Anne Meinstrup

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Anne Meinstrup (omk. 1475 - 20.01.1535 i Ringsted). Hofmesterinde, Lensmand.

Blev først begravet i Sct. Bendts kirke, senere blev liget overført til Hornslet kirke.

Datter af landsdommer ved landstinget i Ringsted Henrik Meinstrup og hustru Margrethe Christiansdatter Daa.

Hun lærte at læse, skrive, føre regnskaber og drive godser, og hun fik et godt kendskab til jura. Som ganske ung blev hun gift med Holger Eriksen Rosenkrantz og som følge deraf bliver hun også kaldt Anne Holgers.

Ægtemanden Holger døde i 1496 og efter en kort tid som enke giftede hun sig med adelsmanden Jørgen Ahlefeldt fra Holsten. Ahlefeldt faldt i slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken den 7. februar 1500. Herefter levede hun uden ægtefælle.

Da hun havde været enke i ti år, opstod der rygter om, at hun skulle have et forhold til en af kongens mænd. Hun rejste sagen for kongen og blev renset for sladderen.

Hun havde efter forældrene meget gods, som hun styrede og forøgede. Omkring 1507 overtog hun Højstrup på Stevns som pantelen og blev derved lensmand. Det skete mod at låne kong Hans en større sum penge.

I 1516 nævnes hun som hofmesterinde for kong Christian 2.s dronning Elisabeth.

Fra 1517 til 1522 opholdt hun sig i Nordtyskland i eksil som var fremprovokeret af hendes kritik af kongens forhold til Dyveke.

Efter kong Christian 2.s flugt og Frederik 1.s overtagelse af tronen kom Anne Meinstrup tilbage til Danmark, og hun genindtrådte som lensmand og hofmesterinde, nu for Frederik 1.s dronning Sophie.

Under Grevens Fejde 1534-36, støttede hun sammen med den østdanske adel greve Christoffer, mens hendes søn Holger Holgersen Rosenkrantz, sammen med den jyske adel støttede den senere kong Christian 3. Rosenkrantz faldt som anfører for adelshæren 1534 i slaget ved Svenstrup mod skipper Clement.

Få måneder senere, i januar 1535, indkaldte greve Christoffer til møde på tinget i Ringsted. Den skånske adel var faldet greven i ryggen, og han var nu i gang med at fængsle den sjællandske adel.

Alligevel mødte Anne Meinstrup op på tinget i Ringsted, hvor hun brutalt blev hugget ned af københavnske borgersoldater i grevens følge.

En måned inden hun blev myrdet, skrev hun: “... jeg drager herfra til Valsø, og jeg vil være der saa længe, som Gud vil, jeg maa være der med fred.” Og det blev kun kort. For hun tog til mødet i Ringsted, og om det var fordi hun mod sædvane ikke var blevet orienteret om de aktuelle begivenheder, eller om hun kom af pligtfølelse, vides ikke.

Omkring hendes død var folk opbragt over mordet på den respekterede kvinde.

Historikere har dog siden 1850’erne ment, at hun havde en skarp tunge, og at hun blev myrdet på grund af nogle bemærkninger, hun kom med på tinget.


Kilder

Dansk Kvindebiografisk Leksikon | 31.03.2014 Dansk Biografisk Leksikon | 31.03.2014

Eksterne Links

I denne video fortæller Helle Halding om Anne Meinstrup: Ridebanen og Valsøgård ved Haraldsted Sø Ringsted | 31.03.2014