Bystævnet i Ørslev Under Skoven

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Ved gadekæret i Ørslev Under Skoven står et Lindetræ, rundt om det ligger en kreds af sten, et bystævne eller bylaug. Bylauget blev gendannet i juni 1945, for at mane til sammenhold og hjemstavnsfølelse. De 32 grundejere i Ørslev Under Skoven, har hver deres sten liggende i en rundkreds om træet med deres matr. nr. indhugget, og der samles man så en gang om året i juli måned, for at drøfte stort og småt og behandle forslag til forskønnelse af byen. Mødet indledes med en fanfare på byhornet, som er et stort dyrehorn med påsat mundstykke.

Oldermand fra starten af var Smed Nielsen, i 1946 blev det gdr. H.A. Kronmark, Flintehøjgaard, han var oldermand til 1967. Derefter ligger traditionen stille indtil 1976, hvor den optages igen med Arne Nielsen som Oldermand. Oldermanden er bylauget øverste, til at hjælpe sig har han, ligesom i gamle dage, en "stolsbroder" og 3 vurderingsmænd,kaldet Stokkemænd.

I ældre tid havde hver landsby et Bystævne, hvor oldermanden indkaldte til samling med byhornet, der aftalte man markernes behandling, høsttidspunkt, gødning, husdyrenes pasning, byhyrden og andre sager. Uenigheder om hegn og anden tvist blev også afgjort her.

Kilder

Ringsted Folketidens 19-7 1966, avisen findes på Ringsted Arkiv.