, denne lille, krumbøjede Skikkelse med sit lange, røde, uredte Haar. Han var Svensker af Fødsel og vandrede rundt som en omrejsende Profet, hvilket han utvivlsomt ogsaa søgte at give det Udseende af. Han ejede et Ordforraad som ingen anden, var meget godmodig, men kunde selvfølgelig ikke med sin ejendommelige Fremtoning undgaa at indgyde Frygt hos dem, der ikke kendte ham. Ikke mindst gjaldt dette Børnene. - "Gud velsigne dig" - var et Udtryk, han ofte benyttede sig af, naar han saa et Barn, og det gjorde ham oprigtig ondt, naar Børnene udviske Angst for ham. - Isak besad en udpræget Retfærdighedsfølelse, der vel nok, set med andres Øjne, dannede et særpræget Samfundssyn. F. Eks. da han engeng til Jul stjal et Par nyslagtede Ænder paa Ringsted Kloster og gav  den til nogle fattige Familier. Saaledes var nu hans religiøse Indstilling. Selv undte han sig meget lidt. Man vil ogsaa mindes, da Isak engang vandt 200 Kr. i Lotteriet og for alle Pengene købte Bibler, som han forærede til fattige Mennesker.
 +
 
 +
=== ''Jens Pedersen'' ===
 +
[[File:Side140.jpg|100px|thumb|right|Jens Petersen]]
 +
 
 +
''Ægge-Jens'' (Jens Petersen), Handelsmand i Sandby, vil ligeledes huskes. Ogsaa han hørte gamle Ringsted til, saa godt som nogen. Det var just ikke altid et særligt opløftende Syn at se "Ægge-Jens", efter at han havde været paa Torvet med sine fyldte Æggekurve, og naar han med tomme Kurve, paa hver Arm, stolprede ad Sandby til. Et Held for Jens var det, at der dengang ikke fandtes Biler, det var nemlig ikke altid, at Landevejen syntes bred nok til ham. - Man havde ofte den lille, naive Handelsmand til Bedste. Det huskes ogsaa, naar Jens under de store Valgkampagner i gamle Dage betraadte Talerstolen og med sin spinkle Stemme udslyngede sine særprægede Meninger til Forsamlingen, ikke mindst naar han diskuterede politiske Spørgsmaal med Kredsens Folketingsmand [[C. Th. Zahle]]. Et af hans sidste store Slag var, da han kæmpede for Genindførelsen af Snapsen som "Fattigmands-Snaps", hvilket vakte stormende Munterhed blandt Tilhørerne. Forsøget lykkedes ikke for Jens.
 +
 
 +
Nogle Spasmagere havde ogsaa engang indbildt ham, at man ønskede at fejre ham ved en stor Jubilæumsfest i Anledning af, at han havde været Æggesamler i 25 Aar. Jens gik i Lang Tid og ventede paa Indbydelsen, der desværre udeblev. - Det var vist den største Skuffelse, han havde været ude for i hele sit Liv.
  
 +
== Et Par typiske Kvindeskikkelser ==
 +
[[File:Side141-1.jpg|100px|thumb|right|Karen fra Høed]]
  
 +
Man vil ligeledes  erindre de to karakteristiske Kvindeskikkelser "Karen Høed" og "Fiske-Mine" . Ogsaa de var  var med til at præge det gamle Bybillede i Ringsted.
  
 +
=== ''Karen fra Høed'' ===
  
 +
"Karen fra Høed" eller "Karen Høed" var i høj Grad en særpræget Skikkelse. Endnu da hun var en gammel Kone, kunde man se hende komme trækkende med sin lille, tohjulede Vogn, der ved Hjælp af en Rem var fastgjort til hende, medens hun selv med begge Hænder var optaget af sin Strikkestrømpe - ingen Tid maatte gaa til Spilde.
  
 +
"Karen Høed" var Hvedebrødskone. Hun handlede med "Basser", som det hed paa Landet i gamle Dage. Som Bierhverv besørgede hun breve og Pakker til og fra Byen, for alle og enhver, der maatte ønske det. Hun var bl. a. en sikker Gæst paa Apoteket, hvortil hun altid havde mange Ordrer.
  
 +
=== ''Fiske-Mine'' ===
 +
[[File:Side141-2.jpg|100px|thumb|right|Fiske-Mine]]
  
'''FORTSÆTTES SNAREST MULIGT'''
+
"Fiske-Mine" fra det gamel Bomhus paa [[Roskildevej]], var "Fiske-Niels"  Gemalinde udi frit Ægteskab. Foruden at hjælpe Niels med Fiskehandlen optraadte Mine privat som Spaakone. Det var ikke sjældent, at man kunde se én eller anden af Byens Damer i Mørkningen liste ned til Mine for at faa sin Livsskæbne tydet i Kortene. Hun havde taget denne Geschæft i Arv efter sin Mor, "Maren Lille-Niels", som man fortæller var en søgt Spaakone i Ringsted.

Nuværende version fra 5. dec 2021, 11:48

Bogens forside

Bogen Gamle Ringsted-Minder, Tidsbilleder fra Forrige Aarhundrede - er skrevet af Musikdirektør Lauritz Hansen og udkom i 1940.

Biogen er her skrevet med rettelser og tilføjelser.

Tryk: Folketidendes Bogtrykkeri, Ringsted

I kommission hos: Ahrent Flensborgs Boghandel, Ringsted

Udgivet med støtte af: Ringsted By, Banken for Ringsted og Omegn, Industriforeningen for Ringsted og Omegn, Sparekassen for Ringsted og Omegn, Den sjællandske Bondestands Sparekasse.

En stor del af det i Bogen anvendte billedstof er efter Fotografier fra Bocks Fotografiske Ateliér samt fra fotograferne Rasmus Nielsen & Søn. Billedet, der danner indledningen til bogen og som stammer fra 1700-årene, samt billedet af Ringsted første jernbanestation, har velvilligst været overladt mig af henholdsvis Ringsted Bibliotek og Nationalmuseet til reproduktion.

Billederne af malerne Jørgen Roed og Johan Frederik Nicolai Vermehren samt af forfatteren Sophus Schandorph er efter malerier, der findes på det national-historiske museum på Frederiksborg Slot (Sophus Bengtsson phot.). Reproduktionsretten til disse billeder ejes af museet.

Indholdsfortegnelse

FORORD

Kære musiker Laur. Hansen!

Det har på denne mørke novemberdag været mig en glæde at læse Deres "Gamle Ringsted-Minder". Jeg vil gerne sige Dem tak derfor med dette brev. Om De kan bruge det som et slags forord til bogen, når den nu til jul skal udgives, må De selv afgøre.

For mange år siden traf jeg i Albanerbjergene udenfor Rom oven byen Frascati en mand af Deres profession, som kunne andet end spille på violin. Han var på jagt og i strålende humør. Han viste mig et telegram, han lige havde fået fra den italienske statsminister, hvori der stod, at han som dirigent for La Banda municipale di Frascati, altså som en af de standsmusikanter, De tit har fortalt om, var blevet udnævnt til Ridder af den italienske Krone. Vi fulgtes ad ned til byen, og der ville han vise mig, hvad ingen turister fik at se; det sted, hvor den rede Frascati Drue - il vero vino de Frascati - var at få. Der var ikke nær så hyggeligt som på Carl Nielsens Hjørne, der så snavset ud, og der lugtede ikke godt. Men op af kælderen hentedes den guldgule vin, og jeg tog tilbage til Rom med en halv rus på panden.

En lige så ærlig rus har De nu skaffet mig i dag. Jeg husker jo alle de gamle huse og de mennesker, som nu er døde. Eller rettere, nu ser jeg dem igen, som de dukker op af mindets gyldne tåge, det er så længe, vel 70 år, siden jeg var fuldblods Ringsteder. Skarpest stod for mine drengeøjne originalerne, De fortæller om. Især takker jeg Dem for Isak. Ham havde jeg glemt. Men nu, ved hjælp af billedet og teksten på side 139, har jeg ham igen. Han lugtede ikke godt, som han stod der på strømpesokkerne i min fars studererværelse - således, hed den gang præstens kontor - men der var i hans forstyrrede øjne noget, som præsten (måske også drengen) bøjede sig for. Han, min far, lignede ellers af ydre Hans Peter fra Balstrup, hvad De kan overbevise Dem om, ved, trods det forskellige Udstyr, at sammenligne billedet lige over for Isaks med det af hans højærværdighed på side 82.

En tredje af de originaler, De omtaler, den kæmpehøje H. P. Nohr, kan jeg ikke blot se og lugte, men føle. En dag, da han, der på sine gamle dage mentes at være lidt småtosset, efter sædvane forfulgtes af drengenes Kor: H. - P. - Høje Nord! langede han så eftertrykkeligt ud efter provstens Vilhelm som den formentlige ophavsmand til utuskestregerne, at jeg for første og hidtil eneste gang faldt i svime og måtte bringes i salveten på vort hovedkvarter i Birger Julius Bangs Købmandsgaard. Der kom jeg ind i stuen, og fik, da det just var middagstid, chokoladesuppe, som jeg endnu kan smage. Den stue, den gård og dens herre har jeg aldrig glemt. Jeg havde gerne set et billed af Birger Julius Bang i Deres bog. Han var den stovste borger i Ringsted i min Tid. Han og flere af hans børn, ikke mindst de to ældste, der døde unge: Jørgen med de store rene træk og den skønne, frodige Anna så således ud, at man troede på familiesagnet om præsteslægten Bangs, Grundvigs mødrene æts nedstamning fra Absalons slægt.

Det er jævne Folk, De fortæller om, og som også jeg ligesom mine klassekammerater, Axel Wengel og Julius Klint, har kendt og holdt af. Luften var krydret i det gamle Ringsted, der lugtede som på "Smed Bruuns Gang" (en Genvej fra Pileborg til bagvejen) af jasminer og gødning på en gang. Den lugt er bleven siddende i Schandorphs store bløde Næse - den lignede krigsrådens, den gamle distriktslæge Krebses, hvem jeg, hvis man eller vil tro mig, kan huske fra mit andet år, da jeg blev vaccineret. Men den samme Schandorph, der var Ringsteds sande digter med samme ret, som Ingemann er Sorøs, havde også øje for det krydrede i de gamle købstad-sjællænderes ansigter. En blanding af det melankolske og det svinepolitiske kalder han det i fortællingen: "Et Levnedsløb, fortalt paa Kirkegaarden", som jeg flere gange har fremdraget for mine bysbørn. Den indeholder den rene Ringsted-drue. Den ender med en moral, som kan blive god en gang endnu: At det her i livet ikke bare er lykken, det gælder, men at man gør sin skyldighed mod dem, man er bleven sat til at leve sammen med.

Fredensborg 25/11 1940

Venlig Hilsen fra Vilhelm Andersen

INDLEDNING

Jeg mindes et gammelt ord, der siger: - Hukommelsen er som et fiskenet, noget beholdes, og andet går igennem. Således går det vel også med minderne. Måske er det sådan, at erindringerne fra barne- og ungdomsårene står klarere, efterhånden som årene går. Vil man her lytte til de gamle, når de lukker op for deres skattekammer af minder, da lytter man ej forgæves. Deres beretninger danner ofte virkelige kulturbilleder, som vi bør værne om.

På grundlag af samtaler med gamle ringstedere, støttet af historiske beretninger, ved studier i Rigs- og Landsarkivet, Ringsted Folketidendes Arkiv, Ringsted Bibliotek, dertil arkivet med de gamle brandprotokoller hos landsretssagfører Ladefoged, har jeg søgt at drage lidt af dette frem, i livet som det levedes i Ringsted i forrige århundrede.

Jeg skylder mine gamle, fortræffelige meddelere en varm tak for deres interessante bidrag, og ikke mindst er jeg dem taknemmelig for de mange hyggelige timer, jeg har tilbragt i deres selskab.

Jeg vil her ikke undlade særlig at nævne afdøde urmager H.J. Klint, der var en af mine allebedste meddelere. Endvidere bør nævnes apoteker Axel Wengel. Disse to mænd, hvis navne tilhører gamle, ansete Ringsted-slægter, og som ved deres store interesse for alt, hvad der hørte og hører det gamle Ringsted til, har i høj grad bidraget til denne bogs fremkomst. Også den snart 91-årige forhenværende sygehusøkonom Valdemar Hansen, der ligeledes er af gammel Ringsted-slægt, har været mig en god meddeler og fortjener en særlig tak. Dertil skylder jeg at takke for, hvad der er blevet mig genfortalt af afdøde Fru boghandler N.P. Hansen. Dette har ikke mindst været af interesse.

Iøvrigt vil læserne, efterhånden som bogen skrider frem, finde flere af mine meddelers navne. Andre af byens borgere har ved at stille billedmateriale til min rådighed på en smuk måde ydet en god indsats. En hjertelig tak til professor Vilhelm Andersen for det morsomme og interessante brev, jeg har modtaget, og som i overensstemmelse med professoren danner forord til bogen. Dette brev indeholder et helt lille stykke Ringsted-historie, der med mesterlig hånd er samlet i en nøddeskal. Også tak til "Ringsted Folketidende" for den elskværdighed, hvormed bladet har stillet en stor del af clichématerialet til rådighed. Sidst, og ikke mindst, takker jeg de andet steds nævnte institutioner, der på en smuk måde har ydet mig økonomisk støtte. Uden denne ville det næppe have været mig muligt at få bogen frem. Her føler jeg, at provst Becks smukke og varmhjertede udtalelser om mit arbejde, og som fik tilslutning fra så mange sider, har været at stor betydning for den økonomiske løsning af sagen.

Egentlig burde det måske have været en indfødt ringsteder, der skulde have skrevet en sådan Ringsted-Bog, men da jeg gennem 40 år har haft hjemsted i Ringsted og omtrent føler mig som indfødt, har jeg ment at turde vove forsøget på at løfte denne opgave.

I kærlighed til emnet og til vor gamle by lader jeg disse mine Ringsted-skildringer fra svundne dage gå ud i livet, i håb om, at mine ærede læsere vil tage vel imod dem.

Et nyt Ringsted er nu trådt i stedet, hvis historie det må blive de kommende slægters opgave at skrive og værne om.

Ringsted, i november 1940

Laurits Hansen

Blade af Ringsted ældste Raadstues Historie

Nu da Ringsted, efter mere end 100 Aars Forløb, atter har faaet et nyt og moderne Raadhus, kan der maaske være Grund til for dem, der har fulgt de senere Aars Udvikling i Ringsted, Kirkens Frilæggelse, dens Frigørelse for de mange forskelligartede Bygninger, der gennem flere Aarhundreder har skæmmet dette prægtige Bygningsværk, at kaste et Blik tilbage i Tiden og se, hvorledes Forholdene var i gamle Dage paa dette Omraade.

Den kendte Ringsteder, Arkivar ved Rigsarkivet, Arthur G. Hassø, nævner i sin Bog: "Ringsted Købstads Historie", der omhandler Tiden op til 1600-Aarene, at man omkring Aar 1433 finder de første Efterretninger om et Raadhus i Ringsted, og omtaler, at disse forekommer i Næstved Klosters Gavebog, hvori der findes følgende Notits, som jeg tillader mig at ændre til vor Tids Sprog: - Jens Perssen i Næstved gav og skødede Klosteret en Gaard i Ringsted, liggende Øst for Raadhuset, på samme Side, og mod Vest næst op til Byens Rende. -

Det er dog ikke alene den nævnte Notits i Næstved Klosters Gavebog, der bestyrker Formodningerne om Stedet for Byens ældste Raadhus. Ogsaa de Gamles Beretninger støtter denne Anskuelse. Disse fortæller nemlig, hvorledes der hvorledes der endnu i forrige Aarhundrede løb en bred Rende eller, om man vil, en dyb Rendesten fra Sct. Hansgade mod Torvet, og som samlede sig ned mod Søgade, dækket af et bredt Rendestensbrædt. Desuden var der en stor Sluse udfor senere Boghandler N. P. Hansens Ejendom. (Folkevittigheden var her paa Spil, idet en af Ejendommens Beboere ved navn Møller, der havde en lille Hørkramforretning, aldrig blev kaldt andet end "Sluse-Møller".)

Hjørnebillede af Ringsted Torv, mod Sct. Hansgade, kaldet ”Det skarpe Hjørne”, nuværende Klints Hjørne. Man ser her den omtalte Kloakrende mod Søgade. (Billedet er fra ca. 1870.)

Under stærke Regnskyl skyllede Vandet som en rivende Strøm ned mod Søgade og forsvandt bag i den daværende Klosterhave. Denne Kloakrende var en Skamplet for Byen, og der kom senere til at staa en stor Strid om den, idet daværende Læge Niels Christophersen (Fader til Christopher Franciscus Christophersen) rejste en voldsom Kritik imod den modbydelige Kloakrende, hvorefter den blev fyldt op og erstattet med Rør.

Tager man derefter til Sammenligning det ældste kort, der findes over Ringsted, Resens "Danske Atlas", hvor Byens Raadhus ligeledes angives at ligge paa dette Sted, vil man heraf med nogenlunde Sikkerhed kunne paavise, at Raadhuset i Ringsted, i hvert Fald fra 1433 og helt op til det nittende Aarhundredes Begyndelse, gennem 400 Aar, har haft sin Plads paa Hjørnet af det nuværende Torv og Søgade, indtil Byen i Aaret 1826 erhvervede den af Postmester Heinrichsen, efter Branden 1806, nyopførte Postgaard til Raadhus, og som vi senere vil høre om.

Resens Kort giver os iøvrigt et interessant Billede af Ringsted, som Byen saa ud for ca. 300 Aar siden, og ved at drage Sammenligning med de faa bevarede Optegnelser fra endnu længere tilbage i Tiden kan man ud af dette danne sig et nogenlunde Billede af Fortidens Ringsted. det fremgaar heraf, at f. Eks. Torvet i gamle Dage fandtes omkring Pladsen, hvorpaa det nuværende Raadhus er bygget, og Pladsen omkring Tingstenene; altsaa ett betydeligt mindre Torv. Sct. Bendtsgade benævnedes som Klosterstræde, hvorimod Nørregade har sit nuværende navn. En forlængelse af Nørregade, bebygget til begge Sider, Fortsatte videre langs den nuværende Torv ned til Sct. Hansgade som nævnes Torvegden. En Del af den nu aabne Plads foran Kirken mod Torvet var Kirkegaard, hvad man konstaterede, da der ved Nedrivningen af Bygningerne foran Kirken, ved dennes Frilæggelse og ved Reguleringen af denne Plads 1936, fandtes flere Skeletter.

Sct. Hansgade, dengang kaldet Algaden, foretog fra Lilletorv en skarpere drejning forbi Byens daværende Sognekirke, Sct. Hans Kirke, og Kirkegaard, for atter at munde ud ved Byens Søndre Port (Indgangen til Byen fra Syd). Søgade (Søegaden) ses i gamle dage at have strakt sig bag om Byen, men var paa denne Strækning meget svagt bebygget.

Anno 1801, i en af de ældste Brandprotokoller for Ringsted Købstad beskrives Byens Raadhus i al sin Enkelthed saaledes: Et 10 Fag Egebindingsværk med Tegltag, indrettet til Sprøjtehus, Tingstue og Arrestkamre,med en jernbilægger-Kakkelovn. Opført i Brandassurance for 350 Rdl., indbefattet 20 Rdl. for Kakkelovnen og 10 Rdl. for Raadhusets Tingklokke.

De Ringsted-Borgere skulde ikke forfalde til Storhed over deres Raadhus! - En lille fattigt udseende Bygning , fattig inde som ude; dette iøvrigt tilfælles med store Dele af Byen dengang - vel ikke underligt, naar man tager i Betragtning de mange Ildebrande, der gennem Tiderne hærgede Byen, ikke mindst de to store Brande i 1747 og 1806. (Se J.V. Christensen: "Ringsted fra Saga til Samtid".)

I Loftetagen i det tidligere Raadhus fandtes endnu, indtil Nedrivningen 1893 en tung Egetræsdør med en Lem, et Minde fra den Tid, da det endnu vat Byens Ting- og arresthus.

Man fortæller, at en Fange engang fik løftet Lemmen, hvorigennem man bragte ham Maden, og stak Hovedet ud, hvorved den tunge Lem faldt ned og kvalte Manden, og at man fandt ham død i denne frygtelige Stilling.

Det gamle Hus paa Hjørnet af Torvet og Søgade, der engang var Byens Raadhus. (Bygningen var dog i sin oprindelige Skikkelse 2 Fag længere.)

Til denne uhyggelige Tildragelse knytter der sig, ifølge en mundtlig Overlevering, et Jalousi-Drama. Den førnævnte fange, der gik under Navnet "Den grønne Slagter", fortælles at have myrdet en ung Pige, da hun an Dag kom for at hente Vand ved en af Torvets Brønde (udfor nuv. Klints Ejendom). Han havde staaet i Ejendommens Port overfor og havde nedskudt den unge Pige med sin Bøsse. (Fortalt af den 90-aarige Vald. Hansen, Borgerstiftelsen; genfortalt ham af et Øjenvidne.)

Her i det gamle Raadhus' Tingstue samledes forhen Borgmestre og Raad til Drøftelse af Byens Sager, til Raadstueret, eller naar Byfogeden kaldte til Byting. Herfra har den gamle Tingklokke lydt ud over Byen. Herfra drog i gamle dage hver Aften Byens Vægtere ud for at forkynde den sovende By, hvad Klokken var slaaet.

Dette beskedne Raadhus har gennem flere Slægtled været Stedet for Varetagelse af Lov og Ret indenfor den lille Bys Samfund.

Aar 1828, efter at det gamle Hus havde ophørt med at være Byens Raadhus, blev det af Byens Raad solgt ved offentlig Auktion til Arbejdsmand Johan Jocumsen for 216 Rigsbankdaler-Sedler. Dette meget højtideligt affattede Auktionsdokument bærer daværende Byfoged Harhoffs Navn og Segl og er endnu opbevaret.

Et afsnit af nævnte Dokument giver os en Oplysning om en Ændring af Søgades oprindelige Beliggenhed, set fra Torvet. Det hedder heri, angaaende overnævnte Salg af Btens gamle Raadstue, at Køberen maatte forpligte sig til inde April Maaneds Udgang 1829 at nedtage de tvende Fag fra Bygningens vestre Ende imod Søgaden. Den Grund, hvorpaa de nævnte to Fag Hus har staaet, forbeholdes til offentlig Brug og skal under en daglig Mulkt af 1 Rigabankdaler Sølv være udlagt til førnævnte Tid. (Man vil her bemærke de strenge Betingelser i Forhold til hele Ejendommens Værdi.) En senere Forskydning paa det modsatte Hjørne ved Opførelsen af Børsen forandrer yderligere de to tidligere Hjørnebilleder: Byens gamle Raadstue paa den ene Side og den gamle Gaard, der, før Børsen blev opført, laa paa den anden Side. Gaarden nævnes i Begyndelsen af 1800-Aarenesom Byfoged Siersteds Skriverbolig. (Den senere velkendte Gæstgivergaard "Carl Nielsens Hjørne".)

Da Ringsted fik sit nye Raadhus

Ringsted Raadhus omkring 1870
Konferensraad Harhoff
Konferensraadinde Harhoff
Foto fra Ringsted Kirkegård (2012)

Allerede i det 16. Aarhundrede sporedes der hos Borgerstanden en Tilbøjelighed til at optræde mere storladent. En enlig Raadstue samt en Plads under aaben Himmel til Tingsted var nu ikke længere nok, man krævede en anselig Bygning.

Troels Lund fortæller i "Dagligt Liv i Norden", at der alene paa Sjælland i Aarene 1552-81 byggedes nye Raadhuse i følgende Byer: Skelskør, Køge, Næstved, Kalundborg, Holbæk og Korsør. Ofte kneb det for Borgerne med at skaffe Midler til at faa dem færdige, og Kongen maatte stadig yde Hjælp.

Disse Raadhuse virkede med deres røde Mure og takkede Gavle storladent indenfor en Bys Rammer. Foruden at Byens vise Fædre her havde deres Raadslagningssal, fandtes ogsaa Borgernes Festsal, der ofte var smukt udstyret med Paneler, Dekorationer og rigt smykkede Vægge, en Festsal, der spændte over hele huset. Her afholdt Borgerskabet store Bryllupsfester o. m. a.

Ringsted, der paa dette som paa flere andre Omraader stod tilbage for sine Nabokøbstæder, naaede først omkring Begyndelsen af forrige Aarhundrede af faa et for Byen værdigt Raadhus, nemlig det Raadhus, som det nulevende Slægled har kendt, og som nu ogsaa er faldet for Tidens Krav.

Det er lidt af denne Bygnings Historie, vi nu i korte Træk vil følge, væsentlig hvad der har haft Forbindelse og Tilknytning til Byens Forlystelsesliv, hvor Raadhuset gennem mere end to Menneskealdre indtog en fremragende Plads i Byens Historie.

Raadhuset var et Centralpunkt for Byen. Her residerede for 100 Aar siden Byens mægtigste Mand, den enevældige førnævnte Byfoged og Borgmester, Konferensraad Harhoff fra 1844-1869. Han Strakte sig saa vidt, at ingen af de vise Fædre indenfor Byens Raad turde vove at have en anden mening end Konferensraaden. - "Vi er i denne Sag som i alle andre Sager ganske og aldeles af Konferensraadens Mening!"

Under et af Raadets Møder skete der det for Konferensraaden aldeles utænkelige, at et af Medlemmerne tillod sig at have en anden Mening end den højtærede Borgmester. Dette var dog Harhoff for galt. Fast og myndigt smækkede han Forhandlingsprotokollen i, hævede Mødet og gik straks hjem til Konferensraadinden!

- Tænk dig, Georgine! Nu er de minsandten også begyndt at ville snakke med! --

Paa Raadhuset havde Sparekassen for Ringsted og Omegn sit første Kontor. Ogsaa indenfor denne var Harhoff den mægtige Enehersker. Her paa Raadhuset blev Byens celebre Fester holdt. De store Maskerader, der hørte til Aarets største Begivenheder, Dilettantforestillinger, de engang saa omtalte Vaabenbrødrefester og mange flere. Byens ældre Damer omtaler endnu disse Fester i den smukke Raadhussal (den senere Byraadssal) med en vis Ærbødighed, naar de mindes den gang, de som unge piger svang sig i Dansen til Tonerne af den fine Chr. Jacobsens Orkester. Senere var det Musikdirektør Pedersen, der leverede Musiken - elle Melhandleren, som han i daglig Tale blev kaldt. Skulde det være rigtig fint, engagerede man Næstved Dragonregiments Musikkorps. Allerede i Halvtredserne fortæller Sjællandsposten om udsøgte koncerter, som dette Musikkorps afholdt paa Ringsted Raadhus.

Man mindes Konferensraadsindens Juleballer til fordel for Ringsted Fribolig, hvor det gik saa hyggeligt og stilfuldt til. Ved de smukt dækkede Borde saa man Konferensraadinde Harhoff præsidere som Værtinde i Forbindelse med med andre af Byens Damer. Ringsted Fribolig var Konferensraadsindens Kælebarn. Den blev som bekendt oprettet 1854 paa hendes Initiativ, og hun udrettede igennem mange Aar et stort og smukt Velgørenhedsarbejde. Fru Harhoff var en overmaade godgørende Dame og mindes endnu med Taknemlighed. Hun var 32 Aar yngre end sin Mand og var Midtpunktet i Byens Selskabsliv. Hun døde 1904, 87 Aar gammel, og ligger begravet sammen med sin mand i Familiegravstedet paa Ringsted Kirkegaard. Harhoff levede fra 1875 til 1871. Som et synligt Minde om disse to fine Mennesker der hver især har betydet saa overordentlig meget for Ringsted By i forrige Hundredaar, vil man paa Slægtens Familiegravsted på Ringsted Kirkegaard kunne læse følgende: Conrad Johan Harhoff - Konferensraad - By og Herredsfoged - i Ringsted - fra 1814 til 1869 - Født 29. September - 1755 - Død 25. Marts - 1871 | Georgine Frederikke Harhoff - Født von Krogh - 17. Januar - 1817 - paa Leeren - ved Throndhjem - Viet 31. October 1841 - Død 11. Maj - 1904.

Fra Forlystelseslivet paa Raadhuset

Foreningsliv var der ikke meget af i gamle Dage.

I aaret 1854 nævnes den første Musikforening i Ringsted, men Foreningen sygnede atter hen efter nogle Aars Forløb. Den var dog i en Aarrække en virksom Forening, der indbød til mange Koncerter. En Mand, hvis Navn endnu vil huskes af gamle Ringstedere, fortjener at nævnes i denne Forbindelse, nemlig daværende Urmager Guldager, der var Musikforeningens Formand og en aktiv Deltager indenfor Byens Musikliv. Guldager var en meget musikinteresseret Mand. Han havde tidligere været Musiker og havde været ansat i det Kgl. Kapel. Som Akkompagnatør ved Dilettantforestillinger og Koncerter var han meget benyttet og var desuden en anset Musiklærer. Til Guldagers Hjem knytter sig et af vort Lands mest fremragende Kunsternavne, kgl. Kammersanger Niels Juel Simonsen, der blev opdraget i dette Hjem, fra han var 3 Aar gammel. Simonsens Slægt tilhørte en gammel Stadsmusikanterslægt i Svendborg. Hans Far var daværende kgl. Kapelmusikus Hans Sophus Simonsen og havde virket i Kapellet sammen med Guldager. Da hans Mor, den i sin Tid berømte kgl. Kammersangerinde Elisabeth Catharina Simonsen, født Ryslander, i Aaret 1849 døde, kom den lille Niels Juel Simonsen i Huset hos Guldager.

Hos disse to fine og stilfærdige Mennesker i det gamle, beskedne Købstadhjem i Nørregade (afdøde Bagermester Viggo Petersens Ejendom) fik han sit fremtidige Hjem.

Ringsted Sangforenings Kor, Forreste Række fra Venstre: Fhv. Sygehusøkonom Vald. Hansen, Købm. Henrik Jensen, Faktor Christensen, Overlærer Fr. Mortensen, Købm. Birch, Urmager Schiøtte. Bagerste Række fra Venstre: Skorstensfejerm. Hørberg, Hotelvært de Lony, Kommis Amdrup-Nielsen, Fuldmægtig Hansen, postekspedient Chr. Hansen, Købmand Berth, Stadsingniør Ishøj samt forfatteren, Fotograf Orla Bock

Niels Chr. Guldager nævnes i Ringsted Kirkebog som Musiklærer og Forligsmægler. han døde den 4. September 1880, 67 Aar gl.

Det første Sangkor, man hører om i Ringsted, blev oprettet 1874 med Guldager som Dirigent og havde til huse i Amtstuegaarden hos den daværende Ejer, Vejbetjent Julius Nielsen, der var Sangkorets Formand og en meget musikinteresseret Mand. (Den 90-aarige Vald. Hansen er eneste nulevende Medlem af dette Sanfkor.) Nævnte Sangkor efterfulgtes af Sangforeningen "Brage". (Her nævnes Overbanemester Hansen som Dirigent.) Af nulevende gamle Ringstedere, der har været tilknyttet "Brage", kan, foruden Vald. Hansen, også nævnes Malermester Edv. Wendell. Denne Sangforening efterfulgtes atter af Ringsted Sangforening, hvis Dirigent som bekendt var fhv. Overlærer Fr. Mortensen, som gennem mange Aar har udført en smuk og rig Gerning indenfor Byens Musikliv. Byens eneste nuværende Sangkor, "Skjald", her gennem 35 Aar paa en smuk Maade formaaet at løfte Arven efter sine Forgængere.

Den førnævnte Vejbetjent Nielsen indtog en Aarrække en fremtrædende Plads indenfor Byens finere Forlystelsesliv. Han Arrangerede Fester, Dilettantforestillinger og lign. i velgørende Øjemed. Der fortælles et lille Træk fra denne Periode:

Nielsen, der tillige var Formand for det daværende "Ringsted Skyttekorps", havde indenfor Sangkoret og Skyttekorpset arrangeret en Dilettantforestilling. Der spilledes "En Spurv i Tranedans". Blandt de medvirkende var også daværende Snedkermester Egede, der dengang var 72 år, men trods sin høje alder spillede han Student Hutters Rolle. Udførelsen af denne ungdommelige rolle svarede dog ikke helt til den ungdoms charme, han selv mente sig i besiddelse af, og publikum morede sig derfor lidt ekstra på hans bekostning.

Overskuddet af Forestillingen skulde gå til "de Fattige". Der spilledes 3-4 Aftener i træk for stuvende fuldt hus. Desværre udeblev overskuddet, i stedet for blev der et dundrende underskud. Ved prøverne havde vejbetjenten udfoldet en så storslået gæstfrihed, at hele spilleindtægten blev opslugt. Folk var naturligvis utilfredse med dette kummerlige Resultat.

- Han burde egentlig udnævnes til forlystelsesråd, udtalte konferensråd Harhoff engang om Vejbetjenten.

En Valgdag foran rådhuset i Ringsted 1895. Det første Valg, hvor C. Th. Zahle blev valgt til Kredsens Folketingsmand

Et andet lille Træk fortælles fra en Dilettantforestilling på rådhuset. En af Byens Damer skulde optræde og spillede aldeles glimrende Komedie, men sang til Gengæld ualmindelig slet. Man udfandt da den snedige Plan at lade lille Niels Juel Simonsen, der allerede dengang var en feteret Sanger, stå bag Kulisserne og synge hendes Sange. Opgaven blev løst på bedste måde, og Situationen var reddet. --

Vi vil nu vende os mod den ydre Side af rådhuset. Ogsaa den havde sin Charme. I rådhusgården kunde man ligeledes forlyste sig. Sjællandsposten melder fra 50'erne om et rejsende Cirkusselskab, der gav stor Forestilling i rådhusgården. Her holdt man Auktioner, forkyndt ved Hjælp af den gamle bytromme. Her lå det gamle Sprøjtehus, hvor man måtte møde til Tordenvagt, naar der var Tordenvejr i anmarsch.

Ved Vandposten i rådhusgården hentede Byens Folk Drikkevand, og man fik sig her en Passiar og spurgte "Nyt". Der fandtes 5 à 6 offentlige Brønde i Byen, og disse var undertiden udtørrede. Efterspørgslen efter Vand var saa stor, at man så sig nødsaget til at lukke rådhusporten, og kun give Adgang til Brønden at Par Timer daglig. Ofte måtte man hos dem, der var mere heldige med Vandfordyningen, betale for en Spand Vand.

Under sådanne Perioder matte mange af Borgerne hente Vand nede fra Aaen, og man kørte daglig med Vandtønderne. Det var just ikke videre hygiejnisk Vand, især til husholdningsbrug, og det vakte efterhånden Misfornøjelse hos Borgerne. Man fortæller fra den Tid, hvorledes tidligere omtalte læge Niels Christophersen engang havde fyldt en Flaske med Vand fra Aaen, hvorefter han gik rundt til Borgerne og fremviste denne, idet han sagde: - Se, sådant Vand byder man os Borgere i Ringsted. - Sådant Vand må vi drikke!

Endelig i år 1885 nåede byen at få sit vandværk. En del af øren herfor blev tilskrevet læge Niels Christophersen.

Vi kan ikke forlade det gamle rådhus og dets festlige Rammer uden at dvæle ved den mørke Side af dette Hus. Tidligere, og indtil det nu nedrevne Arresthus blev bygget i Begyndelsen af Halvfjerdserne, var Arresterne i Raadhusets Bygning. Der var således ikke lang Vej mellem dem, der indenfor de samme Mure nød Festens Glæder, og dem, der hørte til Samfundets sorte Faar.

I Øverste Etage var det såkaldte Gældsfængsel, der ved festlige Lejligheder blev benyttet som Garderobe. Byens ældre Damer fortæller, at naar de i deres unge Dage var til Bal paa Raadhuset, følte de en vis Uhygge ved at benytte denne Cellesom Garderobe. De var angst for, at den tunge Fangedør skulde smække i for dem. Som man kan forstå, var Forholdene yderst primitive. --

Arrestforholdene var forhen yderst slette og undertiden latterlige. Fangerne brød ofte ud og løb deres Vej, uden at nogen forsøgte at hindre det.

Det kunde hænde, at en Vægter (disse skulde jo være Ordenshaadhævere, naar Natten stundede til), naar han sad paa sin vante Plads paa en Trappe overfor Raadhuset eller paa en af Tingstenene, meget vel observerede en saadan Flugt, men uden at reagere. Han nøjedes med at udbryde: - Saa, der løb han!

Det var heller ikke altid, at han havde det fornødne Mod til at tage en Kamp op med saadan en Fange. Der var i sin Tid - fortæller man - en berygtet Tyvebande, man kaldte fir "Prinserne", og en ikke mindre berygtet, der bar Navnet "Skaderne", og som boede i Ortved. Navnet havde de erhvervet sig, fordi der uden for deres Hus stod et stort Træ, hvori der var en Skaderede, og hvori de undertiden gemte Tyvekosterne. navnet svarede saaledes nøje til deres Haadtering. Nævnte Tyvebander hørte jævnligt til Raadhusets ufrivillige Gæster.

En af disse "Skader" havde engang den dristighed efter at være flygtet fra Arresten og efter at have gemt sig i den gamle Brønd, den der den Gang var i Raadhusgaarden, indtil han ubemærket kunde forsvinde, forinden da at banke paa Ruden hos Konferensraad Harhoff, idet han meldte: - Nu flyver Skaden, Hr. Konferensraad!

En saadan Flugt foregik undertiden i al fredsommelighed, mens den vagthavende Politimand sad paa en Stol i Arrestforvarens Køkken og snorksov.

Konferensraaden svarede ofte, naar man meldte, at en Tyveknægt var løbet sin Vej: - Lad ham bare løbe, han kommer nok igen! -

Undertiden kunde Hafhoff reagere, naar man bebyrdede ham og Raadhuset med saadanne Gæster: - Hvad skal vi med ham! Jag ham ud af Byen! Lad os blive fri for alt det Skriveri!

Det gamle Raadhus faldt for Aldersgrænsen i 1934 efter en saare omskiftelig Tilværelse, men er forlængst indskrevet i Byens og Egnen Historie. der vil for den ældre Slægts Vedkommende altid vise en sæelif Glans over Minderne fra denne Bygning, der gennem ca. 125 Aar har huset saa mange Afskygninger af Menneskelivets Tilværelse.

Erindringer om de gamle Vægtere

Vægtertype fra 1832. Efter Tegning ad Forfatteren. (Kopi efter en gammel Illustration)
Om I vil Tiden vide,
Husbond, Pige eller Dreng,
Da er det paa Tide,
Man føje sig til Seng.
Befaler Eder Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogter Lys og Ild,
Vor Klokke er slagen Ti.

Saaledes lød de gamle Vægters Sang hver Aften kl. 10 gennem Byens Gader indtil omkring Midten af forrige Aarhundrede. Saaledes havde den lydt for Slægtled efter Slægtled. Hvor gammel Vægter-Institutionen egentlig er, vides ikke bestemt. Den stammer antagelig fra Middelalderen, hvilket fremgaar af Københavns ældste Stadsretter, idet der i 1294 nævnes at have været Nattevægtere i København.

Der var dengang meget strenge Straffe for Overtrædelse af Ro og Orden, saa strenge endda, at det kunde koste indtil at miste sin Hals for at slaa paa en Vægter.

I en Stadsret fra 1443 hedder det angaaende Vægterne: Naar en Vægter, efter at Klokken er slagen ni, nogen antræffer paa Gaden, da skal han ham lede til sit Herberg, men har han ikke Herberg, da skal han stille Borgen eller sættes i Stadens Gjemme indtil om Morgenen, og skal han da gjøre Regnskab for sig, hvorfor han gik saa sildig paa Gaden.

Vægter-Institutionen er gennem Tiderne undergaaet forskellige Forandringer. I en Forordning af 1670 hedder det, at ingen efter Mikkelsdag matte lade sig finde paa Gaderne uden tændt Fakkel eller Lys.

Gadebeysning var en Luksus, man ikke kendte i den Tid. Først omkring Slutningen af det 17. Aarhundrede hører man om Gadebelysning. Det blev, efter at denne var indført, Vægternes Arbejde at tænde og slukke Gadens Lygter til de behørige Tider. Vægteren skulde selv være forsynet med en Haadlygte og desuden altid være i Besiddelse af en Stige til Brug, naar Lygterne skulde sættes i og ud af Funktion.

Ringsted var ikke nogen Foregangsby paa Gadebelysningens Omraade i gamle Dage. Byen ejede i 1815 kun een Gadelygte, paa en Pæl paa Torvet, foruden en anden lygte, der dog vist ikke var i Funktion, men kun indlemmet i Byens Aktiver, hvilket fremgaar af en Specifikaton over Ringsted Købstads Ejendele, affattet af daværende Borgmester Harhoff, og som spænder lige fra Byens Raadhus til to Kæmmekamme.

Ringsteds Vægtere har saaledes ikke paa daværende Tidspunkt været overbebyrdet med Hensyn til Pasning af Gadens Lygter. Det har næppe været noget stort Lyshav, der udstrømmede fra disse Datidens primitive Tranlygter. dette havde naturligt til Følge, at Spasmagere og Urostiftere bedre kunde drive deres Løjer og Drillerier mod Vægterne. Disse var ofte udsat for Plagerier og Drillerier af disse kaade og lystige, unge Mennesker, undertiden af grov Art. Dog var man i almindelighed glad for Vægterne.

Var der en Urostifter, der stillede sig for meget paa Bagbenene, hændte det, at et Pat af de værdige Ordenshaandhævere slog en Klo i Nakken paa Stymperen, og efterfulgt Byens Læredrenge og andre Spilopmagere førte de ham med stram og værdig Mine til den dertil indrettede Salon paa Raadstuen.

Naar en eller anden mere adstadig Borger ved Nattetid og efter et Sold havde Vanskelighed ved at finde hjem eller at finde Nøglehullet i Porten, da var Vægteren en god Hjælp. En Drikkeskilling stukket ud paa rette Sted kunde gøre Underværker. Det betalte sig som Regel at være gode Venner med Vægteren; det kom altid tilgode, naar en vanskelig Situation Forelaa. Havde en Person kigget saa dybt i Bægeret, at han ikke mægtede at staa paa Benene, da var Vægteren ogsaa den frelsende Engel, selv om dette just ikke skete paa den blideste Maade. Man slængte ham paa Stigen, der som før nævnt altid var ved Haanden, spændte ham fast til denne ved Hjælp af Vægterens Bælte, der netop var indrettet til det samme, og derefter gik det under tunge Støvlers Drøn mod Raadstuen, der nød den Ære at komme under Vægterens beskyttende Vinger.

Til Vægterens Udrustning hørte foruden Lygte ogsaa en Vægterpibe, hvormed de kunde tilkalde Hjælp hos de andre Vægtere eller alarmere Hjælp i Tilfælde af Ildebrand. Som Dragt bar de en svær Kappe, et Læderbælte om Livet, et par lange Støvler samt som hovedbeklædning en Kabuds. Desuden var de bevæbnet med en Vægterstav, der var forsynet med en Jernpig, som blev brugt til at purre op i Tranlamperne med, naar disse blev for søvnige. Denne Stav var ogsaa en god Støtte for Vægteren i glat Føre. Ikke mindst var den et godt, men frygtet Vaaben i Vægterens Haand, og det var ikke rart for dem, der var saa uheldige at føle Vægterens Stav danse paa Rygstykkerne, hvilket ofte hændte, naar Brændevinen var gaaet for meget til Hovedet paa Urostifterne, eller naar Krigerblodet kom for stærkt i Kog. Dog, Vægterne vilde helst have Fred og undgik saa vidt muligt Arrestationer, da disse voldte alt for megen Ulejlighed. Man søgte derfor helst at afgøre Sagen paa Pladsen.

Vægterne samledes som regel paa Byens Raadhus hver aften umiddelbart før den Tid, de skulde paabegynde deres Turegennem Gaderne.

Vægterne i Ringsted, hvoraf der senest var fire (fra den tidligste Tid kun to), gik hver Aften ud fra Torvet, om Vintreren Kl. 9, om Sommeren Kl. 10, hvorfra de skiftevis for en uge ad Gangen hver Time gik deres vante Tur, og indtil Morgenen brød frem, sang de gamle Vægtervers eller i Mangel deraf ved Raab markerede Nattens Timer. Endvidere skulde Vægterne ogsaa i gamle Dage raabe, fra hvilket Hjørne Vinden blæste.

Vægterhuset paa ”Lille Torv”. Billedet er fra ca. 1876

Naar de var færdige med en Tur, og indtil de atter den næste Time skulde paa Vandring, satte de sig som Regel fredeligt til Rette i deres lille Vægterhus for dèr at blunde lidt eller tog Plads paa en af Byens Trapper.

Af sådanne vægterhuse var der et på torvet, et i Nørregade, et på Lille Torv og senere et på Næstvedvej. Disse vægterhuse var almindeligvis fastgjort på en jernstag, der gik op i sædet, og kunne drejes rundt efter vinden. Der var lige netop plads til vægteren. Med disse skilderhuse drev byens læredrenge og andre spøgefugle deres løjer. Det var særlig skomagerdrengene, der var på spil. De repræsenterede jo ved deres store antal en vis styrke. Byen havde omkring midten af forrige århundrede ca. 40 skomagere. man vil da forstå, at skomagerdrengenes antal må have været stort. Det var en meget yndet fornøjelse for disse gavtyve at liste sig hen til vægterhuset, når dets beboer fredeligt sad og blundede, og dreje dette rundt i fuld fart. Når drengene endelig slap deres tag, varede det ofte endnu en stund, før huset standsede, og den mere eller mindre søsyge mand kunne komme ud. Kunne yderligere disse opfindsomme knægte få fastgjort en af deres læstekroge på kanten af huset, da var der særlig fart i karrusellen. Det hændte naturligvis også, at der vankede nogen over fingrene af vægterens stok.

Af de sidste vægtere i Ringsted fra den gamle tid vil endnu kunne huskes: Christen Vægter, Niels Vægter, gamle Jørgen Vægter og Ole Vægter, Ole Mand, som han altid blev benævnt, og hvem drengene ofrede særlig interesse. Dette morsomme tilnavn havde konferensrådsinde Harhoff æren af. Ole havde tidligere været kusk hos konferensråden. Samtidig tjente der en yngre karl af samme navn. Konferensrådsinden fandt da på at kalde førstnævnte Ole for Ole Mand, og dette navn lød han til sin dødsdag. Samme Ole Vægter var ikke af de modigste, og dette vidste drengene. En aften, da han gik sin tur fra torvet ned gennem Søgade, så han pludselig et hvidt spøgelse komme hen imod sig. Ole Standsede rædselsslagen, bredte højtidelugt armene ud og råbte med rystende stemme: "Er du en ånd, så vig fra mig, men er du et menneske, så sig det!"

Nævnte ånd, der repræsenteredes af en skomagerdreng med et lagen over sig, kunne ikke opretholde situationens alvor og gav sig til at le højt. Da Ole Vægter opdagede, at han havde været til nar, fik han pludselig et overmål af md og forsøgte at forfølge omtalte spøgelse.

- Din store laban! - Og så fulgte et af Oles kendte kraftudtryk, af hvilke han ejede en rigdom. - Nu skal du komme op i Struwes Schack! - (En benævnelse for kachotten i forbindelse med, at arrestforvareren hed Georg Rudolph Christian Struwe, afdøde sadelmagermester Struwes far.)

Som sædvanlig kom Ole Vægter til kort. Hans store kappe og tunge støvler hindrede han yderligere i at få fat på sit offer, der jo var langt lettere til bens.

Det var også meget almindeligt, når en vægter skulle begive sig på sin vante tur, at han blev efterfulgt af en flok drenge, der efterlignede hans sang eller råb eller undertiden helt forhindrede ham i at få begyndt. - Hold kæft, drenge! lød det da fra Ole Mand. Jeg er ude med råvet! (råbet.)

Ogsaa et andet lille Træk giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En nat var nogle af Byens Spillemænd paa vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Idé, et Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens Nødtørftshus, populært kaldet "Vandtårnet", der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et Øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spillemænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.

Et strengt og ensformigt Liv vat det at være Vægter i gamle Dage. De maatte ofte døje megen Kulde og andet ondt. Intet Under, at de paa Runde af og til kiggede indenfor i Bagbutikkerne i de gamle Købmandsgaarde og fik lidt paa Flaskeren til at modstå Kulden med (de store Opslag paa Ærmerne af Kappen var som skabt til Gemmested for saadanne smaa Lærker).

Der var noget stout over Vægterne, især naar de ved særlig højtidelighede Lejligheder mødte frem i fuld Galla med Morgenstjerne og hvad der ellers hørte til. Morgenstjernen var et vaaben, der oprindelig stammede fra Middelalderen, men blev i de senere Aar kun benyttet, naar Vægterne optrådte i Galla, f.Eks. naar de ved Nytaarstid gik rundt og frembar deres Nytaarshilsen for Borgerne for derved at erholde et Tilskud til deres ringe Løn, der for en stor Del bestod af Sportler. - Ifølge et gammel Købstadsregnskab fremgaar det, at Vægterens Løn blev betalt gennem en Vægterskat, der blev opkrævet hos Borgerne hver uge. Dertil et mindre Tilskud til Sko og Strømper og endvidere et Beløb til Tran og Bomuld til Vægternes Lygter.

Mange forskellige Hverv blev mellem Aar og Dag betroet Vægteren, der gerne ydede sin Tjeneste, naar man bad ham derom, og var glad og taknemlig, naar han til Gengæld blev vist en lille Opmærksomhed.

Skulde nogen purres ud af Søvnens Arme i en af Morgenstundens tidligste Timer, f. Eks. Bagerne, kunde man trygt overlade dette Hverv til Vægteren. Eller naar Pigerne i de gamle Borgerhjem skulde kaldes op til Storvask. Som Tak derfor fik Vægteren sig en ekstra Kop Kaffe og en lille Passiar, indtil næste Time atter kaldte ham frem.

Efterhaanden bortfaldt dog en Del af de Pligter, der tidligere havde paahvilet Vægterne, saaledes at disse i det væsentligste kun havde at varetage de almindelige Ordenspligter, indtil Vægter-Institutionen ophævedes.

Den egentlige Vægter-Ordning blev ophævet i sidste Halvdel af forrige Hundredaar.

Der var trods alt noget hyggeligt og fredeligt over de gamle Vægtere, naar de gemmen Nattens Timer sang de vemodige og smukke Vægtervers, indtil de til slut lod Morgentimens Sang lyde for atter at kalde den sovende By til Live:

Nu skrider Natten sorte,
Og Dagen stunder til,
Gud lad dem blive borte,
Som os bedrøve vil!
Vor Klokke er slagen Tre.
O, Fader from!
Til Hjælp os kom,
Din Naade os betee!

Ingen kan med Bestemthed sige, hvem Forfatteren til Vægtersangen er. Det nævnes at være vor store Salmedigter Thomas Kingo. En af mine ældste Meddelere har fortalt mig, at det var en Fange, der i sit Fængsel har skrevet de smukke Vægtervers og som Tak derfor blev givet fri. Det lyder Smukt, men er dog sikkert kun et Sagn.

Mange af vore store Digtere har gennem Tiderne besunget de gamle Vægtere. Et vist poetisk Skær hviler over disse karakteristiske Skikkelser, der saa fast var knyttet til Folkelivet i gamle Dage.

Når Byens Tamburmajor lod den gamle Bytromme røre

Johs. Scheuermann, Ringsteds sidste kommunale Trommeslager.

Når Bytrommen i gamle dage lød gennem byens gader og kaldte folk til vinduer og døre - hvad kunne der da være på færde? Var det gode, eller var det onde tidender, der blev publiceret? -

Ja, således tænkte vel byens borgere, når de hørte trommen. Thi når denne lød, kunne det betyde såvel glædelige som sørgelige tidender, trommen lød, når der var ildebrand, eller når anden fare truede byen. Den lød, når byens borgervæbning skulle kaldes til våben. Den kaldte borgerne til, når disse skulle møde til sprøjtemønstring. Den lød, når der kom en vogn med fisk til byen. Auktioner blev bekendtgjort ved hjælp af trommen. Bekendtgørelser fra politiet blev 'udråbt på gaden under ledsagelse af trommehvirvler o. m. a.

Byens tamburmajor, eller den kommunale trommeslager, som han senere blev benævnt, var således en overmåde vigtig person. Dog er det særlig fra sprøjtemøstringernes tid, der hørte til at par af årets vigtigste begivenheder, at den gamle bytromme bedst vil huskes. Der fortælles, hvorledes man for 100 år tilbage, i konferensråd Harhoffs tid, når der var sprøjtemønstring i byen, hver gang en sprøjte skulle træde i funktion, også her lod trommen lyde som en festlig optakt til denne betydningsfulde handling. Konferensråden inspicerede selv tropperne ved disse Lejligheder. Som Regel kom sprøjten for sent, når en ildebrand indtraf. Hvad tamburmajoren angik, var ofte alt nedbrændt, længe før denne nåede igennem byens gader. Det var heller ikke ualmindeligt, når endelig sprøjten og mandskabet efter stort besvær var mødt på brandstedet, at sprøjten da ikke var i orden.

Man har fortalt mig om en sådan ildebrand, at da sprøjten endelig nåede frem til brandstedet og skulle til at sprøjte, havde man glemt at fylde vand på. Efter store anstrengelser nåede man dette og begyndte at sprøjte. Pumpeværket hvinede og skreg af tørhed og måtte smøres. Man kilede på igen, men så indtraf det nederdrægtige, at slangen var revnet på flere steder, og vandet sprøjtede ud til alle sider, undtagen der, hvor der skulle sprøjtes.

Der er også fortalt mig et andet lille træk fra Ringsted, som giver et billede af den tids sagtmodighed, ligeledes passeret i konferensråd Harhoffs Tid.

Den daværende ringer ved Sct. Bendts Kirke tog sig jævnlig nogle store snapse. En dag var der udbrudt ildebrand i byen. Ringeren, der jo havde den opgave at skulle ringe med kirkeklokkerne, hvilket var skik og brug dengang ved ildebrandstilfælde, kom med stor sindsro og spurgte konferensråden: Skal der klemtes, Hr. konferensråd? Ja, gu' skal der klemtes! - for det brøsigt ud af konferensråden.

Så vidt vides, var samme ildebrand overstået, inden ringeren nåede at få klokkerne i gang. Samme ringer tog også fejl en dag og ringede til middag klokken 11 i stedet for klokken 12, hvad der skaffede han en kraftig røffel fra konferensråden, der havde sit kontor over for kirken og forbavset havde iagttaget denne tidens kunstige fremrykning.

Den sidste kommunale trommeslager i Ringsted, som endnu huskes, var afdøde musikdirektør Johannes Clemens Emil Scheuermann (f. 07.08.1857 i Slagelse - d. 30.06.1925 på Ringsted Sygehus), der sikkert var kongen over dem alle. Ingen kunde som han sende trommehvirvler ud over den ganske By. Flot var han at skue, når han kom marcherende gennem byens gader, smilende og hilsende til alle Sider, ikke mindst til damerne, og ligefrem ødslede med sine trommehvirvler.

Enkelte af den ældre slægt vil dog kunne huske murermester Laurits Høgh Neergaard Mahler, (f. 01-04-1834 i Fjenneslevmagle - d. 14-04-1923 i Ringsted - begravet på Ringsted Kirkegård) der i en årrække var byens trommeslager. Han havde overtaget stillingen efter sin far, skomagermester, tamburmajor L. L. Mahler. Sidstnævnte har bygget det gamle, gule Hus ved kirken.

Den gamle bytromme er for længst lagt hen, er nu kun en museumsgenstand, og tamburmajoren et en "saga blot". De vil dog stedse bevare deres plads i historien som et minde om gamle dages sæder og skikke.

Minder fra Borgerbevæbningens Dage

I Aaret 1855, i September Maaned, indtraf en stor Begivenhed i Ringsted, idet Kong Frederik d. 7. var Byens Gæst i 4 Dage, hvor han personlig ledede Undersøgelserne ved Aabningen af Kongegravene i Sct. Bendts Kirke. Kongen, der ledsagedes af et stort Følge, boede selv i nævnte Dage hos Provst Steenberg i den gamle Provstegaard, der dengang laa paa Torvet.

De Gamle fortæller om dette Kongebesøg, at Konferensraadinde Harhoff følte sig meget skuffet over, at det ikke blev Konferensraadens Hjem, der kom til at nyde den Ære at huse den kongelige Gæst.

Det var store Festdage for Ringsted. Byen var illumineret. Der var Tappenstreg gennem Gaderne og Koncert paa Torvet af en Afdeling af H. C. Lumbyes Orkester, der ved denne Lejlighed ledsagede Kongen. Ogsaa for Byens Borgerbevæbning var det store Dage. Denne mødte op til Ære for Kongen i fuld Galla, der bestod af hvide Benklæder, lange sorte Frakker, høj Hat (Chakot). Gevær og Sabel.

Disse vældige Krigere maatte stille hver Dag paa Torvet, saa længe Majestæten opholdt sig i Byen.

En lille pudsig Episode indtraf i de Dage indenfor Borgerbevvæbningen. - Skomager Peder Hansen Nohr, kaldet "Høje Nohr", hørte ogsaa til disse gæve Krigere.

Kongen ønskede den første Dag at hilse paa hver enkelt af dem. Da Turen kom til "Høje Nohr", og denne skulde gøre Honnør for Kongen, slap han Geværet med den ene Haad, tog den høje Hat af og bukkede, hvorved Geværet faldt fra ham. Kongen lo højt og udbrød: - Hør, min gode Mand! Naar man gør Honnør, beholder man Hatten paa og Hænderne paa Geværet. -

Der hvilede et Skær af Komik over Datidens Borgervæbning. Denne bestod hovedsagelig af Haandværkere og Smaahandlende, hvoraf flere med fremstaaende Mave tog sig uhyre komiske ud i Uniform. De hvide Bukser var ofte krympet ind og adskillige Tommer for korte. Nogle af de gæve Krigere førte sig med en Værdighed, der ligeledes virkede komisk, andre med en Ligegyldighed og Skødesløshed, der ikke mindre fremhævede Latterligheden. Dertil kom, at dette komiske Skær yderligere forøgedes ved det paatagne brøsige, militæriske Væsen hos Borgervæbningens Befalingsmænd. man maatte uvilkaarligt tænke paa, at en saadan krigerisk Borgerkaptajn med Sabel i Haand var den samme Mand, som man i Gaar saa bag Disken i Kramboden.

Yderligere skal bemærkes, at den Kommanderende ofte var den Meniges Ligemand i borgerlig Henseende, hvilket gjorde det endnu vanskeligere at oprethilde Discioplinen.

Ringsted Bys Borgervæbning havde sin Øvelsesplads ved den daværende Markedsplads ved Møllegaarden, og hvor Borgerne, der var tilknyttet Borgervæbningen, var pligtige til at give Møde til Øvelse.Da var det en yndet Fornøjelse at være Tilskuer ved disse Øvelser - ikke mindst for Byens Drenge.

Et lille pudsigt Træk fortælles endnu fra en saadan Øvelse: Mandskabet var mødt - Borgerløjtnant, Sadelmagermester Kragerup ligesaa. Man ventede kun paa Kaptajnen, Snedkermester Malling, idet Øvelserne ikke maatte paabegyndes, før Kaptajnen var mødt. Imidlertid fandt Løjtnanten Ventetiden for lang, og man hørte ham pludselig raabe til Mandskabet: - Nu skal jeg sige jer noget, allesaammen! Nu gaar vi F..... gale mig ud tl Kærehave og spiller Kegler! Hvorefter han kommanderede: Til højre ret! - Omkring! - Marsch!

Man saa derefter de gæve Krigere sætte Kursen mod Kærehave og lod Kaptajn være Kaptajn.

Dag, Borgervæbningen kendte ogsaa sin Pligt, hvilket efterfølgende Træk vidner om: Ved Ringsted Industriforenings 25 Aars Jubilæumsfest den 26. Februar 1893 holdt daværende amtmand Vedel, Sorø, en Tale ved Middagen, hvor han bl. a. fremdrog nogle Træk af Byens Historie. Amtmanden mindedes her en Aften i aaret 1841, hvor Byens Borgervæbning paraderede i sort Kjole med hvide Permissioner, holdende Nattevagt for en Prins, der overnattede i Byen.

Da Stadsmusikanten med sine Spillemænd, paa Aarets sidste Dag, med fuld Musik marcherede gennem Byens Gader og ønskede Borgerne: "Godt Nytaar!"

Dagen til Nytaarsaften i Ringsted var i gamle Dage, for 100 Aar siden, og endnu et Stykke frem i det forrige Hundredaar i flere Henseender een af Byens store Dage og var i særlig Grad forbeholdt Byens mindre Embedsmænd og faste Bestillingsmænd. Ifølge gammel hævdvunden Ret var det Skik, at disse paa Aarets sidste Dag gik fra Dør til Dør og ønskede Borgerne "Godt Nytaar", hvorved de paa denne Maade erholdt en Del af deres Løn.

Der var Byens Stadsmusikant, som var en priviligeret Embedsmand. Spillemændene ude fra Landet skulde paa denne Dag møde hos Stadsmusikanten for sammen med ham at marchere gennem Byens Gader med Musik. Deres Assistance var at betragte som Vederlag til Stadsmusikanten i Stedet for en Afgift, som de ifølge hans Embedsrettigheder var pligtige til at yde ham, naar de spillede indenfor Købstandens Enemærker.

Omkring Midten af Aarhundredet var denne Skik endnu gældende, og man saa da Stadsmusikanten i Spidsen for Spillemændene med fuld Musik drage gennem Byens Gader.

Der var Jacob Spillemand fra Vetterslev og Lars Nielsen fra Brommehusene. Der var Peder Trille fra Benløse, og hvad de nu hed allesammen. Det har vel næppe været nogen stor Kunstydelse, men man var jo ikke saa forvænt dengang.

Spillemændene begyndte allerede deres Marchtur Kl. 10 om Formiddagen ved den gamle Vindmølle - dengang benævnt "Gemynthes Mølle". Folk strømmede til Vinduer og Døre, efterhaanden som Musikken drog frem. Alle vilde hilse Spillemændene velkommen. I særlig Grad var det den jordbesiddende Klasse af Byens Borgere, der nød den Ære at modtage Stadsmusikantens Besøg paa denne Dag. Stadsmusikanten ønskede "Godt Nytaar" og lod derefter Spillemandspengene, der almindeligvis var 2 Mark, og som var at betragte som et ekstra Nytaarsgratiale, glide ned i sine dertil velindrettede Lommer.

Dagens Traktement var Æbleskiver, Øl og Snaps. Den sidste havde en særlig, men just ikke altid heldig Indvirkning paa de gæve Spillemænd, der efterhaanden blev mere eller mindre usikre paa Benene. Først da det var Aften, naaede de Enden af Nørregade, hvor de, efterfulgt af Byens Ungdom, afsluttede den bevægede Dag, det undertiden kostede store Anstrengelser at gennemføre.

Ogsaa flere andre mødte op paa Aarets sidste Dag og frembar deres Nytaarsønsker for paa denne Maade at gøre derees Ret gældende. Der var Byens Tamburmajor med Embedskasket paa Hovedet, den brede Læderrem hængende over Skulderen, Trommestikkerne fremtræædende og sirligt anbragt, at alle og enhver deraf kunde slutte, hvem de havde for sig. - 2 Mark var ligeledes det mindste, man turne vove at byde saa vigtig en Person.

Også Kirkens Bælgetænder samt Byens Ordenshaadhævere (Vægtere og Politibetjente) gjorde deres Krav gældende paa samme Maade, Vægterne iført fuld Uniform med Stav og Vægterstjerne, hvilket naturligvis gjorde sin særlige Virkning.

Af den kongelige privilegerede Postgaards Historie

Den gamle Postgaard ved Sct. Bendts Kirke (bag Træerne). Billedet er fra før Branden 1906.

Naar den Vejfarende i gamle Dage ad Landevejen fra Korsør naaede Byen og havde passeret Vester Bom, laa der endnu, indtil Aaret 1806, omtrent hvor det nye Raadhus ligger, op mod Kirkemuren en gammel Gæstgivergaard, kaldet "Lille Værtshus", i modsætning til "Store Værtshus", Byens anden privilegerede Gæstgivergaard, der havde sin Plads paa den anden side af Sct. Bendtsgade ved Hjørnet af Nørregade.

Gaarden var bygget af Bindingsværk og med Tegltag. Den nævnes langt tilbage som privilegeret Gæstgivergaard og Postgaard. Omkring 1800-Aarene ejedes den af "Kongelig Postmester Privilegeret Gæstgiver" Heinrichsen, hvis Slægt gennem afdøde Højskoleforstander, cand. polyt. H. P. G. Jensens Brudeudstyrslegat har efterladt sig et smukt Minde i Ringsted. (H. P. G. Jensen var Dattersøn af Postmester Heinrichsen og var søn af Brændevinsbrænder Hans Jensen, nuværende Sct. Hansgade 22.)

Da den store Brand i Aaret 1806 overgik Byen, hvor Bl. a. ogsaa store Dele af Kirken brændte, blev den gamle Gaard lagt i Aske. Dereffter opførte kgl. Postmetser Heinrichsen en ny og mere statelig Gæstgivergaard. Senere ejedes Gaarden af privilegeret Gæstgiver Jens Dahl Ahrentzen, hvorefter den i Aaret 1827 ses at være gaaet over i Historien som Byens nye Raadhus. Derefter fik nuværende "Hotel Postgaarden" Privilegium som Byens Kgl. Post- og Gæstgivergaard.

Naar man ser op over Ringsted Torv, standser Øjet uvilkaarligt ved den gamle, smukke Pastgaard. Fra sit ophøjede Stade knejser den med en vis Fromhed.

Navnet "Kongelig Postgaard" bærer den endnu, og med den kongelige Inskription over Hovedindgangen, med Christian VIII's Navnetræk, den forgyldte Krone og Posthornet fremtræder den endnu den Dag i dag som et værddigt Minde om fordums Tider.

Den smukke Bygning med den høje Stentrappe minder om en Herregaard. Forandringerne gennem Aarene har ikke helt formaaet at borttage Bygningens oprindelige Skønhed, omend den var mere stilren i sin første Skikkelse.

De gamle Poastgaardes særlige Opgave var først og fremmest at sørge for de Rejsendes Bekvemmeligheder. At disse Gaarde fik Navn og Privilegium som kgl. Postgaarde, var at sammenligne med de kongelige, privilegerede Kroer langs Ladevejene, Steder, hvor der i gamle Dage, da al Færdsel foregik ad Landevejen, ofte var Hesteskifte eller Overfart.

I førset halvdel af det forrige Hundredaar, før Jernbanen blev til, foregik al Færdsel ad Landevejen. Ringsted var som Sjællands Midtpunkt stærkt besøgt af Rejsende. Den gamle, smukke Postgaard, en af de faa Bygninger, Byen endnu har fra denne Tid, var da her Stedet, hvor man holdt Rast, naar man passerede Ringsted. her holdt Postdeligencer Hvil, naar de med deres Firspand kom kørende ind i Byen og lod Posthornet gjalde. Naar Kongen paa sine Rejser gennem Landet passerede Ringsted, var Postgaarden ogsaa Stedet, hvor der blev holdt Rast. Man fortæller, at naar Frederik d. 7. f. Eks. var paa Rejse gennem Sjælland, stod der altid 4 Heste opstaldet paa Postgaarden til afløsning for Kongens Heste.

Ringsted nævnes som hovedpostkontor saa langt tilbage som 1711 og var paa dette Omraade forud for mange andre af Landets Købstæder. Kuriøst kan her nævnes, at den daværende Byfoged Christen Larsen i Tiden 1711-1727 tillige beklædte Embedet som Postmester. Denne Ordning gjaldt ligeledes hans Eftermand. Blandt de ældste Postmestre i Ringsted kan ogsaa nævnes Oberstløjtnant Caj Frederik Tønder Krebs, fra 1831-1836 (Apotheker Axel Wengels Oldefar). Postmester Krebs ligger begravet paa Sct. Bendts Kirkegaard, hvor Gravmindet findes endu. Ogsaa Greve F. A. C. E. Ahlefeldt-Laurvigen har beklædt Embedet som Postmester i Ringsted. Den sidste Postmester, der var tilknyttet den gamle Postgaard, var Major R. F. Høhling (fru Ellen Dohns Morfar), der var Byens Postmester fra 1844-1874. Major Høhling havde været Page hos Frederik d. 6. og fortsatte derefter Officersvejen, hvorefter Kongen udnævnte ham til Postmester.

Indenfor denne Periode blev Postkontoret flyttet til Søgade, der hvor nu Højskolehjemmet ligger. Derefter senere til Sct. Knudsgade og atter senere til Sct. Bendtsgade.

Som bekendt var Digteren Sophus Schandorphs Far i sin Tis tilknyttet Ringsted Postvæsen. Han var Leder af Befordringsvæsnet og havde bl. a. den Opgave at tilse de gamle Postdeligencer og sørge for, at dette Datidens vigtige Befordringsmiddel var i behørig Orden. Postopsynsmand Schandorph boede i et gammelt Hus paa Torvet (der hvor senere Sparekassens Bygning fik sin Plads), og her er Digteren født. i gamle Dage kaldtes dette Hus for Hestemøllestedet, idet der tidligere havde været tilknyttet en Hestemølle til Stedet. Huset ejedes af Ringsted Kloster. ---

Mange forskelligartede Virksomheder har været tilknyttet Postgaarden. Her havde "Sjællandsposten", Byens og Egnens første og eneste Blad, til Huse. Hvor der nu er Sal, var der Brændevinsbrænderi, senere ogsaa Maltgøreri. Desuden var der stor Avling til Gaarden.

Blandt de mange Virksomheder var ogsaa Drankstaldene. I disse Stalde fedede man bl. a. Kvæg, hovedsagelig med Drank (et Afkog, der paa Brændevinsbrænderier blev tilbage efter Destillationen af den forgærede Mask, og som blev benyttet til Kvægfoder). Kvæg fra Drankstaldene kalde man for Drankkvæg. Lignende Stalde fandtes iøvrigt flere Steder i Byen, bl. a. i Købmand Peetz Ejendom paa Torvet, hvor senere "Central" laa.

Drank, eller Spøl som det ogsaa blev benævnt, kunde gratis afhentes. Unndertiden hændte det, at der gik lidt Brændevin med i samme Køb, hvilket ofte kunde have en særlig oplivende Virkning paa Køerne, hvad ingenlunde mishagede dem. Efterhaaden som de blev vant til denne Kost, nød de den med stort Velbehag.

Da Ænderne drak sig fulde.

Ringsted Torv under Reguleringen 1886. Paa Billedet ser man i Forgrunden Byraadsmedlemmerne. Fra venstre til højre: Dampmøller J. C. Frandsen, Drejerm. LarsenV, Graver C. F. Larsen, Gæstgiver Carl Nielsen, Justitsraad Holst, Købmand Rørbye, Borgmester Thalbitzer, T'obaksfabrikant H. E. Jensen; endvidere ser man: Kæmner Carstensen, Politibetjent Jacobsen samt Herredsfuldmægtig Kisbye. Til venstre ser man købmand Peetz’ store Købmandsgård, der hvor også den senere ”Central” i 40 år havde sin plads. Øverst til højre ses Postgården.

Man fortæller at lille morsomt træk, hvorledes det engang gik nogle ænder, der havde nydt en drink. Ændernes ejer havde lige serveret denne lækkerbisken for dem. Lidt efter så han dem alle ligge livløse og troede naturligvis, at de var døde. Imidlertid, efter en stunds forløb livede de atter op. Det viste sig kun at have været en brændevinskæfert, og da den var udsovet, var ænderne atter de samme.

En Del af efterfølgende Optegnelser har jeg fra afdøde Lærerinde Frk. Thea Jacobsen at takke for. Den gamle Dame var i Besiddelse af en glimrende Hukommelse. Hendes Barndomshjem var paa Postgården, hvortil hendes Far, Rastauratør Jørgen Jacobsen, gennem ca. 40 Aar var knyttet, først som Vært i Gæstgiveriet i Kælderen (et dengang meget søgt Gæstgiveri, hvor særlig Landboerne holdt til) og siden som vært paa Hotellet samt paa Raadhuset. Samtidig var der ogsaa et andet, men mindre Gæstgiveri i Kælderen, i den modsatte Ende af Postgaarden, beregnet for Landevejens farende Svende.

Naar man træder ind i det daglige Restaurationslokale paa Hotel Postgaarden, møder man stadig en egen gammeldags Hygge, og man vil i hvert Fald for gamle Ringstederes Vedkommende ikke kunne undgaa at mødes med Minderne fra de gode, gamle Dage, da Livet i den lille Købstad ikke pulserede saa stærkt som nu.

Her mødtes Byens mest ansete Borgere samt de højerestaaende Embedsmænd om Aftenen ved Spillebordene eller drøftede Dagens Begivenheder ved en Toddy og en Pibe Tobak. Byens Ældste vil endnu kunne mindes flere af de gamle henfarne Ringsted-Borgere, der i fordums Tider hørte til "Klubben"s Gæster. "Klubben", der havde sine Lokaler paa første Sal (de nuværende Selskabslokaler), nævnes langt tilbage i Tiden, i første Halvdel af forrige Hudredraar under navnet "Ringsted-Klubben", og omtales i Forbindelse med den daværende Musikforening. De havde imidlertid begge Vanskeligheder ved at hævde sig, hvorfor Direktionen for begge Foreninger indkaldte sine Medlemmer til ekstraordinær Generalforsamling med Forslag om Musikforeningens og Ringsted-Klubbens Sammensmeltning til en samlet Forening. Dette skete Aar 1960, hvorefter de sammensmeltede Foreninger fik Navnet "Den nye Forening".

"Klubben" levede dog fremdeles videre som Spilleklub. Her mødtes Borgerne Vinteren igennem til de traditionelle Spilleaftener, der formede sig hjemligt og hyggeligt. Mange gamle, kendte Ringsted-Navne møder man indenfor "Klubben"s Historie: Kancelliraad Dahlstrøm, Amtstuefuldmægtig Hammerich, Redaktør J. M. Hansen, Doktor Werner, Kordegn Ishøj, Byens mest kendte Købmænd: C. A. Meyer, Birger Julius Bang, J. Peetz m. fl. Ikke at forglemme Distriktskirurg, Krigsraad Krebs (Apotheker Axel Wengels Morfar), Der altid, saa vidt muligt hans Embedsgerning tillod det, var en sikker Gæst ved de ugentlige Klubaftener paa Postgården.

Krigsraad Krebs, senere også Justitsraad, var en af Datidens karakteristiske og særprægede Lægetyper. Han formaaede altid ved sin Nærværelse at skabe en egen Charme og Hygge om sig, var altid rig paa Oplevelser. Distriktskirurg J. H. K. Krebs, eller Distriktslæge, som det senere hed, var Distriktslæge i Ringsted fra 1837-1881 og var i Kraft af sin indflydelsesrige Stilling en Mand, alle saa op til. Hans Navn er forlængst med Ære indflettet i Byens Historie. Han var en fremragende Læge, afholdt, men meget myndig, og fordrede ubetinget Lydighed af sine Patienter.

Da Krigsraaden kørte med Vinduerne

Krigsraad, Distriktslæge Krebs, f. 1807, d. 1882

Man gjorde klogt i ikke at sætte sig Krigsraadens Ordre overhørig. Hvis nogen vovede dette, da kunde han være sikker paa at faa en Tordenskylle over sit syndige Hoved, hvilket følgende lille Træk bærer Vidne om: - En Dag kom Krigsraaden ind paa Postgaarden efter at have været paa Sygebesøg ved Benløse Fælled, hvor der rasede en ondartet Tyfus-Epidemi, og hvor der bl. a. i et Hus laa 5 Patienter af denne Sygdom. Krigsraaden var i stærkt Sindsoprør, da han kom, og henvendt til Hotelvært Jacobsen for det brøsigt ud af ham: - Uh, jeg er saa flintrende gal!

Jacobsen, der var en rolig og stilfærdig Mand, svarede: - Saa, det maa Krigsraaden ikke være! Hvad er der saa i Vejen? - Jo, er det ikke forfærdeligt, at man ikke kan faa folk til at lystre! Nu har jeg flere Gange sagt til de Mennesker dernede, at de skal holde Vinduerne aabne, men se, om de gør det! Sikken Luft, der var, og nu laa den ene af dem og var død. Men, tornede Krigsraaden, nu skal de komme til at lade Vinduerne være aabne foreløbig, det har jeg sørget for!

Ja, sagde Jacobsen sagtmodig, men tror Krigsraaden ikke, at de lukker dem igen? - Nej, gu' gør de ej! Jeg tog nemlig Vinduerne af og tog dem med hjem. Jeg har dem ude i Vognen!

Og ganske rigtig, Krigsraaden havde virkelig taget Vinduerne af og gemt dem i sin Vogn.

Det bør siges til Krigsraadens Ros, at dette Middel gjorde sin Virkning, idet de fire andre Patienter kom sig.

Et probat Helbredelsesmiddel!

Et andet lille Træk fortælles om samme Doktor. Det stammer fra en tidligere kendt Ringsted-Dame, afdøde fru Johanne Knudsen, der naaede den høje Alder 101 Aar og som ung Pige tjente hos Krigsraad Krebs i den gamle Doktorgaard i Sct. Bendtsgade, hvor nu Læge ''Worm'' bor:

- En Aften kom en mand og ringede paa Doktorens Dør. Johanne lukkede op og saa en mand staa med opspilet Gab og virrende med Hovedet, idet han gav nogle mærkelige Lyde sig. I den største Forskrækkelse for hun ind til Dotoren og meldte, at der stod en Mand ude ved Døren, men at han vist ikke var rigtig klog.

Krigsraaden saa imidlertid straks, at Manden var rigtig nok, men kun havde lukket Munden saa højt op, at han ikke ved egen Hjælp formaaede at lukke den igen..

- Det skal De ikke være ked af, Johanne! sagde Krigsraaden. Nu holder De paa Manden Hoved, mens jeg giver ham en god, solid Lussing, og saa er den Sag i Orden igen.

Dette probate Middel virkede, som det skulde. Et Øjeblik efter forlod Manden atter Doktorens Gaard med sit Mundtøj i de sædvanlige Hængsler.

Postgaarden her gennem Tiderne huset mange store Personligheder og celebre Gæster. Naar de kongelige Herskaber besøgte Byen, gav de Audiens her. De modtog Byens Autoriteter i den daværende smukke og dertil indrettede Salon paa 1, Sal (nuværende Værtinde Fru Jensens Privatlejlighed), hvis Vægge var prydet med sjældne og kostbare Tapeter. Disse er, efter at have været opbevaret på Nationalmuseet, nu ophængt i det nye Raadhus.

Fra et saadant kongeligt Besøg lever endnu en lille anekdote. Prins Christian, den senere Christian VIII, og Gemalinde, Prinsesse Caroline Amalie, havde indbudt nogle af Byens og Omegnenes Honoratiores. Blandt disse var også en af Egnens velkendte Præster. Prinsessen underholdt sig bl. a. med bemeldte Præstemand, om hvem man fortæller, at han altid gerne forsøgte at gøre sig bemærket, ofte lidt naivt.

- Jeg hører, at De er særdeles velkendt paa Egnen omkring Sigersted! ytrede Prinsessen. Saa maa De kunne fortælle os noget om Hagbard og Signe?

- Ork nej, Deres kongelige højhed, lød Svaret, det var længe før min Tid! -

Nuværende Hotel Postgaarden er opført efter den store Brand 1747 og er saaledes ca. 200 Aar gemmel. Den er opført af Købmand Peter Freisleben og var den gang Byens mest anselige Gaard.

Navnet Freisleben nævnes i Forbindelse med flere af Byens Gaarde fra forrige Aarhundrede (Kønmand Peter Freisleben ligger begravet i Sct. Bendts Kirke). Omkring 1800-Aarene ejedes Gaarden af sønnen, Købmand, Ritmester Freisleben. Alene Hovedbygningen stod opført i Brandassurance for en sum af 10,500 Rdl., hvilket var en stor Sum i de Tider.

Foruden de almindelige Gæstestuer var der i Kamrene mod Gaarden Krambod og Skænkestue og i Sidebygningen Brænderi.

Aar 1847 nævnes den som Carl W. Hasfeldts Gaard (Hasfeldt hørte til Byens betroede Mænd og var bl. a. Medlem af Byens Raad). Efter hans Død overgik Gaarden til hans Søn, Overintendant J. A. Hasfeldt, indtil den atter overgik til dens nuværende Ejer, Fabrikant S. Svendsen, "Alfa". (Hasfeldt er endnu og vil fremdeles være knyttet til Ringsted gennem Overintendant J. A. Hasfeldt og Hustrus Legat for Unge Haandværkere i Ringsted.)

Ved Ophævelsen af de kgl. privilegerede Post- og Gæstgivergaarde forsvandt atter et interessant Afsnit af Livet i gamle Dage. Mangt og meget er gennem Tiderne knyttet til de gamle Postgaarde og Landevejskroer.

Af Livet ved de gamle Akciseboder

Konsumptioskasserer Chr. Heilmann.
Indkørsel til Sct. Bendtsgade (Byens ”Vestre Port”) i Slutningen af 1700-Aarene. Til højre ses Akciseboden (Bomhuset).

Akcise eller "Cisen", mere formelt betegnet "Komsumptlionsafgift" (Indførselstold til Byen), var en Afgift, der oprindelig fortrinsvis hvilende paa Øl og Vin, men som senere ogsaa kom til at omfatte andre Varer og blev en vigtig Statsindtægt. Til Danmark blev Akcisen indført henimod Middelalderen. Der blev i de forskellige Købstæder ansat en Tolder og en Cisemester, der dog oftest var forenet i samme Person, undertiden valgtes disse blandt de mere fremtrædende Borgere. Gennem flere Forandringer op gennem Tiderne kom saa Toldforordningen af 1797, en Ordning, der bestod, indtil de sidst bestaaende Konsumptionsembeder blev ophævet ved Lov af 1851.

Ved disse Konsumptionsboder var der foruden de behørige Toldbetjente (Portbetjente, Bombetjente og Patrouillebetjente) ansat en Konsumptionsinspektør og Konsumptionskasserer. Som saadanne nævnes i Ringsted i den Periode, vi nu skal høre om, bl. a. Kaptajn Fred. Moltke (em broder til den berømte Generalfeltmarskal Moltke) og Kammerraad Chr. Heilmann. Sidstnævnte har efterladt sig et smukt Minde i Ringsted, og der læses om ham i J.V. Christensens. Bog "Ringsted fra Saga til Samtid". Nævnes ogsaa bland de Mænd, der i første Række var med til at stifte Sparekassen for Ringsted og Omegn.

I Ringsted havde man tre Konsumptionsboder (ogsaa benævn "General-Toldkammerets Hus"), der var beliggende ved Byens tre Indkørelsessteder: Nordre Port, Vestre Port og Søndre Port. Det sidste hus i Nørregade - ved den østre Side - er oprindelig den gamle Konsumptionsbod eller eller "Akcisebod". Lidt udenfor denne, ved Roskildevejen, var Nørre Bom og Kgl. Majestæts Bomhus. Vestre Konsumptionsbod og Vestre Bom var ved Indkørslen til Sct. Bendtsgade. (Det sidste af De Mahlerske Huse er det egentlige gamle Bomhus og Akcisebod.) Søndre Ports Konsumptionsbod var ved Indkørslen til Sct. Hansgade (overfor nuv. Købmand Chr. Petersens Købmandsgaard).

Ved disse Indkørsler til Købstaden udfoldede der sig et virksomt Liv, og her udspilledes mangfoldige pudsige Scener. I Almindelighed gik det ud paa at drille og narre Toldbetjentene og slippe for den berygtede Akciseafgift. Betjentene var dog i Almindelighed meget agtpaagivende, især overfor den fiffige Bonde, der paa dette omraade kunde finde paa det mest utrolige, og for hvem denne Beskatning særlig var en Torn i Øjet. Men ogsaa Byens Borgere kolliderede ogsaa med Toldvæsenet. Det var særlig Formalingsafgift for Korn og Malt, der voldte mange Kvaler, og som man efter bedste Evne søgte at Omgaa. Alt Korn og Malt, der af Byens Jordbrugere blev sendt til de omliggende Møller til Formaling, maatte ikke indføres i Byen igen uden en Formalindafgift til Toldvæsenet, og alle mulige Kneb blev her taget i Brug for at undgaa denne Afgift.

Hvorledes man søgte at narre Toldvæsenet

Indkørslen til Sct. Hansgade (”Søndre Port”) I Baggrunden ses det gamle Vandtaarn. Ved Hjørnet mod Dampmøllen ses en af Byens Offentlige Brønde.

Under 9. September 1825 meldte Portbejent Føns ved Søndre Port, at Distriktskirurg Græbell, her af Byen, Aftenen tilforn i Skumringen kom rask hjemkørende uden at standse ved Porten, idet han overlegent tilraabte Betjenten, at han intet havde at agive. Da Betjenten ikke stolede paa Distriktskirurgen, der ved enhver given Lejlighed søgte at narre Toldvæsenet, blev han indhentet og standset. Han forsikrede, at kun Hestens Urolighed havde hundret ham i at holde ved Porten. - Der kom nu 6 Skæpper Rugmel for Dagen. De fandtes i Vognen, skjult under Halmen og 2 Agestole. Ved nærmere Undersøgelse opdagedes desuden en Sæk formalet Malt i Vognen, og som tydelig røbede, at hans Hensigt var at indsnige begge Dele, som derefter blev anholdt. Det blev en dyr Historie for samme Distriktskirurg. Afgift, Mulkt, Portbetjentens Andel, desuden en Bøde til Byens Fattigkasse, ialt 7 Rgd. 76 Sk., hvilket var mange Penge i de Tider.

Doktoren, der var en haard Krabat, blev rasende og vilde trods gentagne Henvendelser ikke betale, men matte tilsidst bøje sig.

Der findes en anden Anholdelse om bemeldte Doktor, - denne Gang Gjaldt det hans Tjenestekarl, som han havde givet Ordre til blot at køre rask gennem Porten, og hvis han blev standset, da at nægte at have noget at angive. Men heller ikke denne Gang gik det godt. Tilsidst blev det betydet den krigerske Doktor, at Collegiet næste Gang paa Grund af de hyppige Forsøg, Græbell var greben i paa at besvige de kongelige Konsumptionsafgifter, gennem Amtet saa sig nødsaget til at forestille Hans Majestæt, at Græbell som Embedsmand underkastes Straf, substitutalt Borgerskabets Fortabelse som Embedsmand. (Græbell skal have været en noget fugtig Herre. Han var Byens Distriktslæge fra 1808-1831 og blev afskediget. Ved en Højesteretsdom af 1828 bleb han idømt en Mulkt af 300 Rigsdaler for at have modtaget ulovlig Honorar. Hans Gaard laa, hvor nu Hotel Royal ligger.)


Da Bonden narrede Portbetjenten

Ved Byens ”Nordre Port”. Kømand Lunds Gaard ved Indkørslen til Nørregade, ogsaa kaldet ”Slukefter”. Den nuværende ejendom paa det modsatte Hjørne er den gamle Akcisebod.

De gamle Konsumpptionsprotokoller indeholder iøvrigt en Mængde interessante Skildringer af de mange forskelligartede Anholdelser, der fandt Sted ved Byens Ahciseboder, og som i ikke ringe grad vidner om, hvor utroligt opfindsomme Folk kunde være for at undgå Cisen. Det hændte dog ofte, at det også var Toldbetjenten, der blev narret. Saadanne Tilfælde var ikke mindst morsomme. Kgl. Vejer og Maaler C.P. Dyrhauge har saaledes fortalt mig et lille pudsigt Træk, der engang er fortalt ham:

En Bonde kom en Dag gaaende til en af Byens Porte, bærende en Sæk paa Nakken, hvori han forklarede at have en Hund, og da denne var afgiftsfri, mente han at matte passere Porten. Portbetjenten forlangte at se Sækkens Indhold. Bonden løste op for Sækken, og vips fo'r en Hund ud af den.

- Der kan de selv se, hvad De fik ud af det, sagde han arrigt til Betjenten. Nu løber Hunden hjem igen, og jeg staar her med den tomme Sæk! - Ja, det kan jeg da ikke gøre for, sagde Betjenten, De kommer til at gaa hjem og hente den igen! - Ja, Tak skal De ha', sagde Bonden, idet han tilsyneladende ophidset gik ad Hjemmet til.

Noget efter kom han atter tilbage til Porten med Sækken paa Nakken. - Jeg nu fik jeg alligevel fat paa Hunden igen! - Naa, ja, saa gaa De bare, sagde Betjenten godmodigt.

Det var alligevel kedeligt for Manden, tænkte Betjenten, han havde dog denne Gang været ærlig. Bonden nikkede til Betjenten som Tak, idet han gik gennem Porten. Men havde Betjenten kunnet skue Bondens Ansigt, havde det næppe gaaet ham saa godt. Denne gang var der nemlig ingen Hund i Sækken, men en Kalv, og den skulde der svares Cise af.

Mangfoldige af saadanne Tildragelser fandt Sted ved de gamle Akciseboder. Intet Under, at Toldbetjentene var mistroiske overfor alle de Krøniker, man søgte at indbilde dem. Og da en vis Del af det anholdte tilfaldt dem, kunde man være nogenlunde sikker paa, at de var paa deres Post. Dog kunde de undertiden være ret haardhændede, hvor det maaske ikke altid var nøsvendigt, f. Eks. da en fattig Daglejerkone en dag blev anholdt, fordi hun forsøgte at indsmugle et Rugbrød, og dette blev konfiskeret. Eller da Konsumptionsinspektøren melder, at et Fruentimmer forsøgte at indsmugle et Rugbrød bag om Byen, men da hun saa Inspektøren, kastede hun Brødet fra sig og undløb og undslap paa denne Maade for Mulkt.

Ved Byens Bomme

Fra en Torvedag i Ringsted i 1880’erne.

Ogsaa naar den Vejfarende passerede Byens Bomme, maatte han erlægge Afgift (Bompenge). Kun Fodgængere kunde frit passere Bommen. Ridende maatte erlægge 2 Skilling, kørende almindeligvis 4 Skilling, Vogn med Agestole 8 Skilling, Wienervogne eller Herskabsvogne atter en højere Takst. Ogsaa denne Afgift søgte man ved Hjælp af alle mulige Kneb at undrage sig. Naar f. Eks. en ridende passerede Bommen, der næsten altid var oppe, og idet han bukkede sig ned mod Bommanden for at betale, hændte det, at en Gavtyv stak i ham, og at han i Stedet for nøjedes med at kilde Bommanden inde i Haanden og derefter sporede Hesten og forsvandt. Ofte benyttede en Vejfarende sig af, naar det ikke var Bommanden selv, men hans Kone eller et af hans Børn, der passede Bommen. Mangfoldige Vognmænd, mest fra København, der i gamle Dage befordrede rejsende ad Landevejen, matte bløde med en Mulkt, naar de kom til Porten og ikke var forsynet med en Mileseddel fra Roskilde og derved søgte at unddrage sig de foreskrevne Milepenge. (Milepenge var en Beskatning, der hvilede paa datidens Fragt- og Vognmandskørsel. der skulde ved hver Købstad, der passeredes, udstedes en Mileseddel, som Kvittering for, hvor mange Mil der blev kørt.) En saadan forseelse ses jævnligt at have været starffet med en Mulkt af 2 Rgd. Sølv, foruden erlæggelse af de besvegne Milepenge.

Ringsteds første Jernbanestation, opført 1855-56, hvor den nye Toldordning fik sin Plads.

Mange gamle, kendte Ringsted-Navne møder man i de gamle Konsumptionsprotokoller: Navne som Borchsenius (Prof. Otto Borchsenius' Far), Peter Roed, (Maleren Jørgen Roeds Far), Apoteker H.J. Wengel (Apoteker Axel Wengels Bedstefar), Vognmand Hans Hermansen (Fabrikant H. Hermansens Bedstefar), Skomagermester Niels Klint (Urmager H.J. Klints Oldefar) o. m. fl. Sidstnævnte, gennem hvis Baglaage Gaardmand Hans Rasmussens Kone af Torped havde indsmuglet et 9 Punds Rugbrød, og som Petruillebetjenten blev anholdt. Eller da Klints Læredreng var set gaa ind i en Have med en pakke, der befandtes at indeholde 5 Pund Hvedemel, som straks bleb konfiskeret. Værdi: 40 Sk. samt Mulkt 40 Sk. maatte erlægges. Det var okke ualmindeligt, at man lod sin Lærerdreng forsøge, om han bag om Byen kunde indsmugle en Pose Mel eller lign. til Mesters Kone. Men her havde man Patrouillebetjentene at sig i vare for. Disse gik paa alle Tider deres Runde bag om Byen for at nappe eventuelle Syndere.

Om Apoteker Wengel hedder det 1827, at Betjent Jørgensen havde konfiskeret for Apotekerens Tjenestekarl: 4 Skæpper og 8 Pund skaaret Malt, som denne søgte at indsmugle. Denne Spøg kostede Apotekeren 6 Rgd. 61 Sk. En anden Gang var 20 Potter 8 Graders Kornbændevin det, som Sagen drejede sig om.

Disse Træk kan sikkert tages som Eksempel paa den Hengivenhed, der i gamle Dage ofte blev lagt for Dagen af Tyendet overfor deres Husbond. Antagelig har Kar len her sat en Ære i at kunne fritage sin Husbond for den berygtede Cise, dertil, om det gik godt, selv at have den Fornøjelse at narre Toldbetjentene.

Som tidligere nævnt blev de gamle Akciseboder nedlagt 1851 ved en ny Toldforordning, hvorefter Ringsted Toldkammer ved Vestbanens Aabning 1855 fik sin fremtidige Plads ved Byens Jernbanestation. Bommen ved Roskildevej blev dog endnu i nogle faa Aar ved at eksistere, indtil ogsaa denne, sidst i Halvtredserne, blev nedlagt.

Minder fra den gamle Borgerskole paa Torvet

Ved Hjørnet af Sct. Hansgade og Nørregade laa indtil i 70'erne Byens Borgerskole. Det er vel kun ganske faa af nulevende, indfødte Ringstedere, der har traadt deres Børnesko indenfor Murene af denne Skolebygning.

Den gamle Skole paa Torvet harmonerede smukt sammen med de øvrige gamle, lave Huse, der laa Side om Side Torvet rundt og dannede en hyggelig Ramme om det store, ærværdige Torv. Alt er nu forlængst forsvundet. Intet af dette er tilbage. Naar nu og da en gammel Ringsteder gaar sin vante Tur op over Torvet, da hænder det sikkert ofte, at han lader Tankerne gaa tilbage til Skoleaarene.

Disse uforglemmelige Skoledage med deres raske Liv. - Et Livsafsnit, der vel for de fleste danner et af de vigtigste indenfor et Menneskes Tilværelse.

Ringsted Borgerskole ejer en gammel. interessant Skoleprotokol, der fører helt tilbage til 1806. Denne, der velvilligst har mig overladt til Gennemsyn, vil jeg nu lægge til Grund for nærværende Skildring.

Ogsaa Forfatteren andres Petersens statistiske og personalhistoriske Værker paa Skolevæsenets Omraade har været mig til stor Nytte.

Anders Petersen var selv Midtsjællænder og hørte til vort Lands fremragende Skolehistorikere. Han var født i Bjeverskov i 1827. Var oprindelig Væver, men blev med Understøttelse af Grev Brockenhuus-Schack, Giesegaard, uddannet Lærer og var bl. a. 30 Aar Lærer og Kirkesanger i Valløby ved Køge, indtil 1886. Han døde 1914.

Den nulevende Slægt vil sikkert blive forbavset over mangt og meget af hine Tiders Forstaaelse og Opdragelsesmetode, der just ikke kan siges at have kastet noget særligt flatterende Lys over Datidens Skoleforhold.

I længst forsvundne Dage laa der, paa Skolens senere Plads, et Værtshus, det tidligere omtalte "Store Værtshus", med en tilstødende Park nederst ved det nuværende Parkstræde, tidligere kaldet "Værtshusparkstræde". - Man har fortalt mig, at her samledes Hovbønderne, naar de blev kaldt til Hoveritjeneste paa Ringsted Kloster, og hvor de, naar Lejlighed gaves, forlystede sig med Kortspil, Drik og Slagsmaal.

Den gamle Skole paa Torvet var opført omkring 1770-80, efter at Pladsen deromkring i ca. 30 Aar havde henligget ubebygget. ("store Værtshus" nedbrændte ved Branden 1747 og ophørte derefter at eksistere.)

Navnet "Borgerskole" opstaar først i Begyndelsen af 1800-Aarene. Den gamle Skoleprotokol maa derfor siges at danne Indledning til Skolens Historie under dette Navn. I de gamle Brandprotokoller for 1801 nævnes Skolen son Byens faste Skolehus.

Den ældste Skoleordning

Øverste Del af Torvet, set mod Nørregade, med den gamle Borgerskole paa Hjørnet til venstre. (Billedet fra 1860’erne.)

Paa dette Tidspunkt, samtidig med Bøndernes Frigørelse, vaktes en interesse for en videre Folkeundervisning. (Heraf udgik den store Skolekommission af 1789-1799, som igen affødte Skoleloven ad 1814.) Den højere Skoleundervisning ver der tidligere sørget for gennem Latinskolerne. Ringsted havde ogsaa som de fleste andre Købstæder en latinskole, der som bekendt havde til Huse indefor Sct. Bendts Kirkes Mure, hvorimod Hjemmene selv, ved Hjælp af bosiddende eller omrejsende Degne (Sædedegne og Løbedegne) maatte forestaa Skoleundervisningen. Først under Frederik IV oprettedes de første Skoler ude i Landet, de saakaldte Rytterskoler. Disse dannede den egentlige Indledning til Folkeskolen.

Degnene var indtil 1814 almindeligvis akademisk uddannede og var udgaaet fra Latinskolerne. (Disse ses at være nedlagt i de fleste Købstæder omkring Midten af det 18. Aarhundrede.) Som Løbedegne virkede sædvanlig Latinskolens ældste Diciple, som af Skolens Rektor blev sndt ud i Landet i indtil 2 Miles Omkreds for dèr at undervise Børnene og Ungdommen - Hovedsagelig ved Oplæring i Kristendom (katekismus og Salmesang). Saaledes skulde hver Uge Sognets Ungdom samles paa et af Degnen og med Præstens Vilje og Raad anvist Sted. I Kirkebyerne benyttede man Kirken. Desuden skulde Degnen synge Messen paa Latin ved Kirkens høje Fester og iøvrigt forestaa Sangen i Kirken hver Søndag. Løbedegnene vat lidet afholdt af Almuen for deres Løsagtighed, og hvor ikke Sognedegne var ansat, søgte man at faa Løbedegnene erstattet med Sognedegne. Dertil formaner Biskop Peder Palladius Forældrene med disse Ord:

- Tag din Søn og Datter og led dem til Degnen! Ville de ikke, da slaa dem dertil med Riset. Det er bedre, end Bøddelen skulde slaa dem!

Og videre siger Biskoppen: - O, Herre Gud! At man skal nøde Folk til deres egen Nytte og Gavn! Hvilken Blindhed maa der dog være blandt Folket!

Senere hedder det i Christian V's Lov af 1683: - Til Degn skal kun forordnes Studenter. Før de fik Kaldsbrev paa Embedet, skulde de overhøres af Superintendenten (Biskoppen) og dèr bevise deres Dygtighed. Yderligere skulde de ved Tiltrædelse af et Embede aflægge Ed for Biskoppen. Man noterer dog, at mange af dem næppe har staaet meget højere i Lærdom end den af Holberg skildrede "Per Degn".

Som Løn nød Degnene deres Offer paa de store Højtidsdage og ved Bryllupper og Barsler. Dertil deres ordinære Degnetraver (en Trave var 20 Neg), der skulde dem leveres paa Ageren, eller i Stedet derfor tilsvarende Korn i Skæppen. Yderligere forskellige Naturalier i Form af Fødemidler.

Hvor ikke fandtes ingen Degnebolig, skulde saadan indrettes. Disse Boliger, hvortil der almindeligvis var tillagt en lille Jordlod, synes ofte at være meget elendige, og de fleste Degne maatte leve under slette og usle Kaar, ja, blev ofte hensyndløst behandlet af præsterne. Det var en streng og kummerlig Tilværelse at være Degn. Om Søndagen undertiden i begge Kirker i Sognet, var det optaget af Sang og Børneundervisning. Dertil den ugentlige Undervisning i 5-6 Byer. Desuden skulde de besørge alle kirkelige Breve o. l. for Præsterne.

Tidens Drikfældighed og Løsagtighed førte med sig, at mange Degne, og forøvrigt ogsaa mange Præster, var forfaldne til Drik. Det var ikke ualmindeligt, at Degnen mødte beskænket i Kirken, eller han under Præstens Prædiken forlod sin Degnestol og gik ud i Vaabehuset for at smøge sig en Pibe Tobak.

Det skete ikke sjældent, at en kaldsberettiget Kirkeejer gjorde en eller anden til Degn, som var aldeles uskikket til denne Gerning, og som end ikke besad Lærdom af nogen Art. Som da selve Sjællands Biskop i 1749 beskikkede sin Tjener til Degn i Højby, da denne havde ægtet Biskoppens Husholderske. Efterhaanden søgte Degnene hen til ogsaa at blive virkelige Skoleholdere, hvorefter de tillige skulde undervise i almindelige Skolefag.

Aar 1803 klager Forvalteren på Ringsted Kloster til Biskoppen over, at Degnen i Benløse Sogn, Jens Hansen, i Skolestuen arbejdede som Rokkedrejer og Skoflikker, samtidig med at han underviste Børnene. Han havde endog en Høvlebænk staaende i Skolestuen, og denne benyttede han desuden til at skrue Børnene fast i, naar disse ikke opførte sig, som det behagede ham. Han slog ofte Børnene over Haanden, saa Blodet sprang. Et af hans Hovedfag synes at have været Oplæring i Spøgelseshistorier og gammel Overto. Man forstaar af dette, at det ikke har været lutter Lærdom, Datidens Skoleholdere spredte om sig.

I 1749 gør Degnen Rachløv i Alsted-Fjenneslev Sogne sig bemærket ved at at indlade sig i Slagsmaal udenfor Kirkedøren i Alsted og vakte iøvrigt Forargelse ved sit uordentlige Levned, foruden han i høj Grad forsømte Læsningen i Sognets Byer.

I et andet Sogn berettes om Degnen Lauritz Friis, at han en Pinsemorgen midt under Gudstjenesten forlod Kirken og gik hen paa Kroen, hvor han nød saa rigeligt af vaade Varer, at han, efter atter at være vendt tilbage til Kirken, faldt i Søvn i sin Degnestol under Ofringen, og da en Bonde vækkede ham, fo'r han forfjamsket op og begyndte at synge til stor Forargelse for Menigheden. Denne grove Forseelse kostede Degnen Embedet.

I en Indberetning fra Vigersted-Kværkeby Sogne hedder det, at Degnen næsten aldrig var ædru. Og i en anden Indberetning siger Sognepræsten Holger Rørdam, at der i Sognene hersker megen Grovhed og Vankundighed og Undervisningen paa det aller sletteste har været.

i Slutningen af det 18. Aarhundrede begyndte man at nedlægge Degne-Embederne og opføre virkelige Skoler i Sognene, de, som vor Tid kender. Skolekundskaberne stod endnu langt tilbage i det 19. Aarhundrede, saa lavt hos Bondebefolkningen, at mange ikke kunde skrive. (Undertiden kun deres Navn - eller i Mangel deraf prente et Bomærke.)

De ældste Skoleforhold i Ringsted kan føres tilbage til Latinskolen, der blev oprettet ca. 1570. Hvad der paa Skolevæsenets Omraade kunde falde af til Almuen, var grumme lidt. - Efter Latinskolens Nedlæggelse 1739 blev Klokker og Kordegn ved Sct. Bendts Kirke fremtidig at betragte som skoleholder ved Byens Skole.

Den første Kordegn i Ringsted hed Søren Sørensen og var Student fra Ringsted Latinskole og levede fra 1686-1749. Han var gift med Barbare Cathrine Motzfeld, Datter af Sognepræst Peder Motzfeld, Asnæs. Fra hende stammer den Gren af den kendte slægt, Motzfeld, der gennem Generationer har været tilknyttet Søgaard i Benløse. - Efter Søren Sørensen fulgte Sønnen Peder Motzfeld, Student fra Køge, der ses at have faaet Moderen Navn. Han beklædte Embedet som Klokker og Kordegn i Ringsted fra 1749-1805. Han ligger begravet på Sct. Hans Kirkegaard tilligemed sin Hustru, Anna Sophie Jessen. - Den fredede Gravsten paa den gamle Kirkegaard bærer endnu Vidnesbyrd om disse to Mennesker.

Fra Slægten Motzfeld nedstammer ogsaa den berømte Statsmand Peder Griffenfeld. Hans mor var født Motzfeld.

Klokker og Kordegn Peder Motzfeld afløstes derefter i Embedet af Gabriel Heiberg. Han var født i Norge 1772 som Søn af Provst Arne Chr. Linde Heiberg og ses at være beslægtet med den berømte Slægt Heiberg i Danmark, der som bekendt nedstammer fra Norge.

Fra 1816 og omtrent op til vore Dage var Klokker- og Kordegneembedet knyttet til Borgerskolen, saavel dom de ordinerede Kateketer (Hjælpepræster, Kapellander), der virkede som Skolens Førstelærer,. - Når Byen fik en ny 2. Præst fik Skolen sig samtidig en ny Førstelærer. denne Stilling ses dog at have været saare omskiftelig.

Den længst mod Nørregade liggende Skolebygning blev i 1807 indrettet til Klokker- og Kordegne-Bolig i Stedet for den ved Branden 1806 afbrændte Klokker-Bolig, der tidligere laa ved den anden Side af Sct. Bendtsgade mod Kirken.

Det hedder om den gamle Borgerskole, at den allerede paa dette Tidspunkt var meget forfalden og skrøbelig. Udenfor Indgangen til til Forstuen stod ofte en lille Sø.

Gaardens Forfatning hører med til det meget ufuldendte ved denne Skole, melder den daværende Kapellan Adolph Petersen.

i de to lave, hvidkalkede Skolestuer residerede Skolens to Lærere, Førstelærer, Klokker og Kordegn Gabriel Heiberg og Andenlærer Thorsteinson. Den sidste synes at have haft en høj Stjerne hos Skoletilsynet, medens Heiberg ofte faar Dadel for sin Undervisning. De hedder herom i Protokollen:

- Heiberg lader Børnene skøtte sig selv, passer ikke Skoletiden, hvilket Drengene i høj Grad udnytter saa kraftigt, at de undertiden er ved at vælte Borde og Bænke. Iøvrigt forsømmer Børnene i vid Udstrækning: besøger nærmest Skolen, naar det passer dem.

Skarpe og alvorlige Anmærkninger falder ofte flere Gange ugentlig af Skoletilsynet. Amtsprovst, Dr. P.H. Mønster, den senere Biskop i Aarhus, noterer saaledes 1808: - Af 100 skolepligtige Børn havde kun i det forløbne Skoleaar nogle og tredive jævnligt søgt Skolen.

Den gamle, historiske Skoleprotokol bringer Anmærkning paa Anmærkning. Et righoldigt og alsidigt Stof, der daanner en Række interessante Kulturbilleder gennem to Menneskealdre. Denne Protokol synes i hver Fald at bevidne, at de Billeder, mine Meddelere har givet af Skolen, ingenlunde kan være overdrevne. Protokollen er indviet af Sjællands daværende Biskop, Nic. Edinger Balle, hvis Navn var knyttet til Almueskolens Reform, idet han var Medlem at den før omtalte Skolekommission. Derefter indleder Sognepræsten, Schrøder, med en alvorlig Paategning (Jan. 1807), hvori han beklager Skoleforholdenes elendige tilstand. Noterer, at Byen paa dette Tidspunkt hjemsøges af en epidemisk Syge, samt klager over, at Forældre lader Børnene i Hobetal løbe paa gaderne om Aftenen med en vild Hujen og Støjen, hvorved de ikke alene kan komme til Skade af de forbifarende Slæder, men at de ogsaa om Morgenen møder paa Skolen vaade om Fødderne, beviselig syge og uduelige til skolegerning. Mange af Ringsteds kendte og ansete Navne fra gamle dage har ved deres personlige Bemærkninger i Protokollen præget Skolen og dens Arbejde. man ser Konferensraad Harhoffs sirlige og faste Navnetræk, Chr. Heilmann, Ritmester Freislebens stolte og mandige Signatur, underbygget af en lang Række mægtige Krøller, Provst Steenberg, Vermehren, Roed og mange andre. Ikke mindst synes Kapellan Adolph Petersen at have givet Skolen og dens Arbejde et personligt kristeligt Præg.

Da der var Lazaret i Skolen

Den 11. August 1807 begyndte Læsningen igen efter Sommerfriheden. Der forefandtes kun 8 Børn i hver Klasse. Læsningen har i lange Tider idelig været afbrudt af Krigsurolighederne. Fra 30. August til 26, Oktober blev aldeles ikke læst, da engelske Tropper bemægtigede sig Skolestuerne til Lazaret i 7 Uger, og en Uge hengik med at istandsætte dem og rense den fordærvede Luft.

Et andet Sted hedder det: Hr. Thorsteinson havde Samtale med 1. Klasse "Forstandens Udvikling". Af 2. Klasse var kun 4 Elever mødt. Hr. Heiberg var ej heller mødt. Morgenstunden, som ellers har Guld i Mind, synes ikke at yndes denne Skole. Det er en Bemærkning, som jeg ofte har gjort, siger Kapellanen. Og han tilføjer, at da jan kun sporede liden Fremgang af Halvaarets Eksaminer, har han besluttet, saa længe hans andre Forretninger tillader det, aat overhøre Børnene hver Løverdag.

Amtsprovst Mønster konstaterer, at f. Eks. Skrivningen var saare slet, og at det i lige Grad vidnede om Lærernes Ligegyldighed og Lærlingenes Skødesløshed, at den Tid, der er anvendt derpaa, maatte anses for aldeles spildt.

Man begyndte nu at indføre et Mulktsystem, som dog ikke synes at have synderlig Virkning. Især gjaldt dette for den saakaldte Tjenestedrenge- og Tjenestepigeklasse, der bestod af ældre, tjenende Børn, der hidtil var forsømte. - Man bør dog ikke tilskrive Lærerne dette, hedder det, men snarere Husbonden, som holdt dem fra Skolen og hellere betalte Mulkten end at ville undvære deres Arbejde.Disse fra Hjemmet - de fleste fra Landet - forsømte Børn behøvede vist ogsaa mere end 2 Dages Undervisning om Ugen. Mange af dem kunde ikke bestaa Prøven til Konfirmationsforberedelsen og blev ofte vist ned. Var undertiden omtrent voksne, før de blev konfirmerede, om de i det hele taget naaede saa vidt.

En blodig Affære

Det kunde ogsaa gaa voldsomt til indenfor samme Skoles Mure, hvad den gamle Protokol her alvorligt beretter om:

Aar 1821, den 10. Marts, forefaldt samme Dags Morgen et blodigt Slagsmaal. Drengen Ludvig Margraff, af nederste Klasses øverste Afdeling, overfaldt med en Kniv Vilhelm Guldager af samme Klasse, saaledes at Lægen straks maatte hentes for at forbinde ham, hvorefter ordineret Kateket og Førstelærer Hr. Fyhn, straks anmeldte det passerede til Skolekommissionen, som uopholdeligt begav sig til Skolen og dèr afholdt Forhør.

Før Skoletimens Begyndelse gik Drengene Mads Jensen, Anders Rasmussen og Vilhelm Guldager op paa Katederet, tog Skolejournalen frem og vilde deri efterse deres Karakterer. Ludvig Margraff kom da springende til, og da Vilhelm Guldager vilde holde ham borte, skar han med en Pennekniv, han havde i Haanden, paa tværs over Ludvigs Ansigt ved det højre Øre, saaledes at Blodet udflød stærkt af Saaret. Hr. Fyhn hentede derpaa straks Doktor Lunding, som forbandt Saaret og erklærede, at der just under det Sted, hvor Saaret var, ligger en Pulsaare, og Saaret, om Kniven havde gaaet lidt dybere, vilde have været yderst farligt. Drengen, der overfaldt sin Kammerat paa en saa skammelig Maade, og i særlig Grad udmærkede sig ved Dovenskab og ofte usædelig Opførsel, blev straks af den høje Kommission bortvist af Skolen, idet hans Hjem laa udenfor Ringsted Skoledistrikt.

Aar 1817 blev Borgerskolen udvidet til at omfatte 3 Klasser. Som ny og tredje Lærer blev antaget den unge Skolelærer Peder Jensen, hvis Navn i over et halvt Hundrede Aar var tilknyttet den gamle Skole. - Ordineret Katatek H.D. Luplau havde afløst Heiberg som Førstelærer (klokker og Kordegn Gabriel Heiberg døde 1816), hvorefter Embedet som Klokker og Kordegn overgik til Andenlæreren, Thorsteinson, hvis Navn paa saa smuk og værdig Maade den Dag i Dag er bevaret i Ringsted By gennem flere Legater, bl. a. "Det Thorsteinsonske Legat for Konfirmander", stiftet 1842, og som uddeles til 3 af de dygtigste Konfirmander af begge Køn (bliver administreret af Sognepræsten i Forbindelse med Byraadet). Ligeledes er et Legat til Oprettelse af et Børneasyl i Ringsted (er tilknyttet Dagmar-Asylet).

Ved sin Herres Grav

Kordegn Lorentz Schnittler Thorsteinson døde 1849, 71 Aar gammel, og ligger begravet paa Ringsted Kirkegaard (ved Siden af Konferensraad Harhoffs Familiegravsted). Et Billede af en liggende Hund ses paa Gravmonumentet, gengivet som en Afstøbning. Til dette Billede knytter der sig følgende lille rørende Historie:

- Kordegn Thorsteinson havde en Hund, der altid fulgte ham. Ved hans Død sørgede Hunden meget dybt. Den fulgte sin Herre til hans sidste Hvilested, og det var ikke muligt at faa den til at forlade Graven. En Morgen fandt man den liggende død dèr. Man har aabenbart derfor ment, at man ikke paa e smukkere Maade kunde symbolisere det trofaste Dyrs Hengivenhed overfor sin Herre end ved ogsaa i Mindet at give den Plads ved Graven.

Aar 1849 blev Borgerskolen delt i 2 Skoler, omfattende hver to Klasser, en Almue- eller Friskole og en borgerlig Realskole for drenge, i Hvilken Skolepenge skulde erlægges. (Betalingsskole for Piger oprettedes ad privat Vej.) I Realskolen indførtes derefter en Række nye Fag, deriblandt ogsaa Fransk.

Skolen havde herefter nu fire Lærere.

Samtidig ses i en Skrivelse fra Ministeriet, at den til Klokker- og Kordegneembedet knyttede Jordlod (Kordegnens Vænge), af omtrent 3 Skpr. Lands Størrelse, blev overdraget til Kommunen mod en aarlig Afgift af 3½ Td. Byg, efter hvert Aars Kapiteltakst, til bemeldte Embede.

Efter Thorsteins Død er Embedet overgaaet til Kordegn S.H. Korfitzen, der beklædte dette i 10 Aar, indtil sin Død 1859. Korfitzen, Der ligeledes ligger begravet paa Ringsted Kirkegaard, efterfulgtes af H.G.H. Ishøj, der havde været ansat som Lærer ved Skolen fra 1848, og som vi i særlig Grad vil høre nærmere om. Han var ved Ringsted Borgerskole i 46 Aar og bliver omtalt af den ældre Slægt som en højst mærkelig og særpræget Lærertype.

Fra 1858 til 1870 har Kataket H.V.S. Finsen (senere Sognepræst i Vetterslev-Høm) været skolens Førstelærer, og fra 1859 nævnes cand. theol. Madsen som 3. Lærer ved Skolen. Lærer P. Jensen var efter Omordningen 1849 Skolens 4. Lærer og Enelærer for Borgerskolens mindste Elever.

Lærer Jensens Hustru beklædte i mange Aar stillingen som Haadgerningslærerinde. (Efter hendes Død Datteren, Jomfru Hanne.) Haandgerningsklassen blev denganag benævnt "Spindeskolen", og her fik Pigerne om Formiddagen, placerede ved Spinderokkene, deres Uddannelse paa dette Omraade.

Saaledes beretter den gamle Skoleprotokol. Selv om der ogsaa i denne er faldet en Regn af Anmærkninger for Dovenskab, indeholder den dog mange smukke Anerkendelser. en alvorlig og redelig Trang til at hjælpe og at øve Retfærdighed spores overalt gennem de fleste Steder næsten ulæselige Optegnelser. Protokollen slutter 1873 med et Referat af et Møde mellem Byraadet Skoleudvalg og Skolekommissionens Formand, Provst Andersen, og hvor der bringes i Forslag ved første Byraadsmøde, at Kommunen lader opføre en ny Skolebygning i Sct. Knudsgades ydre nordre Side. Betænkningen er underskrevet af Kordegn Ishøi, cand. polyt. H.C. Jensen og Læge D. Bølling.

Tamp var daglig Kost

Ringsted Borgerskole 1. Oktober 1867 (set fra Gaarden). Fra venstre ses: Christen Ringer (fast ”Inventar” paa Skolen), Lærer Chr. Hansen, Fru Hanne Hansen, deres lille Pige Catrine Hansen, cand. theol. Madsen, Lærer Peder Jensen (Fru Hanne Hansens Fader), Kateket Finsen og Kordegn Ishøj

Mine Meddeleres første Skoleaar faldt under tidligere omtalte Skolelærer Peder Jensen eller "Pæ Jæ'n", der var hans Kælenavn. Han var, som nævnt i forrige Artikel, Enelærer for Borgerskolens yngste Elever, der udgjorde Skolens største Klasse.

Lærer Jensen skildres som en overmaade streng Lærer, Rebtampen hang ham omtrent ud af Lommen, og der vankede af den for et godt Ord. Mangen en Rebtamp blev slidt op paa Drengenes Rygstykker. Ofte maatte der gaa Bud over Torvet til Rebslager Schiøtte, der havde Leverancen paa dette Omraade. Drengene forstod dog efter bedste Evne at isolere sif, f. Eks. ved at stoppe en Bog eller et ekstra Klædningsstykke op under Trøjen eller Buksebagen! Ikke sjældent søgte Drengene at tilrane sig Tampen og lade den forsvinde i Kakkelovnen. Opfindsomme Hoveder havde ogsaa gjort den Opdagelse, naar det drejede sig om Spanskrøret, og Drengene blev beordret til at hente et nyt hos Købmanden, da at skære en Revne i den ene Ende af Spanskrøret og derefter anbringe et Hestehaar i Revnen. Dette usynlige Trick havde ofte den Følge, at Spanskrøret revnede, naar Læreren slog særlig haardt.

Det kunde hænde, at flere Syndere samtidig stod og ventede paa at komme i Berøring med Tampen, og da gjaldt det om at vare sig. Det hændte, at Pæ Jæ'n ikke altid var lige heldig i Udførelsen af dette Arbejde, ag at Tampen, idet han trak Drengene frem til Klø, snoede sig om Benene paa ham og fremkaldte en Forvirring, der ikke stemte Læreren mildere overfor de ofte vanartede Drenge.

Klø hørte ligefrem med til Skolens Timeplan, og der var derfor ikke noget at sige til, at Drengene forsøgte Modtræk.

- Peder Jensen døde 1874, 77 Aar gammel.

Fra Skomagerværksted til Skolestue.

Lærer Jensen afløstes i Embedet af sin Svigersøn, Chr. Hansen, der allerede i 1861 ses at have været knyttet til Borgerskolen som Hjælpelærer. Lærer Hansen, der oprindelig var Skomager og tidligere havde arbejdet som Skomagersvend hos en af Byens Skomagermestre, havde ved en enestaaende Flid arbejdet sig frem til Lærer. Han er vel den af de to Lærere, der vil huskes bedst. Han omtales ogsaa som en ypperlig Bassanger, der bl. a. i Kirken blev meget beundret for sin smukke Sang. Han var tidligere en af den daværende Sangforening bærende Kræfter. Han døde 1899, 76 Aar gammel. En Søn af Lærer Hansen var afdøde Postkontrollør Chr. Hansen, København, der for ca. 25 Aar siden var paa Ringsted Postkontor. Ogsaa han var en meget musikbegavet Mand og vil bl. a. huskes som en fortrinlig Klaverspiller. Han deltog med stor Interesse i Byens Musikliv og var i en Periode Formand for Ringsted Sangforening.

Det kunde ikke nytte at klage hjemme.

Borgerskolens Førstelærer, ordineret Kateket Finsen, var indenlunde heller af de blideste. Ogsaa han havde Tampen eller Spanskrøret nær ved Haanden og kunde med faa Øjeblikkes Varsel bringe et af disse dengang uundværlige Opdragelsesmidler i en intim Berøring med en Synders Bagdel. Det fortælles, at han yndede at trække Drengene frem ved Haartoppen for derefter at anbringe dem paa Skolebordet, liggende paa Maven. Læserne kan derefter tænke sig til Resten. Det bør dog noteres, at Drengene ingenlunde selv forspildte Chancen for at faa disse Redskaber i Anvendelse. Apoteker Axel Wengel fortæller, at det var en yndet sport for Drengene at sætte Støvlehælene i saa kraftig Forbindelse med de tynde lerklinede Vægge, at Sten og Ler raslede ned, undertiden saa kraftigt, at det havnede udd paa bFortovet. iøvrigt kunde det ikke nytte at komme hjem og forelægge Klage efter Revselse, da Opdragelsen hjemme foregik efter samme Recept, og en rask Dreng var heller ikke bange for Klø.

Kammerraad Ishøj.

Det var dog særlig Skolens Andenlærer, Kordegn, sene Kammerraad H.G.V. Ishøj, der gennem mere end en Menneskealder kastede et særligt Præg over den gamle skole paa Torvet.

Kammerraaden levede først og fremmest med i alt, hvad der rørte sig af Selskabelighed i Byen i Midten af forrige Aarhundrede. Han var medstifter af Ringsted Industriforening og Foreningens første Formand, fra 1868-71, Medlem af Byraadet fra 1870-81. Ishøj, der var Lærersøn fra Ærø, var ogsaa engang opstillet som Folketingskandidat paa sin Fødeø.

En Skoletime for 80 Aar Siden.

- Det var en Lørdag Morgen mellem 8 og 9. Borgerskolens store Klasse havde sin første Time, Kordegn Ishøj var som sædvanlig hver Lørdag Morgen ved den Tid gaaet over i Provstegaarden, der laa ved den anden Side af Torvet, hvor nu Sct. Knudsgade munder ud paa Torvet, for at konferere med den daværende Provst Steenberg om de kirkelige Sager for den følgende Søndag. Derefter gik Turen, efter at han havde kigget indenfor til Drengene, over til Købmand Carl Jensen (senere Købmand Malling) paa det modsatte Hjørne af Skolen (der hvor nu Central-Hotellet ligger) for at nyde sin Frokost og Snaps. - Lad mig nu se, om I er søde og rare Børn saa Længe! var hans vante Udtryk, før han forlod Skolestuen.

Efter at Ishøj havde forladt Skolestuen, gik det som sædvanlig hedt til. Denne Time benyttede Drengene som oftes til alle mulige Skarnstreger. Et af Klassens mest opfindsomme Hoveder, der tillige gik til Konfirmationsforberedelse, bemægtigede sig Ishøjs lange Pibe samt hans Violin, der begge havde deres Plads paa Væggen, satte derefter sin Lærers høje Hat paa Hovedet. - Kordegn Ishøj mødte altid med høj Hat paa Skolen Lørdag Morgen, naar han skulde til Provsten, og havde netop denne Morgen lagt den fra sig i Klassen. - Og med Piben i Munden og vridende Munden til Siden, efterlignende Læreren, gav drengen sig til at gnide løs paa Violinen.

Hele Klassen hylede af Begejstring. Pludselig gik Døren op. Dèr stod Ishøj! Han havd anet, at Drengene havde noget særligt for.

- Vent du bare, raabte han, jeg skal piske dig til Døde, dit nederdrægtige Asen! Nu skal du ikke blive Konfirmeret! -

Kammerraaden var rasende. Han fo'r straks over Pen og Blæk, kradsede noget op paa et Papir, hvorefter han kommanderede: - Vil di fluks gaa over til Provsten med dette Brev! Du kan tro, at jeg skal sørge for, at du ikke bliver konfirmeret denne Gang! Drengen luskede af med Brevet.

- Aa, Hr. Ishøj! Det er Synd! Det er Synd! lød det bønligt fra Drengene. Det kunde den ellers saa godmodige Lærer ikke staa for. - Er det Synd, Drenge? - Ja, lød det i Kor. - Saa skynd jer at løbe efter ham!

Drengene sagde god for Sangen

Kammerraad Ishøj var i sine Velmagtsdage en sikker Gæst ved mange Middagsselskaber - især ved Fødseldagsgilder, ved hvilke han altid holdt sin traditionelle Tale, der regelmæssigt sluttede saaledes: - Naar vi nu til næste aar atter mødes ved dette festlige Bord o. s. v.

Der laa altid en Invitation til ham selv i hans Tale.

Kammerrraden var noget af en Digter og skrev Festsange til baade her og der. Mangen en Middag faldt af ved samme Lejlighed. Hanyndede at tale paa Rim og benyttede ofte Skoletimerne, naar han skev sine Lejlighedssange. Naar han var færdig med et Vers, skulde dette prøves til an passende Melodi, og det foregik paa den Maade, at han først lærte Drengene Teksten, hvorefter de under hans Ledelse sang det i Kor. - Den er god, Hr. Ishøj! Den er god. Eet til! skreg Drengene.

- Er den god, drenge! sagde Kammerraaden. Efter en Stunds Forløb: - Saa Drenge, nu har jeg et Vers til! Paa den Maade blev adskillige Festsange til.

Da Kammerraaden indstuderede sin Valgtale.

Kammerraaden var til den nær forestaaende Valgkampagne i sin egenskab af Rigsdagskandidat i fuld Vigeur. Han saa sig nødsaget til at bruge Skoletimerne til at indstudere sin Valgtale og satte saa Drengene til Højtlæsning i Kor, idet han formanede: - Lad mig nu se, at I er flinke og læser højt og tydeligt! Hvorefter han gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, talende med sig selv, overdøvet af Drengene, intetanende at disse havde planlagt at ville afsløre ham. En af Drengene, havde instrueret de andre saaledes, at naar han rakte en Haand i Vejret, skulde de alle paa en Gang ophøre med at læse. Dette skete ogsaa. Denne pludselige Stilhed kom bag paa Kammerraaden, og Drengene hørte ham højt og tydeligt udbryde: - Ærede Vælgere!

Pølsegildet reddede Knægten

Ishøj far i Færd med en Revselse af en af Klassens ikke just mest velopdragne Gutter, hvis Far ejede en af Byens største Købmandsgaarde. Midt under Revselsen, der som sædvanlig ikke forgik efter de blideste Regler, faar Drengen en lys Idé og vræler: - Hr. kammerraad! Vi skal ha' Pølsegilde i Aften! Kammerraaden standsede pludselig op. - Hvad er det du siger, Dreng! Skal I ha'Pølsegilde i aften? Tror du, at jeg kan komme med der?

- Ja, ja, forsikrede Knægten. Kammerraaaden kan godt komme med, jeg har sagt det til min Mor! (Det var Ishøj meget magtpaaliggende, at Børnene beærede ham med Kammerraadtitlen. - Ved i ikke, at jeg er udnævnt til Kammerraad, lød det ofte.) Dette lille Intermezzo standsede det hele Foretagende. Kammerraadens Humør steg adskillige Grader ved tanken om en god Aften. - Pølsegildet kom han med til; men hvorledes Drengen klarede Spørgsmasalet med sin MOr, blev en Sag for Sig.

Naar Drengens Lommemad var bedre end Kammerraadens.

Madproblemet var et af Kammerraadens vigtigste Livsspørgsmaal. Man fortæller om, hvorledes han byttede Mad med Drengene, naar han opdagede, at en eller anden af disse havde særlige Lækkerier paa sin Mad. - Et stykke med Ost var regelmæssig, hvad Kammerraaden havde at byde i Stedet.

En af Klassens Drenge blev regelmæssig hver Uge udnævnt til "Madhenter" og havde til opgave hver af Ugens Skoledage at hente Kammerraadens Frokostpakke hos Charlotte, som han altid benævnte sin Kone.

Forud for en saadan Udnævnelse, der foregik meget højtideligt, lød det fra Kammerraaden: - Skal det være mundtlig eller skriftlig, Drenge? - Skriftlig, Hr. Ishøj! svarede Drengene i Kor. Saa gik den Tid med det.

Da Kordrengene i Sct. Bendts Kirke tabte Salmebogen ned i Konferensraadens Kirkestol.

Det var en Mandag Morgen omkring 1860 i Borgerskolens store Klasse. Der hvilede en mørk Aand over Klassen hin Morgen. Der var sket noget kedeligt under Gudstjenesten den foregaaende Søndag. At Par af Klassens Drenge, der tidligere var Kordrenge i Kirken, havde ved et Uheld tabt en Salmebog ned i Konferensraad Harhoffs Kirkestol, der havde sin Plads lige under Orglet. Eller havde de maaske forsømt deres Pligt? Hvem ved det! Det var nemlig ikke altid, Gutterne opførte sig eksemplarisk i Kirken. Uheldet var yderligere sket midt under Provstens Prædiken og havde lavet et syndigt Spektakel. Provst Steenberg tog denne Sag med Salmebogen meget alvorligt. Det var jo Konferensraadens Enemærker, der her var krænket. Konferensraad Harhoff og Provst Steenberg var Byens mægtigste Mænd og havde mange Traade i deres Hænder. Det skal dog her bemærkes, at der ingen var til Stede i Konferensraadens Stol den Dag. Uheldet skete, og det var saaledes ikke saa slemt. Provstens Vrede havde dog ikke lagt sig til næste Morgen, Iført Ridebukser og med Ridepisk i Haanden mødte Provsten paa Skolen efter sin sædvanlige Morgen-Ridetur og gav egenhændig de to Syndere den Revselse, han mente, de havde fortjent, og som han følte som Skolens hjemlige Overhoved, at det var hans Pligt at bringe til Udførelse, eftersom de havde forstyrret Gudstjenesten.


Da Drengene spillede Kort bag Orglet.

Ringsted Borgerskoles Lærerpersonale 29. August 1873. Fotograferet i Anledning af Lærer P. Jensens Fratrædelse fra Skolen. Fra venstre ses siddende: Kapellan Christen Vilhelm Møller, Lærer P. Jensen og skolens 2den Lærer Kordegn Ishøj. Staaende fra Venstre: Cand. theol. Madsen, Arkitekt Bock (Tegnelærer), Lærer Chr. Hansen samt Kateket Borch Hansen.

Ved en anden Lejlighed havde Gutterne ogsaa været paa Spil, denne Gang dog mere udfordrende. - Kordegn Ishøj overraskede Drengene en Søndag under Gudstjenesten, hvor de, mens Provsten stod paa Prædikestolen, ganske uanfægtet havde sat sig til at spille Kort bag Orglet. - Haa, haa, jeg skal melde jer til Provsten, I Labaner! truede han, idet han i arrigskab kneb dem i Benene.

Den følgende Dag var der, ligesom efter Affæren med Salmebogen, stort Opgør paa skolen. Kammerraaden havde besluttet sig til at sende de ugudelige Knægte over til Provsten med Kortene, men mødte en mægtig Modstand hos hele Klassen. Han besluttede derfor at appellere Sagen til Skolens øvrige Lærere. Efter at have forhandlet med disse kom han tilbage til Klassen og meddelte: - Nu er det bestemt, at I skal have Klø i Stedet for! Drengene drog ved denne Meddelelse et Lettelsens Suk. Klø var for dem et underordnet Spørgsmaal. En Dragt Prygl mere eller mindre spillede ingen Rolle for den Tids Skoledrenge.

Ishøjs Skoletimer synes at have været særdeles alsidige; de rummede noget af hvert. Hans gamle nulevende Elever mindes endnu den Dag i dag deres ejendommelige Lærer. Ogsaa de mange Episoder, hvor deres Lærer boltrede sig sammen med Drengene, vil huskes, f. Eks. naar de ved Skolens aarlige Skovtur, der regelmæssigt foregik med Hest og Vogn til Sørup Skov, under vil Begejstring trak Reb med Kammerraaden.

Var hans Indsats i Skolens Gerning end ikke stor - i Særdeleshed vel ikke i hans senere Aar -, hans Lærergerning ved Ringsted Borgerskole strakte sig dog op mod et halvt Hundrede Aar og vil huskes længe.

Kordegn Ishøj fratraadte som Lærer 1890, dog ikke officielt før 1896, idet han holdt Hjælpelærer i nogle Aar. Sine sidste Aar tilbragte han i København. Han døde den 1. December 190 i den høje Alder af 86 Aar og blev ligesom sine to Forgængere begravet på Ringsted Kirkegaard. Hans Grav, der i høj Grad blev forsømt, er i modsætning til Foregængernes Grave forlængst udslettet.

Den gamle skole paa Torvet gik ud af Sagaen Aar 1876, da skolen i Sct. Knudsgade blev taget i Brug. Denne Skole, der allerede i mange Aar legeledes har gaaet under Navnet "Den gamle Skole". kan vel næppe heller nu siges at være tidssvarende.

Flere kendte Personligheder ses gennem Tiderne at have haft Tilknytning til Skolen paa Torvet. Bl. a. kan mævnes, foruden de tidligere omtalte Lærere: senere Biskop i Aalborg Christen Møller, der som personel Kapellan ved Sct. Bendts Kirke ogsaa var fast tilknyttet Ringsted Borgerskole i Tiden 1869-74.

Et Stykke Historie ligger gemt indenfor den gamle Skole og kan vel næppe undgaa at kaste et mørkt Skær over Datidens Skoleliv, der paa saa mange Maader danner en kontrast til den Tid, vi lever i, ikke mindst til vor Tids Skoleforhold.

Tidligere Overlærer Fr. Mortensen, hvem jeg har forelagt en Del af mine Optegnelser, og som har været knyttet til Ringsted nuværende Borgerskole gennem 45 Aar, fra 1889 til 1934, fortæller, at Skoleforholdene i Ringsted ved hans Tiltrædelse endnu var meget primitive, men det varede dog ikke længe, før Forholdene bedrede sig, og - som den tidligere Overlærer siger - det er kun derved, at Skolens Timer bliver gjort frugtbare gennem flittgt Arbejde, at man skaffer Disciplin indenfor Elevernes Rækker. Denne Disciplin manglede i høj Grad i forrige Tider, hvorfor Resultatet undertiden var, at en Lærer opnaaede at blive latterliggjort.

Fra den gamle Provstegaard.

Den gamle Provstegaard omkring 1870. Paa Billedet ses Kordegn Ishøj med høj Hat

Efterfølgende Optegnelser har mere Tilknytning til den gamle Provstegaard og til Provst Steenberg end til Skolen direkte.

Provsten var en myndig og streng Mand, der paa mange Maader formaaede at bringe sin Magt i Anvendelse overfor skolen og Eleverne, om ikke før, saa naar disse naade frem til Konfirmationsforberedelsen. Han var kendt for at have et hidsigt Sind, men bliver iøvrigt omtalt som en god Mand, en nidkær og dygtig Prædikant, og hans Navn er bevaret i Mindet om en af Ringsteds mest betydningsfulde Mænd fra forrige Aarhundrede.

Der lever endnu mange Historier om den gamle Provst, hvorledes han ofte viste Konfirmanderne ned, naar de ikke opfyldte de religiøse Forudsætninger, han forlangte. Undertiden søgte de derefter til andre sogne, f. Eks. Vigersted og Bringstrup, hvor det som Regel var betydeligt lettere at slippe gennem skærsilden.

Et Par fattige Drenge, skikkelige, men daarligt begavede, havde en Vinterdag under en Forberedelsestime i særlig Grad irriteret Provsten ved deres Uvidenhed. Pludselig løb Hidsigheden af med ham. Han tog begge Drengene i Nakken, aabnede Døren mod Haven og lod dem gaa paa hovedet ud i en stor Snedrive, hvorefter han smækkede Døren i med at Brag og fortsatte Undervisningen.

Hvorledes det gik den ene af Drengene, vides ikke, hvorimod den anden søgte til Vigersted Sogn, hvor han fik Tjeneste hos en Gaardmand for om muligt at kunne blive konfirmeret i Sognet der. Dette lykkedes dog ikke. Den arme Dreng maatte vente 2 Aar og atter ty til Provsten, før han opnaaede at blive konfirmeret.

Man fortæller, at Provsten havde anbragt et Spejl paa Væggen i hver Ende af Præstegaarden Havesal, der blev benyttet som Konfirmandstue. Ved Hjælp af disse kunde han overskue hele Salen og de mere genstridige Gemytter. Det var ikke sjældent, Hammeren faldt over en Synders Hoved. Til Undskylning tjener, at det ikke altid var lige let for den nidkære Provst, hvilket efterfølgende Træk kan bevidne: - I gamle Dage var der kun Konfirmation en Gang om Aaret, og antallet af Konfirmander kunde tælle op til et lille Hundrede. Ofte var de mandlige Konfirmander saa gamle, at de mødte med Skæg, dertil mange uvorne Knægte og rent ud umulige i kristeligt Henseende. En Dag under en Afhøring rettede Provsten en Forespørgsel til en af disse Knægte, hvorefter Svaret lød: - Et Brev til Filippenserne! Et Brev til Kolossenserne! - Og et til .... Og et til ....

Naa, lød det fra Provsten. Hvad bliver det til? En Kammerat, en durkdreven Fyr, kommer Drengen til Hjælp og hvisker til ham: - Et til Søderholm! Hvorefter det lyder fra Knægten: - Og et til Sønderholm!

- Hvad siger du Dreng! farer det ud af Provsten. Igen lyder det fra Drengen: - Et til Søderholm! uden at ane, hvad han sagde. (Søderholm var en lille fordrukken Svensker fra Gartneriet "Holmehave".)

Provsten blev rasende. Drengen angav, fra hvem han havde sin vide, men denne nægtede bestemt, og der kom intet ud af dette.

- Hvad er det at bede, spurgte Provsten et opløbent Pigebarn ude fra Landet. - Det er, naar man er ude at køre og holder stille paa Landevejen for at spise sin Mad! lød Svaret.

Man forstaar efter dette, at det ikke altid var nogen taknemlig Opgave for en Præst i hine Tider at have saadanne Elever at gøre, og at det kunde være nødvendigt at vise enkelte ned, naar det blev for broget.

Da man forsøgte at bestikke Provsten

Provst Steenberg
Provstinde Steenberg
Provst Steenberg og hustrus gravsted på Sct. Bendts Kirkegård
Provst Andersen

Datiden udprægede Standsforskel spillede ofte en fremtrædende Rolle, ogsaa indenfor Skolens Omraade, og blev hyppigt anvendt overfor Børnene af saavel Lærere som Præster. Fra Hjemmenes Side (i første Række de mere velhavende Hjem) undslog man sig ikke ved at forsøge at købe Gunst til hos en Lærer eller Præst, f. Eks. ved at stikke en And eller Gaas eller lig. til disse. Overfor dette ufviste Provst Steenberg en udpræget Retfærdighedsfølelse. - Provsten havde negang vist tre Drenge bort fra Konfirmationsforberedelse, en Gaardmandssøn fra Haugbyrd samt to fattige Drenge fra Benløse. En Søster til førstnævnte Dreng kom derefter op til Provsten og bad om naade for sin Bror og havde i den Anledning medbragt to fede Ænder, som hun stiltiende havde lagt paa Bordet i Provstegaardens Køkken.

Ja, sagde Provsten, skal jeg tage hendes Bror til Naade, skal jeg ogsaa tage de to andre, der skal være lige Ret for alle! Da Provsten opdagede Ænderne, blev dissesendt tilbage. - Provsten havde aldeles ingen Brug for dem!

Hvad Drengene angik, lod han Naade gaa for Ret og lovede at tage dem alle tre tilbage, hvorefter han sendte sin Karl, Hans, med Bud til de to andre om at komme tilbage.

Hans, der tillige var Provstens Kusk, indtog iøvrigt en høj Stjerne i Præstegaarden. Naar han f. Eks. om søndagen kørte for Provsten til Benløse; og det var kommet til hans Kundskab, at én eller anden vordende Konfirmand var blevet vist ned, kunde han sige til Provsten: - Det er stor Synd, Deres Højærværdighed! - Er det Synd, Hans! - Je, det er det maaske ogsaa! - Du maa hellere køre ud og sige til ham i Morgen, at han maa komme igen!

Som et lille Bevis for Provstens Hensynsfuldhed mod Hans fortæller man morsomt: - En Morgen, efter Hans havde været lidt ude om Natten og ikke var mødt til Morgentjeneste i Stalden og i den Anledning havde sikret sig Assistance af en af Byens Drenge for derved at kunne tage sig en lille Morgenlur, kommer Provsten som sædvanlig ned i Stalden, men ser ikke Hans. - Hvor er Hans? Spørger han. - Det ved jeg ikke, Deres Højærværdighed, svarer Drengen. Provsten gaar nu hen og linder Døren til Karlekammeret, der her som de fleste Steder i gamle Dage stod i Forbindelse med Hestestalden, og ser Hans ligge i Sengen, Provsten lukker forsigtigt Døren igen, idet han hvisker; - Tys, tys, Hans sover!

Provst Frederik Laurentius Steenberg var Sognepræst i Ringsted-Benløse fra 1847-70. Han var født 1801 og døde 29. December 1870 og ligger begravet på Sct. Bendts Kirkegaard sammen med sin Hustru, Charlotte Frederikke f. Borris. Provstinde Steenberg døde 1863, knap 53 Aar gl. Hun omtales som en meget smuk og elskelig Dame, der ved sin Godhed og sit blide Sind kastede det smukkeste skær over Hjemmet i den gamle Provstegaard.

Af de nærmetse nulevende Slægtninge kan bl. a. nævnes en Datterdatter, gift med forhv. Stiftsprovst P. Barsøe, Charlottenlund. Ligeledes er Oberstløjtnant Hartnack, Slagelse en Dattersøn af Provst Steenberg.

Fru Stiftsprovst Barsør har elskværdigst overladt mig Manuskript til den Tale, Provst Steenberg hold ved sin elskede Hustrus Baare den 7. Marts 1863, hvori han skildrede hende som sit Livs gode Engel.

Naar Verden mangen Gang, siger Provsten heri, udæskede han til sin stride Kamp, og det stormede og brusede i hans Indre, da mægtede hun at tysse Stormen derinde, at der atter blev stille.

Et sirligt haadsskrevet Ekselmplar af Salmerne, der blev sunget ved denne Lejlighed, og som antagelig er digtet af Provsten selv, dertil yderligere prentet med Noder, findes ligeledes i Stiftsprovstinde Barsøes Eje.

I dette Skrift bemærkes ogsaa, at Salmerne ved Graven blev sunget med Akkompagnement af blæsende Instrumenter.

Den gamle Provstegaard blev nedrevet 1872, da den nye Præstebolig i Sct. Knudsgade blev opført, ikke lang Tid efter at Provst Andersen (Professor Vilhelm Andersens Far) havde tiltraadt.

Provst Frederik Vilhelm Andersen, tidligere Sognepræst i Nordrup, var Sognepræst i Ringsted fra 1871-1894. Provst Andersen var saaledes den sidste Beboer af den gamle Provstegaard. Hans Minde lever endnu i frisk Erindring, og han bliver omtalt af de Ældre med dyb Ærbødighed.

Mange Baand har gennem skiftende Tider været knyttet til den gamle Provstegaard og den gamle Skole paa Torvet. De to Huse, der indtil sidste Kvartaar af forrige Hundredaar endnu prægede Byens Aandsliv, er forlængst ikke mere. Gamle og affældige som de var, maatte ogsaa de falde for en ny Tid.

Minder og Anekdoter fra Gæstgivergaarden "Carl Nielsens Hjørne"

På Hjørnet af Søgade ligger
en velkendt Restauration,
hvor Landboer spiser og drikker,
og Sagfører holder Auktion.
Se, der kan man leve saa dejlig,
faa Gullasch og Aal i Gelé,
og kommer man rigtig belejlig,
Bekendte og Venner man se.

Saaledes skrev en ringsted-Borger for ca. 50 Aar siden om den engang saa velkendte Gæstgivergaard "Carl Nielsens Hjørne".

Indtil Slutningen af forrig Aarhundrede laa der ved Hjørnet af Torvet og Søgade (dèr, hvor nu Børsen ligger), en gammel Gæstgivergaard, populært kaldet "Carl Nielsens Hjørne", der nød en enestaaende Popularitet, saavel blandt Byens Borgere som blandt Landboerne.

Omkring 1800-Aarene ejedes Gaarden af Byfoged Siersted. I en lang Aarrække ses derefter Købmændene Mailann og Thime, der drev Manufakturhandel, at have været Ejere af Gaarden.

Omkring 1850'erne købte velagtede Borger i Ringsted, Gæstgiver Christen Nielsen, den gamle Gaard og startede det i mange Aar saa velansete Gæstgiveri.

En Anmodning fra Christen Nielsen til Konferensraad Harhoff om Tilladelse til at maatte kalde Gæstgiveriet Hotel blev først meget bestemt afslået, men han opnaaede dog senere at faa Gæstgiveriet proklameret paa den Betingelse, at der paa Skiltet kom til at staa "Logi for simple Rejsende". Videre kunde Konferensraaden ikke strække sig. Byen havde jo Hotel "Postgaarden", og dette burde efter hans Mening være nok. Dog, her var Chr. Nielsen, Christen Jyde eller Jyden, som han populært kaldtes - ikke ufiffig. Han lod skrive med store Bogstaver "Logi for rejsende", hvorimod den lille mindre fine Tilføjelse "simple" blev prentet med ganske smaa Typer og i Parentes. Iøvrigt ærgerede det Konferensraaden, at dette Gæstgiveri efterhaaden opnaaede saa stort en Ry og ofte fik Besøg af fine Rejsende. Saaledes besøgte Grev Moltke, Bregentved, og Lensbaron Reedtz-Thott , Gaunø, jævnligt Gæstgivergaarden, naar Herskaberne var paa Rejse til Fyn eller Jylland, og naar disse med Firspand kom kørende til Byen og flot svingede ind ad Porten til den gamle Gæstgivergaard for at bede. - Jo, Christen Jydes Gæstgiveri var vidt berømt og ikke mindst Madammen for sin gode mad.

Gæstgivergaarden ”Carl Nielsen Hjørne”.Midt for ses Gæstgiver Carl Nielsen, Datteren Margrethe samt Carl Nielsens gamle Mor. I døren ”Peter opvarter”, staaende i Porten Staldmester Hans Nielsen

Senere overtog Chr. Nielsens Søn, Carl Nielsen, Ejendommen, hvorefter Gæstgiveriet fik sit populære Tilnavn. Carl Nielsen lod tilbygge en Dansesal, hvor Byens Foreninger, kunde afholde deres Fester. Man mindes her Oplysningsforeningen, Borgerforeningen for By og Land o. fl. a. D. F. B. for Ringsted og Omegn blev stiftet indenfor den gamle Gæstgivergaards Mure.

Særlig mindes man Markedsballerne. Disse Baller var af en særlig Karakter. Man betalte en Entrè af 50nØre, hvorefter de dansende Herrer betalte hver 5 Øre for hver Runddans og 10 Øre for Turedansene, og det gik stærkt. - Op med Femørerne, mine Herrer! lød det fra Udsmideren. (En saadan Herre var en meget nødvendig Person ved disse Markedsballer. Det skulde endda helst være en Mand, der kunde tage et godt Nap, i Fald en Kavaller viste sig genstridig.) Dansen gik ikke mange Omgange rundt, før Musikken brød af, og der atter lød fra Udsmideren: - Op med Femørerne! - En saadan Markedsdag forløb heller ikke efter de blideste Former, hvorfor Vægterne, arrestforvareren og Byens eneste Politibetjent havde travlt paa disse Dage.

Mange forskelligartede Erhvervsgrene havde til Huse indenfor den gamle Gaards Mure. Her havde den sjællandske Bondestands Sparekasse sine første Lokaler. de Ældre vil endnu kunne huske gamle Anders Sørensen, Nordrup, naar han paa Kontordagene som Spakassens Tillidsmand gjorde sin Entrè i Sparekassen med den store Pengetaske hængende i en Rem om Halsen.

I Terminsdagene var der en stor Søgning i Sparekassen. Tobaksrøgen hang i tunge Skyer under Loftet. Sparekassen leverede gratis Tobak til sine Kunder, og det var ikke så lidt. Der blev regelmæssigt købt 50 Pund Tobak ad Gangen.

Her i Gæstgivergaarden kunde man faa trukket en Tand ud, om man ønskede det. (Ringsted havde dengang uingen bosiddende Tandlæge, hvorfor en tilrejsende Tandlæge hver Lørdag besøgte Byen og var at træffe i Gæstgivergaarden.) - Her blev afholdt store Auktioner, oh man fortæller morsomt, at man under Auktionshandlingerne, mens Auktionarius vittigt og slagfærdigt udslyngede sine Tilraab til Forsamlingen, pludselig kude høre et Vræl fra Tandlægeværelset, der laa umiddelbart op til Auktionslokalet. En saadan Scene vakte naturligvis stormende Jubel og fik hele Salen til at ryste af Latter.

Men var der et alsidigt Liv indefor Gæstgivergaardens Mure, da var dette ikke mindre udenfor.

Her residerede Gæstgivergaardens populære Staldmester, den snart 90-aarige Avlsbruger Hans Nielsen, Ringsted Mark, hvem jeg kan takke for mange gode Bidrag til Belysning af Livet i den gamle Gæstgivergaard. - Her florede de forskellige Handelsmænd. Her var Opsamlingsstedet for Gæs, Ænder, Grise o. m. a. til Videreførsel til København. (I gamle Dage, inden Jernbanen blev anlagt, drev man bl. a. store Flokke af Faar og Gæs ad Ladevejen til København.) I denne Forbindelse bør nævnes den midtsjællandske Bonde og Handelsmand Chr. Petersen, Sigersted. Han var en førende Skikkelse indenfor Handelsmændenes Rækker, og hans Ord havde stor Vægt. Gæstgiver Carl Nielsen udtalte engang om førnævnte Anders Sørensen og Chr. Petersen: - Hvis Anders Sørensen og Chr. Petersen ikke er mere, kan vi lige saa godt lukke hele Butikken! -

Interiør fra Dagligstuen i den gamle Gæstgivergaard. Paa Billedet ser man Gæstgiver Carl Nielsen og hans gamle Mor

Dertil kom det raske Torveliv udenfor Gæstgivergaardens Døre, og som paa mange Maader havde Tilknytning til denne. Naar f. Eks. Carl Nielsen hver Lørdag foretog sine store ugentlige Indkøb hos Slagterne paa Torvet. Byens 3-4 Slagtere havde deres Plads ved Tingstenene, derefter fulgte Landslagterne, der dannede en lang Række langs hele Torvet, omtrent ned til Carl Nielsens Hjørne. Det gjaldt da om at ta' ham, som de udtrykte sig, naar de saa, at han gok ud derhjemme fra. Samtlige Slagtere stod da opstillet paa Geled ved deres Vogne og strøg Topsejlet , naar Carrl Nielsen passerede Fronten. Naar han derefter havde udset sig, hvad han mente at have Brug for, gav han et rask Bud paa Varerne, og dermed var Sagen afgjort fra hans Side.

De Gamle fortæller ogsaa om Gæstgiveriets mægtige, runde Bord, der havde sin Plads midt i den stor Skænkestue. Her mødtes flere af Byens Borgere regelmæssigt hver Aften, indtog deres bestemte Plads ved Bordet og nød deres aftentoddy eller mødtes ved st Slag Kort. (Ogsaa de gamle Sigersted-Bønder havde paa orve- og markedsdage Fortrinsret ved det runde Bord.) - Ikke mindst ved man at fortælle om Carl Nielsens berømte Frokostbord hver Nytaarsmorgen, hvor Fadene bugnede af alle slags Julemad. Her mødtes Gæstgiveriets Stamgæster, Vægterne, Arrestforvarer, Politibetjent samt fl. a. Der var gaaet Tradition i dette. Carl Nielsen var her en uforlignelig vært. Det hændte naturligvis ogsaa, at én eller anden Snyltegæst forsøgte Adgang til dette berømmelige Frokostbord, men en saadan Gæst kom ubærgerlig altid tilkort hos Carl Nielsen. - Ogsaa Gæstgiveriets populære Tjener "Peter Opvarter", afdøde Commissionær Clausen, vil huskes.

Carl Nielsen var i en Aarrække Medlem af Ringsted Byraad og formaaede ofte her at gøre sin Indflydelse gældende. Det var bl. a. paa Carl Nielsens Initiativ, at det lille smukke anlæg udfor Hotel "Postgaarden" blev anlagt; men man fortæller, at den Iver, han her lagde for Dagen, havde sin særlige Aarsag. Der var, efter Carl Nielsens Mening, især paa Markedsdagene, hvor Hestemarkedet dengang blev afholdt paa Pladsen foran Postgaarden, hvor anlæget nu er, alt for megen Søgning paa Postgaarden. Denne Markedsplads maatte flyttes, saa at man kom i nærmere Forbindelse med Carl Nielsens Hjørne. (Nogen stor Forbedring skete der dog ikke paa dette Omraade, idet Hestemarkedet kun blev flyttet til Pladsen foran Raadhuset.)

Ved Stambordet.

Omkring der runde Bord sidder nogle af de daglige stamgæster: Rebslager Schiøtte, Boghandler N. P. Hansen, Blikkenslager Meyer, pottenager Knudsen, Smed Bruun og fl. a.

Naar disse brave Borgermænd sad samlede omkring Stambordet, var man aldrig sikke paa, hvad der kunde hænde. Skosser og Vittigheder lod de skaanselsløst regne ned over hverandre. Durkdrevne og snu sad de, naar det gjaldt om at ramme hverandre, dog i al Gemytlighed. - Det skal bemærkes, at Rebslageren og Boghandleren i Almindelighed bar Prisen paa dette Omraade, hvorimod den fredsommelige og skikkelige Smed Bruun ofte maatte holde for, ikke mindst fra Rebslagerens Side. Smeden var Ungkarl, hvilket han altid maatte høre for. Rebslageren hævdede, under stor Protest fra Smeden, og til almindelig Moro for de andre, at han havde faaet Løfte fra Smeden om at maatte arve ham.

En uventet Fødselsdagspresent.

Det bliver oplyst, at Rebslagerens Fødselsdag var nær forestaaende. Man besluttede i den Anledning, at ville glæde ham med en Fødselsdaggave. Da dagen oprandt, og rebslageren i den tidlige Morgenstund aabnede sin Gadedør (Rebslager Schiøtte ejede den gaard på Torvet, hvor nu Rahbeks Ejendom ligger.), ser han til sin store Forbavselse et Læs Savsmuld liggende paa Fortovet udenfor sin Dør. - Saa skulde dog . . . .

At det hele Læs Savsmuld maatte transporteres bort paa en trillebør gennem det daværende "Casino"s Port og ud til Bagvejen, idet der ikke var Indkørsel fra torvet til Schiøttes Gaard, gjorde ikke Sagen bedre.

Hævnen er sød!

Gæstgivergaardens Skænkestue - fra den sidste aften, før den gamle Gaard faldt.

Rebslageren lurede paa Hævn, Mistanken faldt paa en af hans nære Venner, Urmager Schmack, Nørregade, der ingenlunde heller stod tilbage for Rebslageren i Opfindsomhed.

Tilfældet kom Rebslageren til Hjælp. det var dagen før Urmagerens Fødselsdag. En Lirekassemand stod ude paa Torvet og spillede. Rebslageren faar pludselig en lys Idé. Om man nu glædede Urmageren med Morgenmusik paa hans Fødselsdag.Som sagt, saa gjort, og han gav sig til at forhandle med Spillemanden.

- Kan du spille i Morgen tidlig til en Fødselsdag?

Spillemanden saa forbavset og mistroisk paa rebslageren, men denne saa meget meget alvorlig og bestemt ud. Hvad mon Meningen kunde være, tænkte Spillemanden. Det var vist en mærkelig Mand, denne Rebslager. - Vil du spille, eller vil du ikke, siger Schiøtte. Spillemanden mente ikke at kunne opfylde dette Forlangende. Desuden havde han bestemt at ville drage videre samme Dag. Men Rebslageren gav ikke op. - Jeg betaler Logi og Morgenkaffe for dig i Postgaarden Kælder. Dertil en Daler, i Fald du vil spille. - Men, sagde den myndige Rebslager, du skal møde Kl. 5 i Morgen tidlig. Jeg kommer og lukker dig ind i Gaarden, hvor du skal spille, og saa spiller du, til jeg siger Stop! Forstaar du? - Spillemanden indvillige langt om længe og lovede at komme.

Den følgende Morgen lød Lirekassens Toner ud over den sovende By. Urmageren fo'r forfjamsket ud af Sengen. - Hvad var dog dette? - Han smækkede et Vindue op. - Vil De straks holde op., brølede han. - Ud af Gaarden med Dem, eller jeg skal - -. Jeg er betalt for at spille og maa ikke holde op, svarede Spillemanden og spillede videre. Urmageren var rasende. Først da Sagen havde taget en for Spillemanden alvorlig Vending, kom den durkdrevne Rebslager frem fra sit Skjul og reddede Situationen.

Det endte her, som saa ofte før, med, at de to gæve Borgere skraaede ned over Torvet til "Carl Nielsens Hjørne" og drak Forlig ved det runde Bord.

Paa Billedet fra Gæstgivergaarden Skænkestue vil man kunne genkende en Række af Stamgæsterne, siddende ved det "runde Bord". Set fra venstre: Murerm. Jul. Johansen, Tømrerm. Steffensen, Bogtrykker Hansen, Murerm. Hermansen, Kvmd. Birch, Maltgører Jensen, Drejerm. Larsen, Blikkenslagerm. Meyer, Skorstenfejerm. Hørberg, Boghandler N. P. Hansen, Smedem. Bruun samt staaende: Skræderm. Grahf.

Planer til lignende Episoder blev jævnligt udpønset, naar de gamle Borgere sad bænket omkring deres Stambord, og den ene søgte at overgaa den anden i Opfindsomhed. Men Kammeratskabet og Hjælpsomheden mellem dem var enestaaende.

Et ægte Stykke dansk Folkeliv er her forlængst forsvundet. Dog, ingen har bedre kunnet tolke det Skær af Hygge og Charme, der i gamle Dage hvilede over Livet i den lille midtsjællandske Købstad, end Forfatteren Sophus Schandorph, der som bekendt er født i Ringsted, og som gennem hele sit Liv bevarede Kærligheden til sin Fødeby. Han undlod heller aldrig at aflægge den gamle Gæstgivergaard paa Hjørnet et Besøg, naar han, ofte sammen med gode Venner, besøgte sin Barndomsby. Han elskede da at sidde i en af de lavliftede Skænkestuer og skue ud over Torvet.

i Aaret 1897 faldt den gamle Gaard for Tidens Krav og maatte vige Pladsen for den, efter den Tids Forhold, statelige og moderne Bygning "Børsen", hvor saa mange store Virksomheder igennem en Menneskealder har haft til Huse og været som et Kulturcentrum for By og Land.

Et Billede af det gamle Ringsted er aller gledet bort. De lave, ofte smukke og karakteristiske Huse, som Ringsted i saa Henseende har været mere fattig paa end de fleste andre af vore gamle Købstæder, er forlængst forsvundet. Den Hygge og Charme, der hviler over de gamle Borgere og hele deres Færd, er heller ikke mere. Ogsaa paa dette Omraade har man maattet indstille sig paa Tidens Krav.


Minder fra det gamle Casino.

Torvets østre Side med Postgaarden, Provstegaarden, Sparekassen, dernæst den gamle Gaard, kaldet ”Knorten”, nuværende ”Royal”. I Baggrunden ses ”Rossings Gaard”, bag de store Træer.

Det gamle Casino vil for Byens og Omegnens nulevende Slægtled staa som et frisk Minde. Ogsaa til Stedet her knytter der sig et Stykke af Ringsted Bys Historie.

Hvor "Casino" blev opført omkring forrige Hundredaars Begyndelse tilhørte Vognmand og avlsbruger Lange, og hvortil der var knyttet to Vognmandslaug. - Ringsted var jo ogsaa i særlig Grad Vognmændenes By. Herfra gik de store Landeveje, forgrenede sig til alle Sider.

Til denne Gaard var der fra gammel Tid ogsaa knyttet Gæstgiveri, "Langes Kælderstue", senere kaldet "Hotel to Træer". Det nye, stolte "Casino", der nu knejser over Ringsted Torv, er saaledes Arvtager af det gamle Værtshus under den nye Tids mest moderne Form, som vilde have faaet de gamle Kromænd til at blegne i Forbavselse.

"Langes Kælderstue" var et af Datidens særprægede Værtshuse, hvor Bønder og Handelsmænd paa Torve- og Markedsdage i særlig Grad holdt til. Vognmand Rossing, der 1868 fik Skøde paa Gaarden, og gennem mange Aar var den kendt under navnet "Rossings Gaard".

Aar 1886 blev den gamle Gaard ved Auktion overdraget til Murermester Johansen. Den havde i lange Tider ligget som noget af en Skamplet for Byen. Et stort Møddingssted med dertil hørende Møddingspøl laa frit ud mod Bagvejen (den nuværende Schandorphsvej). Dertil laa der ikke just videre smagfuldt Hus med et Hjerte i den altid halvt aabentstaaende Dør, og hvor der var stor Søgning. Gaarden var fyldt med Skrammel, gamle Vogne og redskaber. Grise, Ænder og Gæs færdes overalt, rodende i Rendestenens og Møddingstedets beskidte Vand, aflagde undertiden ogsaa Besøg i Gadens Rendestene. Umiddelbart efter at Jul. Johansen havde købt Ejendommen, faldt den gamle Gaard for at give Plads for det Casino, der igen efter et halvt Hundredaar maatte vige for Tiden, og som nu er efterfulgt af det nye Casino.

Efter faa Aars Forløb solgte Murermester Johansen "Casino" til afdøde Rentier Alfred Mortensen, Amtstuegaarden (Amtsstuegården). Atter senere overgik Ejendommen til dennes Søn, Alf. Mortensen, hvorefter Hotelejer H. P. Petersen i 1915 købte Ejendommen af sidstnævnte Alf. Mortensens Enke. H. P. Petersen var Casinos Ejer gennem 20 Aar og havde gentagne Gange forestaaet flere store Ombygninger. 1935 solgte Petersen Casino til Banken for Ringsted og Omegn.

Casino i Festdragt i Anledning af Kong Chrisstian IX.s 25-Aars Regeringsjubilæum d. 15. November 1888. Koncert paa Torvet.

Mange Minder er knyttet til Casino gennem de forløbne 50 Aar. Her følte Landboerne sig hjemme. Et godt spisested var Casino allerede fra sine første Dage - ikke mindst var Hans Larsens bekendte store "Casino-Bøf" en yndet Ret. Hans Larsen var Casinos første Vært, som fulgte med fra "Hotel to Træer", hvis Vært han tidligere var, og som under Opførelsen af Casino havde Gæstgiveri i Sidebygningen til Gaarden. (De gamle Sidebygninger med Staldene var forøvrigt, indtil Casino faldt, væsentlig de samme som i game Dage.) Dog var vel afdøde Fru E. Petersen Casinos mangeaarige og elsklige Værtinde endnu mere berømt for sin gode mad og Kaffe, hvilket Renommé Fruen formaaede at bevare gennem sin senere Virksomhed i Pavillonen i Lystanlægget.

I Casinos Gaard holdt alle Hestehandlerne til paa de store Markedsdage. Casinos Stalde maatte paa saadanne Dage huse indtil 100 Heste, og saa maatte Staldmesteren yderlige skaffe Plads til ca. 50 Heste. Mange morsomme Episoder er her forefaldet. Datidens Markedshandlere danne et Særpræg. Disse handelsmænd kastede er eget Præg over Livet i Casino paa saadanne Dage. Hvem mindes vel ikke fra den Tid den kendte Grisehandler Jens Olsen, Allindelille, kaldet "Grisekongen". og om hvem man fortæller, at ingen af de andre Grisehandlere turde vove at ansætte Prisen paa Pattegrise, før Jens Olsen var mødt paa Torvet.

Mange vil også huske, naar Spillemændene i gamle Dage paa de store Markedsdage stod udenfor Casinos Port og truttede i Hornene som optakt til Markedsballet i Casino. Der var dans hos Carl Nielsen, der var Dans i Nørregade his N. jensen (i Købmand Rørbyes tidligere Ejendom) og i Bangs Vænge.

Ved Casinos "Runde Bord".

Billede af det gamle Casino, kort før Nedrivningen, der paabegyndtes d. 1. april 1936, faa Timer efter at den store Afslutningsfest var sluttet.

Der er sikkert mangen en Ringsteder, der ogsaa har moret sig ved at være Tilhører ved det runde Bord i det gamle Casino, naar f. Eks. de fire populære Stamgæster, kendt fra "Carl Nielsens Hjørne": Rebslagermester Schiøtte, Smedemester Bruun, Blikkenslagermester Meyer og Pottemager Knudsen. om aftenen hvade indtaget deres Pladser ved dette Bord og lod det regne med Vittigheder og haarrejsende Historier, Skosende og drillende hverandre, saa uindviede Tilhører maatte faa det Indtryk, at det kunde ende med er voldsomt Opgør. - saaledes gik det f. Eks. en Dag en mand fra Egnen, der længe interesseret havde lyttet til en tilsyneladende heftig Samtale mellem Rebslager Schiøtte og Smedemester Bruun. Schiøtte havde som saa ofte før siddet og drillet Bruun. Skænderiet antog efterhaanden saa voldsomme Former, at Tilhøreren fandt sig foranlediget til at forsøge at mægle og tog højlydt Bruun i Forsvar mod den opirrede Rebslager, der syntes ham særlig nærgaaende. Som et Lyn vendte Stemningen sig. Smeden og Rebslageren var pludselig de bedste Venner og vendte sig begge mod den betuttede Fremmede og skældte ham Pelsen fuld. Han havde blot at passe sig selv o. s. v.

Manden var som lamslaaet over dette Komediespil og forsvandt skyndsomt ud af Døren, til stor Moro for de to Gavtyve og det øvrige Selskab.

Man fortæller ogsaa morsomt om, naar Casinos populære Vært Hans Larsen sad ved det runde Bord sammen med sine Gæster. Naar det var hans Tur til at give en Omgang, stak han en Daler til af de andre og lod kræve ind og betale med Hans Larsens Penge. Paa den Maade narrede han sin Kone, der var noget streng paa dette Omraade. Hun kunde ikke lide, at hendes Mand gav Omgange. - Dette Trick morede mangen en Gæst.

Borgerhumør.

Da Gedebukken var til Fest hos "Ludvig i Schweitzeren".

Parti fra Sct. Hansgade mod Torvet. I Baggrunden ”Carl Nielsens Hjørne”, Malerm. Brandts gamle Ejendom, samt Sct. Bendts Kirke. (Billede fra 1890’erne)

Der var mange Spøgefugle blandt de gamle Borgere. Flere af dem er ikke tidligere nævnt, f. Eks.: Fotograf Orla Bock, Faktor Christensen, Kæmner Møller, Urmager Schiøtte, de nulevende gamle Ringstedere: Malerm. Wendell og Fabrikant Hermansen og m. fl.

Nogle af disse havde engang købt en gedebuk af "Fiske-Niels" i det gamle Bomhus ved Enden af Nørregade, og Maler Wendell havde forgyldt dens horn og Klove, hvorefter man en Morgen tidlig Kl. 6, slap den ind i Soveværelset hos daværende Restauratør i Schweizer-Pavillonen, Ludvig Christensen, paa dennes Fødselsdag. Ludvig i "Schweizeren" var Ungkarl og meget populær, og man vilde derfor berede han denne Overraskelse. Han raabte om Hjælp, men de uforbederlige Gratulanter holdt ham i Karantæne en hel Time sammen med Gedebukken, der som Tak for Opholdet dryssede et Væld af "Rosiner" omkring paa Gulvet.

Senere gav Fødselsdagsbarnet en stor Fest, hvor ogsaa Gedebukken havde den Ære at deltage og her stod tøjret til Billard'et.

Schweizer-Pavillonen blev opført i Halvfemserne af Murermester Jul. Johansen og blev taget i Brug som Restauration ved Ringsted Industriforenings Udstilling 1895, der blev afhold paa Klostermarken bag om Sct. Hansgade. Schweizer-Pavillonen var, indtil den for nogle Aar siden blev indrettet til Lysbadeanstalt, et søgt Sted for mange af Byens Borgere, hvor disse efter endt Dagsgerning hyggede sig hos "Ludvig". - For der var hyggeligt hos Ludvig, og ikke mindst var han selv det. Vennerne glemte ham heller ikke. Et smukt Træk vidner herom, idet de satte en Mindesten paa hans Grav paa Ringsted Kirkegaard. -

Det kunde ogsaa være en Oplevelse, naar man en klar Sommerdag tog Plads paa Schweizer-Pavillonens store Glasveranda og skuede ud over Midtsjællands smukke, vidtstrakte Landskab.

Da Sprechelsens Orkester gav Koncert i Borgerforeningen

Sprechelsens Orkester

Det var i Borgerforeningens Velmagtdage. Et Par af Foreningens initiativrige Medlemmer, Glarmester Reinhard og Commissionær Clausen, havde samler nogle af de mest populære Borgere til Dannelse af et Orkester, der blev døbt "Sprechelsens Orkester". Man kastede sig straks ud i arbejdet. Reinhard og Clausen forestod den musikalske Instudering. Orkesteret fik sin Debut ved en Maskerade, som Borgerforeningen afholdt på Postgaarden, og gjorde stormende Lykke.

Hvad dets musikalske Kvalifikationer angik, vil man af nærværende Billede sikkert kunne danne sig et Skøn. Til Oplysning for Læserne kan anføres, at Hovedinstrumenterne i Orkesteret bestod af en Violin, en Fløjte, Een harmonoka samt en Stortromme. Hvorledes disse blev Trakteret, skal være upaatalt. De øvrige Instrumenter var fabrikeret af Pap, og disse krævede sikkert et stort Forstudium. -- Naa, Orkesteret skulde jo ikke ligne andre, dette være sig i Udseende som hvad Toner angik; men sikkert var det, at aldrig før havde noget Orkester i Ringsted gjort større Lykke.

Sukces'en vlev ikke mindre, da Orkesteret senere optraadte ved en stor Fest, der blev afholdt til Fordel for Lystanlægget, og hvorfra nærværende Billede stammer. Det bør dog noteres, at Orkesterets Levetid ikke blev af saa lang Varighed, og det naaede at sætte Spor indenfor Byens Musikliv.

Paa Billedet ses siddende fra venstre: Urmager Schiøtte, Billedskærer Hansen, Barber Haase, Provisor Petersen, Kæmner Møller. Staaende fra venstre til højre: Henriksen, "Tuborg-Depotet", Skomangerm. Rosenqvist, Toldbetjent Albrechtsen, Tobakshandler Jacobsen, Glarmester Reinhard, Commissionær Clausen, Forretningbestyrer Jepsen og Skomager Nielsen. Øverst (paa Scenen): Snedkerm. Larsen, der optraadte som Solist.

Fra det gamle Kærehave

Den gamle Skovfogedbolig i Kærehave i Vinterdragt

Der er vel næppe nogen plet eller noget Sted ved Ringsted, der som Kærehave formaar at kalde Minder frem hos ældre Ringstedere. Den lille, hyggelige Skov var forlenet med en egen Poesi, hvad enten man en Vaardag, naar Skoven stor i sit smukkeste Skrud, eller man en Vinterdag, naar den havde iklædt sig sin hvide Kjortel, holdt sit Indtog i Skoven og drejede ind mod den gamle, idylliske Skovfogedbolig med Traktørstedet, at hvis beboere man altid var sikker paa en hjertelig og gæstfri Modtagelse.

Pladsen bag Skovfogedboligen, nogle hundrede Alen længere ned i Skoven, var ikke mindre tillokkende med den gamle Skovpavillon, skærmet af de brede Ege, den smukke Festplads, der havde været Samlingssted for Slægtled efter Slægtled, saavel fra By som fra Land. En sommerdag, naar Livet rørte sig i og ved den gamle Pavillon, da kunde denne Plet være præget af særlig Skønhed.

Man vil endnu kunne huske Skovfoged Beesche med det venlige Smil. Ikke at forglemme den dejlige Kaffe og de hjemmebagte Klejner, Skovfogedhjemmet altid havde at byde paa. naar Gæsterne roste Klejnerne, sagde han ofte spøgefuldt: - Ja, de er også bagt i Skovsneglefedt.

Det hændte ikke sjældent, at de gamle Ringsted-Borgere eller andre af Egnens Folk en smuk Vinter-Søndag, naar det var Slædeføre, kom kørende til Skoven i kane under klingende Bjældeklag for at nyde en duftende Kop Kaffe hos Skovfogeden. Saaledes kom regelmæssigt en velkendt Møbelfabrikat, der omtales som en af Datidens mest særprægede Ringsted-Skikkelser, hver Juledags Formiddag kørende med sin Familie, altid i Kane, naar Vejret var dertil, for at ønske "Glædelig Jul" i Skovfogedhjemmet.

Pladsen foran Skovpavillonen

Ogsaa den saakaldte "lille Kærehave", som man den Dag i Dag passerer, naar man spadserer til Kærehave, bør nævnes. Her laa forhen et lille Traktørsted, hvor man om Sommeren kunde sidde og nyde en Kop Kaffe. Huset er forlængst nedrevet og dets Beboere borte; men den lille Lund staar endnu som et Minde om en svunden Tid. Dog - det er "Store Kærehave", hvor saa mange Begivenheder foregik, der særlig har formaaet at bevare en Plads indenfor det gamle Ringsteds Historie.

Byens Borgere mindes særlig her de store Fugleskydningsdage der var en af Aarets største Festdage. Traditionen tra samledes man fra Morgenstunden paa Hotel Postgaarden for derefter i stilfuld Procession og med et 10 mands Hornorkester i Spidsen at drage gennem Byen mod Kærehave. Drønende Kanonsalut Indledede Dagen. Senere fulgte den berømte Fugleskydningsfrokost, der var Dagens Midtpunkt, og som fik Humøret til at stige adskillige Grader. den ofte bevægede Dag sluttede med et animeret Bal til Tonerne af det store Orkester. Det gik her meget stilguldt til, med opførende Dans, Cortillon o. s. v.

En saadan Fugleskydningsdag drog Musikken iført Festdragt - Diplomatfrakke og høj Hat (i mange Aar var det Næstved-Dragonernes Musikkorps, der spillede ved denne Lejlighed) - allerede Kl. 6 om Morgenen gennem Byens Gader for ved deres Toner at forkynde Borgerne, hvad der forestod. Et Skær af Fornemhed prægede Byen en saadan Dag.

- Ja, siger de ældre Borgere, dengang Fugleskydningen var i Kærehave, da var der noget ved en Fugleskydning!

Dr ligger et Stykke Historie gemt indenfor det ærværdige, snart hundredaarige Fugleskydningsselskabs Rammer, hvilket de mange interessante Skjolde, der nu hænger i Pavillonens Sal i Lystanlægget kan vidne om. Disse skjolde havde forhen deres Plads i den gamle Skovpavillon i Kærehave, hvortil de oprindelig var knyttet.

Helene Nyblom - Maleren Jørgen Roeds datter - omtaler i sin Bog "Livsminder fra Danmark 1843-1864", hvorledes hun, naar hun var paa Besøg s´hos sin Bedstemor i det gamle Roed'ske Hjem i Sct. Hansgade, som halvvoksen Pige med en vis Ærbødighed har staaet og set ind gennem Vinduerne i Skovpavillonen ved Fugleskydningsballerne, hvor der festedes af Byens Honoratiores og Standspersoner, somme i Uniformer - ja, endogsaa med Ordener -, og hvor Ringsteds unge Damer i fineste Puds forventningsfulde afventede Ballets Begyndelse.

”Per Trilles Eg”.

Omkring nærværende Tidsperiode var Forholdene almindeligvis meget primitive, ogsaa naar man skulde feste. Ved Skovfester dansede man ofte paa den bare Jord, og Spillemændene havde da Plads paa en lille Forhøjning.

Den gamle, ejendommelige Eg lidt nede i Skoven, "Per Trilles Eg", staar endnu som et Minde om den Tid. Pladsen omkring Egen kaldte man Lerpladsen, hvar Dansen foregik. 2 Skilling for hver Dans var Taksten ("2 Skillings Dans"). Spillemændene sad da oppe i den gamle Eg, hvor der var lavet Plads til dem. "Per Trille" hed en af de gamle spillemænd, og efter ham fik Egen sit Navn, som den bærer den dag i Dag. - To Keglebaner, Gynge og Vippe o. m. a. hørte til Kærehaves faste Udstyr. Skovpavillonen, der for længst er omdannet til Beboelse og senere fil Navnet "Egehuset", blev bygget af Skovens daværende Ejer, Generalkrigskommissær Grüner paa Kærup, omkring Midten af forrige Aarhundrede og var oprindelig tiltænkt Fugleskydningsselskabet samt andre mere fornemme Foreninger og selskaber.

Det kan maaske have sin Interesse i denne Forbindelse at læse følgende Annonce hentet fra Sjællandsposten fra den Tid. Det drejer sig her om Byens daværende Musikdirektør, som tidligere er nævnt, og som var Foregangsmand paa Musikkens Omraade i Midtsjælland omkring Midten af forrige Aarhundrede.

HARMONIMUSIK I KÆREHAVE.
Med høje Ved. Tilladelse agter Undertegnede med
Selskab igen iaar at udføre Harmonimusik i Kjære-
have 3 à 4 Gange. Dagene vil nærmere blive bekendt-
gjort i Sjællandsposten. Betaling, som senere vil blive
opkrævet, er for en Familie, fra 3 MK. og derover efter
Behag, indtil 2 Rdl. De Ærede, saavel fra Byen som
Landet, der agter at overvære Musikken, bedes at
tegne sig paa de hos d'Herrer Saabye og Sandstød
henlagte Lister.
Ringsted, den 18. Maj 1860
C. Jacobsen
Det hedder derefter:
Koncertmusik fra 6-9 Aften. Fra 9-11 udføres
Dansemusik for Abonnenterne i Skovpavillonen.

Senere kom Dyrskuerne, der ligeledes i mange Aar hørte til de traditionelle aarlige Begivenhder i Kærehave. (Dyrskuerne havde tidligere været afholdt paa Klostermarken bag Amststuegaarden.)

En Dyrskuedag i Kærehave var Ringstedegnens største Begivenhed i gamle Dage. skoven genlød af Brøl og Vrinsken. Lange Rækker af hestekøretøjer og prustende heste gav Indkørslen til Festplads et ejendommeligt Præg. saa mange Køretøjer var der, at man ogsaa maatte stalde ind paa alle Naboejendomme. Folkefesten om Aftenen var ikke mindre bevæget. Dansen gik baade i Skovpavillonen og i et stort lukket Telt.

Saa var der Kærehave Skovforening, "Kærehaveforeningen", som den almindeligvis kaldtes. Den var i mange Aar en populær Forening, som samlede de fleste af Byens Borgere og mange af Onegnens beboere. Kontingentet vat 25 Øre aarligt. Foreningens væsentligste Opgave var at sikre sine Medlemmer Ret til ogsaa om Vinteren at kunne besæøge Traktørstedet i Kærehave, naar de følte Trang dertil. En Ret, mangen en gammel Ringstedborger benyttede sig af for at kunne tilbringe nogle hyggelige Timer i festligt Lag, idet der ellers kun var Sommerbevilling (fra April til Oktober) knyttet til Traktørstedet. Ogsaa Kærehaveforeningens store aarlige Skiveskydning bør nævnes som en af Borgernes store Festdage.

Indenfor disse Rammer var Livet i Kærehave rigt paa Oplevelser. der kunde skrives tykke Bøger om de gæve Ringstedborgeres Bedrifter. Humøret sad altid til Højbords. Man overøste hinanden med Vittigheder, fortalte Historier, der just ikke alle er egnede til at blive prentet paa Papiret. Kunde man komme til i al Godmodighed at have en eller anden til Bedste, da var Hensigten naaet. Adskillige af de gamle, henfarne Borgere var jo, som tidligere omtalt, Mestre i denne Kunst.

En kendt Boghandler, som daglig gik sin Tur til Kærehave, havde en udpræget Evne til at faa Folk til at gaa i en Fælde. Paa den mest stilfærdige Maade og med et lunt Blik bag brilleglassene kunde han dulle selv den mest durkdrevne, og det ofte saa eftertrykkeligt, at det virkede, som om Vedkommende havde faaet en Spand koldt Vand over Hovedet. En drønende Lattersalve fra det øvrige Selskab væltede da over Manden.

Et Par af Egnens velkendte, større Landmænd og karakteristiske Skikkelser fra den Tid mødtes regelmæssigt hver Formiddag ved Stambordet i Skovfogedens Stue. Den ene, en Proprietær, kom altid i Følgeskab med sine to smukke Jagthunde. han vilde gerne give det Udseende af at være den fine Mand. Den anden var derimod Typen paa en jævn, gammeldags Bondemand saavel i Klædedragt som Væremaade. Han elskede sin Pibe og sin Skeaa, hvilket sidste var kedeligt paa Vesten. Disse to Mænd var uadskillige - to Kontraster. Tit var de uenige og skiltes ofte son Uvenner, men mødtes altid igen den næste Dag, som om intet var hændt. Dog, paa èt Omraade havde de fælles Interesse: De holdt begge to af et godt Bæger.

Proprietæren titulerede altid sin Ven med "De", medens Gaardmanden sagde "Du" til Proprietæren, hvad han forøvrigt sagde til alle uden Undtagelse.

- Det gør ikke noget, fordi Du siger "De" til mig, det ta'r jeg slet ikke fornærmelig op! -

Et andet lille typisk Træk fortælles om de to Gæster. De var en dag meget højtideligt blevet enige om at sætte hver 10 Kr. hen til en Krans til den af dem, der gik først bort. Skovfogedens Kone blev overdraget det Hverv at opbevare disse Penge. Efter en Maaneds Forløb blev de imidlertid enige om at hæve hver 5 Kr., som de saa vilde drikke op paa Stedet. De fandt begge, at det var en vel stor Sum at sætte hen til det før omtalte Formaal. Hvad der senere blev af de andre 5 Kr., vides ikke, antagelig gik de samme Vej.

Skovfoged S. Beesche.

Utallige er ogsaa de Jagthistorier, man ved at fortælle fra Kærehave. En kold Vinterdag sendte Skovfogeden Bud til nogle at de mest ivrige Jægere blandt de Ringsted-Borgere, der jævnlig holdt til i Kærehave. Det var en Rævejagt, det gjaldt. De blev ved denne lejlighed af den gæstfri Skovfoged trakteret med varm Punch, som blev serveret paa Flasker og drukket ude i Skoven. Punchen, der virkede meget kraftigt, blev døbt "Rævesaft", et Navn, man ofte senere fandt Anvendelse for ved Punchebordet i Kærehave Skovfogedbolig.

Byraadsjagterne, man i gamle dage afholdt, hvori en Række af Byens Borgere deltog, havde ogsaa deres særlige Tilknytning til Kærehave. Her indtog man Frokosten i Skovfogedboligen. Om Skytternes Træfsikkerhed efter Frokosten var lige god, blev altid betvivlet.

Byens daværende Distriktslæge var en ivrig deltager i disse Byraadsjagter, men deltog altid først om Eftermiddagen, efter de andre havde indtaget Frokosten. Doktoren, der var meget nærsynet, skulde nu saadan en Jagtdag holde for. Man enedes om at tøjre en kanin et Sted ude paa Marken, for derefter at mage den saaledes, at Doktoren kom til at passere dette Sted. Det skete ogsaa. Doktoren fik øje paa den formentlige Hare og skød. Da han opdagede, at det kun var en Kanin, og at den tilmed var tøjret, blev han rasende og skældte frygteligt ud, til stor Moro for Gavtyvene, og forlod Jagten dybt fornærmet.

Nogle Aar ind i dette Aarhundrede begyndte det at gaa tilbage for det gamle Kærehave som Forlystelsessted. Pavillonen i Ringsted Lystanlæg var blevet bygget i 1907, og de stor Fester blev da henlagt dertil. Den sidste Fugleskydning i Kærehave samt det sidste Dyrskue i den gamle Skov blev afholdt i 1906. Yderligere var Kærehave Husmandsskole blevet bygget, og afdøde Forstander Klodskov saa i det nærliggende traktørsted og i de mange Fester, der blev afholdt i skoven, en fare for Skolens Ungdom. Han opnaaede at faa Kærehave Lystskov med samtlige Bygninger inddraget under skolen. Traktørstedet blev nedlagt, ligesaa Dansesalen.

Hermed var Dommen over det gamle Udflugtssted fældet. Skovfoged Beesche og hans Familie maatte forlade deres hyggelige Hjem. Det var vist den største Sorg, der kunde overgaa den afholdte Skovfoged, som gennem 35 Aar pligtopfyldende og trofat havde røgtet den Gerning, han var sat til at varetage.

S.. Hansen-Beesche var Skovfoged og Vært i Kærehave fra 1880 til 1914, da han maatte vige Pladsen for den nye Udvikling. han havde tidligere været Herskabstjener hos Kammeherre Grüner paa Raunstrup. Han døde i 1920, 66 Aar gammel. Som Skovfoged og Vært i Kærehave havde han afløst gamle "Rasmus Skovfoged", der var den første Vært, de ældste nulevende Ringstedere ved at fortælle om.

(En del af Optegnelserne om Kærehave har jeg Slagermester Claudius Frederiksen at takke for.)


Af Ringsted Amtstuegaards Historie

Amtstuegaarden 1886. Drengen paa Billedet er alfr. Mortensens Søn, Alfr. Mortensen jun.

Jeg har ofte mødt følgende Udtalelse: - Hvor gammel er egentlig Amtstuegaarden? Har der været amtstue her i Ringsted, - eller har Amtmanden tidligere boet i Amtstuegaarden?. . .

Disse Udtalelser viser en vis Interesse for den gamle Amtstuegaard, men Spørgesmaalet har hidtil ikke, selv af de allerældste indfødte Ringstedere, kunnet besvares fyldestgørende, hvorfor jeg - efter at den gamle Gaard for nogle Aar siden blev indlemmet i Ringsted By og derfor nu tælles med blandt de faa ældre Bygninger, Ringsted er i Besiddelse af - har ment ogsaa at burde give denne Omtale i Rækken af mine Ringsted-Skildringer, idet der vel kan siges at ligge et Stykke Historie gemt indenfor Amtstuegaardens Tilværelse.

I nogle gamle Optegnelser om Amtstuegaarden hedder det, at den har en ret betydelig Forhistorie, som det dog desværre paa Grund af manglende skriftlige Optegnelser er umuligt at udrede nøjagtigt. Endvidere hedder det, at den oprindelig hørte ind under Ringsted Klosters Hovedgaard. Sagnet fortæller, at der fra et eller andet Sted paa Ejendommen, som det dog ikke er lykkedes at paavise, i gamle Dage har gaaet en underjordisk Gang over til Klosteret, og at Gaarden i Slutningen af det 18. Aarhundrde, under Struense, udskiltes fra Klosterets Hovedgaard, hvorefter den opbyggedes paany efter en større Ildebrand.

Dette er imidlertid kun et Sagn, hvilket jeg i efterfølgende Skildring, udarbejdet paa Grundlag af, hvad de gamle Protokoller i Landsarkivet har at berette, nu vil søge at klarlægge.

- Jeg, Jørgen Langfeldt til Ringsted Kloster og Kærup, anmoder Kgl. Majestæt allernaadigst at maatte pantsætte mit Gods til den, som vil laane mig Penge derpaa. . . .

Omtrent saaledes hedder det i en af de gamle Landstingsprotokoller for over 200 Aar siden (anno 4. December 1725), og dette danner den egentlige Indledning til Amtstuegaardens Historie, idet Udskiftning af det Stykke af Klosterets Jord, hvorpaa Amtstuegaarden blev opført, omtales i samme Forbindelse.

Ifølge Sjællandfar Landstings Skødeprotokol sælger Jørgen Langfeldt til Ringsted Kloster m. v., Amtsforvalter over Ringsted og Sorø Amter, til Landstingshører og Skriver ved Sjællandsfar Landsting, Hans Knudsen Sølling, et Stykke Jord paa en Tønde Hartkorn af Ringsted Kloster, fri Hoved- og Sædegaards Takst, "beliggende uden for Ringsted Bys Port, strækkende sig udi Sønder Side langs ad Landevejen fra Ringsted Bys Grund. . . . 124 1/4 sjællandsk Alen. . . . i den vestre Side 280 Alen. . . i den østre 120 Alen. . . og i den nordre 274 Alen. . ." Skødet er dateret: Ringsted Kloster, den 7. November 1726.

Ifølge samme Skødeprotokol sælger Hans Knudsen Sølling til Hans Caspar Pettersen til Klarskov sin "nye opbygte Gaard, Søllingsgaard kaldet". Skødet er her dateret den 8. April 1729, og ifølge dette er Gaarden bugget paa overnævnte Stykke Jord og altsaa i Aarene 1726-29. Man vil derefter kunne følge Amtstuyrgaardens Historie indtil vore Dage.

Anno 1737 oplyses det, at Landstingshører Hans Knudsen Sølling laaner 850 Rdl. Courant af Christen Daldorf, Kasserer ved Dansk Asiatisk Kompagni i København. Til Sikkerhed herfor faar Laangiveren 1. Prioritet i Søllings "uden for Ringsted nye opførte Gaard". Utvivlsomt har Sølling selv beboet Gaarden, men hvorledes der er erhvervet tilbage til Hans Casper Pettersen synes ikke at fremgå af Landstingets Skødebøger.

Efter Hans Knudsen Søllings Død 1759 overtages Søllingsgaard af Sønnen Søren Sølling, dog først efter at der, i Henhold til en mellem Far og Søn indgaaet Forening, var afholdt auktion over Gaarden. Søren Sølling overdrager derefter i Aaret 1760 Amtstueraarden til Niels de Hofmann, Landsdommer, Kancelliassesor og Amtsforvalter over Ringsted og Sorø Amter. Gaarden bliver nu Hjemsted for de efterfølgende Amtsforvaltere.

Amtsforvalterembedet i Ringsted viser sig at være misbrigt af en lang Række af d'Herrer Amtsforvaltere. Den før omtalte Ejer af Ringsted Koster, Jørgen Langfeldt, der var Amysforvalter her fra 1721-28, blev saaledes suspenderet paa grund af Kassemangel og maatte gaa fra Gaard og Gods paa Grund af Gæld til Krigshospitalkassen, som overtog Klosteret ved Auktion 1761. Jørgen Langfeldts Fuldmægtig, Andreas Hvas, blev derefter konstitueret, men fradømtes sit Embede allerede samme Aar.

Flere af de efterfølgende Amtsforvaltere synes heller ikke at have været særlige heldige og har aabenbart taget Eksemplet op efter deres Forgængere.

Een er suspenderet formedelst formastelig Omgang med Kassen. En anden, Amtsforvalter Buchhalf, er ligeledes suspenderet. Videre blev dennes Søn, Jacob Buchhalf, afskediget, da han ikke kunde betale, hvad han var blevet skyldig fra si forrige Tjeneste.

Anno 1772 overdrager Landsdommer, Amtsforvalter Niels de Hofmann Gaarden til sin eftermand i Embedet, Amtsforvalter Nicolaj Christian Bøtcher, og denne igen til sin Efterfølger, tidligere Ammtsforvalter i Odense, Dalum, Sct. Knuds og Ruggaards Amter, Jaccob Bang.

Gaarden ses dette Aar at være forsikret i Brandkassen for 2450 Rdl. (I samme Skøde nævnes en endnu mindre Købesum, 1600 Rdl.) med tilliggende Have og Vænge.

At den allerede i det 18. Aarhundrede er blevet benævnt "Amtstuegaarden", fremgaar af Ringsted-Tybjerg Herreders Auktionsprotokol "Anno 1780", idet der her anføres, at rettens Betjente. . . som Auktionsdirektører havde indfundet sig hos. . . Hr. Amtsforvalter Bang i Amtstuegaarden ved Ringsted. . .

Landstingets Protokoller beretter derefter, at Jacob Bang i Aaret 1781 overdrager Ejendommen til Amtforvalter, Kammerraad Søren Pau, tidligere Fuldmægtig i fynske Rentekammerkontor, som beklædte Amtsforvalterstillingen i Ringsted fra 1779-1815.

Aar 1816 sælger Kammerraad Paus Enke Amtstuegaarden ved offentlig Auktion til justitsraad, Universitets- og Communicitetsforfalter, Procurator Thomas Ludvig Grüner.

Atter meldes der om en Amtsforvalter, der forgreb sig paa Kassen og derefter blev suspenderet fra sit Embede. Han efterfulgtes af Amtsforvalter Peter Axel Christian Krebs, virkelig Kammerraad. der beklædte Embedet fra 1832-33, og hvis Slægt endnu er tilknyttet Ringsted, idet Apoteker Wengel paa mødrende Side nedstammer fra denne Slægt. Saavel Apoteker Axel Wengels Bedstefar, Krigsraad Krebs, som Apotekerens Oldefar, Postmester Krebs, er begge velkendte Navne indenfor det gamle Ringsteds Historie.

Også Justitsraads Grüners Slægt fik sin særlige Tilknytning til Ringsted, idet eb Datter af Thomas Ludvig Grüner, Thomasine Ludvigne Grüner - kuriøst at hun har faaet begge Faderens Navne - var gift med en af Ringsteds store Sønner, Kunstmaleren Vermehren. (Justitsraad Grüner ligger begravet paa Sct. Bendts Kirkegaard. Et ensomt Gravmonument fortæller, at her hviler Justitsraad Thomas Ludvig Grüner, f. 17, d. 1844.)

Amtsforvalter, Guvernør Edward Carstensen

Ved en i 1853 afholdt 3die Auktion over Amtstuegaarden bliver denne paa Foranledning af By- og Herredsfoged i Ringsted, Konferensraad Harhoff, og paa afdøde Justitsraad Grüners Børns Vegne afhændet og solgt ved højeste Bud for en Sum af 11,300Rdl. til tidligeren Guvernør i Guinea, kammerherre, Amtsforvalter Edward Carstensen (Broder til Georg Carstensen, der grundlagde Københavns Tivoli). Guvernør Carstensen, der havde været gift 2 gange, første Gang med et Barnebarn af Caspar Peter Bügel, Grundlægger af Det Bügelske Fidecommis, ligger begravet i den Bügelske Gravlund ved Sct. Bendts Kirke mellem begge sine Hustruer. Han var den sidste Amtsforvalter i Ringsted, idet Amtsforvalterembedet her blev ophævet 1867 og underlagt Roskilde Amtstue.

Det var Guvernør Carstensen, ser sammen med 2 Ringstedborgere i sin Tid tog Initiativet til og lod anlægge den Gangsti, der forhen gik fra Byen til Jernbanestationen, mod at betale en aarlig Afgift af 150 Rdl. til Ringsted Kloster.

Guvernør Carstensen nævnes ogsaa inden for Ringsted Sparekasses Historie og var for en kort Periode Medlem af Direktionen.

Ifølge Købskotrakt af 25. September 1867 solgte Guvernør Carstensen Amtstuegaarden til Vejbetjent Julius Edv. Nielsen for en Sum af 11,000 Rdl. Skødet dog først udstedt 1871, og nu skifter den gamle Amtstuegaard atter Historie og har siden da ført en skiftende Tilværelse, men alle Dage har der over Amtstuehaarden hvilet st Skær af Poesi. Naar man følger Stien bag om Byen langs de gamle Haver og passerer Amtstuegaardens forhen store og herskabelige, men nu stærkt reducerede Have, slaar der En et Pust i Møde fra gamle Dage, ikke mindst for den, der er saa gammel at kunne huske Amtstuegaarden og dens Omgivelser, før den nye Tid formåede at gribe ind ogsaa paa den gamle historiske Gaards Omraade.

Forinden jeg fører mine Læsere videre, vil vi se, hvorledes Amtstuegaarden saa ud i sin oprindelige Skikkelse. Følger man Gaardens Beskrivelse vil man lægge Mærke til, at det væsentlig er de samme Bygninger som i gamle Dage, kun at disse næsten alle er omdannet til Beboelse. Hovedbygningen strakte sig 28 Fag med Kvist over 6 Fag, dels Grundmur, dels Bindingsværk og Tegltag. Der fandtes 12 Jernkakkelovne i denne. Som man vil se et ret herskabeligt Hus efter den Tids Forhold.

De øvrige Bygninger var hovedsagelig indrettet til Stald, Foderlo, Karlekammer o. s. v.

Tvende Bygninger i Syd- altsaa de to Bygninger mod Sorøvej - hver paa 8 Fag, var indrettet til Stald, Lo og Lader samt Vognremise. Mellem disse Bygninger en Indkørsel til gaarden med en stor Stakitport med 2 Sidelaager.

De ældste Folketællingslister fortæller, at der i gamle Dage kun boede én Familie paa Gaarden: Amtsforvalteren og dennes ugifte Fuldmægtig.

Et mindre Billehuggerarbejde, der har sin Plads paa Gaardspladsen, forestillende Guden "Merkur" - omgivet af et Jerngitter - er af senere Dato- Det stammer fra sidste Halvdel af forrige Aarhundrede.

Der knytter sig iøvrigt en lille ejendommelig Historie til dette Kunstværk, idet Gaardens daværende Ejer en Dag var rejst til København for at berigtige en meget presserende Pengegæld, men faldt i Frristelse ved at være blevet præsenteret for bemeldte Kunstværk. Han lod Gæld være Gæld og købte for Pengene "Merkur", som siden da har haft sin Plads mellem Indkørslen Hovedindgangen i den gamle Gaard.

Indenfor den tidsperiode, da Vejbetjent Nielsen var Ejer af Amtstuegaarden, var denne et Samlingssted for mangt og meget. I hans Hjem samledes man til prøverne forud for de aarlige Dilettantforestillinger, som der i velgørende Øjemed blev foranstaltet saa mange af paa Ringsted Raadstue dengang, og hvor Vejbetjenten var en førende Kraft.

Folketidende for Midsjælland - det senere Ringsted Folketidende - har traadt sine Børnesko indenfor Amtstuegaardens Mure, idet Bladet umiddelbart efter sin Start i 1871 fik sit første Hjemsted i Amtstuegaarden.

Naar Aviserne i gamle dage bragte Meteorologisk Instituts Vejrmelding, spillede Amtstuegaarden ogsaa her en Rolle, idet der af Institutet dagligt bragtes Melding fra Amtstuegaarden ved Ringsted.

Da der stod Strid om Kirkestol Nr. 18 i Sct. Bendts Kirke.

Alfr. Mortensen sen.

Ifølge et gammelt Fæstebrev af 13. Februar 1730 hørte der til Amtstuurgaarden i gamle Dage Rettighed til benyttelse af en lukket Stol i Sct. Bendts Kirke, og for hvilken der blev erlagt 2. Rdl. aarligt til Kirken. Der synes dog flere Gange at have staaet Strid om denne Kirkestol.

I Aaret 1853 er dette Spørgsmaal atter aktuelt, og der svares fra Kirkens Side, at Stolen ikke mere eksisterer i samme oprindelige Skikkelse, men forlængst er forandret. I samme Sted er derimod traadt én med Nr. 18 betegnet Stol paa Kirkens søndre Side.

Ifølge Brevveksling, Vejbetjent Nielsen og Kirkeinspektionen imellem, har der staaet en ret haard Strid om denne Stol. kirken nægtede at modtage den ved Ejerskifte bestaaende Racognition af 3 Rdl., da Nielsen tiltraadte Ejendommen. Han protesterede gentagne Gange, men uden Resultat. Videre hedder det i Nielsens Klage, at man uden hans Samtykke har borttaget Laasens til omtalte Kirkestol og frataget Amtstuegaarden sin ældgamle ret, betoner, at det er en krænkelse af den almindelige Ejendomsret, som han af yderste Evne vil og skal hævde. Forlanger at Kirken skal paasætte Laasens igen og modtage omtalte Recognition.

Den daværende Sognepræst, den højt ansete og myndige Provst Andersen svarer paa Kirkeinspektionens Vegne, at denne vel erkender Amtstuegaardens Ret, man at man under de nuværende Forhold, da ingen i Menignheden er i Besiddelse af faste Kirkestole, og da det i flere Henseender vilde kunne medføre Ubehageligheder, tillader sig at forespørge, om Ejeren af Amtstuegaarden ikke maatte være i Stand til at afstaa denne rettighed og i saa Fald paa hvilke Betingelser.

Atter saa sent som i 1916 er Spørgsmaalet fremme, idet Sognepræsten Johs. Lind, i en Skrivelse til Sagfører Niels Svendsen, der varetog Amtstuegaardens Sag, meddeler, at Kirkeinspektionen, uden at være stærkt interesseret i Sagen, ikke vil være uvillig til at optage en Forhandling om en eventuel Afvikling af dette Forhold. Amtstuegaardens nuværende Ejer, Ingeniør Mathias Svendsen, der beredvillig har overladt mig en Del værdifuldt Materiale vedrørende Amtstuegaardens Historie, fortæller, at Sagen angaaende omtalte Kirkestol endnu staar uløst. Som man vil se, har dette Spørgsmaal formaaet at holde sig levende gennem de forløbne to Aarhundrede. En Sølvplade paa begge Døre ved omstridte Kirkestol mærket "Tilhører Amtstuegaarden" markerer den Dag i Dag Amtstuegaardens gamle Ret til Stol Nr. 18 i Sct. Bendts Kirke. En Ret, der dog ingenn Betydning har i Dag.

Aar 1882 maa Vejbetjent Nielsen paa Grund af Gæld lade Amtstuegaarden overdrage til Købmand Hellestrøm for 37,000 Kr. Hellestrøm havde derefter Skøde paa Gaarden indtil 1886, hvorefter den blev overtaget af Mr. Alfred Mortensen af Chicago for en Sum af 41,000 Kr.

Alfr. Mortensen, eller "Amerikaneren", som han jævnlig benævnedes, er maaske en af alle de her nævnte Ejere af Amtstuegaarden, hvis Navn og hele personlige Særpræg har haft størst Tilknytning til Ringsted By og dens Beboere.

Alfr. Mortensen, der var indfødt Ringsteder, vendte hjem til Danmark i Aaret 1885 og overtog da Amtstuegaarden. Over Hovedbygningens Hovedindgang lod han opsætte en Dekoration af blanke Sølvdollars som et Symbol paa hans Indflydelse som Pengematador. Et mægtigt Pengeskab - det største i hele Amtet - kom til at præge Amtstuegaardens Stuer. Dette og meget andet var medvirkende til, at der over Amtstuegaarden og den særprægede Ejer kom til at hvile lidt Mystik.

Billede fra en af de store Fester i Amtstuegaardens Have 1901-02

Alfr. Mortensen søgte gentagne Gange ved Forhandling mellem Ringsted By og Landsognet at faa Amtstuegaarden indlemmet i Byen, men dette opnaaedes ikke, før Indlemmelsen af Ringsted Kloster blev bragt til Virkelighed.

I Aarene 1901-02 kom Amtstuegaarden til at spille en ny Rolle, idet Alfr. Mortensen lod den gamle Have omdanne til Forlystelsespark. Han lod opføre en Dansesalon med Plads til 600 Mennesker, Restaurationstelte, en idyllisk Talerstol, indrammet af Lindetræer m. m. Flere store Fester blev i disse Aar afholdt i den gamle Have. Folketidende skrev om den første af disse Fester, der var foranstaltet af Byens og landsognets Sygekasser (Alfr. Mortensen var her Formand for Landsognets Sygekasse), og som blev afholdt 2den Pinsedag 1901 (27. Maj), at det var den største og smukkeste Fest af den Slags, der nogensinde var afholdt paa Egnen. De dansende fandt Behag i Pavillonen, der var fyldt til trængsel, til Dagen gryede i Øst. Blev et Par for varme, søgte de Køling i de dunkle Allér. 3200 Adgangstegn var der solgt til denne Fest. - Alfr. Mortensen søgte ogsaa i 1902 Amtsraadet om Tilladelse til Sommerbeværtning i Amtstuegaardens Have. Afgørelsen udsattes Imidlertid.

Efter denne Opblussen faldt den gamle Have atter tilbage i sin Tornerosesøvn.

Aar 1911, den 8. Maj, dør Alfred Mortensen, 68 Aar gammel, hvorefter Amtstuegaarden overgaar til hans eneste Søn Alfred Washington Mortensen, der dør 1915. Amtstuegaard gaar da Aaret efter, 1916, over til den nuværende Ejer, Ingeniør Mathias Svendsen, der saaledes blev Ejer af sit Barndomshjem, idet Ingeniørens Forældre, Sagfører Niels Svendsen og Hustru, i en Aarrække havde deres Hjem i Amtstuegaarden, og hvor de fire af Sønnerne er født.

Meget er forandret i og ved Amtstuegaarden, ikke mindst er der gjort Indhugst i den store engang saa herskabelige Have, men endnu danner den gamle Gaard sammen med de andre gamle Huse ved Indkørslen til Byen flygtigt set det samme Billede som for mange, mange Aar siden, en lille idyllisk Forstad til det nye, men dog ældgamle Ringsted.

Navne og Data

Amtstuegardens Ejere gennem 200 Aar, fra dens Tilblivelse (Skødet er her lagt til Grund):

1726-1729 - Landstingshører Hans Knudsen Sølling

1729-1737(?) - Hans Casper Pettersen

1737(?)-1759 - Atter Hans Knudsen Sølling

1759-1760 - Dennes Søn - Søren Sølling

1760-1771 - Niels de Hofmann

1771-1776 - Nicolaj Christian Bøtcher

1776-1781 - Jacob Bang

1781-1816 - Søren Pau (sidstnævnte Aar dennes Enke)

1816-1844 - Thomas Ludvig Grüner

1844-1854 - Grüners Arvinger (dennes Børn)

1854-1871 - Edward Carstensen

1871-1882 - Julius Edvard Nielsen

1882-1886 - J. J. C. A. S. Hellestrøm

1886-1911 - Alfred Mortensen senior

1911-1916 - Alfred Washington Mortensen junior (sidstnævnte Aar dennes Enke, Ane Christine Mortensen)

1916-???? - Mathias Svendsen

Hofmann, Bøtcher, Bang, Pau, Grüner og Carstensen var Amtsforvaltere.

Lidt om Byens førende Musikanter.

Musikdirektør C. Jacobsen

Gennem henved 200 Aar var det Byens privilegerede Stadsmusikant, der med sine Svende og Drenge besørgede al Musik, og som havde Eneret paa dette Omraade. Stadsmusikanten i Ringsted var ogsaa pligtig til at levere Musik til Sorø, idet denne By ikke havde nogen Stadsmusikant.

Flere kendte Navne forekommer indenfor Ringsted Stadsmusikanter, saaledes Slægten Hjort og Slægten Frost, der gennem flere Slægtled har været tilknyttet Ringsted. Legeledes kan nævnes Organist Thuurmann, der omtales son én af Byens ansete Borgere (var eligeret Borger - Medlem af Byens Raad) og døde 1817.

Stadsmusikanten haandhævede sine Rettigheder til det Yderste. Krævede f. Eks. Betaling for Musik ved Bryllupper, Barsler i. l., selv om han slet ikke havde leveret denne Musik. Man maa uvilkaarligt studse over, at dette kunde lade sig gøre, og det gik heller ikke altid af uden Skærmydsler. Borgene fandt, at dette var for vidtgaaende et Indgreb i deres Frihed, men i Stadsmusikantens Velmagtsperiode maatte man pænt bøje sig, hvis ikke man ønskede at faa Besøg af Kongens Foged.

Den sidste man hører omtalt i Forbindelse med Stadsmusikantembedet i Ringsted, var Organist og Snedkermester Chr. Malling, der levede fra 1804-1880. Han omtales dog ikke i Almindelighed som Spillemand. Saavidt vides havde han overtaget Embedet efter sin Far, Organist og Stadsmusikant Martin Jensen Malling, da denne døde 1847. Indtil Embedet faa Aar efter blev ophævet, indkasserede han de faa Indtægter, dette indbragte; men ingen Steder i Kirkens Protokoller er Organist Chr. Malling benævnt som "Stadsmusikant". Den sidste rigtige Stadsmusikant i Ringsted var hans Far, Martin Jensen Malling. Fra ham stammer Slægten Malling, der i mange Aaar var en kendt Ringstedslægt, deriblandt Forfatteren og Præsten Vilhelm Malling, der var en Søn af Organist Chr. Malling.

Efter ophævelsen af Stadsmusikantens Embede fremtræder saa de egentlige Musikdirektører.

Den første Musikdirektør i Ringsted var den tidligere omtalte Chr. Jacobsen, kaldet "Den fine Chr. Jacobsen". en Gaardmandssøn fra Høm. Han havde faaet en efter Datidens Forhold særdeles god Uddannelse og omtales som en meget dygtig Violinspiller. Han følte sig højt hævet over de almindelige Spillemænd. Han udtrykte sig ofte saaledes: "- Nej, naar "vi otte" kommer, det er Musik!" Hvorfor man ogsaa ofte benævnede ham "vi otte". Hans Orkester lød Navnet "Ringsted Musikselskab", og dette Selskab gav jævnligt Koncerter i flere af Sjællands Købstæder. Datidens beskedne Presse udtalte sig i smukke Vendinger om Selskabets Præstationer. Saaledes kan man læse i "Sjællandsposten" om en Koncert paa Ringsted Raadstue den 20. Februar 1859: - Det af Hr. C. Jacobsen dirigerede Musikselskab, der kan henregnes blandt de bedste i Provinserne, gav i Søndags en Koncert paa Raadstuen deri Byen.

Bladet beklager meget, at Besøget var for lille, og gør opmærksom paa, at det unægtelig er en stor Behagelighed for Byen og Omegnen at være i besiddelse af et saa fortrinligt Orkester, og henstiller indtrængende Publikum, at det ved rigeligere Besøg vilde belønne den hæderlige Stræben, som selskabet alt ved flere Lejligheder har lagt for Dagen.

Trappen foran det gamle Casino. Casinos føste Vært, hans Larsen, fejrer 25-Aars Jubilæum som Gæstgiver i Ringsted i 1898. I første række, fra venstre, ses bl.a. Byens Spillemænd: Musikdirektør P. Pedersen, A. Petersen, O. Bülow, F. Serop, H. Petersen. Yderst tihøjre. Musikdirektør Johs. Scheuermann, Chr. Jacobsen, Hagb. Nielsen og Jacob Jørgensen. I Døren: Gæstgiver Hans Larsen

Flere saadanne Koncerter blev afholdt i Forbindelse med en daværende Musikforening, ofte med Assistance af fremragende Kunstnere. Det fremgaar af "Sjællandsposten", at Direktionen for Musikforeningen skænkede Indtægten af den førnævnte Koncert til Musikdirektør Jacobsen og hans Selskab. Ogsaa Musikselskabet viste sin Anerkendelse, bl. a. ved at skænke Halvdelen af Nettoindtægten af en Koncert paa Raadstuen den 8. Marts 1860 til Komitéen for Friboligen. Denne Post androg ved denne Lejlighed 19. Rdl. 32. Sk., hvilket Beløb blev tilstillet Komitéen som Gave fra Musikdirektør Jacobsen. hans Navn nævnes iøvrigt ofte i Forbindelse med Datidens Fester, saavel i Ringsted som i Sorø. Han var bl. a. ogsaa Sorø Akademis Musikdirektør.

Jacobsen døde 1872, kun 44 Aar gammel. Han levede sine sidste Aar som Gæstgiver i Ringsted efteer at have nedlagt Musikken.

Af Byens senere førende Musikanter kan nævnes P. Pedersen, der i en Aarrække. fra omkring 1870'erne, var en meget søgt Musikant og Musiklærer. En Række af gode Musikere er udgaaet fra hans Skole. Han døde 1907, 61 Aar gammel.

Ogsaa en anden kendt Musiker, Jacob Nielsen, nævnes indenfor dette Tidsafsnit. Han havde bl. a. den Ære, i en aarrække at være Musikdirektør ved Konferensraadinde Harhoffs berømte Baller paa Ringsted Raadstue til fordel for Friboligen. Han var en særpræget Spillemandstype, og ældre Ringstedere kan endnu fortælle manfe morsomme Træk om denne gamle Ringsted-Musikant. Ved Gilderne, naar han havde spillet den sidste Dans, var han kendt for sin pudsige Bemærkning: - Saa, nu putter vi Grisen i Posen! - Hermed mente han Violinen og Kalveskindsposen. Dette Udtryk med Posen og Grisen skaffede ham et just ikke velklingede Tilnavn, som han lød indtil sin Død.

Ligeledes omtales en tredje Musikant, Jens Andersen. Denne døde 1889, kun nogle og tredive Aar gammel.

Omtrent paa dette Tidspunkt, omkring Midten af Firserne, kom saa Johs Scheuermann. ingen Musiker har her senere formaaet at opnaa en saa stor Popularitet, især blandt Landbefolkningen.

Hvem husker ikke Scheuermann, naar Stemningen i balsalen ikke rigtig vilde frem.

- Scheuermann, nu maa du synge lidt! - Og saa fulgte hans Glansnummer: - Alle saa skreg de Rasmus Ol'en! - Manden sagde til Konen! eller Pirrevals fra Korsør til København! -

Ingen kunde som han sætte Stemningen op i en Balsal. Han havde en sjælden Evne til at omgaas Publikum.

Scheuermann døde i 125, 67 Aar gammel.

Yderlige bør nævnes Chr. Jacobsen, Vetterslev, der gennem mange Aar ligeledes indtog en førende Plads indenfor Musiklivet paa Ringstedegnen, hvor han bl. a. leverede Musikken ved alle de store Fester indenfor Landbostanden.

Siden da og indtil vore Dage har Egnen Musikliv været varetaget af det nuværende Slægtleds Musikere - i første Række nuværende Musikdirektør H. Chr. Jensen.

Det gamle Apotek

Sct. Bendtsgade ca. 1870. I Midten Konferensraad Harhoffs Gaard, hvor Byens første Apotek havde til Huse. Forrest Peetz’ Købmandsgaard (senere Chr. A. Jensens Gaard) I Baggrunden, med Træet foran, Farver Jensens Gaard.
Det gamle Apotek i Nørregade
Hans Jørgen Wengel, Ringsteds første Apoteker

Det hedder om Ringsted første Apotek: - Distriktskirurg Voigt havde hidtil der i Byen solgt Medicin, som han købte i Sorø, man da hans Forretning ikke længere tillod ham at have dermed at gøre, rettede han en Opfordring til apoteker Ørsted, Sorø, der samme Aar havde faaet Bevilling til at drive Apotek der, om at foranstalte et Medicinaludsalg i Ringsted.

Aaret efter, 1808, fik ørsted Tilladelse til at maatte aabne et saadant Medikament-Udsalg, der fik sin første Plads i Ritmester Freislebens Gaard i Sct. Bendtsgade (senere Konferensraad Harhoffs Gaard, nuv. Enkefru C. Dégns Gaard).

Apoteket, eller rettere Madicinaludslaget, synes at have Vanskelighed ved at skaffe sig Tillid og skiftede hyppigt Bestyrer. Aar 1811 overdrages Bevillingen til Apoteker Glahn, Sorø, der havde overtaget dette Apotek, hvorefter han i 1812, for er Tidsrum af 8 Aar, forpagtede Udsalget til Hans Jørgen Wengel, København, der blev Grundlæggeren af Ringsted Apotek, og som i mere end 50 Aar var Indehaver af dette.

Wengel forpligtigede sig til at forsyne Apoteket med gode Medikamenter og at staa til Ansvar for dets gode Bestyrelse i alle Maader.

I Aaret 1916 blev Medicinudsalget flytte til Nørregade (tidligere Købmand Richters Gaard, nuværende "Afholdshotellet"). Ejendommen blev senere overdraget til Hans Jørgen Wengel og blev da det saa omtalte "gamle Apotek".

Det var dog først i 1834, at Ringsted naaede at faa sit selvstændige Apotek, efter mange Aars gentagne Ansøgninger til Sundhedskollegiet, samt Ansøgninger fra Apoteker Wengel til Kongen. Endelig var alle hindringer ryddet til Side. Det selvstændige Apotek i Ringsted oprettedes ved Bevilling ag 16. juli 1934.

Familien Wengels Ven, Byfoged Harhoff, der særlig havde anbefalet Bevillingen, lod denne bringe til apoteket med følgende Brev til Madame Sophie Wengel:

Det er med hjærteligste Glæde, at jeg, kjære gode Md. Wengel, herved oversender et Dokument, De længe har ønsket, og som betrygger Dem og Deres Familie. Give nu Gud, at ikke alene De og Deres Mand, men ogsaa Deres Børn efter Den gjennem en Række af Aar maatte høste Gavn af Privilegiet, saa vil et kjært Ønske vorde fyldestgjort for - Deres inderlig hengivne Harhoff .

Bevillingen stadfæstes ved de tre følgende Kongeskifter, 1841, 1848 og 1865.

Saaledes havde Wengel, i en alder af 50 Aar opnaaet at blive privilegeret Apoteker, efter at han i en lang Aarrække faktisk havde indtaget en Apotekers Stilling og hævdet den ved sin Dygtighed og Handlekraft. Det var under smaa Forhold og i en Nedgangstid for Landet, han begyndte sin Virksomhed; i lang Tid var Wengels Hustru hans eneste Medhjælper, Urtekram- og Vinhandel en væsentlig Biforretning. I sit klange Liv naaede han at se de betydelige Frenskridt, hans By og hans Apotek efterhaaden gjorde.

Cancelliraad, Apoteker Hans Jørgen Wengel og Hustru Ane Sofie Frederikke, født Aabye, oplevede at fejre Diamantbryllup, den 27.December 1872. En Kreds af Slægtninge og Venner overrakte ved denne Lejlighed det gamle Brudepar en Adresse med 42 Underskrivere samt en Sum af 1600 Kr. til et Legat, som fik Navnet: "Cancelliraad Wengel og Hustrus Diamantbryllupslegat", til Uddeling hvert Aar paa deres Bryllupsdag.

Hans Jørgen Wengel døde 1874 i sit halvfemsindstyvende Aar. Han tilbragte sine sidste Dage i det Hus, hvori hans Manddomsgerning var udøvet.

Slægten Wengel har siden da været knyttet til Ringsted Apotek. 1866 overdrages Apoteket til Sønnen, Apoteker Johan Julius Wengel, der 1867 opførte det nuværende Apotek (tidligere Købmand Borchsenius' Gaard og var indehaver af dette indtil sin Død 1897, hvorefter dennes Søn, Axel Wengel, gennem 35 Aar, indtil 1932, var Byens Apoteker, og hvem jeg kan takke for mange gode Bidrag til Bevarelse af Minderne fra det gamle Ringsted.

Nuværende Indehaver er Apoteker Johan Wengel.

Det er sikkers ikke uden Grund, at Sophus Schandorph i en af sine ypperligste Fortællinger: "Det gamle apotek", har benyttet dette gamle, fine Købstadshjem som Forbillede.

Vedrørende Oplysningerne om det gamle Apotek har jeg for en Dels Vedkommende benyttet E. Dams interessante Skrift: "Et Hundrede Aars Minde om Ringsted Apotek", der indeholder mange Kulturbilleder fra forrige Hundredaar, bl. a. omtales da i 1831 Sjælland i høj Grad Ringsted og Omegn hjemsøges af en farlig Epidemi.

Lidt om Byens Sygehusforhold i gamle Dage.

Billede fra Sct. Bendtsgade omkring Midten af forrige Aarhundrede. Den gamle farvergaard. Med sit vajende Farve-Banner; den laa umiddelbart indenfor Vestre Port, dér hvor nu Ny Rosenborg ligger. Paa Billedet ses Krigsraad Krebs, der hilsende passerer Byens eneste Postbud ”Mads Litsenbroder”.
Den gamle Klostersmedie, der for længst er nedlagt. Det lille straatækte Hus staar endnu, men vil antagelig inden lang Tid forsvinde, og dermed er den sidste Rest fra det gamle Ringsted Kloster forsvunden. (Den tidligere Forpagterbolig, nuværende Præstebolig, er af senere Dato.)

Byens Sygehusforhold i forrige Hundredaar var just ikke særlig tiltalende. Man havde ikke noget Sygehus, ud over at der i en Længe til den nuværende Fattiggaard i Søgade, der blev bygget i 1862, vat indrettet en Slags Sygestue for Fattiglemmerne samt for andre, der levede i yderste Fattigdom. Forhen var Forholdene paa dette Omraade wéndnu mere primitive, i Byens tidligere fattighus, der ligeledes havde sin Plads i Søgade. (Søgade bestod, som Sophus Schandorph et sted skriver, endnu i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede af lutter usle Rønner og husede Byens allerfattigste Beboere.)

Det var da Vægternes arbejde, særlig under Epidemier, at tranportere Patienterne til denne uhyggelige Sygestue. Man benyttede hertil en indrettet Baare, overtrukket med en Kaleche, og paa denne maade bar Vægterne Patienterne til Sygestuen. Under særlig ondartede Epidemier, hvoraf der har været flere i Ringsted, bl. a. Tyfus, kneb det med at faa Vægterne til at besørge dette Arbejde, hvorfor de ofte forud indtog et passende Kvantum spiritus, hvorved Modet voksede betydeligt; men hvilket ogsaa havde til Følge, at en saadan Transport virkede endnu mere uhyggelig.

Byens første Sygehus, den nuværende gamle Funktionærbolig, blev bygget 1856 med Plads til 30 Senge; men der hengik ca. 10-12 Aar, før det fik negen Betydning som Sygehus, idet man værgrede sig ved at lade sig indlægge paa et Sygehus, og man gjorde det i hvert Fald ikke frivilligt. Man søgte at hjælpe sig uden Lægehjælp og tyede ofte hellere til Kvaksalvere, og der fortælles om mange ejendommelige Episoder indenfor dette Omraade, særlig blandt Landbefolkningen, bl. a. om Barberernes Virksomhed som Kvaksalvere. En Barber havde ikke som nu sin egen Barberstue, men gik fra Dør til Dør og betjente Kunderne i deres Hjem. De trak Tænder ud, hvilket dog vist ikke foregik paa den blideste Maade. De satte Blodigler paa Patienter. (Blodigler sattespaa Bylder for at bide Hul paa disse og suge Materien ud.) De paasatte Blodkopper og fortog Aareladning, et i gamle Dage ret almindeligt Lægemiddel, enten man fejlede noget eller ej. Paa Landet var det ofte Byens Smed, der foretog denne Handling.

De Gamle fortæller ogsaa, hvorledes man i gamle Dage nægtede Mennesker, der havde taget deres eget Liv, adgang til at blive begravet i kristen Jord. Disse maatte ikke føres gennem Kirkegaardsporten, men skulde løftes over Muren. De blev begravet i det yderste Hjørne af Kirkegaarden mod Gasværket. Denne Jord bleb benævnt som Fattigjord.. (Nærværende Optegnelser har jeg den gamle, tidligere Sygehusøkonom, Vald. Hansen, at takke for.)

Som før nævnt søgte man sjældent Lægehjælp, i Særdeleshed blandt det brede Lag af Befolkningen, fø'r alr Haab syntesz at værre ude. Der derfor ikke ualmindeligt, at man hørte en Udtalelse som: - Nu er han snart færdig! - ? ? - Jo, for jeg saa, de kom med Doktoren!

Der faldt mange ejendommelige Bemærkninger i saa Henseende. F. Eks. da en Bondekone en Dag rettede en deltagende Forespørgsel til en Mand, hvis Kone længe havde ligget syg, hvorledes det gik med Patienten, og fik det sørgmodige svar: - Hun er smøjt (død)! - Hun smøjt i Avtes!

Eller da "Fiske-Niels" havde mistet sin Kone og henvendte sig til Formanden for Landsognets Sygekasse, en af Egnens større Gaardmænd, for at faa udbetalt Begravelseshjælpen, 100 Kr., og fik til Svar: - Det er s'gu galt, derer ingen Penge i Kassen! (Fiske-Niels boede dengang i det gamle Pølsehus, der laa nedenfor den Plads, hvor nu Dampmøllen ligger, og hørte Landsognet til.)

Niels, der altid havde Svar paa rede Haand, og som heller ikke sørgede særlig dybt, svarede, idet han gjorde en bred Haandbevægelse: - Skidt med det! Saa la'r vi hende staa, til du faar nogen! - (Niels Kone var 20 Aar ældre end han selv. Det havde været et Slags Fornuftsægteskab, hvilket tjente til Undskyldning for denne mindre kærlige Udtalelse.)

- Er du tosset, Mand! I saadan en Varme - svarede Gaardmanden. (Det skal bemærkes, et det var midt om Sammeren.) - Ja, jeg har den O... g.... ingen Penge til at Begrave hende for!-

Niels fik straks de Hundrede Kroner. (Sidstnævnte er fortalt til mig at fhv. Handelsmand, rentier H. Knudsen.)


Ringsteds berømte Sønner.

Jørgen Pedersen Roed

Jørgen Roed

Maler, professor. 1808-1888. Født i Ringsted som øn af Vognmand, Brændevinsbrænder Peder Jørgensen Roed . Blev 18992 Professor ved Universitetet. Af hans Billeder bør fremhæves de Arbejder, der har Tilknytning til hans Fødeby, bl. a. "Haven med den gamle Døbefont" og "Sjællandske Høstpiger ved Brønden", der begge findes paa Statens Museum for Kunst. Ogsaa et af hans Malerier findes i Sct. Bendts Kirke. - Jørgen Roed ligger begravet i Familiegravstedet paa Ringsted Kirkegaard sammenmed sin Hustru og Søn, Maleren Holger Roed. (Billedet er malet af W. N. Marstrand, og findes paa Frederiksborg Museum)

Johan Fredrik Vermehren

J. F. Vermehren

Maler, Professor. 1823-1910. Født i Ringsted og var Søn af Glarmester Frederik Nicolai Vermehren. Som dreng gik han Faderen til haande i Værkstedet. Var Student fra Sorø Akademi. Kom derefter paa Kunstakademiet og tog tillige Undervisning hos sit Bysbarn, Jørgen Roed. Blev 1874 Professor ved Akademiet og var en fremragende Lærer. Vermehren tæller ligeledes blandt vort Lands fineste Malere. Død i København. (Billedet er malet af Constantin Hansen og findes paa Frederiksborg Museum)

Sophus Christian Frederik Schandorph

Sophus Chr. Fr. Schandorph

Forfatter. 1836-1901. Født i Ringsted. Var Søn af Postopsynsmand Johannes Frederik Schandorph. Blev 1874 Dr. phil. Virkede i nogle Aar som Sproglærer ved københavnske Skoler. helligede sig derefter Forfattervirksomheden. Gennem sin Kunst har han med mesterlig Haand skildret det midtsjællanske Købstads- og Bondeliv i forrige Aarhundrede,ikke mindst ved Gengivelsen af sine Ringsted-Typer. Hans Barndomsby, dens Egn og dens Befolkning og Livet, som det levedes der, dannede Grundlaget for store Dele ad hans Digtning.Var en djærv og jovial Natur med megen Lune, men med Hang til Overdrivelse. (Billedet er maler af M. Ancher og findes på Frederiksborg Museum)

Christian Molt Wengel

Christian Molt Wengel

Forfatter. 1821-1859. Født i Ringsted. Søn af Apoteker Hans Jørgen Wengel. havde studeret Jura. Blev Assistent i Justitsministeriet, senere Fuldmægtig i 1, Revisionskontor. Wengel var særlig Studenterforeningens Mand, hvor han var meget populær, og hvor han indenfor Studenterkomedierne udførte flere komiske Roller. Hans Forfatterskab bestaar hovedsagelig af Vaudeviller og Kystspil, hvori han har tegnet en Række Komiske Figurer. Ogsaa flere af hans Viser er blevt populære, f. Eks. "Tænk Dem, Lassen sad og spiste Boghvedegrød". Molt Wengel ligger begravet i Slægtens Familiegravsted paa Ringsted Kirkegaard.

Otto Borchsenius

Otto Borchsenius

Forfatter. 1844-1925. Født i ringsted. Faderen, Gabriel Esaias Borchsenius, var Købmand og ejede en Gaard i Nørregade, dèr hvor nu Apoteket ligger. Otto Borchsenius udfoldede en stor litterær Virksomhed, især som Oversætter og Kritiker. Navnlig helligede han sig Oversættelse af svensk Litterartur. Var i sin Tid tilknyttet "Morgenbladet" og "Danebroge"s Radaktion, ved sidstnævnte som Redaktør. Blev 1905 Censor ved det kgl. Teater. - Sløften Borchsenius har endnu tilknytning til Ringsted, idet Lotterikollektrice, Enkefru E. Dohn er datter af afdøde Købmand Johs. Borchsenius, en Broder til Otto Borchsenius. - Død i København.

Jens Vilhelm Malling

Præst, Firfatter. 1846-1912. Født i Ringsted som Søn af Snedkermester, Organist Chr. Malling. Ogsaa han var af gammel Ringsted-Slægt. Bedstefaderen, Martin Jensen Malling, var som andet Sted omtalt Byens sidste Stadsmusikant. Vilh. Malling var fra 1967-74 Lærer i Vetterslev. Læste i sin Fritid til Studentereksamen. Blev 1876 cand. theol. Var i en Periode Kapellan i Hillerød hos C. Hostrup. Sin egentlige Præstegerning udførte han i Odder indenfor Valgmenigheden. Han var en meget søgt Oplæser og Foredragsholder. Har ogsaa skrevet en Række anselige Skuespil og Fortællinger. - Død i Odder.

Niels Juel Simonsen.

Operasanger. 1846-1906. Han var dog ikke indfødt Ringsteder, men fik 3 Aar gammel sit Hjem i Ringsted hos Urmager og Musiker Niels Chr. Guldager. Hans første Livsbane var Landvæsenet, man da han fra Slægten havde Musikkens Blof rullende i sine Aarer, fandt han ikke Tilfredsstillelse ved Landvæsenet og kom ved Komponisten Henrik Rungs Hjælp ind paa Sangvejen og antoges 1864 som Elev ved det kgl. Teater, hvor han virkede gennem en Menneskealder som Operaens første og bærende Kraft. Hanhavde Udnævnelsen: Kgl. Kammersanger og Kgl. Skuespiller. I Koncertlivet optraadte Simonsen ofte og var meget populær og elsket. Det hedder om ham: - Stemmen var Baryton af ualmindelig Pragt og Magt, samtidig bøjelig og blid og af usvigelig Renhed.


Vilhelm Andersen

Forfatter, Litteraturforsker, professor, Dr. phil. Født 16. Oktober 1964 i Nordrup Præstegaard. Søn af Provst Frederik Vilhelm Andersen, der var Sognepræst i Ringsted gennem 23 Aar. Vilh. Andersen er saaledes ogsaa indvandret Ringsteder og har traadt sine Børnesko her, hvor man med Stolthed regner Professoren blandt Byens berømte Sønner. Man da Professoren endnu er i fuld Vigeur og gennem sin glimrende talekunst kan glæde os ved sine mesterlige Radioudsendelser, er det ikke min Opgave her at skildre vort berømte Bysbarns Levnedsløb.

Af Byens typiske - nu forsvundne - Skikkelser

Lars Peter Madsen

Ringer Lars Peter Madsen

Ringer L. P. Madsen hørte Sct. Bendts Kirke til gennem omtrent et halvt Aarhundrede. Dag efter Dag lod han de gamle Klokker lyde ud over Byen. Der er engang skrevet om ham, at han havde taget godt 2 Millioner Trin op ad Sct. Bendts Kirkes Taarntrappe. Det vil ogsaa erindres, da Kong Christian X ved et Besøg i Ringsted dekorerede ham med Dannebrogskorset, og hvor Madsen fremkom med følgende Udbrud: - Nej, nu stiger den! - Ringer Madsen havde været Hyrdedreng hos Apoteker Hans Jørgen Wengel, der havde Jord, hvor nu Lystanlæget er. Han har også trukket Folketidendes første Trykkemaskine. - "Det tunge Bæst!" - som han udtrykte sig.

L. P. Madsen døde 1925, 88 Aar gammel.

Naar man ser den gamle Ringer her paa Billedet, mindes man den smukker , stemningsfulde indledning til Nøddebo Præstegaard , hvor den gamle Ringer i Nøddebo Kirke ringer Julen ind.

Jørgen Andersen

Vægter Jørgen Andersen

"gamle Jørgen Vægter" - vil endnu kunne huskes af den ældre Slægt. Han hørte til de sidste af de gamle Vægtere,inden man gik over til Ordningen med Natbetjente. Han var Vægter i Ringsted i 42 Aar, hvor hans stoute Skikkelse var med til at præge Byens Gadeliv i forrige Hundredaar. Jørgen Vægter vil ogsaa huskes fra den gamle "Bang'ske" Købmandsgaard i Sct. Hansgade (Nuv. "Alliance"), hvor han i mange Aar virkede ved Gaardens Landbrug, foruden at han hver Nat pligtopfyldende passede sin Vægtergerning. - Død 1918, 83 Aar gammel.

Hans Petersen

Murerarbejdsmand Hans Petersen

Den lille Hans med Trofast, som man morsomt benævnede ham og hans Vogn. Disse to var uadskillige og dannede i mange Aar et typisk Gadebillede i Ringsted Hans (Hans Petersen) var Murerarbejdsmand hos afdøde Murermester Duderstadt.

Hans Peter Hansen

Storbonden Hans Peter Hansen

Hans Peter fra Balstrup (H. P. Hansen) var en af Aarhundredets mest kendte Ringsted-Skikkelser. Han var altid en sikker Gæst ved Spillebordene paa Postgaarden sammen med flere af Byens finere Borgere: Borgmester Henrik Gerhard Thalbitzer o. a. Hans Peter var Typen paa en ægte sjællandsk Storbonde fra de gode, gamle Dage og kunde som saadan tillade sig noget mere, uden at de langt mere fintfølende Stamgæster lod sig rive ud af Ligevægt. Hans Peter havde sine egne Manerer og sit eget Frisprog, uden at det vakte anstød, og gjorde i saa Henseende ikke Forskel paa Folk.

Edvard Henriksen

Smed Edvard Henriksen

En gammel Ringsted-Haadværkssvend. - Den, som dagligt færdes i Ringsted, vilde ikke, indtil for ca. et Aar siden, kunne undgaa at møde en gammel hvidhaaret Mand, der, lidt foroverbøjet støttende sig til sin Stok, regelmæssig hver Formiddag og Eftermiddag gik sin Tur gennem Byen, uanset om det regnede eller sneede, ofte uden Overfrakke, altid uden Halstørklæde, selv midt om Vinteren. Denne gamle Kæmpe er den snart 93-aarige Smed Edvard Henriksen, Byens ældste indfødte Ringsteder, hvem jeg skylder Tak for mange gode Oplysninger om det gamle Ringsted. Han er af god, gammel Ringstedslægt. Faderen var Smedemester og Medlem af Byens Raad.

Henriksen opholder sig nu paa Ringsted Sygehus. Han er omtrent blind og er saaledes nu paa en Maade gledet bort, hvorfor jeg har ment at kunne give ham, der i maade henseender var en særpræget Type, en Plads i Rækken blandt Byens nu forsvundne Skikkelser.

Et Par Originaler

Isak

Isak

Isak. - Hvem husker ikke gamle Isak, denne lille, krumbøjede Skikkelse med sit lange, røde, uredte Haar. Han var Svensker af Fødsel og vandrede rundt som en omrejsende Profet, hvilket han utvivlsomt ogsaa søgte at give det Udseende af. Han ejede et Ordforraad som ingen anden, var meget godmodig, men kunde selvfølgelig ikke med sin ejendommelige Fremtoning undgaa at indgyde Frygt hos dem, der ikke kendte ham. Ikke mindst gjaldt dette Børnene. - "Gud velsigne dig" - var et Udtryk, han ofte benyttede sig af, naar han saa et Barn, og det gjorde ham oprigtig ondt, naar Børnene udviske Angst for ham. - Isak besad en udpræget Retfærdighedsfølelse, der vel nok, set med andres Øjne, dannede et særpræget Samfundssyn. F. Eks. da han engeng til Jul stjal et Par nyslagtede Ænder paa Ringsted Kloster og gav den til nogle fattige Familier. Saaledes var nu hans religiøse Indstilling. Selv undte han sig meget lidt. Man vil ogsaa mindes, da Isak engang vandt 200 Kr. i Lotteriet og for alle Pengene købte Bibler, som han forærede til fattige Mennesker.

Jens Pedersen

Jens Petersen

Ægge-Jens (Jens Petersen), Handelsmand i Sandby, vil ligeledes huskes. Ogsaa han hørte gamle Ringsted til, saa godt som nogen. Det var just ikke altid et særligt opløftende Syn at se "Ægge-Jens", efter at han havde været paa Torvet med sine fyldte Æggekurve, og naar han med tomme Kurve, paa hver Arm, stolprede ad Sandby til. Et Held for Jens var det, at der dengang ikke fandtes Biler, det var nemlig ikke altid, at Landevejen syntes bred nok til ham. - Man havde ofte den lille, naive Handelsmand til Bedste. Det huskes ogsaa, naar Jens under de store Valgkampagner i gamle Dage betraadte Talerstolen og med sin spinkle Stemme udslyngede sine særprægede Meninger til Forsamlingen, ikke mindst naar han diskuterede politiske Spørgsmaal med Kredsens Folketingsmand C. Th. Zahle. Et af hans sidste store Slag var, da han kæmpede for Genindførelsen af Snapsen som "Fattigmands-Snaps", hvilket vakte stormende Munterhed blandt Tilhørerne. Forsøget lykkedes ikke for Jens.

Nogle Spasmagere havde ogsaa engang indbildt ham, at man ønskede at fejre ham ved en stor Jubilæumsfest i Anledning af, at han havde været Æggesamler i 25 Aar. Jens gik i Lang Tid og ventede paa Indbydelsen, der desværre udeblev. - Det var vist den største Skuffelse, han havde været ude for i hele sit Liv.

Et Par typiske Kvindeskikkelser

Karen fra Høed

Man vil ligeledes erindre de to karakteristiske Kvindeskikkelser "Karen Høed" og "Fiske-Mine" . Ogsaa de var var med til at præge det gamle Bybillede i Ringsted.

Karen fra Høed

"Karen fra Høed" eller "Karen Høed" var i høj Grad en særpræget Skikkelse. Endnu da hun var en gammel Kone, kunde man se hende komme trækkende med sin lille, tohjulede Vogn, der ved Hjælp af en Rem var fastgjort til hende, medens hun selv med begge Hænder var optaget af sin Strikkestrømpe - ingen Tid maatte gaa til Spilde.

"Karen Høed" var Hvedebrødskone. Hun handlede med "Basser", som det hed paa Landet i gamle Dage. Som Bierhverv besørgede hun breve og Pakker til og fra Byen, for alle og enhver, der maatte ønske det. Hun var bl. a. en sikker Gæst paa Apoteket, hvortil hun altid havde mange Ordrer.

Fiske-Mine

Fiske-Mine

"Fiske-Mine" fra det gamel Bomhus paa Roskildevej, var "Fiske-Niels" Gemalinde udi frit Ægteskab. Foruden at hjælpe Niels med Fiskehandlen optraadte Mine privat som Spaakone. Det var ikke sjældent, at man kunde se én eller anden af Byens Damer i Mørkningen liste ned til Mine for at faa sin Livsskæbne tydet i Kortene. Hun havde taget denne Geschæft i Arv efter sin Mor, "Maren Lille-Niels", som man fortæller var en søgt Spaakone i Ringsted.