Åkanden

Fra Ringsted Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Åkanden i Knud Lavardcentrets have.

I 1982 bad udvalget for Teknik og Miljø Gerda Dragsdahl om at skabe en vandkunst til det eksisterende bassin på anlægget i Nørregade. Figuren skulle være en erstatning for Faun med fisken, som før stod på stedet, men blev ødelagt ved hærværk i 1981. Den orientalske form på bassinet med de fire spidser og buer, inspirerede Gerda Dragsdahl til blomstens udformning og med dens to gange fire blade, passer den fint til kummen. Ved prøveopstillingen viste det sig at den var smukkest, når vandet bare flød ud over bladene. Så kunne man også undgå de sprøjtende dysser, som kunne være et problem for de forbipasserende, som risikerede at blive våde i blæsevejr. Blomsten er udført i bronze af bronzestøber Jan Olsen, Vipperød og den blev afsløret d. 31-8 1984. I Lokalbladet skrev journalisten, at det havde været et langvarigt projekt, men at resultatet var blevet en fryd for øjet. Folk havde åbenbart opfattet vandkunsten, som brugskunst, for allerede d. 30-10 1984, måtte den tages ned og bringes tilbage til bronzestøberen, der forstærkede dens blade, de var revnet, fordi folk havde hoppet på dem. Ved Torvets renovering blev Åkanden taget ned og gemt væk, først i 2006, kom den igen frem, og står nu smukt i bassinet i haven ved Knud Lavardcentret.

Kilder

Dagbladet 2. Juni 1984, Dagbladet 1-9 1984, Ringsted Avisen 1-9 1984, Lokalbladet 5-9 1984. Jacob Zeuthens artikel i Lokalbladet 1987.