Berengaria

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning
Sct. Bendts kirke, Dronning Berengaria

Berengaria (el. Bengerd) var Valdemar Sejrs anden hustru. De blev gift i 1214, efter dronning Dagmars død.

Berengaria var det yngste barn af kong Sancho I af Portugal og hans dronning Dulce. Dulce var datter af Raimundo Berenguer, greve af Barcelona. Sancho og Dulce fik otte navngivne børn sammen, tre drenge og fem piger. Berengaria er med al sandsynlighed født i 1190 eller i et af de første år i 90'erne. Hendes moder, dronning Dulce, døde i 1198, og faderen, Sancho I, døde i 1211. Hun var altså forældreløs, da hun tog til Danmark.

Danskerne sørgede endnu over den godhjertede dronning Dagmar, så det var ikke nemt for den nye dronning at vinde god vilje hos hendes mands undersåtter. Desuden var Berengaria nærmest Dagmars modpol: hun havde ben i næsen og var tilmed en ret ærgerrig pige. Danskerne kaldte hende en besk blomme og gav hende skyld for de skattebyrder som forsurede deres liv.

Kong Valdemar og dronning Berengaria fik tre sønner sammen, Erik, Abel og Christoffer, inden hun døde i barselsseng i 1221, vistnok i sit 31. år.

Hendes tre sønner blev alle efter hinanden konger i Danmark; Abel ved at slå Erik ihjel.

Kong Valdemar overlevede begge sine hustruer og blev begravet midt imellem dem i Sct. Bendts kirke i Ringsted.

Da kong Frederik VII i 1855 fik åbnet hendes grav, så han hendes skelet, noget silketøj og hendes fletning. Anatomiprofessoren Ib Pedersen, som var med til udgravningen, blev så begejstret over dronning Berengarias smukke hovedskal, med helt fejlfrie tandrækker, at han fik kongens tilladelse til at tage en gipsafstøbning af den. Afstøbningen kan ses i Sct. Bendts kirkes venstre sideskib.