Erik Emune
Erik Emune var konge af Danmark 1134-1137. Han var søn af Erik Ejegod og halvbror til Knud Lavard og Harald Kesja.
Efter Erik Ejegods død overtog hans bror Niels magten, men efter mordet på Knud Lavard i 1131 begået af Niels’ søn Magnus, blev Erik Emune valgt som modkonge i Skåne og med støtter på Sjælland, deriblandt Hvide-slægten som Knud Lavard havde vokset op hos, dog sluttede halvbroren Harald Kesja sig til Niels’ side i stedet.
I starten havde Erik ikke meget succes i sine slag mod Niels og Magnus, men endte alligevel som den endegyldige sejrherrer i slaget ved Fodevig i 1134, hvor Magnus faldt og Niels flygtede Jylland og senere til Slesvig, hvor han blev slået ihjel af borgerne, formentlig som hævn for mordet på Knud Lavard som tidligere havde været herrer og beskytter her. Herefter var Erik Emune konge frem til 1137, hvor han blev slået ihjel af en hirdmand kaldet Sorte Plov.
Under sin regeringstid bestræbte Erik sig på at få Knud Lavard helgenkåret og i år 1135 grundlagde han et benediktinerkloster i Ringsted til ære for Knud Lavard som ramme for den fremvoksende helgenkult.
Erik Emune er desuden også far til Svend Grathe som senere blev valgt til konge på Sjælland og konkurrent om tronen til både Knud Magnussen og Valdemar den Store.