Kilometersten
60 Kilometerstenen i Parkstræde
Da man i starten af 1900-årene indførte metersystemet i Danmark, skulle de gamle milepæle langs landevejene udskiftes med kilometersten.
Arkitekt K.V. Engelhardt kom i 1908 med et forslag til hvordan man kunne løse problemet og opfordrede samtidig til at man bevarede de gamle milepæle som trafikhistoriske minder.
Selskabet til hovedstadens forskønnelse udskrev en konkurrence om den smukkeste og mest funktionelle kilometersten, denne konkurrence vandt P.V. Jensen-Klint og det blev hans sten der kom til at stå langs de danske landeveje og i 1910 gik man i gang med udskiftningen.
Stenene er udført i Bornholmsk granit, de er firkantede og toppen er pyramideformet. 10 kilometerstenene er 180 cm. høje og vejer ca. et ton. De almindelige kilometersten er kun 100 cm høje.
I Ringsted har vi 60 kilometerstenen som har stået flere steder i Nørregade, på et tidspunkt stod den ud for Nørregade 39, hvor cafeen derfor hed ”60 km Cafeen” og en gammel Ringsted talemåde var ”ingen kender dagen, før 60-eren lukker”, stenen står nu i Parkstræde og bygningen blev revet ned i 1966.
Den burde som 10 kilometersten have været større, men dens oprindelige placering på fortovet op ad en mur, gjorde at den blev mindre og fladere. På et tidspunkt har man ikke kunnet placere den nøjagtigt og man har lavet en korrektion på -1,7 m, som er indhugget under teksten. Kilometerstenene angiver, ligesom milepælene, afstanden til nulpunktet ved Københavns vestre port.
Kilde: Jakob Zeuthens artikel i Lokalbladet 31-5 1989, artiklen findes på Ringsted Arkiv.