Nordrup

Fra Ringsted Wiki
(Omdirigeret fra Nordrup Bibliotek)
Spring til navigation Spring til søgning

Nordrup ligger 8 kilometer sydøst for Ringsted og har omkring 650 indbyggere (2014).

Byen nævnes i 1370, men dens historie går antagelig længere tilbage i tiden. Kirken blev påbegyndt i 1100-tallet. Den ældste del af Nordrup består af en blanding af huse og gårde. Hovedparten er opført i perioden 1900-1930, mens enkelte er fra midten af 1800-tallet.

Nordrup er en slynget vejby, som vender ryggen mod nord og åbner sig mod syd. Landskabet i denne del af kommunen er næsten fladt, men falder let mod syd til Farendløse.

Den ældste del af byen er samlet omkring den gulkalkede kirke, hvor denne sammen med den gamle skole og forsamlingshuset danner et fint landsbymiljø. Byen blev udskiftet så sent som 1802. Der ligger fortsat 5 gårde i byen.


Nordrup Bibliotek

Nordrup Biblioteks historie går tilbage til 1932, hvor[Nordrup Biblioteksforening blev stiftet.

Formålet med foreningen var, gennem kontingent, at indsamle et beløb, der berettigede til offentligt tilskud. Indtil 1940 havde biblioteket til huse i den daværende skole på Nordrupvej 134, men efter den nye skole blev taget i brug overtog folkebogssamlingen lokalerne.

I 1963 overtog Nordrupøster-Farendløse biblioteket, der hidtil var blevet drevet af biblioteksforeningen. Ved kommunesammenlægningen i 1970 ændrede biblioteket igen status fra kommunebibliotek til filialbibliotek under navnet Nordrup Filial.

I år 2000 blev filialen sammen med de tre øvrige landbiblioteker i Vigersted, Jystrup og Ørslev lukket.


Nordrup Tørvemose

Nordrup Tørvemose ligger mellem Nordrup og Mulstrup i forbindelse med Stokkemosen.