Otto Borchsenius
Otto Frederik Christian Willam Borchsenius (17.03.1844 i Ringsted - 26.02.1925 i København)Forfatter. Søn af købmand Gabriel Esaias Borchsenius og hustru Frederikke Emilie (født Reistrup)
I skoletiden i Sorø vaktes den litterære interesse. Borchsenius belv student i 1863 og cand.phil. i 1864. Desuden studerede han nordisk sprog og litteratur, dog uden at tage embedseksamen. Han blev hurtig fanget af journalistikken. B. var litterær medarbejder ved Fædrelandet 1867–70, ved Nær og Fjern 1875–78, var 1879–84 medredaktør af F. Hendriksens Ude og Hjemme og 1884–85 af dets efterfølger Hjemme og Ude.
Borchsenius underviste samtidig i dansk på skolen i Maribo. optrådte i denne periode som talsmand for en sammenslutning af det litterære og det politiske venstre, men da bruddet mellem Berg og Hørup kom, fulgte han partiets "danske" fløj imod "europæerne". I 1885 nleb han medredaktør af Morgenbladet, og fra 1887 var han hovedredaktør indtil bladet ophørte i 1892. Han redigerede derefter Dannebrog 1892–1910. Som bladleder var Borchsenius stillet på en vanskelig post.
Hans udprægede retfærdighedssans kom ham til gode da han var censor ved Det kongelige Teater fra 1905 til 1924.
Den væsentligste del af Borchsenius´ forfatterskab ligger før hans redaktørtid. Bortset fra en pjece om kolportagelitteraturen, En Samfundsopgave (1877), omfatter det essaysamlingerne Fra Fyrrerne (I–II. 1878–80), Literære Feuilletoner (1880), Hjemlige Interiører (1894), sidstnævnte bygget over breve og personlige erindringer; en bog om C. Bredahl og H. V. KaalundTo Digtere (1886), Kaalundafsnittet på ny udgivet i udvidet skikkelse 1918; endelig to digtsamlinger, mest lejlighedspoesi og oversættelser (Sange og Digte, 1887, Minder og Stemninger, 1899). Hertil kommer en række danske klassikerudgaver og talrige oversættelser, først og fremmest svensk litteratur:.Viktor Rydberg, Ernst Ahlgren, Strindberg, Carl Snoilsky. B. så det overhovedet som sin opgave at orientere publikum i nyere svensk digtning; han sluttede varmt venskab med Rydberg, hvis liberale humanisme afgørende påvirkede hans egen livsanskuelse. – Blivende betydning har kun Fra Fyrrerne. Med sin egen tids, 70ernes, politiske og sociale kampe som baggrund, og ud fra den opfattelse at "enhver Forstaaelse af Fortiden indeholder en Lære for Fremtiden", søger B. spirerne til det moderne gennembrud i 40erne og belyser en litteraturperiode ud fra dens ledende politiske og sociale ideer: modsætningen mellem bevægelsesmændene og stilstandsmændene og måler de nye tankers betydning for det tidligere slægtleds førende skikkelser. Over for partigængerne i begge lejre stilles så løsgængerne; en af dem – Goldschmidt – er et af bogens største afsnit viet, en anden – Kaalund – er den tilegnet. I tilslutning til et ord af Taine, der definerer historien som en "Samling udvalgte Kildesteder forsynede med en Kommentar", skulle fremstillingen være en udførlig dokumentation der vil "lægge Materialet tilrette, at Enhver kan se med egne Øjne". Den er foretaget loyalt og upartisk; forfatterens belæsthed er betydelig; nogen vurdering indlader han sig ikke på, og personkarakteristikken er værkets svage side. B. var en typisk overgangsfigur, i flere henseender mægleren mellem guldalderens yngste generation og den nye tids mænd. Uden selv at være betydelig har han nydt betydelige mænds venskab og ejet deres fortrolighed. Fra sin ungdom var han knyttet til F. L. Liebenbergs kreds; Hostrup ydede han en dyrkelse der ikke stod i noget rimeligt forhold til hans virkelige fortjenester; han stod Kaalund og Goldschmidt nær. Også hans egne samtidige påskønnede hans trofasthed og tjenstvillighed; dette gælder Bjørnson, Schandorph og især Holger Drachmann. En ærlig alvorsmand, men bestandig "paa det jævne" både som ånd og skribent. – Tit. professor 1900.
