Allindelille Skole

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning
Allindelille skole

Den første egentlige skole i Allindelille blev bygget i 1840. Indtil da havde landsbyen kun haft en hjælpeskole drevet af en læsekyndig husmand.

Ifølge tingbogen fra Allindelille By, Haraldsted, blev jorden til den nye skole skænket af Københavns Universitetet, som også havde kaldsretten til lærerembederne indtil 1883. Det 788 m2 store areal blev skænket d. 29. juni 1831. Matrikelnummeret var 1e, som på det tidspunkt lå ved siden af Allindelille på Skeevej.

I 1907 blev det vedtaget, at man ville bygge en ny hovedskole, og i tingbogen kan man se, at skødet på matrikel 5e overgik til Haraldsted-Allindemagle Kommune d. 11. marts 1908. Hovedskolen blev indviet i 1909 på Skeevej 25-27, og den gamle skolebygning på matrikel 1e blev solgt til beboelse.

I 1958 blev en ny skole, med 5 klassetrin, indviet i Allindelille. I Ringsted Folketidende 24. november 1958 står der, at man i skolens mur havde fundet et dokument, der fortalte om skolens tilblivelse i 1909. Dokumentet, sammen med et tilsvarende dokument for den nye skole i 1958, blev igen muret inde i bygningen.

Den 29. juni 2012 lukkede Allindelille Skole, til trods for stor debat i lokalområdet. I bygningerne åbnede i august samme år Allindelille Friskole.

Eksterne Links

Matrikelkort over Allindelille