A/S Bryggeriet Alliance

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Alliance-bryggeriet blev til, da Bryggeriet Ringsted, en del af Bangs købmandsgård, i 1900 blev slået sammen med Tvindelstrup Bryggeri som aktieselskabet A/S Bryggeriet Alliance. I bestyrelsesrådet for det nye aktieselskab sad nogle af byens tunge drenge: bl.a. købmand H.A. Bang, apoteker Axel Wengell, sagfører Niels Svendsen, partikulier Alfred Mortensen og folketingsmedlemmerne Ole Hansen og H.A. Doose.

Alliance Bryggeriet fortsatte produktionen af hvidtøl og bayersk øl, men kæmpede gennem årene med underskud. I 1918 solgtes bryggeriet i Tvindelstrup, som i en del år havde været udlejet, for at skaffe ekstra kapital. Ikke mindst de to verdenskrige havde en negativ effekt på indtægterne.

Selvom man i efterkrigstiden formåede at etablere udenlandssalg i bl.a. Finland og Afrika, måtte man alligevel i 1952 tegne nye aktier for 16.000 kr. (Hansen. L. (1856) ”Gamle Ringsted Minder. Bryggeriet Alliance gennem 150 år”, Historiens Hus – Ringsted Museum og Arkiv.)

Salget af sodavand og mineralvand fra 1949 og produktionen af nye ølsorter som Sct. Bendts og Alliance Guld gjorde kun lidt for at redde den økonomiske situation, og i september 1967 måtte man opgive. Bryggeriet ”Alliance” blev opkøbt af Thor bryggeriet i Randers, som fra 1968 videreførte produktionen i Ringsted. Bryggeriet i Ringsted var stadig aktivt indtil 1. april 1982, hvor det blev lukket og mineralvandsproduktionen flyttet til Jyske Bryggeriers afdeling i Kastrup.

Der blev senere lavet almene boliger i de få bygninger, som ikke blev revet ned.